Hellere trøffelsvin end vagthund

Klumme: Jeg vil være et trøffelsvin, ikke en vagthund

i Kultur/Medier af
FILM // KLUMME: Fagbladet Journalisten efterspørger i en ny artikel mere kritisk kulturjournalistisk, men ender mest af alt med at understrege, hvorfor denne form for journalistik har det så svært for tiden. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at være “vagthund” frem for “kulturklaphat”, mener Frederik Bojer Bové. Han foretrækker at være “trøffelsvin”.

Kulturen fortjener bedre. Sådan skriver Journalisten onsdag i en leder, baseret på en opgørelse i et nylig offentliggjort speciale.

Det konkluderes, at der ikke er nok “vagthund” og for meget “kulturklaphat”.

Vi mangler ikke vagthunde. Vi mangler trøffelsvin

Som hermed selvudnævnt “klaphat” (jeg skal nok helt uironisk agere klaphat, hvis Olga Ravn vinder Booker om halvanden uge) vil jeg godt svare igen. For det første fordi der er brug for klaphatten, hvis nogen laver noget godt.

Den barnlige begejstring er et af kulturkritikkens vigtigste elementer, som det i øvrigt er meget svært at holde fast i, når nu der laves så mange Far til Fire film, som der gør.

Men for det andet fordi, omend jeg er enig i, at kulturjournalistikken absolut gerne måtte opprioriteres, så vil jeg indædt kæmpe imod mere plads til de “vagthunde”, der kommer til orde hos Journalisten.

For at blive ved dyremetaforen, så mangler vi ikke vagthunde. Vi mangler trøffelsvin.

Ukritisk kritik

Journalistens leder kommer efter en artikel om manglende kritik, der, ret ironisk, ikke er kritisk nok.
Dens empiri, et frisk speciale, er mangelfuld, og den går ikke kritisk nok til sine kilder.

For det første baserer specialet sig på en opgørelse over blot syv dage i 2019. Det er en stikprøve, der højst indikerer et problem, men ikke rigtig nok til, at jeg føler, jeg overhovedet kan bygge videre på det.

Frederik Bojer Bové påtager sig gerne rollen som “kulturklaphat”, hvis Olga Ravn modtager Booker-prisen. Foto: Lærke Posselt, Gyldendal

Når Ekkos Claus Christensen fylder så meget i artiklen, så ville jeg måske nok også have foreholdt ham hans egen opførsel, dengang Politiken skrev om Peter Aalbæk. Jeg har før skrevet om det.

Dengang kaldte han den kritiske journalistik for “personhetz”, “forargelsesjournalistik”, og tidsskriftet Ekkos twitterprofil skrev til Politikens journalist: Efter at have misinformeret jeres læsere på Politiken i en tendentiøs blodrus burde I nok være lidt mere ydmyge.

Er det den slags vagthund, vi skal have flere af?

Jeg tror langt hen ad vejen, den her form for journalistik har det svært, fordi det ikke er ret spændende historier

Derudover er artiklens eksempler på den manglende kritik altså ikke særlig sindsoprivende.

Artiklen åbner med at beskrive en sag om bestyrelsen i DFI, der kaldes den “oplagte historie om habilitetsproblemer”.

Er det spændende? Hvad med dengang Berlingske kaldte det “mistanke om potentiel inhabilitet” i februar? En kioskbasker?

Historien medførte at bl.a. Eva Novrup Redvall måtte trække sig som bestyrelsesmedlem i Danske Filmkritikere (Full disclosure: Jeg er medlem af den forening og tager til den DFI-støttede Bodil-fest).

Et bestyrelsesmedlem i DFI må nemlig ikke også sidde i andre bestyrelser, som kan søge penge af instituttet. Hvilket er fair nok, men ingen var klar over den regel, og DFI-bestyrelsen uddeler altså ikke direkte penge. Og støtten til Danske Filmkritikere er i øvrigt lavere nu, end den var i 2016, inden Novrup Redvall kom med i DFI…

Reglerne skal naturligvis overholdes. Men det er altså ikke nogen stor skandale.

