FILM – Det Danske Filmmuseum blev oprettet i 1941 af Ove Brusendorff som et sted, hvor man kunne se gamle klassiske film og kunne følge med i de nye tendenser indenfor filmbranchen som fx “La Nouvelle Vague”. Man havde dengang overskud og idealisme til at vise schweiziske dokumentarfilm og amerikanske “underground” eksperimental film. Det gjorde ikke så meget i sin tid, at der næsten ingen kom til forestillingerne, for man havde en mission om at oplyse de interesserede medlemmer om filmhistorie, filmgenrer og filmens udvikling. Nu, mange år senere, handler det om profit.
Nu skal folk udefra lokkes til; folk, der tidligere aldrig ville drømme om at komme i dette filmnørdede miljø. Jeg har været medlem i 59 år, og jeg er lidt bekymret over udviklingen, som tydeligt kan studeres under den månedlange demonstration af latinamerikansk kultur med film, fester, foredrag, dans, musik og mange ambassadepræsentationer af lokale vine m.m.
Fra d. 1.-30.juni kan man se 15 spillefilm fra ni forskellige lande; flere af dem er fremragende, og adskillige har modtaget store internationale filmpriser. Kun Sebastian Lelios En fantastisk kvinde (2017) har været oppe i de danske biografer; med den modtog Chile sin første Oscar.
Det må have været et hårdt arbejde for de mange programredaktører at koge præsentationen ned til de udvalgte 14 film
Lelio er i en særlig klasse og har allerede med sin tredje spillefilm Gloria (2013) vundet stort i Berlin. Hans nyeste film, Disobedience, er lige nu på plakaten i København. Brasiliens fascinerende Good Manners af Marco Dutra, om vanskelighederne ved at at opfostre et kønt og kært varulvebarn, opnåede at blive Månedens film med hele ni forestillinger, men ellers vises alle de øvrige film kun to gange.
Festivalen kan i sagens natur kun give et meget overfladisk indtryk af Latinamerikas mangfoldige filmproduktion, så det må have været et hårdt arbejde for de mange programredaktører at koge præsentationen ned til de udvalgte 14 film. De har studeret filmtilbuddene hos de sidste par års Berlin og Cannes filmfestivaler og fået hjælp fra foreningen Casa Latinoamericana og fra Argentinas, Brasiliens, Cubas, Chiles og Mexicos ambassader samt Perus konsulat.
Drenge og unge mænd
Hele seks film har en dreng eller unge mænd i hovedrollen. Den argentinske A Trip to the Moon af Joaquin Cambre fortæller om en 14-årig drengs nervøsitet for ikke at kunne leve op til sin mors krav om høje karakterer i skolen – og så er der også det med pigerne. Den kan ses sidste gang d. 30. juni.
Den farverige og dramatiske Marilyn af argentinske Martin Rodriguez Redondo kører sidste gang d. 28. juni og kan stærkt anbefales. 17-årige Marcos klarer sig fint i skolen, men har en stor forkærlighed for at gå i kvindetøj. Hans mor prøver at stoppe ham ved at brænde hans tøj. I dette machosamfund må man ikke skille sig ud og vise feminine træk. Det lykkes for ham i hemmelighed at sy sig et provokerende kostume, så han camoufleret bag en blå halvmaske kan kaste sig lykkelig og hoftevridende ud i karnevallets danse. Amatøren Walter Rodriquez er fremragende og gribende i denne stærke hovedrolle, hvor alt må ende galt!
Retablo af peruvianske Alvaro Delgado Aparicio fører os ind i en religiøs landsbyverden, hvor den 14-årige Ayacucho-indianer Segundo og hans far lever som kunstnere og sælger deres ”retablo-æsker” med religiøse og folkloristiske motiver til kirkerne og på markedet.
De naivistiske og farverige kunstværker skabes ved at modelere gips og kogte kartofler sammen. Mor holder sammen på det lille landbrug, medens far og søn koncentrerer sig om kunsten. Segundo vil gerne være mere udfarende som de andre drenge. Han kan ikke identificere sig med sin far; han ønsker at rejse ind til byen for at arbejde og leve livet. Han får seriøse problemer, da far bliver gennemtævet efter at være taget i at have sex med en anden mand, og mor i afsky forlader landsbyen og de smukke bjerge. Filmen spiller sidste gang d. 29. juni.
