FILM // LATINAMERIKA – Så er der gang i den igen. Cinemateket forstår at lave festtlige arrangementer med dans og musik med spændende film fra fjerne egne – og med eksotiske receptioner skænket af de involverede ambassader. Denne gang er der hele syv lande i buketten – og en Cinemateks-premiere på danske Niels Boels dokumentarfilm fra Guatemala, Den røde sø – et overset folkemord i Guatemala.
Festivalen startede den 1. juni med åbningen af en uruguaynsk fotoudstilling og med den Oscar-belønnede mexikanske animationsfilm Coco af Lee Unkrich. Udover den meget charmerende og flotte Coco, der gik i de danske biografer sidste år, viser Cinemateket også den chilenske, meget eksperimenterende animationsfilm The Wolf House af Cristobal Leon og Joaquin Cocina. Filmen blev i 2018 prisbelønnet ved animationsfilmfestivalen i Annecy, men er helt uegnet for børn. Denne visuelt grimme stop-motion film blander nationale traumer med håndmodelleret mareridt og anvender adskillige former for animationsteknikker.
Den beretter om kvinden Maria, der på flugt fra en sekt af fanatiske tyske nazister efter anden verdenskrig, søger tilflugt i et meget underligt hus, hvis vægge smuldrer og genopbygges i trit med hendes voksende angst. Her finder hun to smågrise, som hun døber Pedro og Anna, og som lidt efter lidt ændrer sig fra uhyggelige halvt grise, halvt menneskeskikkelser til nydelige børn. Historien er inspireret af den virkelige, nazistiske Colonia Dignidad skabt i Chile i 1961. Det er en møguhyggelig og svært forståelig film.
Eternity
På åbningsdagen kunne man også se den fascinerende peruvianske film Eternity, der som den første nogensinde er indspillet på det indianske sprog aymara. Den unge instruktør Oscar Catacora har ønsket at give sine frænder aymara-folket en stemme, så de ikke som så mange andre skal forsvinde tavst. I sin film fortæller han om to gamle mennesker, Willka og Phaxi, der bor helt alene med deres dyr oppe i 4000 meters højde i Andesbjergene. De savner deres søn, der er draget til byen og håber, at han en dag vil komme tilbage og hjælpe til. Vi ser deres daglige arbejde med kartoflerne og fårene. Vi ser dem ofre til guderne på Santo Romeribos fertilitetsdag og bede om mange nye lam – og bede til det hellige bjerg op mod nytåret for at få deres søn tilbage – og ellers hente vand ved kilden, samle brænde og lave mad.
Der er koldt og meget smukt deroppe i de små dale under de sneklædte bjerge. Har man tålmodighed med den langsomme spillestil, så venter der en stor oplevelse
Der sker næsten intet i deres liv; de er blevet glemt af samfundet, og deres søn er rejst mod civilisationen, som det sker over alt i verden. De kan klare næsten alt i tilværelsen, men de kan ikke lave ild, og pludselig er der ikke flere tændstikker. Der er for langt til byen; ulven/ræven lurer på deres får, regnen styrter ned, og lyn og torden brager. Tragedien er uundgåelig.
De to gamle blev spillet af aymara-indianere; Willka blev spillet af instruktørens bedstefar, Vincente, og Phaxi af en ældre bekendt, Rosa. Ingen af dem anede, hvad film var for noget; de havde levet hele deres liv oppe i bjergene, og Rosa oplevede sit første biografbesøg ved filmens premiere ved Guadalajaras Internationale Film Festival, hvor den vandt adskillige priser.
Oscar Catacora havde tilbragt sin barndom i bjergene, hvor familien ifølge aymaraernes traditioner havde tilbedt ånderne og respekteret naturen. Han er en af de meget få, der efter uddannelse er vendt tilbage. Der er koldt og meget smukt deroppe i de små dale under de sneklædte bjerge. Har man tålmodighed med den langsomme spillestil, så venter der en stor oplevelse.
Coming of age
Den brasilianske spillefilm fra Amazonas, The Dead and the Others, af Renee Nader Messora og Joao Salaviza deltog i Un Certain Regard i Cannes 2018 og vandt Juryens Specialpris. Den er smukt fotograferet og foregår delvis inde i regnskoven hos kraho-indianerne i det nordlige Brasilien. Den unge indianer Henrique Ihjac blev nomineret i Cannes til bedste skuespiller, men vandt ikke. Det gør han måske en anden gang, for rollen som 15-årige Ihjac, der gennemgår en alvorlig krise i sin udvikling, er særdelses krævende: Drengen ligger i sin hængekøje og drømmer, at hans afdøde fars ånd er ude ved det store vandfald, møder ham og kræver, at han snarest afvikler det lovpligtige begravelsesritual, så den døde kan rejse videre til de dødes landsby.