Artiklens andet store vagthunde-eksempel kommer fra kunstneren Morten Rockford, der selv lavede en “graverjournalistisk” undersøgelse af legatuddelingerne fra Legatudvalget for Billedkunst, som konkluderede, at helt op til en tredjedel havde “åbenlyse interessekonflikter i strid med forvaltningsloven”.

Men som artiklen også konkluderer: Da reelle journalister fra Radio 24/7 kom på sagen, så var der ikke så meget at arbejde videre med.

Jeg tror langt hen ad vejen, den her form for journalistik har det svært, fordi det ikke er ret spændende historier.

Samme sang som i tusind år

Derudover så er den her kritik efterhånden en gammel sang. Specialet bruger et citat af Villads Andersen, medstifter af magasinet DOXA, der tilbage i 2014 ville erstatte dansk kulturjournalistik, fordi, som de sagde, “dansk kulturjournalistik ikke er kritisk nok, men lefler for kunstnere og deres producenter”. DOXA lukkede efter et år. Den ene medstifter var Mads Aagaard, der lader til at have forvekslet kritik med chikane.

Jeg er helt ærlig lidt træt af den generation af “kritiske” kulturfolk. Mads Aagaard er det værste eksempel, men en anden af de nyere “kritiske” journalister er René Fredensborg, der bl.a. afslørede, at en filmkonsulent tog coke, og som skulle have været vært på hele 24/7s kulturdækning ifølge ansøgningsmaterialet til DAB-kanalen, men som nu tager til kulturfester og siger, Helle Thorning Schmidt ligner en “bordello-mor”.

Jeg har skrevet nok om Ekko og Kim Pedersen, men lad mig blot lige igen fremhæve, at Kims udgave af “kritik” inkluderede rasende angreb på danske filminstruktører baseret på optællinger af, hvilke film de tweetede om. Fejlagtige optællinger. For så, når det blev påpeget, at det var forkert at skrive nye klummer, hvor han kaldte sine kritikere for “fluekneppere”.

Så når overskriften på artiklen siger “Ingen journalister går seriøst i flæsket på kultursektoren”? – Ja, hvis vi slipper for, at Aagaard, Fredensborg og Pedersen “går i flæsket” på folk, så græder jeg tørre tårer.

Spørgsmålet er, hvordan vi får stablet en ny kritisk tilgang på benene uden stanken fra DOXA og Ekko.

Hvis dansk “kritisk” kulturjournalistik er i krise, så er det altså efter min mening en selvforskyldt krise, forvoldt af danske “kritiske” kulturjournalister. Også fordi medierne, inklusive de “vagthunde” eller “kritiske” journalister, lavede en kollektiv maveplasker under den første omgang #Metoo.

Her var endelig en anledning til et grundlæggende opgør med magtfulde folk i dansk kulturliv, men nej nej. Det var ikke lige den slags kritisk dækning, der var ment. Mere noget med “interessekonflikter” og noget om, hvem der er gift med hvem.

Måske lyder jeg giftig. Men det vender sig i mig, når jeg ser de her folk igen og igen sige de samme gamle ting om “kritisk journalistik”.

De har haft chance på chance, og det har været fyldt med katastrofer. Spørgsmålet er, hvordan vi får stablet en ny kritisk tilgang på benene uden stanken fra DOXA og Ekko.

Trøflerne

Men, helt ærligt, jeg er også grundlæggende uenig i, at kulturjournalistikken har brug for det her. Christian Lindhardt fra Journalisten skriver i lederen: “[E]t så vigtigt område af samfundet som kulturlivet fortjener en bedre presse. Ikke som i rosende anmeldelser og jubelreportager fra prisoverrækkelser, men som i helt almindelig nysgerrig, undersøgende og kritisk journalistik”.

Det mener jeg ganske enkelt ikke, han har ret i.

Kulturjournalistik er ikke “almindelig journalistik”, den er sit helt eget væsen. Dens fundament er ikke journalistisk, men æstetisk. Og her mener jeg ikke den ophøjede lange teori-tunge kritiske gennemgang.

