MUSIK // ANMELDELSE – Rued Langgaard, Vivaldi, Richard Strauss, Haydn, C. Ph. E Bach, Bruckner. Det er nogle af de komponister, som Jakob Brønnum har hørt på en stak nye CD’er. Blandt musikerne er blokfløjtevirtuosen Bolette Roed, violinisten Gunvor Sihm, pianisten Berit Johansen Tange og dirigenten Thomas Dausgaard, der indspiller med mindst tre internationale symfoniorkestre
En af de mest ambitiøse danske klassiske musikudgivelser i disse uger er den på overfladen og indeni meget smukke CD Times of Transition, der udkommer 27. august. Det er en indspilning af værker for cello og orkester af Andreas Brantelid (cello), og det danske elitebarokensemble Concerto Copenhagen, dirigeret af Lars Ulrik Mortensen.
Den overgang, titlen taler om, er overgangen fra barokmusik til wienerklassikken i løbet af 1700-tallet, en uhyre spændende fase i musikkens historie, hvor man ikke altid kan høre om det lyder mest som Bach eller som Mozart – fordi det ligger midt i mellem.
Der bliver en balance mellem cellistens fremtrædende position og det lille orkester i baggrunden, som har alle livemusikkens mest appellerende egenskaber
Udgivelsen viser forvandlingen i musikken ved tre herlige cellokoncerter, en af Bach-sønnen Carl Phillip Emmanuel og to af Haydn, en tidlig og en sen. Så er vi rejst fra 1750 til 1785. Det følger samtidig tiden, hvor den offentlige koncert for alvor blev etableret, og musikken fuldførte en frigørelsesproces fra brugsmusik, særligt i kirken og ved hoffet, til borgerlig kunstnerisk udfoldelse.
Den slanke klang
Opførelsen af Joseph Haydns tidlige Cellokoncert i C-dur er hårrejsende god. Der bliver en balance mellem cellistens fremtrædende position og det lille orkester i baggrunden, som har alle livemusikkens mest appellerende egenskaber.
Den slanke klang og den stramme, men aldrig forcerede fremførelse, som kendetegner Concerto Copenhagen, næsten som et slags varemærke, klæder værket utroligt godt.
Der er nogle få musikere og dirigenter, som man kan høre, mens de spiller på samme måde – men langt fra så dominerende – som visse professionelle tennisspillere. En sådan er Brantelid, hvis åndedræt høres flere gange under værkerne. Det giver yderligere en fornemmelse af tilstedeværelse, og har man været i Garnisons Kirke, hvor albummet er indspillet, er der ikke langt til indre billeder af en livekoncert på CD’en.
Med fortolkningen af den sene Haydn Cellokoncert i D-dur er barokken noget, man ser i bakspejlet: Der er kommet en ny inderlighed ind i billedet. Som afslutning på selv lytteoplevelsen fra C. Ph. Bach over Haydns tidlige koncert er det som afslutningen på en smuk rejse, hvor man samtidig føler det, som om man snart er hjemme.
Jeg ville anskaffe CD’en alene for den afsluttende koncert. Jeg kan ikke huske, jeg har hørt den i en så genuint Haydn-agtig fortolkning, eftersom man som regel opfatter de fleste opførelser som båret af en stræben efter at vise, at det lyder som en Mozart-koncert, blot ikke af Mozart. Forskellen på Haydn og Mozart er bl.a., som den engelske dirigent Simon Rattle har sagt, at Haydn har alt det, Mozart og Beethoven har, han praler bare ikke med det på samme måde.
CD’ens medfølgende bog kalder Concerto Copenhagen ”Skandinaviens førende orkester indenfor den tidlige musik – barokken, klassiken og den tidlige romantik”, altså stort set frem til Beethovens 3. Symfoni eller århundredeskiftet mellem 1700-tallet og 1800-tallet. Jeg er sikker på Drottningholm Barock Ensemble i Stockholm ville have en holdning til det synspunkt. Men sådan er der jo så meget.
