USA // KOMMENTAR – Billederne af de omfattende plyndringer af Manhattans luksusbutikker er gået verden rundt, men midt i al volden og plyndringen er det vigtigt at huske, at hovedparten af protesterne foregår fredeligt, i værdighed og respekt.
NEW YORK – ”Kig omkring jer. Det her er jeres naboer”, lød det fra taleren i midten af McCarren Park, Brooklyn, mandag aften, mens hundredevis af mennesker gentog og sendte hendes ord videre, så alle de forsamlede kunne høre, hvad der blev sagt.
Skilte med slogans som ”Black Lives Matter”, ”No Justice No Peace” og ”I Can’t Breathe” var løftet mod den blå New York-himmel, mens forsamlingen knælede og i stilhed mindedes George Floyd, der i 8 minutter og 46 sekunder havde det knæ fra den hvide betjent mod halsen, der ifølge anklagerne endte med at koste ham livet, mens tre andre betjente så til.
Samtidig med de voldsomme sammenstød er der også fredelige protester og mindehøjtideligheder i New Yorks største kvarterer, Brooklyn, Queens og på Manhattan
Ifølge New York Times marcherede tusindvis af demonstranter ad hovedåren Eastern Parkway i Brooklyn, men selvom de standsede trafikken, var der ingen konfrontationer med politiet.
På Bergen Street i samme Brooklyn blev marcherende demonstranter mødt af klappen og opmuntrende tilråb fra bilister. På Union Avenue endte næsten tre timers intense demonstrationer med, at en delingsfører fra politiet tilbød at bede sine underordnede om at lægge deres pistolbælter og hjelme for at kramme demonstranterne.
Selvfølgelig er butiksplyndringer opsigtsvækkende og nærmest en kliché, når det kommer til fremstillingerne af protester i amerikanske storbyer, både i medier og i fiktion, hvor den mindste strømafbrydelse synes at føre til knuste ruder og stjålne pladespillere.
Sandheden er dog, at der samtidig med de voldsomme sammenstød også foregår fredelige protester og mindehøjtideligheder i New Yorks største kvarterer, Brooklyn, Queens og på Manhattan.
De fremmødte afspejler New Yorks mangefacetterede etniske sammensætning, og familier der taler arabisk, græsk, spansk og polsk står side om side ved de fredelige ’vigils’.
Ligeså fredeligt, som når de i deres dagligdag bor side om side i New Yorks diminutive lejligheder, og alle sammen slås med høje leveomkostninger og en husleje, der for længst er stukket af fra enhver tanke om rimelighed.
Behovet for maddonationer er steget til det dobbelte
En husleje, som omtrent halvdelen af byens befolkning nu kæmper med at betale, ifølge medier som Business Insider og New York Times.
Og måske mere chokerende, ikke mindst for amerikanerne selv, har de selvsamme økonomiske trængsler skabt regulær sult midt i verdens største økonomi. Ifølge tænketanken Brookings har krisen skabt fødevareusikkerhed i hver femte familie, og op til to ud af fem familier med mødre med børn under 12 oplever dagligt fødevareusikkerhed.
Lederen i et Community Center i Sunset Park i Brooklyn, hvor jeg har været frivillig, sukkede, da jeg spurgte om behovet for maddonationer og fortalte mig, at behovet som følge af krisen var steget til det dobbelte. Derfor måtte de afvise folk, der havde stået i kø til de gratis maddonationer siden tidlig morgen.
Et røgslør ud over demonstrationernes formål
På min vej til et andet Community Center på vestsiden af Manhattan, ned ad shoppinggaden Broadway, var min cykel mandag morgen flere gange ved at punktere på grund af knuste glasskår fra ødelagte facader, mens bygningsarbejdere satte finérplader foran butikkerne.
Der er ingen tvivl om, at omfattende plyndringer og afbrændinger af politibiler har været en del af protesterne, men set i lyset af en amerikansk krise, der nu også består af husleje, jobs, fødevarer og politivold, er det vigtigt at huske på, at omkring 700 er arresteret for formodninger om indbrud, vold og røverier, men tusinder og atter tusinder af New Yorks indbyggere dagligt er på gaden for fredeligt at vise deres modstand mod racistisk politivold.
Protester, der landet over bliver mødt af et politikorps, der visse steder sympatiserer med sagen og andre steder reagerer med hård fremfærd mod demonstranter og journalister.
Ifølge magasinet ’Insider’ viser en video, bl.a. delt på Twitter, demonstranter danne en ring rundt om en Target-butik i Brooklyn, da personer vil plyndre den, mens de råber ”Fucking NO!”.
Some protestors in Brooklyn calling to loot the Target, but organizers are rushing in front of the store to stop them, keep things non-violent #nycprotest pic.twitter.com/6x70cpcjep
— Andrew Solender (@AndrewSolender) May 31, 2020
New York Times har rapporteret om demonstranter inden for menneskemængderne, der råber ad de plyndrende og nægter at yde dem sikkerhed fra politiet bag deres linjer. Det virker, som om en del af demonstranterne er smerteligt bevidste om, at plyndringerne er brænde på det bål, der fyrer op under stereotypificeringer og agendaer, der forsøger at lægge et røgslør ud over demonstrationernes formål.
Tilbage i McCarren Park blev talerne forstærket af naboernes stemmer, kastet frem og tilbage i parken, og afsluttet med et ”We’ll see you tomorrow”, mens menneskemængden langsomt opløstes og diffunderede ud i Brooklyn, nogle videre til andre protester og marcher, og andre hjem til deres lejligheder, townhouses og familier.
Demonstrationen varede fra 7.30 og omkring en time frem. Fra i aften, tirsdag, er der indført udgangsforbud fra klokken 20.00.
Fotos: Mads Østergaard.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her