
POLITIK // KRONIK – Der er brug for sociale indsatser, der ikke kun handler om omsorg, men som er ambitiøse i forhold til at få udsatte borgere ind i arbejdsfællesskaber, skriver Dorte Bukdahl, centerchef ved Videnscenter for Socialøkonomi. Løsningen ligger i en langt større sammentænkning af socialpolitik og beskæftigelsespolitik. En række nye tiltag, der integrerer det sociale og det beskæftigelsesrettede, viser vejen.
”Socialpolitik er mere og andet end en underafdeling til beskæftigelsespolitikken. Og regeringen vil socialpolitikken”. Det var det positive budskab fra social- og indenrigsminister Astrid Krag på Socialpolitisk Topmøde på Arbejdermuseet, som blev afholdt af Socialpædagogerne d. 30. august 2019. Også ordførerne fra rød blok talte på topmødet for en langt mere markant socialpolitik.
Når man som jeg har arbejdet på socialområdet i mange år, så er det sød musik i ørene. Socialområdet har brug for et løft. Der er brug for flere ressourcer og nye løsninger. Alligevel blev jeg også lidt bekymret for den modsætning mellem beskæftigelsespolitik og socialpolitik, som jeg oplevede på dagen hos flere talere.
Er det egentlig så mærkeligt at udsatte mennesker ønsker at arbejde? Burde det ikke være nogenlunde indlysende, at vi har det bedre psykisk og føler os mindre udenfor, når vi forlader en ren modtagerrolle?
Baggrundstæppet er en beskæftigelsespolitik i både stat og kommuner, der på mange måder har ramt skævt i forhold til de mest udsatte ledige. Der har været utallige historier i medierne om mennesker, der er blevet syge og stressede af at være i kontakt med beskæftigelsessystemet. Virkemidler som korte praktikker, mange samtaler og sanktioner har vist sig at have negative konsekvenser for de mest udsatte mennesker.
Jobcentrene har nok været den allermest udskældte del af den offentlige sektor over de seneste år. Facebookgruppen Jobcenterets ofre har 16,8 tusinde medlemmer. Og senest har Center for Social Nytænkning samlet forskning, der underbygger, at jobcentrenes standardmetoder ikke er gode til at få udsatte mennesker i arbejde.
Ovenpå kritikken er det nærliggende at søge løsninger i kategorien ”at få lov at blive fri for jobcenterets indsatser”. Det kan fx være, at flere får lov at få førtidspension eller at flere får et pusterum fra jobcentret, imens de modtager et tilbud fra socialforvaltningen. For en lille gruppe af de mest syge vil det være den rigtige løsning. Københavns Kommune er da også begyndt at tildele langt flere førtidspensioner efter en massiv kritik af den behandling, som syge og udsatte mennesker fik i beskæftigelsessystemet. For den store gruppe af udsatte vil jeg argumentere for, at vi i stedet skal finde bedre metoder til at få udsatte i beskæftigelse – bedre end hvad mange jobcentre har kunnet præstere i de seneste år.
At være noget for nogen
Fakta er nemlig, at de udsatte selv rigtig gerne vil arbejde. Under konferencen på Arbejdermuseet præsenterede forsknings-og analysechef Kræn Blume Jensen resultater fra en undersøgelse VIVE havde gennemført i 2017 – den såkaldte ‘Fællesskabsmåling’. I undersøgelsen blev en stikprøve af befolkningen efter en lang række kriterier opdelt i tre grupper: flertallet, risikogruppen og de socialt udsatte.
De socialt udsatte udgjorde 4 pct. af befolkningen. De var kendetegnet ved i høj grad at være arbejdsløse, have fysiske og psykiske helbredsproblemer og ved at være ensomme. Blandt denne gruppe svarede hele 79 pct., at de gerne ville have et arbejde. Udsatte mennesker ønsker altså også at udfylde en funktion i samfundet og være noget for andre.
