LYDMOR // INTERVIEW – Indtil for lidt mindre et år siden var kendskabet til electronica-musikeren Lydmor stort set forbeholdt musikinteresserede. Men det forandrede sig efter en kronik om sexisme i rockanmeldelser. I dag er Jenny Rossander, som hun hedder, lige så kendt som feminist som musiker. Hendes nye album Capacity handler på flere planer om den frigørelsesproces, som hun selv er en del af. Men det handler også om meget andet.
POV’s musikredaktør Jan Eriksen har talt med Jenny Rossander, der ikke er meget for at sætte meninger og ord på sine sange. Lytteren må selv lege med: ”Jeg er meget inspireret af forfatteren Jorge Luis Borges og hans noveller. Den måde, han dykker mellem symbolik, historiske henvisninger, surrealisme og realitet er interessant”.
I maj sidste år skrev feminist og musiker Lydmor, alias Jenny Rossander, en kronik på musiksitet gaffa.dk. Her angreb hun anmelder Thomas Treo for systematisk sexisme i hans anmeldelser, ligesom hun opfordrede hans arbejdsgiver, Ekstra Bladet, til at tage en samtale ”om voldtægtskultur, lidt om clickbait, og til sidst skal vi have en stor snak om ansvar”.
Samtalen med chefredaktør Poul Madsen kom bl.a. på TV. I de forløbende måneder har Lydmor udtalt sig offentligt i flere sammenhænge. Men der har også været tid til at indspille det nye album Capacity, det første siden I Told You I’d Tell Them Our Story, der udkom i 2018. Denne gang med en betydelig mere mundret titel.
Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice
”Ja, min manager jublede, da jeg fortalte, at det nye album bare hedder Capacity,” siger Jenny Rossander grinende, mens hun tømmer sin stempelkaffekande ud i en kop og ser på sin skærm. Vi taler sammen online. Som man nu gør. Samtalen kommer hurtigt, naturligt til at ligge i forlængelse af ovennævnte. Capacity indledes med en form for feministisk manifest i sangen ”Amandas Lullaby”.
Først Lydmors vokal alene, senere suppleret med koret. Det bruser og svæver, som man vist aldrig har hørt korsang på en dansk plade før. Allerede i de to første linjer synger Lydmor:
Every single word you speak could add to the conflict
Careful how you word your phrases little girl
You don’t wanna seem to eager you’ll upset the whole world
Loud is not a female virtue but neither is tightlipped
Labyrinter med hints
Er det en forælders formanede råd til en datter? Eller et undertrykkende system, der her får en stemme? En god venindes råd?
Lydmor taler stadig gerne loud. Det kommer vi tilbage til. Først handler det om spørgsmålstegnene. Helt bevidst lader hun det være op til lytteren selv at digte eller tolke med, træffe sine egne beslutninger. Sådan var det også på det hårdt pulserende storby-natklub-hedonistisk-asiatisk lydende I Told You I’d Tell Them Our Story.
”Jeg vil helst ikke forklare, hvad mine sange handler om. Det er fedt med en fortælleramme, det konceptuelle. Jeg kan godt lide at arbejde med labyrinter med hints og navne, som folk kan falde over og selv finde ind i,” siger Jenny Rossander.
Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks
Og dem, labyrinterne, er der mange af på Capacity. Nogle af Lydmors ’hints’ peger i retning af en rejse. En rejse rundt i verden til konkrete steder som Nevada og Berlin. Eller en rejse ind i sindet. En rejse et sted hen, der kun findes i det øjeblik, man lytter, og som kan være svært at genkalde sig efterfølgende.
Det kunne også være en enkelt kvinde, Amandas rejse fra undertrykkelse til revolution og frigørelse. Med pladens mest tydelige hint citerer Lydmor poeten Gil Scott-Heron: ”The revolution will be televised”. Hun har så deleted det ”not”, der var i hans oprindelige tekst.
”Jeg er meget inspireret af forfatteren Jorge Luis Borges og hans noveller. Den måde, han dykker mellem symbolik, historiske henvisninger, surrealisme og realitet er interessant,” siger Jenny Rossander, og tilføjer:
”Som i historien om manden, der leder efter den udødelige by. På et tidspunkt er det, som om han er lige ved at finde den. Og så bliver historien rigtig underlig. På et tidspunkt bliver han udødelig, men er det så ikke længere. Han begynder at tvivle på, at det nogensinde er sket. Det er en tilstand, der kun eksisterer, mens den er der, og ikke når han skal skrive om det. Det er en så spændende måde at arbejde på…”
Men også temmelig krævende?
”Ja, men det giver også. Det åbner op for en tillid til det underbevidste. Som gør, at man kan acceptere de gaver, inspirationen giver uden at behøve at analysere det i stykker.”
Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway. Hvad er intersektionel feminisme?
Jeg nævner min oplevelse af albummet som en form for rejsebeskrivelse. På mange planer.
”Det sværeste ved dette album er, hvordan jeg vælger at tale om det i interviews. Fordi der er mange niveauer. F.eks. ”Labyrinth Space”. Det handler både om en fiktiv karakter, en virkelig person i mit liv, det er også et symbol på noget, jeg struggler med selv – og en statue, jeg har set på et museum i Brasilien,” siger Rossander.
Inden interviewet har jeg forsøgt at finde en genrebetegnelse for Lydmors musik. Der findes 30 plus subgenrer indenfor electronica.
“Jeg har opdaget, at jeg ikke behøver at finde på et ord for min musik. Da var jeg sådan: fuck hvor nice. For nu har jeg prøvet, jeg ved ikke hvor længe, at finde ud af, hvad jeg skal kalde det. Nu har jeg det sådan, at det må folk selv bestemme. Når jeg selv lytter, tænker jeg meget lidt over, om det er world, electronica eller andet. Jeg tænker på, hvilke historier det har. Nogle gange kan jeg komme til kort, hvis jeg spiller på electronicafestivaler og taler med DJ’s der har totalt styr på genrebetegnelser. Jeg er producer, og har rimelig styr på det, men kan gå i sort, når der står en og taler om new Chicago house-tech med lilletrommen, der lyder sådan der,” siger Jenny Rossander grinende.
Hun og hendes pladeselskab har udsendt en video til sangen ”LSD Heart”. Teksten er muligvis en fascinationsiblandet satire over denne her generation af ældre mænd i medierne, der læste ”Ekstrabudene” som teenager, og siden legede Charles Bukowski. I hvert fald indtil de begyndte at lege far, mor og børn.
Objektivisering og seksualitet
”Joken med den video er, at jeg har valgt at objektivisere nogle ældre mænd. Hvor det i nogle årtusinder har været kvinder, der blev objektiviseret. Jeg havde lyst til at tage fem ældre mænd og flytte rundt med dem, få dem til at gøre ting. Jeg synes, de fem dudes i videoen er fucking nice. Det er min yndlingsvideo af dem, jeg selv har indspillet. Ikke kun fordi det handler om objektivisering og seksualitet, men fordi de ser voldseje ud,” siger Jenny Rossander.
Tilbage til åbningssangen ”Amandas Lullaby”. Den lyder som et manifest, måske ligefrem som et feministisk manifest.
“Den mest essentielle sætning i den er: ”The more that we open the less space they’ll get.” Det er den af mine tekstlinjer indtil nu, jeg er mest glad for. Jeg prøver selv at åbne, at kunne rumme vreden, men også tilgivelsen. At kunne rumme all the idiots. Rumme de svære samtaler, nuancerne. Undertrykkelse er kompleks. Uanset om vi taler om køn – eller race. Der er samfundsskam. Der er det her behov for at se godt ud… det er svært at lave slogans, specielt når man som jeg er kvinde, der udtaler sig offentligt. Sætningen er en reminder om, at man altid vinder på åbenhed. På at udvide sit område for forståelse. Undersøge, researche, dygtiggøre sig.
Ja, tænk, hvis alle der udtalte sig om f.eks. Corona havde researchet og dygtiggjort sig.
”Jeg tager mig selv i at citere forskning, når jeg bliver interviewet. Der er rigtig meget klog og seriøs forskning, når det gælder om, hvordan vi håndterer køn, autoritet, og hvordan vi håndterer det, hvis der er flere kvinder, end der plejede at være, på forskellige samfundsområder. Der er forskning, der viser, at vi er vanedyr, der handler sexistisk uden at vide det. Det er interessant, når man møder folk, der også har sat sig ind i tingene. Der er de interessante debatter om, hvordan vi kommer videre. Hvad er Donna Hathaway? Hvad er intersektionel feminisme?”
Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet
Du taler om idioterne. Jeg går ud fra, at du har fået mange kommentarer siden din kronik sidste år?
”Jeg har lige givet et interview til Jyllands-Posten om feminisme. Her er tre goodies fra kommentarsporet: “Mange dårligt klædte og uskønne kvinder har sgu slået voldsomt igennem på hitlisterne gennem tiden”. ”Så fik hun da spalteplads. Stakkels alle de drenge, der fik afslag fra selvsamme avis”. ”Og du er så styg, at jeg hellere puler en flaske.” Man vænner sig til det. Hvis man taler offentligt om ligestilling, er der rigtig mange, der har et behov for at svine en til.”
En frigørelsesproces
Tilbage til de ældre mænd – og kvinder, for den sags skyld.
I sin pressemeddelelse for den nye plade skriver Lydmor: ”Albummet er en frigørelsesproces, som handler enormt meget om romantisk frigørelse og emotionel intelligens i den moderne verden, hvor jeg ser en ny generation som behandler køn, identitet og forhold på en anden måde end man har gjort tidligere. Man havde den seksuelle revolution i 1960’erne og 1970’erne, hvor det virkede, som om at man ikke havde så meget fokus på den emotionelle intelligens”.
Det mest grelle eksempel på et felt, hvor den seksuelle revolution løb af sporet, er de mange såkaldt venstreintellektuelle, der inddrog selv helt små børn i deres julelege. Senest har der været en meget omtalt sag med forfatteren Gabriel Matzneff. Men en ting er de groteske sager, noget andet en gennemgribende tone, hvis ekko har lydt overalt på alle niveauer. Jeg er med på, at der efter 70’erne er talt meget direkte og seksualiseret i det offentlige rum, også på arbejdspladser. Opgøret med de gamle normer endte med, at alt var tilladt. Jeg spørger Jenny, om det er det, hun refererer til.
For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter
”Når man sidder i etisk system med stramme regler for, hvad man måtte gøre, specielt m.h.t. sex, femininitet og maskulinitet og monogami og bryder med det, som man gjorde dengang, kommer der hurtigt til at mangle noget. Der er nogle, der ikke helt har forstået, at når man bryder med et etisk system, handler det om at opbygge et nyt etisk system. Man kan ikke leve uden etik. Samtalen om, hvad etik er, hvis man forsøger at ændre nogle eksisterende mønstre, kom til at handle om, at nu skal vi bare være så frie som muligt uden at overveje konsekvenserne. Okay, fint, men lad os først finde ud af, hvad frihed er.”
Du taler meget om frigørelse. Hvad er frigørelse for dig?
”Frigørelse er interessant. Det kan være frigørelse fra indgroede strukturer. De eksempler, jeg lige læste op, de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Og jeg kunne være bange for, at de har nogle meget fastlåste opfattelser af, hvad de selv må og kan,” siger Jenny Rossander og tilføjer:
”Det, der sker lige nu, er et stort opgør mod verbale og fysiske overgreb. Mange tror, at vi, der tilhører den bevægelse, begrænser friheden. For nu må man ikke længere sige, hvad man vil. Ikke gøre ting mere. Åh nej, hvordan skal man nu flirte? Jeg kan garantere, at feminister er meget klar over, hvordan man flirter. Vi står et friere sted, når vi står et sted, hvor der er gjort op med nogle fastlåste opfattelser af, hvad seksualitet bruges til. Dem, der udnytter magt seksuelt – og jeg skal hilse og sige, at det er både mænd og kvinder, der er bare flest mænd. De mennesker har en forkvaklet opfattelse af, hvor der er plads til ens seksualitet. Hvis man havde en mere tilgivende opfattelse af, hvordan man kan bevæge sig rundt i verden med sin seksualitet, tror jeg ikke, man havde brug for at bruge den magtfuldt.”
En flod i konstant bevægelse
Det kan lyde lidt banalt. Men den revolution bliver vist en lang proces?
“Det er en meget lang proces. Jeg genlæste forleden Simone de Beauvoirs Det andet køn. Jeg blev overrasket over, hvor tidssvarende den er i dag. De tanker, hun og hendes veninder gjorde sig om subjekt/objekt, adgang til det eksistentielle strukturer og kønsroller. Den bog ændrede ikke strukturerne, men der skete en masse. Jeg tror, at der sker noget hver eneste gang, vi tager en runde. Civilisationen er en flod i konstant bevægelse.”
Jeg nævner, at det er min opfattelse, at der faktisk sker noget i medieverdenen. At mænd faktisk forsøger at være der for faglighedens skyld.
Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden
”Det er svært at vurdere, om racisme eksisterer, hvis man er hvid. Men jeg tror, at du har ret i, at der sker noget. Der er en samtale i gang. Jeg oplevede en samarbejdspartner på et projekt for et par måneder siden, der tydeligvis ikke var vant til at arbejde sammen med kvinder, og som tydeligvis ikke var vant til, at kvinder kan noget med lyd. Og nu var altså mig, der havde lavet lyden. Han var klassisk nedladende, talte hen over mig, afbrød. På et tidspunkt afholdt han et møde uden mig. Kun med mænd. Jeg fik det ordnet heldigvis via projektets leder. Grineren var, at da jeg spurgte, hvorfor han holdt et møde uden at invitere mig, så han på mig. I det sekund kunne jeg se i hans øjne, at han satte tre og tre sammen. Kendt dansk feminist. Jeg behøvede ikke sige mere. Derefter kørte samarbejdet fint. Det tror jeg, vi har fået adgang til, fordi der har været så meget larm.”
Hvordan identificerer du dig selv? Lige så meget som feminist som musiker?
”Hmmm … det har jeg ikke tænkt over før. I løbet af min karriere har jeg brugt meget tid på at inkludere ting i musikken, der ikke nødvendigvis var inkluderet tidligere: Litteratur, magisk realisme, performanceoptræden, feminisme. Jeg tror, jeg trækker på alt, hvad der interesserer mig. Så feminisme er en lige så stor del af mig som min musik. I øvrigt tror jeg, vi bliver flere. Taylor Swift gik til kamp for voldtægtsofre og mistede en kæmpe del af sin fanskare, Billie Eilish’s aflyste turné skulle have været totalt Co2-neutral. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at opleve rigtig meget aktivisme fra Billie Eilish i fremtiden.”
Lyt evt. denne podcast, der især handler om det foregående album, I Told You I’d Tell Them About Us
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:
Foto: Torben Christensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
