ESSAY // AFRIKA – Zambias fængsler er berygtede over alt. Kummerlige vilkår for indsatte, og når det er sovetid, sker det i overfyldte rum, hvor nogle må stå sovende, mens andre må sidde sovende. Mad er på grænsen til, hvad man kan overleve af. Studerende Buster Emil Kirchner har arbejdet som NGO’er i zambiske fængsler og fortæller her om en skæbne i et af hovedstaden, Lusakas, fængsler.
”Om 25 dage tager jeg livet af mig selv”.
Amadi er ikke i tvivl. Han har fået nok. Hvis han stadig sidder fanget bag den høje betonmur, vi står og læner os op ad, når måneden slutter, så slår han sig selv ihjel. I dag er det 5. juni 2018.
Selvom ikke alle selvmordstanker fører til selvmord, er det tydeligvis noget, han har grublet længe over. I himlen får han ro, mener han. ”Det er et bedre sted end det her”, siger han og kigger fortvivlet rundt i den lille, støvede fængselsgård.
At Amadi foretrækker døden frem for en tilværelse i et zambisk fængsel, siger noget om, hvor horrible forholdene er for de omtrent 22.000 indsatte i Zambias fængsler. Ifølge tal fra Forbes Statista fra 2018 er zambiske fængsler de fjerdemest overbelagte i verden.
Jeg underretter fængselsdirektøren og en betjent med høj rang om Amadis selvmordstrussel, men får lettere arrogant fortalt, at der aldrig har været en selvmordssag i deres tid i fængslet
Overbelægningsprocenten er på 303 pct. – den højeste i Afrika. Internt i miljøet snakkes endda om langt højere tal. Den voldsomme overbelægning medfører ikke kun et øget stressniveau blandt de indsatte, men fnat, tuberkulose og en lang række andre smitsomme sygdomme spredes med lynets hast. De indsatte er desuden ofte nødsaget til at sove siddende eller sågar stående.
Jeg møder Amadi via mit arbejde for Ubumi Prisons Initiative, som jeg efter at have boet i Zambia i otte måneder og arbejdet frivilligt for et uddannelsesprojekt, fik kendskab til. Ubumi arbejder i krydsfeltet mellem nødhjælp og udvikling, og uden NGO’er som Ubumi, ville dødstallet i de zambiske fængsler være langt højere.
På daglig basis lavede jeg aktiviteter for unge indsatte mellem 12 og 18 år i to fængsler i den zambiske hovedstad, Lusaka. Da jeg selv har en baggrund som fodboldspiller og træner, og de unge indsatte samtidig elskede bold og bevægelse, var det selvsagt, at fodbold og sport var på aktivitetsprogrammet.
“This is not a good place”
En tirsdag formiddag som alle andre, spotter jeg ham ud af øjenkrogen. Han sidder afskærmet og alene på den smalle trappeafsats bag den store celle. Han sidder foroverbøjet med sin bibel i skødet. Han græder, nærmest hulker. Når alt håb er ude, må man søge hjælp hos de højere magter.
Amadi afbryder mig og siger på sit gebrokne engelsk: ”This is not a good place”
Det seneste år er den 18-årige Amadis bønner dog blevet ignoreret. Han sidder stadig, som for ét år siden, bag lås og slå i et zambisk fængsel flere tusinde kilometer fra hjemlandet Etiopien.
Amadis flugt fra det uroplagede, østafrikanske land skulle have endt i en lykkelig forening med faderen i Sydafrika, men da Amadi hverken havde opholdstilladelse eller det rigtige stempel i passet, endte det i stedet på tragisk vis med en tilværelse bag tremmer i et fremmed land.
I fængslet er han omgivet af 53 zambiske drenge i ét rum og med ét usselt toilet. Drengene forstår sig ikke på etiopisk sprog og sædvane. Han er alene, ikke én eneste landsmand har han at dele sine sorger med.
Jeg når at tænke, om det mon er bedst at lade ham være i fred, men beslutter mig alligevel for at sætte mig hos ham. Da Amadi ser, jeg kommer, forsøger han øjeblikkeligt at skjule sin gråd.
I et fængsel skal man helst ikke vise svaghedstegn, men Amadi kan ikke undgå det, og snot vælter ud af næsen på ham. Ikke nok med, at han er grædefærdig, han er også forkølet. Vi er midt i den zambiske vinter. Forleden målte termometret syv grader, og det er altså ikke meget, når det varmeste tøj man ejer, er et par slidte klipklapper og en laset T-shirt.