Fundamentet for kulturjournalistikken er noget så kedsommeligt som den æstetiske vurdering, som den først og fremmest kommer til udtryk i anmeldelsen. Det er og bliver udgangspunktet.

Jeg ser mig selv, snarere end en vagthund, som et trøffelsvin. Jeg snuser jord og lort igennem på jagt efter guld

Måske skal anmeldelses-arbejdet gentænkes (hos POV anmelder vi bl.a. Cinematekets programmer, smalle film fra streaming og bragte 37 anmeldelser fra CPH:DOX for at komme lidt ud over de sædvanlige biografpremierer), men det er og bliver anmeldelsesarbejdet, som er fundamentet.

Derfor ser jeg mig selv, snarere end en vagthund, som et trøffelsvin. Jeg snuser jord og lort igennem på jagt efter guld. For at fortsætte metaforen, så skal trøffelsvinet være en kvik gris, som kan påpege, hvilke debuterende svampevækster der på sigt kan udvikle sig til trøfler, og som gennem analyser og klummer kan pointere, hvordan den danske skovbund kan blive bedre grobund for trøflerne.

Det arbejde kan bestemt være særdeles kritisk, javist. Men uden det helt grundlæggende snusearbejde, så nytter det ikke noget.

Det æstetiske argument

Kritikken er også nødt til at have et æstetisk fundament, for ellers kan det altid lukkes ned med æstetiske modargumenter.

Her er et eksempel, som jeg altid fremhæver, når snakken falder på nepotisme i kulturlivet: I 2012 uddelte Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg deres store arbejdslegat til bl.a. Carl Emil Petersen fra gruppen Ulige Numre. De havde dengang udgivet én ep med seks numre. Med i udvalget sad Jens Unmack, der delte pladeselskab med Ulige Numre, og som dermed helt reelt havde en økonomisk interesse i, at de fik ressourcer til at lave noget, der solgte mange plader.

Frem for at være vagthund over for, om alt er gået efter bogen – f.eks. bevilling af støtte til “Far til fire”-serien, vil Frederik Bojer Bové hellere udøve kritisk kulturjournalistik ved som trøffeljæger at opstøve de værker, der er værd at støtte. Foto, Nordisk Film PR

Det er lidt det, der er med de her historier. For de foregår fuldstændig i det åbne. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere åbenlyst korrupt og inhabilt.

Men det er bare også ret nemt at modargumentere med, at man helt ærligt mente, at Carl Emil Petersen var den bedste ansøger. Han har da også haft stor succes sidenhen. Mere end den anden modtager af legatet det år, Qarin Wikström. Der dog, efter min mening, laver bedre musik …

Det danske kulturliv får 20 milliarder af staten, men det meste af det dårlige laves altså helt efter bogen. Hvilket er det virkelige problem

Da skandalen om pengemisbrug i Forsvaret rullede, så kunne man se nogle objektive problemer.

Der var gået penge til privat forbrug, der var manglende kontrol med midler, der var nogle personale-kontrakter, som var helt forrykte. Den slags skal selvfølgelig også afdækkes inden for kulturbranchen. Men alle de her nævnte sager er altså ganske enkelt langt mindre alvorlige.

Man er nødt til at forholde sig til processens slutprodukt. Lede efter trøflerne, råbe op, når de ikke er der. For jo, der er rigtig mange ting, som er for dårligt. Der er rigtig mange penge, som går til spilde.

Men jeg køber ikke, at det skal undersøges med “kritisk journalistik”. Det danske kulturliv får 20 milliarder af staten, men det meste af det dårlige laves altså helt efter bogen. Hvilket er det virkelige problem.

Måske vi skal være bedre til at påpege, når slutproduktet er skandaløst ringe. Det førnævnte citat af Villads Andersen lyder: Den største skandale i dansk kulturliv er, at der ikke er ret mange skandaler. Jeg tror ikke Villads har set nok Far til Fire film.


Topfoto: PR-foto fra Druk, der metaforisk viser tre anmeldere, når et stykke dansk kultur vinder en pris.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur