FRANSK KULTUR // KLUMME – Jeg ankommer til det legendariske spisested Le Train Bleu med klimaaflad i baglommen – men snart flyder rommen over Baba Bouchon, lammet skæres i skiver og rødvinen skænkes gavmildt. På dette sted i Paris glemmer jeg tidens moralske kalorietælleri.
Her sidder jeg i det elegante TGV-tog, der netop har forladt banegården i franske Nice. Jeg føler mig veltilpas og en anelse selvfed. For i hånden holder jeg mit afladsbrev; en klima-syndsforladelse: togbilletten, der lover ankomst til Paris’ togstation Gare de Lyon om knap seks timer.
Jeg kommer til byernes by med firetoget og er samtidig på den rigtige side af historien, sådan som eliten fra kulturmiddelklassen har fortalt, at man skal være. Nok er det ikke en billet til Paradisets Have i Middelalderens afladshandel, men jeg kan være tilfreds med mit bidrag: en togtur i stedet for at flyve fra Sydfrankrig til Paris.
Den franske præsident i perioden 1899 til 1906, Émile Loubet, var den allerførste, der satte mad på gaflen, og det afstedkom, at Le Train Bleu øjeblikkeligt blev skudt op på stjernehimlen
Jeg lægger togbillet og forfængelighed væk og glæder mig over rejsen. Snart snor eksprestoget sig afsted gennem Frankrigs smukke landskab med ca. 260 km/t. En skam, at farten medfører, at passagerer har det med at blive køresyge, når de ser ud af vinduet. Men det burde ikke være sådan, for selvfølgelig er der fordele ved at vide bedre end andre. Er man med i eliten, er man jo sej, og så kan man håbe på ikke at blive køresyg.
Det er godt det samme, for når TGV-toget ankommer til Paris, så lander jeg pladask i en kulinarisk oplevelse, der siger sparto til vandgrød, grøntsagssuppe og hvad ellers klimareligionens tilhængere forlanger, at sulten skal stilles med.
For enden af skinnerne – i bogstavelig forstand – ligger den overdådige restaurant Le Train Bleu, eller på dansk: Det blå tog, på banegården Gare de Lyon. Det er blot at stige ud på perronen og følge de brede trapper op til madtemplet. Undervejs smider jeg togbilletten i en affaldsspand, den får jeg ikke brug for.
À table, en seriøs middag venter på ‘Le Train Bleu’
Overtjeneren, iklædt alvor og smoking, finder reservationen, og så føres jeg hen til mit bord. Det har andre oplevet før, ja titusindvis og atter titusindvis af gæster har nydt godt af det klassiske franske køkken på Le Train Bleu lige siden restauranten åbnede sine døre for første gang til verdensudstillingen i 1900.
Den franske præsident i perioden 1899 til 1906, Émile Loubet, var den allerførste, der satte mad på gaflen, og det afstedkom, at Le Train Bleu øjeblikkeligt blev skudt op på stjernehimlen. Siden har andre præsidenter og franske personligheder som blandt andre Coco Chanel, Marcel Pagnol, Sarah Bernhardt og Brigitte Bardot slået deres folder her.
Det handler ikke kun om omgang med god mad, også rammerne kalder på højtidelighed: 11 meter er der op til loftet, og 26 meter lang (… det er længere end olympiske svømmemål) er den dekorerede sal. Mellem stuk, keruber og forgyldte engle, er der 41 kæmpe landskabsmalerier. Som var der tale om Det blå togs egen rejse på skinnerne, dækker malerierne franske regioner.
For i det 20. århundredes første halvdel kørte eksprestoget Le Train Bleu fra Calais i Nordfrankrig til Ventimiglia på den italienske side af Rivieraen. Alt fra kronede hoveder over bedre borgerskab til eventyrer rejste til Sydfrankrig med Det Blå Tog, og på banegården Gare de Lyon i Paris kunne man blive mæt i smukke omgivelser.
Så fik jeg sat mig ved et nydeligt bord anvist af overtjeneren. En god flaske Gevrey-Chambertin bliver åbnet, udvalget er stort, og jeg ved, at jeg valgte den helt rigtige. Men inden ånden i flasken forfører, sættes der velstegt lammekølle (fr. gigot d’agneau) med kartoffelgratin på bordet. Tjeneren udskærer kødet som voitures à tranches (… lette skiver) med en entusiasme som var man den første gæst nogensinde. Der er et særligt swung over øjeblikket, og jeg tillader et indforstået smil mellem tjeneren og mig. Lam er husets mest populære ret; det kan ikke gå galt, og det gør det heller ikke.
Hvis der er plads til mere, så byder traditionen at smage på den legendariske romkage Baba au Rhum, på restauranten omtalt som Baba Bouchon. Graciøst overhælder tjeneren romkagen med rom, og han lader flasken stå på bordet bagefter. Tanken er givetvis, at man som rejsende skal have lidt at styrke sig på inden en lang togrejse.
En overdådig fryd ledsaget af salens engle lader mad og vin glide veltilpas gennem ganen. Måltidet er måske ikke klimavenligt i moderne forstand og slet ikke, hvis man er asketisk eller nypietistisk anlagt. Men den slags er livet for kort til at opholde sig ved. Jeg kan altid købe mig en togbillet mere i banegårdens afladshandel.
Nikita
Mens tjeneren skænker mere rødvin i glasset, får jeg øje på Nikita fra 1990-succesfilmen af samme navn, spillet af Anne Parillaud og politimanden Bob, spillet af Tchéky Karyo. Nikita er på sin første mission her i restauranten, og om et øjeblik skal hun med koldt blod dræbe en gæst ved nabobordet. Bob rejser sig og forsvinder, mens Nikita tager ladegreb på en stor pistol.
Hvad skal jeg gøre? Hold på glasset, den gode Bourgognevin må ikke gå til spilde, nu farer skuddene igennem luften.
Bon appetit.
Adresse på restauranten er: Le Train Bleu, Gare de Lyon, Place Louis-Armand, 75012 Paris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og