Vivaldi og årstiderne
Hvad der imidlertid ikke kan herske nogen tvivl om er, at Vivaldis De fire årstider er det mest populære stykke barokmusik, der findes. Mange, der interesserer sig mere aktivt for den klassiske musik, vil måske sætte Bachs Brandenburgerkoncerter eller Händels Watermusic højere. De fire årstider har en appel, der når bredere ud end til det segment. Nigel Kennedys indspilning af De fire årstider fra 1989 med English Chamber Orchestra solgte over to millioner eksemplarer, og er et af de bedst sælgende klassiske værker nogensinde.
Det er, ligesom cellokoncerterne af Haydn og C. Ph. E. Bach, værker skrevet for orkester og et soloinstrument med tre satser i vekslende tempo. Den en generation ældre Vivaldi (1678-1741) skriver imidlertid meget korte satser, så musikken ikke ubetinget kalder på fordybelse.
Samtidig veksler Vivaldis musik mellem ofte ret hidsige temperamenter med en masse arrigt fileri og de underfuldt bløde, melodiske satser, vi kender fra f. eks. indgangsmusikken til Søren Ryges haveprogrammer fra en guitarkoncert af Vivaldi. Det kan være ret anstrengende i længden med idelige korte, gentagede stemningskift. Her har f. eks. den samtidige Johann Sebastian Bach langt bedre hvilepunkter og vandrestier for sindet i sine musikalske forløb.
Imidlertid er jo netop de korte stemningsbilleder noget, musikmarkedet godt kan lide. Der er intet, der spærrer for den rent følelsesmæssige musikalske oplevelse. Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg af disse grunde aldrig nogensinde har sat Vivaldis De fire årstider på hverken grammofon, CD eller som streaming, når det ikke var forbundet med en forpligtelse. Det kommer til at ændre sig nu.
De fire årstidsbestemte stemningsbilleder i Vivaldis originale komposition er egentlig koncerter for soloviolin og orkester. Den danske blokfløjtevirtuos Bolette Roed (f. 1979) har indspillet De fire årstider i en version for blokfløjte og orkester, og ikke nok med det, hun har lagt en ret stor mængde andre Vivaldi-koncerter ind, der klinger med årstidsværkerne.
Det er der kommet en imponerende helhed ud af, som i mine Vivaldi-skeptiske ører, skaber sammenhænge og lange linjer i en orkestral sammenholdthed mellem blokfløjte og ensemble. Jeg opfatter denne indspilning som en gave. Jeg har endelig fået Vivaldis De fire årstider.
I Michaela Petris lange og imponerende internationale karriere har det mange gange været virtuositet frem for musikalsk fordybelse, der var udbyttet, netop fordi blokfløjtemusikken ofte er tidlig barokmusik med de korte forløb. Bolette Roed får med de bevidst konstruerede, lange forløb, og sine bevægende, indsigtsfuldt formerede fraseringer, bragt Vivaldis musik videre, ud over det flygtiges begrænsninger. Det er virkelig tilfredsstillende musiceren. Og så er det ovenikøbet en dobbelt-CD. En udgivelse af blivende betydning.
Dausgaards Bruckner, og Strauss
I den helt anden ende af spektret er den danske dirigent Thomas Dausgaard i færd med at fortolke Anton Bruckner med Bergen Filharmonikerne. Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik.
Dausgaard dirigerer fast BBC Scottish Symphony Orchestra og Seattle Symphony Orchestre i positioner som chefdirigent eller musikchef. Seattle først fra for et par år siden efter han afsluttede sine 25 år som chefdirigent i Örebroorkestret Det svenske kammerorkester.
Dausgaard forløser Alpesymfonien helt. Den står fuldstændigt skarpt, med en fornemmelse af proportioner og sigte, man ofte søger forgæves i Strauss musikalske billedkavalkade over en hel dag i de høje, stolte bjerge
Han har fortsat den intense indspilningsfrekvens, han havde i Sverige med de andre orkestre. For nylig er Dausgaard gået i gang med at spille Bartoks samlede orkesterværker med BBC Scottish.
