Længslen efter det store kontroltab

af i Film/Kærlighed & sex/LIGESTILLING

DAGENS POV // KØNSKLICHÉER – I sin ellers indsigtsfulde anmeldelse af det aktuelle danske filmdrama Dronningen betegner Politikens Kim Skotte hovedpersonen Anne som “panikalderramt”. Men May el-Toukhys enestående og flertydige krænkelsesportræt med Trine Dyrholm i hovedrollen har intet med klichéen om panikalder at gøre, skriver Hanne Dam, som i stedet kæder hovedpersonens forførelse af den 17-årige stedsøn sammen med menneskets evige higen efter at tabe kontrollen.

Når vi skal beskrive det modsatte køn psykologisk, har klichéerne det med at fyge.

Selv professionelle skribenter kan blive fanget i stereotyper, men hvor det ærgrer mig, at det skete for mit idol, Politikens Kim Skotte, da han skulle anmelde May el-Toukhys højaktuelle filmdrama Dronningen og midt i en indsigtsfuld placering af filmen som grundfæstet i de blodige græske familiedramaer kaldte den tilstand, der skulle forklare Trine Dyrholms karakter, advokaten Anne og hendes gerninger, for “panikalderen”.

En beklageligt overfladisk nutids-etikette.

“‘Dronningen’ er et drama, hvor troværdigheden kommer fra en eksistentiel autenticitet, som har mere til fælles med et græsk drama end med endnu en fortælling fra det såkaldte virkelige liv,” havde Skotte ellers lige skrevet. Med et signal om noget mere interessant.

Eftersom Dronningen vitterlig er et enestående kunstnerisk, flertydigt værk, som er udråbt som et hovedværk i dansk film, fristes jeg inspireret af den mandlige anmelder til at undersøge, om filmen tager sig anderledes ud fra en kvindelig psykologisk synsvinkel.

Instruktør og medforfatter på filmen, May el-Toukhy, for hvem ingenting synes tilfældigt, og som i den grad roses for sit pertentlige filmhåndværk i Dronningen, har, som Skotte antyder, tydeligvis planket historien fra en græsk tragedie, der i årtusinder er blevet brugt af dramatikere – fra Euripides (480-404 f. Kr.) (Hippolytos) over Jean Racine (1639-1699) (Phèdre) til Per Olov Engquist (Til Fædra, 1979).

Det viser bare, hvor relevante arketypiske grundfølelser er; at store moderne kunstnere som el-Toukhy og Dyrholm kan løfte kunstværker med oldgammel inspiration op til aktuel virkelighed.

May el-Toukhys anden spillefilm “Dronningen”, som hun har skrevet i samarbejde med Maren Louise Käehne, vandt publikumprisen på Sundance Filmfestival samt tre priser ved Göteborg Filmfestival, herunder hovedprisen for bedste nordiske film og bedste skuespiller til Trine Dyrholm. Foto: Det Danske Filminstitut

Jeg er altså med Skotte, lige til han selv falder i tønden og tolker karakteren Annes seksuelle tiltrækning og forførelse af den 17-årige stedsøn Gustav som udslag af den moderne kliché “panikalder”.

Jeg oplever ikke, at filmen først og fremmest handler om forbudt seksualitet. Og jeg betragter begrebet panikalder som en popkulturel betegnelse for mænds appetit på yngre kvinder, når mændene kommer i 50’erne, og potensen daler.

I en blanding af – er det mit indtryk – behov for ekstra visuel seksuel stimulation og psykologisk styrkelse af oplevelsen af sig selv som traditionel maskulin mand, forelsker han sig og lader sig skille for blot at stifte en ny familie med en godt 20 år yngre kvinde.

Kan man oversætte mandens “panikalder” direkte til en tilsvarende kvindelig tilstand? Det tror jeg ikke

Og mens manden begynder forfra med bleskift og hjemmeliv, søger hans kasserede hustru, hvis børn nu er voksne, ud for at møde sig selv som et frit menneske.

Den historie er også en kliché, men ikke desto mindre er den et gentaget snapshot fra i hvert fald min kreds.

Kan man oversætte mandens “panikalder” direkte til en tilsvarende kvindelig tilstand? Det tror jeg ikke. Jeg kender adskillige voksne, lidenskabelige kvinder, der har seksuelle forhold til yngre mænd, fordi yngre mænd og modne kvinder teknisk set seksuelt matcher hinanden, men jeg kender ingen, der jagter drenge.

Skottes begreb “eksistentiel autenticitet” giver derimod filmen en masse mening, også i vores aktuelle virkelighed.

