En by der er blød som en krop

Mette Marie Trankjær 01.04.2018

PÅSKEPRÆDIKEN – Fra langfredag til påskemorgen. Sognepræst Mette Marie Trankjær skriver årets påskeprædiken for POV International, samtidig med at hun holder den i Horbelev og Falkerslev sogne på Falster. Prædikenen udlægger påskedags tema, Kristi opstandelse: “Det er fint at gå i kirke, det er fint at gå en tur og se lidt ind i sig selv, det er fint at gå en pilgrimsvandring, det er fint at tage på retræte og være stille for Gud, men enhver søgen efter Gud modsvares altid af hans insisteren på hverdag og medmennesker, det vi kommer fra og har fået ansvar for.”

Prædikenen hentyder undervejs til den evangelietekst, som er den foreskrevne prædikentekst i alle landets kirker denne søndag påskedag. Teksten læses op i kirken inden prædikenen og står derfor også forrest her. Mette Marie Trankjærs prædiken har den vinkel på opstandelsestroen, at Kristus, med digteren Inger Christensens ord, vil bygge “en by der er blød som en krop”. Byen som billede på næstekærlighedens sted er et meget gammelt tema i teologien, helt tilbage til Augustins berømte “Guds stad” fra 300-tallet. Det er det medmenneskelige, der er i centrum.

“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.

Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8″

”Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop.” (Inger Christensen )

Sådan sluttede langfredag.

Sådan begynder påskemorgen.

Langfredag sluttede med forstenede ansigter, der så op på korset, hvor han hang. Hjerter så hårde som sten, der slog, skubbede, stak. Hænder og muskler så hårde som sten, skulle der til for at bære ham væk og lægge ham i graven. Stengraven i klippehulen. Og til sidst den store sten, der rulles for graven.

Alt er forbi.

Alt håb ude.

Livet er dødt.

Så stilheden påskelørdag, efter langfredags råb og klage. Denne stille tavse lørdag, hvor der ikke er mere at sige. Alt er tavst som graven, i bogstaveligste forstand. Udsigten til en grav gør tavs og ulykkelig.

Og så må de alligevel ud til den grav. Kvinderne. Det er den første dag i ugen. Endelig kan de komme af sted. Rastløsheden har sikkert kriblet som myrer over alt i kroppen. Har næsten ikke været til at bære.

Kender det så godt, når noget er utåleligt, så må man gå. Helst uden for. Bare ud at gå. Benene er umulige at holde i ro, ligegyldigt hvor strengt man taler til dem. Jeg forestiller mig, at kvinderne har måttet tale meget strengt til deres ben hele den sabbat. At det har været var umuligt at finde hvile på den sabbat, at det har været en forbandelse, at man ikke måtte gå særlig langt. Og slet ikke helt ud til graven. Det har været utåleligt og nu tidligt om morgenen efter sabbatten er benene heldigvis frie igen. Til at gå hvorhen de vil, og de vil ud til Jesu grav. Og nu står de der pludselig. De kunne ikke lade være.

Kender den der fornemmelse af pludselig at befinde mig et sted, hvor jeg egentlig ikke havde tænkt jeg skulle hen, men benene var klogere end mig, de vidste, at netop dér måtte jeg hen. Måske var det sådan, jeg begyndte at gå i kirke. Hvad man ikke har i hovedet må man have i benene siger man, og benene kan godt være forud for hovedet, måske er det fordi de sidder tættere på hjertet, når det synker tungt i livet på én, at de ved bedst.

For kvinderne har været tunge om hjertet, som stenen for graven, benene har måske også været tunge, men alligevel måtte de af sted.

Og da de når frem i morgendæmringen forandres alt med ét slag. Det er som et stenskred inden i dem. Lyn, torden og jordskælv og Herrens engel, der vælter stenen fra. Stenskredet ruller igennem dem, den ene klippeblok efter den anden falder fra deres hjerter, der bliver mere og mere opløftede, de bliver lette til bens som balletdanserinder, mens vagterne er stive som stål og sten. De der holdt vagt blev som døde.

Han havde jo sagt det. Han havde sagt, at han ville bryde stentemplet ned og bygge et nyt på tre dage. Vrøvl og pjat, overmod og uforståelig snak. Men nu giver det pludselig mening. Alt sammen. Normalt bliver man glad, når man finder, den man er kommet for at finde. Fundet! råber man med jubel i stemmen. Men påskemorgen lyder glædesbudskabet helt anderledes, det lyder: ” Han er ikke her” – nej, han er ikke her, for han er opstået, som han har sagt det og de kan oven i købet få lov at se stedet hvor han lå. Men dér ligger han ikke mere, for stilstand død og forstening er blevet til liv og bevægelse.

For et øjeblik siden var alt helt forstenet og forbenet,

De var helt i chok,

Alt var helt i skygge

Hjertet var næsten hørt op, nu ser de, at han allerede er begyndt at bygge – en by, der er blød som en krop.