Han samler sig, og gråden stopper, men hovedet er stadig dybt begravet i Biblen i skødet. Blikket stift ned i jorden. Det er et knækket menneske, jeg sidder ved siden af. Jeg lægger en arm om ham og siger, at alt nok skal blive godt igen. Jeg aner ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Amadi afbryder mig og siger på sit gebrokne engelsk: ”This is not a good place”. Det er svært at være uenig i, og for en stund sidder vi uden at snakke sammen.
Stilheden bliver brudt af Amadi, som pludselig, ret overraskende, løfter hovedet, smiler og siger: ”Tell me about when you went to Ethiopia”. Jeg har tidligere fortalt Amadi om mit månedlange ophold i Etiopien, og nu vil han høre mere. Han savner sit hjemland.
Jeg tænker, at jeg nok hellere må smøre tykt på, så det gør jeg og roser Etiopien til skyerne. Et par af de zambiske drenge kommer forbi og lytter med. Amadi fortæller dem, at Etiopien er et meget bedre land end Zambia.
I hovedstaden, Addis Ababa, er der både store boulevarder og skyskrabere, praler han. Zambia er et dårligt sted, får han flere gange sagt, hvilket ikke er et mærkeligt synspunkt, da Amadi kun kender til landets kummerlige fængsler.
Lys i mørket
Jeg underretter fængselsdirektøren og en betjent med høj rang om Amadis selvmordstrussel, men får lettere arrogant fortalt, at der aldrig har været en selvmordssag i deres tid i fængslet.
Dét, jeg tager meget alvorligt, bliver forkastet med en hurtig bemærkning af fængselspersonalet. Selvmordstruslen kan være et strategisk udspil for at blive forflyttet til en anden celle.
Alligevel beslutter fængselsdirektøren sig for at kalde Amadi til samtale. Jeg ved ikke, hvordan samtalen udarter, men Immigration Office (Udlændingestyrelsen) rykker på sig, og Amadi aner en snarlig afklaring. Han klamrer sig således til endnu et spinkelt håb. Håb er tæt beslægtet med skuffelse, og det kan være svært at håndtere, når man i forvejen er på randen af sammenbrud.
Aldrig har jeg set ham i så godt humør. Jeg håber en smule naivt på, at selvmordstankerne er gået i glemmebogen
Dagen efter spiller vi fodbold. Fodbold er den absolutte favoritaktivitet hos drengene, og jeg har for første gang i lang tid held med at overtale Amadi til at deltage i fodboldturneringen.
Han nyder det, tackler, skyder og scorer under den brændende sol, som efter en kold og stille morgen atter viser sig på himlen. Amadi spiller godt, og hans hold vinder. Jeg er ekstra opmærksom på at uddele klap på skulderen og varme ord.
Den højintense fodboldturnering bliver afviklet i den store fængselsgård med de voksne indsatte som tilskuere. Midt i kampens hede bliver vi afbrudt af en høj, klokkeagtig lyd, som når to stykker metal bankes mod hinanden: Lyden af frokost – fodboldkampen må vente!
En god dag?
Dagens ret er ikke overraskende majsgrød, brune bønner og tørret fisk af lavest mulige kvalitet. Sådan er det hver eneste dag. Men for Amadi bliver dagens måltid dog en hel anden, positiv overraskelse.
Midt i virvaret af støv og sultne mennesker prikker han mig på skulderen. Jeg vender mig om. Amadi smiler, og for første gang aner jeg en smule lykke i det blik, mine øjne møder.
Stolt fremviser han mig en plastikbøtte med mad i. En af de ældre indsatte, som ellers normalt ikke har adgang til området, hvor Amadi og de resterende unge indsatte opholder sig, har foræret Amadi en portion injera, nationalretten i Etiopien.
Injera er en surdejspandekage lavet på græsarten teff, som kun findes i Etiopien. De zambiske drenge er voldsomt interesserede i denne mærkelige ret, og Amadi deler ud til ca. 10 af drengene, som hver får en lille bid. Drengene smager forsigtigt på den syrlige pandekage, inden de rynker på næsen og bryder ud i latter. Amadi griner med.
Med fodboldspil og injera tyder meget på, at Amadi har haft en god dag. Aldrig har jeg set ham i så godt humør. Jeg håber en smule naivt på, at selvmordstankerne er gået i glemmebogen.
Før jeg vinker farvel til drengene og forsvinder ud igennem fængselsporten, spørger jeg Amadi, om han har haft en god dag.
”At least” (det kunne have været værre), svarer han.
(Amadi blev løsladt få måneder efter og bor nu i hjemlandet Etiopien).
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