Hun sender ham et smukt kærlighedsbrev, men han forstår ikke at give livet en chance. Araby er en stille socialrealistisk road movie
La Familia instrueret af Gustavo Rondon Cordova foregår i Venzuelas hovedstad Caracas. 12-årige Pedro er med i en drengebande i det fattigste slumkvarter. Det går voldsomt til, når de leger/kæmper mod hinanden. En dag går det galt, og han og far må søge skjul langt fra banderne, der er efter Pedro for at få hævn. På flugten væk fra byen og ud i landdistrikterne finder far og søn hinanden i et varmt og lovende sammenhold. En autentisk fortælling fra et land med store udfordringer. Filmen spiller sidste gang d. 30. juni.
Joao Dumans og Alfonso Ushoas bemærkelsesværdige debutfilm Araby er en fortælling inde i en anden fortælling: I Sydbrasiliens region Minas Gerais dør en arbejder pludseligt – sandsynligvis nedbrudt af giftige dampe.
Drengen André finder hans dagbog, og vi følger nu via dagbogen den 40-årige daglejers knapt 20 års vandring gennem det store land med kriminalitet, forfølgelse, meget hårdt arbejde og en smule romantik.
Undervejs anbefaler nogen ham at skrive ned, hvad han oplever. Han har aldrig før tænkt over betydningen af ord, men gør sit bedste. Han træffer en dejlig varm kvinde, men magter ikke at handle og rejser bare videre efter nye oplevelser og nye former for slavearbejde. Hun sender ham et smukt kærlighedsbrev, men han forstår ikke at give livet en chance. Araby er en stille socialrealistisk road movie.
Den mexicanske dokumentarfilm America handler om familiesammenhold, ansvarsfølelse og kærlighed. Det er en film, man bliver glad af at se: Tre unge mænd, der arbejder med akrobatik og cirkuskunster, må overtage arbejdet med at passe deres 93-årige farmor America, da deres far af myndighederne bliver sat i fængsel for at negligere den gamle dame.
Brødrene Rodrigo, Diego og Bruno ofrer megen tid på at lave mad, skaffe hende den rigtige medicin, træne hende og elske hende, samtidigt med at de må rende myndighederne på dørene for at få far ud af fængslet. Da dette endelig efter et år lykkes, gider han stadig ikke tage sig af hende. Diego og Bruno flytter hende derefter ud til andre mere positive slægtninge og fortsætter med at sørge for, at hun i endnu tre år aldrig føler sig ensom eller bange.
En livsbekræftende og smuk film instrueret af de unge amerikanere Chase Whiteside og Erick Stoll.
Mine favoritfilm
Min favoritfilm i denne serie er den amerikansk-colombianske dokumentarfilm A River Below, som spiller endnu engang d. 23. juni kl. 21, midt i alle Sankt Hans-bålene hvis der nu bliver nogle. Instruktøren Mark Grieco havde gennem flere år kontakt med en colombiansk biolog Fernando, der gennem 30 år havde fulgt udryddelsen af Amazonas-flodens ferskvandsdelfiner uden at kunne råbe myndighederne op.
Da den beundrede brasilianske TV-stjerne Richard Rasmussen en søndag aften sender en blodig video om indianernes nedslagtning af tre delfiner for at fodre dem til piranyaenerne, sker der pludselig noget. Befolkningen bliver rystet, og regeringen udsender allerede om mandagen et forbud om at slagte delfiner et forbud mod at fange piranyaer – og ødelægger derved indianernes eneste indtægtskilde og fiskeindustriens overskud.
Da Mark Grieco gik gang med at undersøge, hvad der egentlig var sket, og hvor disse indianere levede, viste det sig, at Richard Rasmussen selv havde organiseret nedslagtningen for at hjælpe de udryddelsestruede dyr. Han følte, at han havde ofret sig, men det havde været nødvendigt: Kun ved at vise seerne, hvad der virkelig skete, kunne man engagere dem. Handling var langt vigtigere end ord!