Der er brug for sociale indsatser, der ikke kun handler om omsorg, men som er ambitiøse i forhold til at få mennesker ind i arbejdsfællesskaber. Og der er brug for beskæftigelsesindsatser, der bygger på faglig viden om udsatte målgruppers behov
I 2019 lavede VIVE en opfølgning på denne undersøgelse, Bag om Fællesskabsmålingen, hvor de lavede dybdegående interviews med mennesker i den udsatte gruppe. Dermed fik forskerne et mere nuanceret billede af gruppen og deres drømme om at bidrage til samfundet. I rapporten er der bl.a. dette citat fra Christine på 24 år:
”Jeg synes selv, jeg kan mange ting. Så det havde været nice at være et sted, hvor det handlede mere om de ting, jeg lavede, end at jeg havde det hårdt. (…) Der er ligesom ikke nogen mellemvej. Enten så er du velfungerende, er der til tiden, du græder aldrig, og du har det godt, og du er mega fly, eller også er du hernede [på aktivitetstilbud], hvor måske har du et misbrug eller måske – du ved, der er ingen mellemting af, hvad jeg har opfattet. Så af de to vil jeg hellere være sådan et sted her. Altså det andet [et alment uddannelsestilbud] kunne slet ikke lade sig gøre for mig.”
Christine oplever sociale tilbud præget af for meget omsorg. Men hun oplever samtidig ikke at kunne fungere på en almindelig uddannelse. Undersøgelsen viser et stort behov for uddannelser og job, hvor der er plads til, at du har nogle udfordringer, og hvor du har adgang til støtte, imens du er der. Eller som seniorforsker og hovedforfatter Lars Benjaminsen udtaler ved den seneste VIVE-rapports lancering:
”Psykisk sårbarhed og social isolation fylder rigtigt meget blandt undersøgelsens deltagere, og der er ingen tvivl om, at det for mange af dem ville kræve en tæt, håndholdt indsats at komme i arbejde – men deres ønsker og drømme vidner også om en stor, uforløst ressource, som både velfærdssystemet og civilsamfundet skal blive bedre til at forløse, hvis disse mennesker skal opleve at være en del af fællesskabet”.
Og er det egentlig så mærkeligt at udsatte mennesker ønsker at arbejde? Burde det ikke være nogenlunde indlysende, at vi har det bedre psykisk og føler os mindre udenfor, når vi forlader en ren modtagerrolle? At når vi springer over i en rolle, hvor vi for lov at bidrage, så rejser vi os? Jeg tror det gælder for de fleste af os – udsat eller ej.
Væksthusets Forskningscenter har lavet en kvalitativ undersøgelse af de udsatte ledige, som efter lang tids ledighed og sociale problemer har fundet et job. Undersøgelsen giver et godt indblik i, hvordan arbejdet i sig selv er en virksom social indsats. Væksthuset spurgte folk, hvilken betydning det havde at finde et job. Interviewene afslørede et gennemgående svar – gennem ansættelsen (gen)finder folk en identitet som én, der er i arbejde. Det bidrager til status, selvværd og oplevelse af at føle sig ’som en del af samfundet’.
Yderligere oplever borgerne med jobbet at de får nye økonomiske muligheder, der har betydning for deres oplevelse af ro og økonomisk tryghed i hverdagen. Og endelig oplever borgerne at de med ansættelsen bliver fri for en samfundsmæssig stigmatisering, som opleves stressende og deprimerende.
Nye indsatser integrerer det sociale og det beskæftigelsesrettede
Løsningen ligger i en langt større sammentænkning af socialpolitik og beskæftigelsespolitik. Der er brug for sociale indsatser, der ikke kun handler om omsorg, men som er ambitiøse i forhold til at få mennesker ind i arbejdsfællesskaber. Og der er brug for beskæftigelsesindsatser, der bygger på faglig viden om udsatte målgruppers behov.
Dette støttes af resultater fra Væksthusets Forskningscenter. Jobindsatser der både indeholder et beskæftigelsesrettet element og en social indsats er gode til at få udsatte mennesker i arbejde – bedre end dem der kun handler om beskæftigelse.
Heldigvis er mange jobcentre og beskæftigelsestilbud i fuld gang med at finde nye løsninger, hvor man tænker områderne sammen. Målet behøver ikke være 37 timer, men deltid eller et mindre antal timer om ugen. Lad os se på nogle eksempler, der viser, at det faktisk kan lade sig gøre.