Ihjac bliver alvorligt bekymret, skræmt ved tanken om, at han er ved at udvikle sig til shaman. Han drømmer om en anden fremtid, men nu ændrer hans krop sig: han får store smerter og beslutter sig til at tage ind til byen for at finde noget ”hvid” medicin mod sin tilstand. I byen findes der herberg til besøgende indianere, så han bliver taget alvorligt og forsøgt hjulpet. Efter 14 dage er hans friophold slut, og han er slet ikke parat til at vende hjem. Hans traumer bliver ikke bedre af byens trafiklarm og menneskemylder; regnen styrter ned, medens han forsøger at klare sig alene uden mad og husly. Måske er junglen med de stærke naturlyde, araernes skrigen og vandfaldets brusen, hans skæbne.
Instruktørerne tilbragte ni måneder ude i skoven hos kraho-folket i Pedra Branca for at kunne skabe denne smukke coming of age-fortælling fra en grøn og rig, forsvindende verden.
Trækfugle
Sidst på aftenen d. 4. juni kom så turen til en af de bedste film i denne lille festival, Trækfugle, instrueret af Christina Gallego og Ciro Guerra. Filmen gik for et par måneder siden i Københavns biografer og blev der modtaget med begejstring og fem stjerner. Danske Snowglobe har i samarbejde med Colombia og Mexico co-produceret Trækfugle, der både er et gangster- og familiedrama.
Instruktøren Ciro Guerras første film, Slangens favntag, vandt i 2015 en stor pris i Cannes og blev nomineret til en Oscar. Den fortæller om shamanen Karamakate, der gennem to forskellige tidsperioder fungerer som vejviser for civilisationens akademikere, der leder efter en sjælden blomst med helbredende virkninger. Han tror på de hvide mænds gode intentioner, men må indse at man ikke kan stole på den hvide mand, for hans natur er Naturens værste fjende. Den var en stor oplevelse.
Hvis I ikke fik set Trækfugle i foråret, så grib chancen nu. Danske Katrin Pors fra Snowglobe har produceret en fascinerende og meget smuk film
Trækfugle handler også om menneskets grådige natur, men denne gang er det de indfødte indianere, der glemmer alt om ære og hæderlighed for hurtig profit og luksus.
Oppe i det allernordligste Colombia bor wayuu-indianerne nær store, tørre, næsten ørkenagtige stepper. De forskellige stammer styres af bedstemødrene: Stammelederen Ursula i vores fortælling skal til at afholde det fornemme danseritual, der vil gøre hendes datter Zaida til en giftemoden kvinde. En fjern slægtning Rapayet dukker uventet op og gennemfører dansen som bejler. Ursula er selv medskyldig i, at balancen tipper i det hidtil så velfungerende samfund; hun kræver af denne uønskede bejler en meget dyr medgift.
Vi er i 1970’erne; de amerikanske unge peace corps var ved at blive spredt ud over verden. De keder sig lidt i Colombia og beder indianerne om at skaffe sig Marihuana. Rapayet ser chancen til at skaffe penge til de 30 geder, 20 køer, to meget specielle halskæder og to mulddyr, han skal bruge for at sikre sig den kvinde, han elsker, og den medfølgende sociale opstigning.
Næsten alle er tilfredse, mens en ældre kvindelig shaman forudsiger store problemer. Rapayet bliver gift og indleder et samarbejde med en fætter, der kender slægten bedre. Denne partner bliver for grådig: Pengene strømmer ind, det er for let at blive millionær. Han glemmer de traditionelle æreslove og maser sig hensynsløst frem; pludselig flyder de smalle skovveje af døde arbejdere, medens Rapayet og hans lille familie lever i overdådig moderne luksus med bodyguards.
Hvis I ikke fik set Trækfugle i foråret, så grib chancen nu. Danske Katrin Pors fra Snowglobe har produceret en fascinerende og meget smuk film om, hvorledes det fredelige stammefolk wayuuerne blev involveret i den blomstrende forretning i salget af marihuana til den amerikanske ungdom i 1970’erne. Resultatet blev en stammekrig, hvor grådighed og ære kolliderede og satte liv og nedarvede traditioner på spil. Det er meget dejligt at danske filmstøttepenge kan hjælpe så langt væk til at skabe så fin kunst.
Efter denne maratonoplevelse af hele fire film om indianere, kom turen den 8. juni til brasiliansk politik og filmen Marighella, instrueret af debuterende Wagner Moura – tidligere stjerneskuespiller i filmen Elite Squad af Jose Padilha, der i Berlin 2008 vandt Den Gyldne Bjørn. Marighella er fra 2019 og handler om politikeren og guerillakrigeren Carlos Marighella, der i 1960’erne kæmpede mod Brasiliens millitærdiktatur. Han spilles af den populære brasilianske sange Sou Jorge, i det Moura insisterer på, at Marighella var en sort helt, og ikke, som mange påstår, mulat.