Den første CD fra Seattle var en stor, flot fortolkning af Richard Strauss Alpesymfoni. Dausgaard er internationalt anerkendt for at kunne grave oversete momenter og sammenhænge frem af de fleste værker, også af yderst kendte og gennemfortolkede komponister som Brahms og Dvorák. Så må man til gengæld finde sig i, at hans tempi næsten altid ligger til den temmelig hurtige side indenfor de grænser, hvor dirigenterne mere eller mindre frit kan vælge, hvor hurtigt musikken skal spilles.
Richard Strauss-fortolkningen er blandt de fineste og friskeste, jeg har hørt. Hos de store tyske dirigenter kommer der tit noget indelukket over det, noget slæbende, noget famlende, der får en til at undre sig over, hvornår værket er færdig, for det virker endeløst i sin uformelighed. Det er der ikke her.
Dausgaard forløser Alpesymfonien helt. Den står fuldstændigt skarpt, med en fornemmelse af proportioner og sigte, man ofte søger forgæves i Strauss musikalske billedkavalkade over en hel dag i de høje, stolte bjerge.
Muskler i orkestret
Hos Bruckner er der yderligere en ret mærkværdig valgfrihed, nemlig mellem på nogle punkter ret forskellige versioner af Bruckners monumentale, spirituelle og timelange, enestående originale orkesterkompositioner.
Til sin indspilning af Bruckners Symfoni nr. 3 har Dausgaard valgt den såkaldte originalversion fra 1873, der er virkelig mærkelig. Den rummer flere Richard Wagner-citater og har ikke den samme samlede klarhed, som de senere og mere almindeligt opførte udgaver af værket, der er revideret i 1877 og igen i 1889. Det er jeg ikke sikker på, han skulle have gjort.
Den tidlige version er brugt af Georg Tintner i en efterhånden legendarisk indspilning på Naxos, og man hørte overraskende den nogle-og-halvfemsårige Herbert Blomstedt bruge 1873-versionen ved en koncert med Berliner Philharmonikerne for relativt nylig. Men den kræver muskler i orkestret, som jeg ikke synes, jeg kan høre hos Bergen Filharmonikerne. Jeg blev ellers for nylig voldsomt imponeret af orkestret i forbindelse med en samlet indspilning af Prokofievs Syv Symfonier.
Dausgaard er i færd med en indspilning af alle Bruckners ni symfonier med Bergenorkestret. Tidligere er kommet den 6. som jeg ikke har hørt, og hvor der ikke er flere versioner end en, fordi den notorisk usikre symfoniker Anton Bruckner (1824-96) for en eneste gangs skyld fandt, at den sad lige i skabet.
Musikanmeldelser skal ikke være endegyldige (smags)domme, men mere retningsbestemmelser og vejledninger efter min opfattelse. Så jeg tillader mig at stille spørgsmål ved Dausgaards indspilning af Bruckners 3.
Hvis man lytter til Celibidaches usigeligt langsomme fortolkning af Bruckners 3. med München Philharmonikerne (EMI) fra omkring 1990 eller den 20 år tidligere indspilning af Karl Böhm med Wiener Filharmonikerne (Decca), begge med de gængse sene versioner, står de som perfekt eksekveret musikudøvelse, der bidrager til at hæve Bruckner 3. Symfoni op et sted i musikkens kanon, hvor den aldrig før havde været, netop pga. versionsproblemet. Hører man derefter Dausgaard, virker sidstnævnte som et ufærdigt bygningsværk. Det er det jo også, for Bruckner reviderede senere værket gennemgribende. Men Tintner og Blomstedt, der bruger de samme versioner, rejser ikke de samme spørgsmål. Hvis det er ufærdigheden, der er historisk korrekt, som Dausgaard i virkeligheden vil vise os med sit berømte røntgenblik, er alt som det skal være.
Langgaard, når han er allerbedst
I sin Richard Strauss-CD har Dausgaard lagt et lille værk af den kontroversielle danske komponist og organist Rued Langgaard (1893-1952), et af hans kendteste mindre orkesterværker, Præludium til Antikrist, der åbner CD’en før symfonien. Man hører umisforståeligt slægtskabet mellem de to samtidige komponister.