Det er den 1. dag i ugen og samtidig er det skabelsens 8. dag, den dag mennesket fødes på ny. Den dag det tunge hjerte løftes op på sin plads i kroppen, løftes mod himlen. Det der ikke kunne ske skete. Og hvad så nu? Hvad skal de stille op kvinderne. Ja, det får de jo sådan set besked på. De skal skynde sig hen og sige til disciplene, at Jesus er opstået fra de døde, og så er han gået i forvejen for dem til Galilæa, der skal de se ham og dermed basta. En engels basta…

Og sådan sender englen også enhver af os hjem, for det er dér, Han vil møde os, det er dér, han sammen med os vil bygge en by, der er blød som en krop.

Igen må kvinderne have benene på nakken, men nu skal de bevæge sig en anden retning. Nu skal de hjemad, for det er dér, han vil møde dem. I Galilæa, deres hjemegn.

Og sådan sender englen også enhver af os hjem, for det er dér, Han vil møde os, det er dér, han sammen med os vil bygge en by, der er blød som en krop. Det er fint at gå i kirke, det er fint at gå en tur og se lidt ind i sig selv, det er fint at gå en pilgrimsvandring, det er fint at tage på retræte og være stille for Gud, men enhver søgen efter Gud modsvares altid af hans insisteren på hverdag og medmennesker, det vi kommer fra og har fået ansvar for.

Det fortælles om Mark Twain, at han engang talte med en begejstret amerikaner, der fortalte om hvor fantastisk det havde været at stå på Sinai bjerg og læse de ti bud højt, hvortil Mark Twain med vanlig vid svarede: Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og holdt dem?

Gud er derhjemme, han er gået i forvejen for os til det Galilæa, der er vores, og selv dét har han forandret. Måske ikke så det kan ses på murene og tagene, men i det forhold vi må have til ham, til os selv og til hinanden, da er det uomgængeligt, at han er begyndt at bygge en by, der er blød som en krop.

I sådan en by, der er blød som krop må man gerne le, man må gerne græde, man må gerne synge og man må gerne danse, man må gerne tage hinanden i hænderne og lægge krop til hinanden, man må begynde at se på en ny måde, at livet er helligt, at det er blødt som en krop, himmelstræbende blødt og måske end smule vanvittigt, men hellere himmelstræbende blød vanvid end forstenet død og fornuft.

I den bløde by smiler fremmede til hinanden, i den bløde by snakker fremmede med hinanden og ingen sammenligner sig, for alle er medskabere på hinandens forvandling, medarbejdere på hinandens glæde, verden befinder sig i os og omkring os, som noget vi deler med hinanden.

I den bløde by, deler vi et måltid. – Ja, vi deler ligefrem tilværelse. Vi lever som om der er fremtid og håb. Vi lever med i hinandens liv, vi lever videre i hinanden. Relationernes gyldighed fortættes og forskydes. Ligegyldigheden er død, gyldigheden lever for fuld udblæsning i den by, der er blød som en krop og som Gud begynder at bygge påskemorgen.

De vragede ham. Men den sten, de vragede er blevet hovedhjørnestenen. Hans krop var en gave til jorden, hovedhjørnestenen er et bankende hjerte af kød, der pulserer gennem universet for at vi skal leve og tale, for vi overlever kun, fordi vi bruger ord. Dem han har givet os. Det han har givet os. Det ord der er ham. Det ord, der er livet. Det liv, der ikke forsvinder, fordi det ånder i den by, der er blød som en krop. Den by, vi bygger på sammen med Kristus.

På denne skabelsens ottende dag, søger vi og finder ikke. Og det er livet og lyset og håbet ikke at finde ham i graven bag stenen. Atter og atter, styrer vi direkte mod det umulige og alting kører rundt i påskekarrusellen.

Hvad Gud giver os på denne ottende morgen er den rene forvirring, balancen der er usikker sikker. Hvad du giver os, Gud, er alt det umulige, men for dig er alting muligt. Du kan få døden til at dø. Du kan gøre alting nyt. Se, du gør alting nyt. Og det er i fuld gang.

Det tror jeg. Det håber jeg. Det lever jeg på. Og på det vil jeg gå på, det tør jeg gå. Hjem. Der hvor du venter med en by, der blød som en krop. For stenen er væltet fra graven, stenen er væltet fra hjertet. Vi kan ånde frit, vi kan opløfte vores hjerter til Herren.

Lige meget hvordan vejret er, så er påskemorgen en glødende morgen. Lyset stiger og breder sig som vinger i violette, røde, gyldne, ja himmelske farver. Som safir, smaragd, krysolit, hyacint og jaspis.

Porten er slået op til den by, der er blød som en krop. Vi kan gå hjem til det liv, der er vores med en stor ro, for vi er ikke længere slaver af døden, vi er med i en historie, som ender godt.

Topfoto: En model af stedet for Kristi opstandelse som det er beskrevet i Det ny Testamente – Public Domain.