Når beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken af nogle politikere stilles op over for hinanden, ligner det en diskussion om hønen og ægget – hvad kommer først? Skal der en social indsats til før udsatte mennesker er klar til et arbejde – eller er arbejdet i sig selv den vigtigste sociale indsats, der får folk til at få det bedre?
Et eksempel er indsatsen IPS – der står for individuelt Planlagt job/uddannelse med Støtte. IPS handler om at få udsatte borgere med svære psykiatriske diagnoser hurtigt ind på arbejdsmarkedet – og så tilbyde dem støtte, mens de er i job. Sagsbehandlere og kontaktpersoner hjælper borgeren med at finde ud af, hvad han eller hun gerne vil.
Det kan være hjælp til at skrive en ansøgning, at aflevere en ansøgning, at gå med til jobsamtalen og støtte, når borgeren begynder på en arbejdsplads eller i en uddannelse. Sideløbende med i IPS-programmet går borgerne i behandling for deres psykiske lidelser eller for deres misbrug. Ny forskning viser rigtig god effekt af IPS – mange borgere er kommet i arbejde på trods af svære psykiske problemer.
Mange jobcentre har også haft succes med tilgangen ”Job First”. Et vigtigt princip er at komme ud på arbejdsmarkedet fra første dag. Borgeren bliver klar til arbejdsmarkedet på arbejdsmarkedet. Og afklaring og motivation skabes bedst, mens man løser relevante arbejdsopgaver og er en del af et fællesskab med gode kollegaer. I indsatsen har borgeren bl.a. en fast kontaktperson, og der er mentorstøtte. Der er også fokus på løbende justering. Måske er arbejdsopgaven for svær eller interessen for opgaven mangler. Måske er der dårlig kemi med chefen eller kollegaerne. Så findes et bedre match – på den samme arbejdsplads eller en anden arbejdsplads. STAR har gennemført en evaluering af Job First.
I NExTWORK ønsker man, at de unge har magten – ikke sagsbehandlere eller virksomheder. NExTWORK er udviklet af Rockwool Fondens Interventionsenhed. Det er en indsats til unge, der giver dem mulighed for at udvikle sig personligt og socialt samtidigt med, at de finder vejen mod job og uddannelse. Der er fokus på at give de unge medbestemmelse over deres egne forløb, herunder deltage i de praktikforløb, de finder meningsfulde og forfølge de mål, som de selv finder relevante. Under matchevents med virksomheder er det de unge, der vælger virksomhederne – ikke omvendt. Der anvendes i indsatsen forskningsviden om ”empowerment”. Det er en beskæftigelsesindsats – men det er også en social indsats.
Ret blikket mod de socialøkonomiske virksomheder
Socialøkonomiske virksomheder er et godt eksempel på, at det giver mening at integrere en social indsats med et arbejdsfællesskab. Socialøkonomiske virksomheder er private virksomheder, der både har et socialt formål og skal løbe økonomisk rundt som virksomhed. En meget stor del af virksomhederne er sociale ved, at de beskæftiger udsatte borgere – nogle er i forskellige beskæftigelsesordninger, andre er i fleksjob eller på nedsat tid.
Udsatte borgere oplever her at være en del af en produktion. Men vel at mærke en produktion, som ikke er ”pseudo”. Der produceres noget, der kan sælges. Det handler ikke om tøjklemmer eller kartoffeltryk. I disse virksomheder kan udsatte mennesker være en del af et arbejdsfællesskab – og derigennem udvikle sig. Men samtidigt er der i virksomhederne folk med faglige kompetencer til at rumme mennesker med særlige udfordringer. Det hænger sammen økonomisk, fordi virksomhederne både sælger sociale ydelser og de varer, som produceres. Et eksempel på en socialøkonomisk virksomhed er Blindes Arbejde, der producerer børster af høj kvalitet – med medarbejdere, der primært er blinde eller svagsynede.