I modsætning til Vivaldis De fire årstider, som jeg indtil Roed vendte op og ned på værket konsekvent har afvist, har jeg et decideret ambivalent forhold til Langgaard. I lange perioder er jeg stærkt tiltrukket af hans visionære klangbilleder, i andre kan jeg ikke finde hverken hoved eller hale i dem.
Ingen kan være i tvivl om, at Langgaard er en kæmpestor komponist, men der er godt nok mange af hans 16 symfonier, der synes at forsvinde i kaos – præcis som man oplever det i en hel del af Klaus Rifbjergs romaner, der ikke vil være ved, at de har et plot og syrer ud lidt efter midten.
Wikipedia har formentlig ret, når der står: ”Som 11-årig vakte han opsigt med sine improvisationer på det nye orgel i Marmorkirken og blev i 1917 kaldt en asocial særling. Langgaard foretrak et senromantisk musiksprog med en vis indflydelse af Richard Strauss, men skrev også radikalt eksperimenterende stykker. Han var modstander af mange af samtidens tendenser i dansk kirkemusik og følte et oppositionsforhold til tidens førende komponist Carl Nielsen. Langgaard søgte gennem 20 år stillinger som organist, men blev forbigået, indtil han til sidst fik stillingen som domorganist i Ribe.”
Langgaards værker for færre instrumenter, altså hans kammermusik, kan i mange tilfælde være lidt lettere at goutere. Gunvor Sihm (violin) og Berit Johansen Tange (piano) har netop udsendt den tredje og sidste CD med Langgaards samlede musik for violin og klaver.
Interessen samler sig naturligvis særligt om Violinsonate Nr. 2 og 3 – værker i den genre, hvor Mozarts, men særligt Beethovens 10 værker for de to instrumenter i begyndelsen af 1800-tallet har sat en uomgængelig målestok for yndefuldhed, musikalsk spiritualitet og intenst samspil.
Tolstoj bruger som bekendt Beethovens Violinsonate Nr. 5, Kreutzer-sonaten, som udgangspunkt for en jalousinovelle, hvor en ægtemand går i panik over nærheden mellem hans hustru og en anden musiker under opførelsen. Det er en præcis opfattelse af, hvad violinsonaten kan – lade de to instrumenter slynge sig mellem hinanden.
Langgaards Violinsonater er tidligere bl.a. indspillet af Serguei Azizian og Tanges lærer Anne Øland. I Sihm og Tanges fortolkning fremstår de moderne, stringente, eksperimenterende, spændende. Her er Langgaard fremstillet, som når han er allerbedst – man er hele tiden opmærksom, for man kan ikke regne ud, hvilken vej musikken vil tage. Samtidig oplever man, når man har opdaget det, at den retning den tog, var et visionært spring ud på 70.000 favne, som Søren Kierkegaard ville have sagt. Altså ud i det ukendte, der kræver mod. Og man indser, at verden er blevet større i mellemtiden.
Musikerne spiller med en stor nuancerigdom og skaber et imponerende spektrum af forskellige klangbilleder. Gunvor Sihms stilsikre, varme tone er et stærkt pejlemærke i fortolkningerne af kompositionerne, der rummer for genren usædvanligt mange rene solopassager for violinen. Det er virkelig opmuntrende. Et gribende møde med en formentlig historisk miskendt kunstner.
LÆS JAKOB BRØNNUMS ØVRIGE ARTIKLER HER
Bartok: Orchestral Works vol. 2
Thomas Dausgaard
BBC Scottish Symphony Orchestra (Onyx)
Bruckner: Symfoni nr. 3
Bergen Philharmonic Orchestra
Thomas Dausgaard (BIS)
Langgaard: Prelude to Antichrist – Strauss: An Alpine Symphony
Thomas Dausgaard
Seattle Symphony Media
Langgaard: Complete Works for violin and piano (Vol. 3)
Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange (Dacapo)
Times of Transition
Andreas Brantelid, Concerto Copenhagen, Lars Ulrik Mortensen (Naxos)
CD’en udkommer 27. august og kan forudbestilles. En single kan allerede nu høres på streamingtjenesterne
Vivaldi’s Seasons
Bolette Roed
Arte dei Suonatori (Pentatone, 2CD)
Foto: Bolette Roed, Clio Rigeaudeau.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
