BØGER // ANMELDELSE – Finske Leena Krohn skriver i romanen Under brostenene er der strandsand i et enkelt, blidt og menneskeklogt fabel-lignende sprog, som dog aldrig slipper taget i virkeligheden. Der er ingen store armbevægelser, hverken i sproget eller handlingen, når hun blander det almindelige med det ualmindelige. Til gengæld ligger der overalt en fortælleglæde, en opdage-glæde, over at bevæge sig rundt i grænseområdet mellem virkelighed og fantasi, skriver Flemming Kloster Poulsen.
Den finske forfatter Leena Krohn (f. 1947) udgav romanen Under brostenene er der strandsand i 1976 som en børnebog, men sidenhen er den blevet til en ‘alle-aldres-bog’, som kan læses uanset, hvilken alder man har.
Under brostenene er der strandsand blander realisme, fantasi og filosofiske refleksioner. Tilsammen handler det om at være menneske. Titlen hentyder til, at under civilisationens hårde orden, brostenene, findes noget mere oprindeligt, nemlig strandens bløde sand, natur og afslapning.
Blandingen af fantasi og virkelighed gør den til en rørende og varm fortælling om, hvor svært og hvor fantastisk det er at være menneske. Og for nærværende anmelder vakte læsningen også en lang række erindringer om, hvordan det var at være en dreng på 12 år. På en gang fuld af umættelig livsappetit, vilde følelsesmæssige rutsjeture og ustyrlige tanker om liv og død.
Leena Krohns skildringer af livet i en moderne by
I Under brostenene er der strandsand følger vi Emil. En dreng på 12 år, hvis forældre lige er blevet skilt. Sammen med sin mor er han flyttet væk fra sit barndomshjem og bor nu i en ny by. Vi følger ham hen over en sommer, hvor han første gang oplever sorgen over at være adskilt fra den, han elsker, og at menneskelivet har en pris.
Som læser aner man, at deres venskab må komme til en form for klimaks, og jeg skal ikke afsløre, hvordan det går
Han er ensom, meget af tiden overladt til sig selv, og han savner sit gamle hjem.
Men en dag møder han en stor fugl, en pelikan, klædt i jakkesæt og slips. Pelikanen er rykket ind i byen, og han ønsker at blive et rigtigt menneske. De to lærer hinanden at kende. Emil kan fortælle pelikanen om menneskenes liv, og pelikanen kan bryde Emils ensomhed.
Pelikanen har forladt sin kone og børn. Nu bor han i en lejlighed. Emil underviser ham i menneskenes verden, hjælper ham med sproget og at læse avis, introducerer ham til sporvogne og udstillinger, tager ham med på picnic i naturen. Pelikanen er på vej til at blive et rigtigt menneske.
Emil er netop i den alder, hvor fantasien er levende og endnu ikke overhalet af fornuftig skepsis og rationalitet, alt kan stadig lade sig gøre. Venskabet med pelikanen giver ham et stort indhold i livet.
Som læser aner man, at deres venskab må komme til en form for klimaks, og jeg skal ikke afsløre, hvordan det går, men kun sige, at undervejs bliver vi klogere på vores fælles menneskeliv i en moderne by set både fra Emils side og fra pelikanens side.
Tabet som tema
Flere eksistentielle temaer springer i øjnene. Det første er tabet. Emil har mistet sit barndomshjem, sin trygge base. I drømme ser han stadig sine forældre, bl.a. når de ligger side om side i sengen. Men første gang han er på besøg i sit gamle barndomshjem, hvor hans far nu bor sammen med sin nye kæreste, opdager Emil til sin forundring, at både han selv og livet går videre.
Det viser sig, at tabet ikke kun tog noget fra ham, men det “gav ham også noget, uden hvilket man ikke kan blive menneske, det gav ham en fortid,” det gav ham en personlig fortælling.
Jeg undrer mig over mennesket, der både kan spille tryllefløjte og fremstille missiler. Hvad er mennesket egentlig?