Eksistentiel betyder ”meningen med livet,” og det er vel lige præcis, hvad karakteren Anne savner på trods af sit fine hus, smukke skov og sine søde tvillingepiger, som hun artigt læser højt for: Hverken de materielle eller menneskelige værdier (børnene) trænger ind i hendes sjæl.

Filmen ikke bare oplyser, men viser, at Anne selv har haft en problematisk barndom, der rejser sig som en psykisk barriere mellem hende og livet.

Men en barriere, som ikke har forhindret, snarere tværtimod har stimuleret hende til med en enestående kampånd at knokle sig mønsterbryderagtigt ud af barndommens sump til en karriere som anerkendt advokat med et lige så ydre succesrigt privatliv i ægteskabet med lægen Peter. En af udseende attraktiv mand, der tager sig kærligt af pigerne, ikke synes nogensinde at have interesseret sig for sin søn, og nu også bruger mere tid på at afvise sin kølige kones tilnærmelser end at tage hende til sig.

I en smuk scene, hvor Anne spontant kravler op på sin mand i ægtesengen som for at få hans opmærksomhed, ringer telefonen i samme sekund: Hospitalet kalder. Det er ægteskabets vilkår.

Vi møder i Dronningen en moderne, stilfuld, smuk, moden kvinde, der altid er i kontrol og altid i vigør. Hun sidder konstant med briller på næsten over sine papirer – selv i sengen forbereder hun den kommende dags retsmøder. Også fordi hun i de få timer, hun er hjemme, fylder vaskemaskine, rydder op og gør alt det, husmødre gør.

Anne er ud over det almindelige kølig. Selv over for sine klienter – de unge piger og voldtægtsofre, hun forsvarer i retten, men ikke kan give et ærligt kram som tak for de blomster, de rækker hende. I øvrigt interessant at hun har valgt at arbejde med netop seksuelle ofre.

Vi forstår, at vores hovedkarakter efter at være blevet sløvet i ægteskabet langsomt begynder at mærke sine sanser. At mødet med den nyankomne, flotte, tavse stedsøn, Gustav, der ustandselig trækker sig ind i mørket (filmen viser ham konstant gå over mod skoven), vækker hendes sanser og seksualitet.

I en af mine yndlingsscener lukker hun øjnene og hengiver sig dansende og sansende i en lang bevægelse ind og ud og omkring et selskab hjemme på sommerterrassen – med en snigende, sigende kort inviterende berøring af ægtemanden, der ikke desto mindre synes limet til stolen.

Hans kone vælger at forsvinde og følge stedsønnen Gustav, der spørger, om hun vil med ud at “købe cigaretter”. De går på værtshus – selvom der er gæster. Senere forfører hun ham køligt, teknisk, ikke udpræget lidenskabeligt, indtil det hele ligesom i den græske tragedie går grueligt galt.

Dronningen handler om, hvorfor Anne bliver den kvinde, hun viser sig som. Hvad ligger der bag hendes komplekse fremtoning og prioriteringer?

Gustav tror, det er kærlighed.

Set fra et kvindeligt perspektiv er den ny-sansende advokat trods sit rå, målrettede begær ikke bare banalt sex-hungrende. Der er noget dybere på spil. Ellers ville filmen “kun” handle om en moden kvindes forførelse af en 17-årig stedsøn.

Dronningen handler snarere om, hvorfor Anne bliver den kvinde, hun viser sig som. Hvad ligger der bag hendes komplekse fremtoning og prioriteringer?

Jeg har hørt adskillige analyser fra nær og fjern, men hælder foreløbig til to nøgleord i forsøget på at forklare Annes tilstand og handlinger: kontroltab og incestoffer.

Las os tage incestoffer først.

Hvis vi tager udgangspunkt i, at May el-Toukhy har en præcis intention med enhver oplysning, hun præsenterer i Dronningen, er der en række brikker i filmen, der peger på, at Anne selv har været incestoffer. Måske sin fars, der døde, da hun var 11 – måske som misbruger. Anne besøger ikke sin mor, selvom søsteren opfordrer hende. “Mor vil gerne se dig”.

Det er tydeligt, at Gustav med flot krop og dragende tavshed vækker Annes begær. I en psykologisk analyse giver det mening at se den seksuelle handling som udtryk for en enorm længsel efter at tabe kontrollen

Anne vil heller ikke svare på, hvem hendes første kæreste var, da Gustav spørger, og siger efter et seksuelt møde med stedsønnen, at ”nogle gange er det, der sker, det, der ikke må ske”.

Det ved hun selv alt for meget om og gentager på klassisk vis den viden, vi har om incestofre: at de gentager de handlinger, de selv blev offer for. Annes grænser blev overskredet, da hun var lille. Nu overskrider hun dem selv. Ligesom forskning viser, at forældre, der slår deres børn, selv er blevet slået. Vold gentager sig.

Det er tydeligt, at Gustav med flot krop og dragende tavshed, man kan fantasere hvad som helst ind i, vækker Annes begær. Seksualiteten er i spil, men kun som en effekt. I en psykologisk analyse giver det mening at se den seksuelle handling som udtryk for en enorm længsel efter at tabe kontrollen.

For hvad sker der, når et hårdt prøvet, forpint, men også kampberedt ambitiøst menneske i årevis kæmper en kontrolleret kamp for overlevelse, fremdrift og beviser på sin tabte status? Og målet nås?

Anne ejer jo kontrollen både på jobbet og i ægteskabet. Hun hundser rundt med en mand, der ikke engang reagerer, når hun stikker ham tre lussinger under seksuelt samvær i ægtesengen.

Der sker det, at der opstår et behov for det helt store, svulmende kontroltab, hvor det nøgterne jeg opløses, og man selv forsvinder. Der skal noget til, når man er så kontrolleret som Dyrholms karakter.

Jeg har aldrig set ondskab – og så endda fremstillet på forstilt raseri – spillet bedre end i de scener, hvor karakteren Anne kæmper for at bevare alt det, hun har, og som hun er desperat for at beholde

Og hvad er det mest forbudte, som kun et forstyrret menneske vælger? At forføre en mindreårig. Og ikke en hvilken som helst mindreårig, men i tråd med de græske tragediers blodige syndefald – et familiemedlem.

Et barns overlevelsesmekanismer kan blive så stærke, siger psykologer, at de aldrig opgiver kontrollen. Hvilket måske også forklarer den direkte ondskab – uhyggelig godt spillet af Trine Dyrholm; jeg har aldrig set ondskab – og så endda fremstillet på forstilt raseri – spillet bedre end i de scener, hvor karakteren Anne kæmper for at bevare alt det, hun har, og som hun er desperat for at beholde

Hun er efter syndefaldet tæt på at tabe det hele, men henter sine velkendte ressourcer, puster sig op til uigenkendelighed og spiller med gruopvækkende vrede løgnens forsvar. Tilsyneladende iskold over for sit unge offer.

Ægtemanden lader sig ikke umiddelbart forføre af hendes psykologiske manipulation. En anden af mine yndlingsscener er, hvor hun omsider når til at ville forklare sig ærligt over for ægtemanden, men frem for at tage imod klasker han hende op af væggen og smasker en hånd for munden af hende. Han vil ikke høre så meget som ét ord om det alvorlige, han godt ved.

Det er blevet sagt om Dronningen, at vi skal tilbage til Thomas Vinterbergs film Festen for at finde så stærkt et krænkelsesportræt i dansk film. Det er jeg enig i

Så hellere leve med håbets fortrængning resten af livet.

Man kan ud fra filmens handling undre sig over, at advokaten og incestofret Anne på den ene side vælger at arbejde med ofre for seksuelle krænkelser og på den anden side selv krænker. Men det viser bare kompleksiteten og forstyrrelsen i incestofres psykologi.

Historiens, Euripides’ dronning Fædra tager sit liv efter at have forført stedsønnen Hippolytos. Forinden har den onde dronning over for sin kong Theseus forsøgt at beskylde stedsønnen for voldtægt. Men dronningens stedsøn bliver forsonet med sin far på kongens dødsleje.

Alexandre Cabanel, “Phèdre”, 1880. Foto: Wikimedia Commons

May el-Toukhy bytter en kende om på handlingen, men publikum kan ikke være i tvivl om, at ondskab skaber ondskab eller katastrofal fortabthed i ofret.

Det er blevet sagt om Dronningen, at vi skal tilbage til Thomas Vinterbergs film Festen for at finde så stærkt et krænkelsesportræt i dansk film. Det er jeg enig i.

Krænkelser er. Og nogle gange er film eksistentiel berigende kunst frem for underholdning. Dronningen er en befriende kunstnerisk pause i den kamp om bevisførelse i mænds fokus på egen retstilling, der indimellem lammer den dybe alvor i #MeToo’s og virkelighedens krænkelsesdrama.


Fotos: Nordisk Film

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.

Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.

I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.

Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om Film