
MUSIK // ANMELDELSE – Lady Blackbird landede i onsdags på Bremen i København med sådan en kraft, at det fremmødte publikum sad tilbage med følelsen af at have været vidne til noget helt igennem enestående, skriver Kasper Simonsen.
Fotograf: Eddie Michel.
Marley Munroe er det borgerlige navn, der gemmer sig bag sangeren og sangskriveren Lady Blackbird. Hun har i flere år været en velbevaret hemmelighed i både USA og England og herhjemme kender kun få danskere til hendes eneste plade ”Black Acid Soul”.
Til gengæld bliver alle nærmest rystet i deres grundvold over hendes vokaldybde og hæse rækkevidde, når de introduceres for den, så stille og roligt åbnes dørene mere og mere for det, der næsten kun kan ende i et kæmpemæssigt gennembrud for den 39-årige amerikaner Lady Blackbird.
Allerede som 12-årig fik hun en pladekontrakt med et kristent pladeselskab, som hun dog forlod, da hun blev myndig, fordi hun indså, at det ikke var religiøse sange, der skulle være hendes kald
Faktisk har øjeblikkets nok største superstjerne Taylor Swift allerede for et par år siden lovprist Lady’en da de begge var gæster i irske Graham Nortons talkshow på BBC. Så gradvist synes der at være en fornemmelse af, at hun begynder at få den verdensanerkendelse, som hendes helt absurd lækre vokal fortjener.
Sidste år bragede hun så igennem med sin version af ”Slave to the Rhytm” i samarbejde med den legendarisk britiske pladeproducer Trevor Horn. Han genindspillede en lang række af både egne og andres sange og valgte Lady Blackbird til at være 2023-stemmen på Grace Jones’ ikoniske sang. Og hold da op, hvor de i fællesskab nyfortolkede sangen på en måde, hvor originalen blev fulgt helt til dørs. Her fik man for alvor en forståelse for hvilke højder, hun ville kunne få karrieremæssigt.



For hun har brugt de sidste 20 år på at synge på hoteller og barer. Og prøvet at finde sin egen lyd. Allerede som 12-årig fik hun en pladekontrakt med et kristent pladeselskab, som hun dog forlod, da hun blev myndig, fordi hun indså, at det ikke var religiøse sange, der skulle være hendes kald. Derefter brugte hun næsten 15 år på at finde sin egen stil, hvilket du kan få en lille smagsprøve på, hvis du på YouTube leder efter Marley Munroe.
Derfor var det også et mindre scoop, da Bremen tiltrak hende i onsdags, og det uden at hun er på en officiel turné i øjeblikket. Det havde ca. 400 danskere (og få svenskere) lynhurtigt fanget, og begejstringen for hendes stemmemæssige kunnen ramte til tider loftet.
Et af de nye numre, ”No one can love me like you do”, var en sejlende berusende oplevelse, hvor gradbøjningen af intensitet fordobledes efter hvert vers
Lady Blackbird mestrer både soul, R&B, electronica til det ypperste og naturligvis også jazzen. For udenforstående er hun et vildt mashup af Eartha Kitt, Nina Simone, Gladys Knight og med et kraftigt drys af Billie Holiday. Og alligevel er hun så helt sin egen med en kolossal rækkevidde og dybde.
Lady Blackbirds forbindelse til Billie Holiday
Det var forbindelsen til Billie Holiday og det jazzede setup bandet havde med til København. Den lidt generte diva indtog stille rummet med en blødere version af Dark Days-hittet (indspillet med Moby i 2024) og røg derefter over i James Gangs ”Collage”, som er et af de helt store numre på albummet Black Acid Soul fra 2021.
Samme år udkom deluxe-versionen af selvsamme album, som forunderligt nok er det eneste, man har samlet fra kunstneren. Det er hendes eneste udgivelse, men til september i år udkommer det andet album ”Slang Spirituals”, som der naturligvis er kæmpestore forventninger til. Koncerten på Bremen bevægede sig frem mellem nye og gamle numre.
Et af de nye numre, ”No one can love me like you do”, var en sejlende berusende oplevelse, hvor gradbøjningen af intensitet fordobledes efter hvert vers. Lady Blackbird forførte med sin vokal og legede sig igennem nummeret både uroligt og såre sikkert. En anden ny sang, ”A man on a boat”, var en melankolsk lækker komposition, hvor de flænsende hæse toner konstant satte én på plads.
Lady Blackbirds samarbejde med vennen og produceren Chris SeeFried, der også er guitarist i hendes band, var respektfuldt og de havde tydeligvis en plan … indtil de så afbrød den og improviserede på bedste jazz-manér. Og grinede til hinanden undervejs.







”If I told You” tromlede afsted med tydelige noter af Elton Johns, ”Benny and the Jets”, og publikum i salen blevet musikalsk behandlet som sad de på første klasse.
Hun sluttede koncerten af med Gloria Gaynor-klassikeren ”I am what I am”, der gik over i Tim Hardys, ”It´ll never happen again” – sidstnævnte, er et af hendes absolut stærkeste fortolkninger og det lod publikum hende også vide med stående applaus.
Lady Blackbird er en kommende mastodont og stjerne in spe. Og du bliver nødt til at stille din nysgerrighed med (indtil videre) at dykke ned i hendes første flotte album – både den almindelige og deluxeversionen.







Det eneste negative, du som læser skal få ud af denne anmeldelse, er, at du ikke selv var til stede i Bremen på den varme tropeaften i onsdags. Og så er det nok også sidste gang, Lady Blackbird er i landet, hvor der ikke skal slæbes ekstra stole ind.
Klik dig videre til mange flere koncertanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her