DAGENS POV // POLITIK – Det lykkedes for Socialdemokratiet at få nok vælgere overbevist om, at vores velfærdssamfund vil blive væsentligt forbedret på en række områder, når Mette Frederiksen flytter ind i Statsministeriet. Men partiet har ikke fortalt sandheden. Vi har brug for en radikal omstilling og for reformer, der rækker udover en enkelt valgperiode, og den omstilling kan politikerne ikke klare alene; der er brug for en holdningsændring hos borgerne.
Ser vi fire år frem, efter en valgperiode med Socialdemokraterne ved roret, vil vi stadig have verdens højeste samlede skattetryk og vi har endnu ikke skabt verdens bedste ældrepleje, folkeskole, sundhedsvæsen eller offentlig transport.
De lovede milliarder vil knap nok kunne opretholde den velfærd, vi oplever i dag, fordi vi bliver flere ældre, får flere børn og opfinder flere nye behandlingsformer, som heldigvis sikrer helbredelse og overlevelse.
Vores velfærdssamfund er blevet som en junkie, der konstant råber på mere heroin
Den nye regering har vundet magten via social overbudspolitik og desværre har Venstre følt sig nødsaget til at deltage i gaveregnen til den offentlige sektor.
Politikerne føler sig bundet på hænder og fødder af det velfærdsmonster, som de selv har været med til at skabe. De er blevet bange for at fortælle vælgerne sandheden, de har meldt sig ind i det Danske Midterparti, hvor det eneste budskab synes at være en ligning, der viser, at højere skatter er lig med bedre velfærd.
Men fortællingen holder ikke vand. Vi kan simpelthen ikke fortsat beskatte os til bedre velfærd. Og inderst inde ved politikerne det godt. Det kan de læse i rapporter fra OECD og IMF.
Dansk økonomi kan kun styrkes ved lavere beskatning af arbejdsindkomst, investeringer og konkurrencefremmende reformer. Vi er nødt til at forbedre produktiviteten og gennemføre gedigne politiske reformer.
Politikerne kan ikke blive ved med at flytte rundt på milliarderne og øge skatterne. Vores velfærdssamfund er blevet som en junkie, der konstant råber på mere heroin.
Men i stedet for konstant at overbyde hinanden, når det gælder skat og offentlige udgifter burde de regeringsbærende partier stoppe det taktiske fedteri for vælgerne og indgå bindende alliancer med hinanden både med hensyn til økonomi, klimapolitik og integration.
Nogle er utilfredse, fordi de ikke får del i tilskud til medicin og bolig, hvis de selv har en opsparing, andre vil ikke selv betale for lidt ekstra rengøring eller hjælp, selv om de har råd til det
Og her taler jeg vel og mærke om politiske programmer og reformer, som er så bindende, at de gælder uanset hvem, der sidder med magten og om reformer, der rækker længere ud i fremtiden end en regeringsperiode. Andre lande har gjort det før og med succes.
Men politikerne kan ikke klare den omstilling alene; der er brug for en holdningsændring hos borgerne.
Det store skattetryk har haft den uheldige bivirkning, at borgerne mener, at de har krav på at få noget tilbage; og dette noget er mere end det fintmaskede sikkerhedsnet og mere end de almindelige sociale goder.
Nogle er utilfredse, fordi de ikke får del i tilskud til medicin og bolig, hvis de selv har en opsparing, andre vil ikke selv betale for lidt ekstra rengøring eller hjælp, selv om de har råd til det.
Afhængigheden, eller følelsen af at være afhængig af det offentlige, har bredt sig til alle grupper i samfundet. Det er en usund kultur. I nyhedsprogrammer ser vi ældre, som ikke får gjort tilstrækkeligt rent, det skaber indignerede debatter. I netop sådan et program klagede to sunde og raske døtre på deres gamle mors vegne.
Kunne de ikke selv hjælpe lidt til og snuppe en gulvvask mellem den rengøring, som det offentlige tilbyder?
Vi er blevet til brugere af velfærdssamfundet i stedet for borgere i et demokrati.
Hvor er stoltheden over at kunne klare sig selv? Over at være i stand til at bidrage til andre og til samfundet
Det er ikke bare uholdbart, men også sørgeligt. Fordi det gør noget ved os som mennesker. Hvor er stoltheden over at kunne klare sig selv? Over at være i stand til at bidrage til andre og til samfundet.
Inden nogen begynder at råbe elite, vil jeg fortælle, at min familie på min fars side består af små jordbrugere og min mors slægt af søfolk og fiskere fra Marstal.
Vi er dybt præget af den grundholdning, at vi skal klare os selv, holde os fri fra alt det offentlige og være stolte over det. At der ligger en værdifuld frihed i selvstændigheden. Naturligvis med stor forståelse for, at der så vil være den nødvendige hjælp til de medborgere, som har behov for hjælp, eller til os selv, hvis det en dag virkelig kniber.
Den frihedsfølelse, trang til selvstændighed, men også lysten til at hjælpe og indgå i foreninger og sammenhænge har tidligere gennemsyret vores samfund. Den er værdifuld, men desværre efterhånden sjælden. Det er den vi skal have genskabt.
Uanset hvem der sidder i statsministeriet og på regeringsmagten, er der et tvingende behov for at få genskabt en troværdig dialog mellem politikerne og borgerne, baseret på politiske realiteter og ikke luftkasteller. Og på højrefløjen må vi i gang med at diskutere, hvad borgerlighed er og hvordan vi igen bliver til borgere i et fungerende demokrati og ikke blot brugere i et velfærdssamfund.
Topillustration: Henning Westerkamp, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
