LIV & MENNESKER // KLUMME – “At mine forældres generation var dybt uansvarlige og accepterede en destruktiv druk- og rygekultur betyder ikke, at vores børn og børnebørn også skal svigtes”, skriver Ask Agger og peger på, at vi ikke kan fortsætte med at se stiltiende til, men tusinder dør årligt af rygning og alkohol.
Betænkeligheder til trods er jeg fan af ideen om aldersbestemt købsforbud for smøger samt højere aldersgrænse for køb af alkohol. Når man selv har haft kræft, virker det ret selvindlysende, at det er noget, som vores børn skal forskånes for.
Da regeringen forleden præsenterede deres nye sundhedsudspil, gik der splitsekunder før kommentatorer, opmærksomhedshungrende politikere og selvbestaltede repræsentanter for landets ungdom begyndte at hegle forslaget ned. Et formynderisk overgreb og en berøvelse af ungdommens frihed til at slå sig løs og nyde voksenlivets laster. Som en unfair straf over en ungdom, der har det svært nok i forvejen.
Aktuelt ser vi stiltiende til, imens ca. 13.000 danskere dræbes hvert år af smøger og 3000 af alkohol
Jeg er enig i, at nye myndighedsforbud bør mødes med sund skepsis og et kritisk blik, men i denne sag mener jeg, at kritikken falder tomt til jorden. At vi fik lov til at gøre dumme ting i vores ungdom, er ikke et argument, jeg kan bruge til noget. At mine forældres generation var dybt uansvarlige og accepterede en destruktiv druk- og rygekultur betyder ikke, at vores børn og børnebørn også skal svigtes. Den negative arv skal brydes.
Hvad er det, vi skal være bange for, at vores børn mister med de nye regler? Er det turen til udpumpning med alkoholforgiftning i 9., 8. eller 7. klasse? Er det stangstive gymnasiefester med tæsk, klask i røven og seksuelle overgreb? Er det tvangssocialisering til en dansk drukkultur, hvor der skal flasker på bordet, før man kan hygge sig? Er det gruppepresset i skolegården om, hvem der er seje nok til at ryge?
Er det at starte voksenlivet med indbygget økonomisk slagside, når cigaretterne skal betales hver eneste dag? Er det en årelang afhængighed, som kun de færreste formår at undslippe? Er det kræftsygdom og tidlig død?
Historisk har vi indført en masse lovgivning for at beskytte folk mod deres egen uansvarlighed – fra sikkerhedsseler og narkoforbud til receptpligtig medicin og aldersgrænser for bl.a. kørekort og hasardspil. Hvis smøger eller alkohol blev opfundet i dag, ville de aldrig blive tilladt af sundhedsmyndighederne.
Vi romantiserer fortidens rådne druk- og smøgkultur i et klasseeksempel på Stockholmsyndromet
Selvfølgelig skal regulering overvejes nøje, men for mig er det uomtvisteligt, at smøger og alkohol er noget vanedannede lort, der ødelægger liv og koster samfundet milliarder. Og det er evident, at diverse rygestopkampagner m.m. kommer til kort. Aktuelt ser vi stiltiende til, imens ca. 13.000 danskere dræbes hvert år af smøger og 3000 af alkohol. Hvor mange flere skal dø, før vi tør gøre noget?
I Danmark forblænder vi os selv, når det gælder vores nostalgiske forhold til alkohol og smøger. Vi romantiserer fortidens rådne druk- og smøgkultur i et klasseeksempel på Stockholmsyndromet. Det nye sundhedsudspil løser ikke alle problemerne, og det vil uden tvivl blive svært at implementere. Men for mig er det et skridt i den rigtige retning.
Ved at skærme vores børn for fortidens dårskab stjæler vi ikke noget prisværdigt fra dem, vi giver dem i stedet en gave i form af en bedre start på livet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her