Også ensomhed og venskab er bærende temaer. Emil oplever en stor ensomhed med flytningen til byen. Hans mor arbejder hårdt for at skaffe føden til dem begge og er væk meget af tiden og desuden altid træt, når hun endelig er hjemme. Hans venskab med pelikanen bliver afgørende for dem begge.
Med kærlighedens og venskabets øjne lærer de begge at se anderledes på verden. Emil “fandt ikke længere fuglens runde, gule øjne underlige, og han syntes ikke længere, at dens vraltende gang var latterlig,” som det et sted i bogen lyder. For Emil bliver venskabet en hjælp, som udvikler og modner ham til bl.a. senere at møde den kønne Elsa, hvor hans egen verden af virkelighed og fantasi bliver sat på prøve.
Identitet
Men det mest centrale tema i romanen handler om at finde sin identitet som menneske. Forfatteren leger med det: Hvad nu hvis der er et menneske under pelikanens ydre? Og hvad nu, hvis der er et dyr under menneskets ydre? Eller som pelikanen bemærker efter at have været i biograf: Mennesker er tiltrukket af facader og spil, det gemmer sig bag løgne og billeder, så hvor er det rigtige menneske?
Leena Krohn byder på en stadig spørgen og en stadig undren over ‘det menneskelige’.
Eller som pelikanen siger efter, han har lært at læse avis: “Jeg undrer mig over mennesket, der både kan spille tryllefløjte og fremstille missiler. Hvad er mennesket egentlig?” Det er måske til syvende og sidst bogens røde tråd, nemlig at skærpe vores forundring over, hvad et menneske er. “Nu siger jeg Dem som fugl og menneske, at det vigtigste og mest værdifulde at huske er forundring.”
Enkelt og menneskeklogt sprog
Leena Krohn skriver i et enkelt, blidt og menneskeklogt fabel-lignende sprog, som dog aldrig slipper taget i virkeligheden. Der er ingen store armbevægelser, hverken i sproget eller handlingen, når hun blander det almindelige med det ualmindelige. Til gengæld ligger der overalt en fortælleglæde, en opdage-glæde, over at bevæge sig rundt i grænseområdet mellem virkelighed og fantasi.
Der findes meget i vores verden, som er noget skidt, men, skriver Leena Krohn, glem ikke alt det opløftende, som findes i det mest unyttige: sange og musik, bøger, billeder og drømme
Det eneste som trækker ned i læseoplevelsen er en fornemmelse af noget gammeldags, som jeg flere gange under læsningen ikke kunne gøre mig fri af. Romanen er skrevet i 1976, og f.eks virker beskrivelsen af præstens ord ved en begravelse meget fortidig, en dommedagsprædiken, som i hvert fald rammer ved siden af en dansk kirke-kontekst.
Også fraværet af mobiltelefoner og elektroniske medier kan indimellem føles som en mangel. Netop mobilen kunne være virkelig interessant at se i forhold til bogens temaer, ensomhed, venskab og identitet. Ikke mindst fordi det fylder så meget i dagens samfund, hvor vi er temmelig mange, der bruger meget energi på at balancere mobilens plads i det daglige, så det ikke går ud over, ja, netop, ens menneskelighed.
En huskebog
Der findes meget i vores verden, som er noget skidt, men, skriver Leena Krohn, glem ikke alt det opløftende, som findes i det mest unyttige: sange og musik, bøger, billeder og drømme.
Derfor giver det stadig mening, at forlaget Jensen & Dalgaard nu udgiver bogen, næsten 50 år efter den blev skrevet. For bogens ærinde er vigtigt.
Det rammer fint både bogens og al litteraturs ærinde, når det hedder: “Du er også et menneske og menneskets opgave er at huske.” Sådan er historien om Emil og pelikanen en huskebog om det både vaklende og stærke menneskeliv, hvor flere verdener skyder sig ind i hinanden, fuldt af tab, venskab og mening.
Klik dig videre til mange flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