Det er godt, at der politisk bliver reageret på, at mennesker er blevet syge og stressede af kontakten med beskæftigelsessystemet. Det er godt med en ambitiøs socialpolitik. Men vi skal passe på ikke at føre socialpolitikken tilbage til et omsorgsparadigme, hvor beskæftigelsesindsatser er noget, som udsatte mennesker skal skånes for
Jeg oplever også, at almindelige private virksomheder i stigende omfang gerne vil påtage sig at løse en social opgave ved at ansætte mennesker, der har udfordringer. En udvikling, der nok er hjulpet på vej af gode konjunkturer. Flere vælger at tage ansvar, når økonomien er god, og der mangler arbejdskraft.
Måske har verdensmålene også motiveret flere virksomheder til at ansatte udsatte mennesker. Mange virksomheder efterlyser dog hjælp fra kommunen til ”at være mere modige”. De vil gerne have en livline, hvis der opstår udfordringer med ansættelsen. De er ikke socialarbejdere, og de er bekymrede for det ansvar, som de påtager sig.
Både IPS og Job First indeholder i en periode denne livlinefunktion. Mentorstøtte efter LAB-loven er også en mulighed. Men ofte ophører muligheden for hjælp efter noget tid – selvom borgerne fortsat har udfordringer. Autisme forsvinder ikke, blot fordi der er gået et halvt år på arbejdspladsen. Mere og vedvarende støtte til den sociale opgave vil gøre flere virksomheder modige til at åbne dørene for mennesker med udfordringer.
Ny organisering kan være svaret
Nogle kommuner – fx Aarhus og Skanderborg Kommune har taget konsekvensen og lagt Socialforvaltningen og Beskæftigelsesforvaltningen sammen. Så længe opgaverne er placeret i to forskellige siloer, så er det svært at arbejde i helheder. Rådmand i Aarhus Kommune udtaler således om den netop gennemførte sammenlægning:
”Det gode liv går gennem uddannelse og job for langt de fleste. Derfor skal vi i højere grad sammenkoble de sociale og jobrettede indsatser i støtten til den enkelte. Det får vi en bedre ramme for med den nye opbygning, hvor vi får færre kasser i diagrammet. Men organisering gør det ikke alene. Vi følger op med udviklingsforløb for både ledere og medarbejdere, så vi styrker en kultur, hvor vi arbejder bedre sammen og tager fælles ansvar for borgerne”.
Vi har fået lavet en falsk opdeling mellem beskæftigelsesindsatser og sociale indsatser. De mange nye tilgange, der integrerer indsatserne, viser vejen frem. Og det samme gør de kommuner, der har taget et skridt mod en organisatorisk fusionering af de sociale opgaver og beskæftigelsesindsatserne
Den tidligere regerings sammenhængsreform er også et skridt i den rigtige retning. Reformen har fokus på at skabe helhedsorienterede indsatser, der tager udgangspunkt i borgernes samlede udfordringer. Det indebærer bl.a., at arbejdet med handleplaner på forskellige områder skal integreres. Vi skal væk fra, at udsatte mennesker har mange forskellige planer for henholdsvis beskæftigelse og sociale udfordringer – planer, der ofte ikke er koordinerede og stritter i forskellige retninger.
Smelt områderne sammen
Når beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken af nogle politikere stilles op over for hinanden, ligner det en diskussion om hønen og ægget – hvad kommer først? Skal der en social indsats til før udsatte mennesker er klar til et arbejde – eller er arbejdet i sig selv den vigtigste sociale indsats, der får folk til at få det bedre?
Vi har fået lavet en falsk opdeling mellem beskæftigelsesindsatser og sociale indsatser. De mange nye tilgange, der integrerer indsatserne, viser vejen frem. Og det samme gør de kommuner, der har taget et skridt mod en organisatorisk fusionering af de sociale opgaver og beskæftigelsesindsatserne.
Det er godt, at der politisk bliver reageret på, at mennesker er blevet syge og stressede af kontakten med beskæftigelsessystemet. Det er godt med en ambitiøs socialpolitik. Men vi skal passe på ikke at føre socialpolitikken tilbage til et omsorgsparadigme, hvor beskæftigelsesindsatser er noget, som udsatte mennesker skal skånes for.
Foto: Pxhere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.