Filmholdet rejser ud til det lille indianersamfund for at finde svarene. Indianerne er rasende, og Fernando, der slet intet har med sagen at gøre, må iføre sig skudsikker vest. Den film burde dansk TV se at få fat i.
Den cubanske dokumantaristiske Sergio and Sergie af Ernesto Daranas er en prægtig og fascinerende film om dengang, da den russiske kosmonaut Sergio Kiralev sad mutters alene oppe i MIR og ikke kunne komme ned, fordi Sovjetunionen var forsvundet og ingen rigtig havde råd til at hente ham!
Den cubanske universitetslærer Sergio var en ivrig radioamatør, der fik kontakt med den ensomme Sergie oppe på rumstationen. I disse år omkring 1990 var økonomien på Cuba rigtig dårlig, og paranoiaen overfor USA var større end nogensinde. Myndighederne bliver opmærksom på Sergios kontakter, hvoraf en sågar er fra USA! Man spionerer på ham og er dybt bekymret. Det er morsomt at følge de cubanske dagligdagsproblemer og dejligt at se, hvorledes dette utraditionelle venskab på tværs af den kolde krig skaber grobund for et konstruktivt samarbejde, der får hentet Sergie tilbage til sin russiske familie. Filmen går sidste gang d. 26. juni. Den fortjener en fuld sal.
Stærke, selvsikre kvinder
Michael Franco vandt i 2017 Un Certain Regard-juryens specialpris i Cannes for sin muntre spillefilm April’s Daughter. Den vilde mexicanske teenager Valeria bor hos sin søster Clara og har daglig højlydt sex med sin unge kæreste lige bag køkkenet, hvor Clara kokkererer. Da hun føder en datter, ankommer den begejstrede mormor April og sætter sig på det hele. Hun er en meget opfindsom intrigemager og klarer på kort tid at snuppe både barn og elsker fra Valeria. Valeria er imidlertid ikke helt tabt bag en vogn. Hun er en stærk pige, der forstår at give sin mor modstand – på trods af de mexicanske myndigheders regulativer. Filmen kører sidste gang d. 29. juni. Film om stærke selvsikre kvinder er altid en fornøjelse at følge.
Den Dominikanske Republik deltager med to film: Det bizarre, etnografiske, religiøse hævndrama Cocoteog kærlighedsfilmen og fængselsdramaet Woodpeckers af Jose Maria Cabral.
Jeg klarede at se næsten alle de latianamerikanske film; det var ikke så tosset endda, men lad os for fremtiden få dem i små bidder, så kan vi bedre nyde dem
I Cocote følger vi den kristen-evangeliske gartner, der får et par dage fri fra sin rige arbejdsgiver for at rejse langt ud i bushen for at begrave sin far. Her presses han til at deltage i voldsomme ”hedenske” ritualer og til at tage hævn for sin fars mord. Instruktøren Nelson Carlo de los Santos Arias har sin helt egen særlige fortællestil, som er svær at følge. Jeg har aldrig set noget lignende!
Fængselsdramaet Woodpeckers ser jeg først d. 27. juni, men kan da her referere Cinematekets oplysninger: I det overfyldte Najayo-fængsel forelsker den småkriminelle Julian i mandeafdelingen sig voldsomt i skønne livlige Yanelly fra kvindeafdelingen. Adskilt af et dusin vagter og 150 meters distance forsøger Julian at vinde Yanellys hjerte med tegnsprog. Ikke en altfor smart idé, da hans voldelige ”beskytter” anser Yanelly for sin og rasende jaloux holder øje med Julians aktiviteter. Traileren, som jeg har studeret, antyder meget voldelige scener i et yderst kaotisk miljø.
Det er flot, at Cinemateket gør en indsats for at øge vores kendskab til andre landes film og kultur, men at vise flere serier på samme tid trætter og splitter interessen. Nu, da vi er halvvejs gennem den Latinamerikanske Festival, er den tyrkiske filmpræsentation med seks programmer allerede startet!
Man glemmer, at det er en fornøjelse at se film, hvis man er nødt til at sidde aften efter aften for at få det hele med. Jeg klarede at se næsten alle de latianamerikanske film; det var ikke så tosset endda, men lad os for fremtiden få dem i små bidder, så kan vi bedre nyde dem.
Fotos: Cinemateket.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
