UDSTILLING // ANMELDELSE – På Willumsens Museum i Frederikssund er særudstillingen På hvis skuldre netop åbnet. Den er kurateret af Lars von Trier, og viser en samling af markante malerier og skulpturer af bl.a. Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi og Rudolph Tegner, der på den ene eller anden måde har inspireret vor tids største filminstruktør. Måske i særlig grad i hans unge år, skriver Mikkel Stolt.
”Bare jeg ikke bliver søsyg,” sagde dyrlægen, da vi kørte ind for at parkere på det netop – delvist og efter en længerevarende ombygning – genåbnede Willumsens Museum i Frederikssund. Jeg vidste godt, at hun hentydede til, at hun på grund af fysiske symptomer aldrig havde fået set Lars von Triers film Breaking the Waves (1996) færdig. Og da jeg senere – et par år inde i vores forhold – alligevel fik lokket hende med til premieren på Dancer in the Dark (2000), måtte hun både lukke øjnene og tage et par pauser i forhallen undervejs.
Skægt nok er hun ellers mere søstærk end jeg, men jeg var åbenbart mere trænet i at se håndholdt kamera på et stort lærred. Men en veninde, der var med til Dancer in the Dark fortalte, at hun da havde taget en søsygepille, inden hun gik med os i biografen.
Alligevel var dyrlægen svært interesseret i at komme med som min gæst til presseåbningen af denne udstilling af Lars von Trier-kuraterede værker. Dels fordi Melancholia (2011) er røget ind på hendes top-10-liste (selvom der faktisk er en hel del håndholdt kamera i filmens første bryllupsdel), dels fordi vi herude i den yderste udkant af hovedstadsregionen har ventet på at se, hvordan ombygningen af ’vores’ museum tager sig ud.
Genåbnet museum
Det er dog kun denne særudstilling, der endnu er åbnet, idet den officielle åbning af hele museet først sker på J.F. Willumsens fødselsdag d. 7. september. Indtil da vil de åbne de forskellige sale løbende over sommeren, vistnok med den store reliefsal som det næste.
Ombygningen har i øvrigt ikke så meget med selve udstillingsrummene at gøre, idet det mere har drejet sig om sikring af depot og lager samt et nyt cafékøkken og et større aktivitetsområde til blandt andet børn. Dertil kom en omfattende omlægning af det parklignende område ud mod J.F. Willumsens Vej – ja, vi kan godt lide manden herude – hvorigennem man nu skal gå ad en stor buet sti, der både giver kørestolsbrugere lettere adgang og giver et flottere schwung på ens møde med museet.
Det gik op for Trier, at flere af hans kunstneridoler i samtiden blev opfattet som idioter, hvis ikke ligefrem direkte sindssyge.
Denne udstilling, På hvis skuldre, er i museets østlige del med flere rum i forskellige størrelser, former og niveauer, og som netop har været brugt til særudstillinger. Vi fik imidlertid at vide, at den først var planlagt til at være i andre lokaler, hvilket også antydes i den 23-minutter lange interviewfilm, som især består af Lars von Trier i samtale med sin datter, Agnes Trier.
Den kan ses med høretelefoner på lige ved siden af udstillingens hovedmaleri, Vilhelm Hammershøis Fem portrætter (1901), som den 19-årige Trier i 1975 drog til Stockholm med det ene formål at se. Som Trier selv forklarer, udøvede maleriet en ’nærmest magisk tiltrækning’ på ham”, som der står på museets hjemmeside.
På museets hjemmeside kan man også se den omtalte film, og under alle omstændigheder er det en god idé at se filmen, før man bevæger sig rundt. Trier er jo kendt for at have en vis – ofte ironisk – distance til journalister og den slags, men her er han åben og imødekommende, og den relativt korte og traditionelt producerede film giver et godt indblik.
Han har på trods af sygdom stadig sin humor intakt, og da museet kontaktede ham for godt to år siden og foreslog ham at udvælge værker, som har inspireret ham, så gik det op for ham, at flere af hans kunstneridoler i samtiden blev opfattet som idioter, hvis ikke ligefrem direkte sindssyge. Dette gjaldt for eksempel Edward Munch og August Strindberg.
Han har også tidligere sagt, at han stort set har ”planket det hele”, men det er selvfølgelig ikke den følelse, man står tilbage med som gæst. Der er en del lange plancher med tekster af Trier, og ellers er det bare at gå i gang.
Der er nogle streger på gulvet, der førere rundt mellem rummene, og som også er tegnet på en stor planche ved indgangen, men det føltes ikke sådan naturligt at følge dem rundt fra rum. Måske var vi bange for at blive søsyge?
Udstillingens indretning
Det første rum er dedikeret til Edward Munch, og som det er normalt ved den slags er de enkelte billedkunstnere i store træk holdt samlet. Strindbergs malerier er ikke de mest kendte, men de gør indtryk i salen, som også rummer et stort Kirkeby-maleri, Verdens undergang (2001-01). Samme Kirkeby var Trier ikke vild med til at begynde med – de startede faktisk med et indbyrdes skænderi – men vi præsenteres også for en serie akvareller, som Kirkeby lavede til Dancer in the Dark.
I en blindtarm ses det malede selvportræt, som Lars von Trier malede i 1975 – han startede med at male i alle de -ismer, han kunne komme i tanke om og søgte forgæves ind på Kunstakademiet, som han selv forklarer det – men som med de øvrige værker på museet, er jeg ikke kompetent til at anmelde det som sådan.
Jeg lægger dog mærke til, at det er signeret med ”Von Trier”, hvilket går imod de fleste biografiers oplysning om, at det først var i filmskoletiden i starten af 1980’erne, at han tilføjede det opdigtede ’von’ til sit navn.
En udstilling består – ligesom en film gør – af flere enkeltdele, der tilsammen giver en oplevelseshelhed. Det handler blandt andet om de fysiske rammer, artefakterne, teksterne og naturligvis malerierne, og i rummet med Triers eget maleri står der det berømte PH-flygel.
Jeg har altid gerne ville se det, og ifølge en planche, så var Triers mor meget interesseret i Poul Henningsen, og det er derfor, det står der. Jeg spørger dyrlægen, om jeg ikke lige skal prøve at spille på det. ”Hvad står der på skiltet?”, spørger hun tilbage, og jeg må holde fingrene væk, selvom ingen af de virkelig mange sikkerhedsfolk var i syne.
Men samtidig kan jeg ikke rigtigt glæde mig over eller samle mig til at studere instrumentet, fordi det på en eller anden måde føles lidt som en gimmick at have her, selvom Trier på en planche nævner dets brug af usædvanlige materialer. Det er nok fordi, jeg er her af en anden grund. Men fred være med det, for sådan kan det også være at lave udstillinger: en god idé på papiret kan nogle gange virke mindre oplagt, når den er materialiseret.
Det er en perlerække af betydelige værker – og naturligvis også af J. F. Willumsen selv – der præsenteres
Tilstedeværelsen af filminstruktøren Carl Th. Dreyers hat giver til gengæld mening og det samme gør den over tre timer lange tv-film Edvard Munch (1974) af Peter Watkins. Den var nemlig tilsyneladende en slags ”overgangsritual”, der forbandt Triers interesse for malerkunst med filmens verden. Den kan ses i en lille biograf på udstillingen i fred og ro, men det havde vi jo desværre ikke tid til.
Derudover vises der på en væg overfor Kirkebys omtalte akvareller også hans og Jørgen Leths 39 minutter lange film, Dyrehaven, den romantiske skov fra 1969, men der missede jeg simpelthen årsagen, og det fremgår, så vidt jeg har nået at se, ikke af kataloget (herom senere).
Magt- og kraftfulde værker
Men det er ellers en perlerække af betydelige værker – og naturligvis også af J. F. Willumsen selv – der præsenteres, selvom man skal nok huske på, at der er tale om Triers inspirationer (og samarbejder i Kirkebys tilfælde).
Man skal af den grund ikke forvente at se de værker, som Trier i endnu højere grad har anvendt næsten direkte i sine film. Jeg tænker på John Everett Millais’ Ophelia (1852), som mimes med Kirsten Dunst i Melancholia – og som dyrlægen forgæves gik rundt og ledte efter på udstillingen –eller Eugène Delacroix’ Dante og Vergil i underverdenen (1822), som direkte kalkeres med skuespillerne Matt Dillon og Bruno Ganz i Triers seneste biograffilm, The House That Jack Built (2018). Der kan selvfølgelig være tale om, at de værker simpelthen er utilgængelige – det fik jeg ikke lige afklaret på stedet.
Der er en del plancher at læse, hvis man vil have det hele med. Desværre er flere af dem ved malerierne placeret i hoftehøjde, som gør at folk med briller med glidende overgang – som mig og dyrlægen – har svært ved at finde skarpheden uden at gå i knæ eller knække et par halshvirvler.
Heldigvis er der et betydeligt og imponerende katalog i bogform – som da også koster en vis sum, 350 kroner var det vist – og som vi her i POV vil anmelde særskilt om kort tid. Bogen har i øvrigt samme titel som udstillingen, På hvis skuldre, med undertitlen Lars von Trier og billedkunsten.
Men hvad står man så tilbage med som gæst? Jo, for mig først og fremmest den transformation, Trier har vist i sine film, og hvor han fra den unge mands selvhøjtidelige tilgang til både sig selv og de ypperlige kunstværker, han følte sig tiltrukket af – og hvis institutioner godt kan siges undertiden at have været lidt opulente og pompøse – er blevet den fremmeste danske filmkunstner, der næsten altid har udfordret os.
Og dette i stigende grad med et humoristisk og selvpunkterende overskud, der afmonterede det til tider lidt opblæste udtryk. Og – ikke mindst – med den visuelle sans og det billedkunstbaserede grundlag intakt, hvilket denne udstilling minder os om.
Og da ovenstående afsnit desværre er så opblæst i sig selv og lyder som om, det er skrevet af en 21-årig, vil jeg bare slutte med at minde om, at udstillingen løber indtil 20. september. Hvis man er til Lars von Trier og hans vid og bid, er det bare med at komme afsted med S-togslinje C mod fjorden, også selvom man ikke er søstærk. For det er jo bare fedt at se stor malerkunst i virkeligheden, hvor penselstrøg og lysvirkninger rigtigt kan nydes.
Dyrlægen blev selvfølgelig heller ikke søsyg, og hun har lovet at prøve at få set mesterværket Breaking the Waves færdig ved lejlighed. Ellers kan man jo vente til den store åbning og få det hele med, og hvor bevoksningen foran museet vel vil være i fuldt flor. Vi kommer i hvert fald tilbage, for det er i det hele taget – og har altid været – et forrygende museum.
Læs Mikkel Stolts lidt mindre glade omtaler af Lars von Triers hidtil seneste værk, tv-serien Riget Exodus (2022):
“Riget Exodus: Har von Trier noget i baghånden?” (okt. ’22) og “Riget Exodus er mere end bare ikke god” (feb. ’23)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og