Om han var en helt eller en terrorist, må man selv finde ud af, ved at se filmen. Hvis man kan portugisisk så kig på YouTube – det måtte jeg desværre opgive.
Noget tyder på, at det nylige regeringsskifte kunne skabe problemer med distributionen for denne vigtige og vrede film, der på det nærmeste opfordrer til kamp mod diktaturet.
Brasiliens andet moderne bidrag er Caca Diegues film The Great Mystical Circus, præmieret i Cannes 2018. Handlingen er baseret på et digt af Jorge de Lima og fortæller om en stor kærlighedsaffære mellem en aristokrat og en akrobat. En historie om fem generationer fra den østrigske familie, der ejede Cirkus Knieps fra åbningen i 1910 og op til i dag. Brasilien lod filmen repræsentere landet i kampen om en Oscar for bedste fremmedsprogede film i 2018, men den blev ikke nomineret.
Oversætteren
Den 17. juni kom Cuba endelig til med den gribende Un Traductor af brødrene Rodrigo og Sebastian Barriuso. Filmen er baseret på deres fars oplevelser i de barske år, hvor Sovjetunionen faldt sammen og ikke længere havde råd eller lyst til at støtte Cubas hårdt belastede økonomi. Ved filmens start modtager en glad Fidel Castro præsident Gorbatjov i lufthavnen i Habana i 1989. Russiskprofessor Malin er ude at køre med sin lille søn, der bliver meget begejstret ved at se et glimt af de to præsidenter. Alt er endnu godt og de modtages hjemme af en kærlig hustru og moder.
Nogen tid efter lukker universitetet for Malins forelæsninger, og han bliver forflyttet til byens største hospital, hvor han nu skal fungere som tolk for de mange kræftsyge ofre fra Tjernobyl-katastrofen. Cuba havde dengang verdens bedst uddannede læger, så det var oplagt, forklarer Malin sin hustru, at Castro med sit store hjerte hjalp til. 20.000 ofre blev bragt til Cuba; i filmen bliver Malin sat til at tolke i børneafdelingen – på natholdet.
Lidt efter lidt begynder han at engagere sig meget for de mange, rigtig søde russiske børn. Han læser højt for dem, hvad han næsten aldrig har haft tid til hjemme hos sin søn, han knokler for at skaffe tegnepapir til dem, og han forsømmer sin familie. Hans kone, der bestyrer et kunstgalleri, brokker sig; der er for få varer i butikkerne, og hun er bekymret for sønnens vækst. Snart er der ikke mere benzin og ingen madkuponer.
Malin bekymrer sig så meget for de russiske børn, at han er holdt op med at tale med folk. Helt galt går det, da Alexei, en dreng på 12 år, dør; Malins kone flytter med sønnen…
Det er en rigtig interessant historie, som jeg tidligere intet anede om – og det er vigtigt at sådanne historier kommer frem. Takket være den brasilianske stjerneskuespiller Rodrigo Santoros fine spil som Malin gribes man af en historie, der let kunne blive for grådkvalt.
Husmødre overalt i verden
Brasiliens bidrag er mange: Amazon-indianerne i The Dead and the Others, guerillakrigeren Marighella, cirkusromantik i The Great Mystical Circus og det moderne familiedrama Just like our Parents, instrueret af Lais Bodansky. Fire film i meget forskellige genrer.
Just like our Parents præsenterer os for et par moderne kvinder og deres forsøg på selv at bestemme over deres liv. Rosa er gift med antropologen Dado, som gør et godt arbejde med at hjælpe Yanomami-indianerne i Amazonas. Han er ofte bortrejst, og hun, som har et sekretærjob, hænger på hjemmet og de to forkælede døtre. Teenagedatteren er virkelig strid. Hendes mor Eve lever alene; hun har aldrig brudt sig meget om Rosa, men er glad for Dado og selvfølgelig også for sin egen søn.
Der tales og skændes meget i dette husdrama, der egentlig fungerer rigtig godt og aldrig er kedeligt. Gå selv ind og se resten – det er hårdt at være husmor overalt i verden
Rosa vil helst være forfatter, men ingen støtter hende udover hendes fraskilte far, som er et rodehoved. Pludselig afslører Eve, at hun for 38 år siden havde en affære ved en kongres i Brasilia! Nu, hun har fået kræft, kan hun jo lige så godt afsløre det. Rosa er rystet: Hvem mon er hendes rigtige far? Kort efter besøger hun ham; han er lige nu landets præsident, men beder hende gå stille med dørene. Det er ikke så godt lige nu! Rosa har andet at bekymre sig over: Dado har måske en affære med sin assistent.
Rosa ved ikke om, hun er jaloux og bliver interesseret i en far til en af døtrenes klassekammerater. Der tales og skændes meget i dette husdrama, der egentlig fungerer rigtig godt og aldrig er kedeligt. Gå selv ind og se resten – det er hårdt at være husmor overalt i verden.
Fotos: Cinemateket/PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
