BØGER // ANMELDELSE – Journalisten og sprogrevseren Kurt Strand har skrevet en ny bog, der er et nødvendigt opgør med polariseringen i den offentlige debat. Han kalder i den forbindelse tilstanden på de sociale medier for en trussel mod demokratiet.
I 2021 besluttede Ekstra Bladets chefredaktion at lukke debatrummet ”Nationen!” Da det blev lanceret i 2007, var det hensigten, at det skulle have fungeret som forum for bladets læsere, men med årene var tonelejet blevet så skingert, at det ikke længere gav mening at forsøge sig som moderator.
Mængden af sexisme, racisme og chikane var eksploderet til et niveau, som det ville kræve enorme ressourcer at redigere eller fjerne. Det var blevet til en ventil, hvor de mest hidsige læsere kunne få afløb for deres værste aggressioner.
De sociale medier og ny teknologi har gjort demokrati og demokratisk debat til noget meget barskt og uhyggeligt, hvor mange mennesker virkelig er bange for at blive kastet ud i den slags med meget stærke meningsudvekslinger
Dette er blot et af mange eksempler på en tilstand, som den mangeårige journalist Kurt Strand tager hånd om i sin seneste bog. På mesterlig vis fører han os ind i en virkelighed, hvor mange mennesker i et ellers demokratisk land som Danmark ikke længere formår at tale konstruktivt med hinanden.
Folkets virkelighedsopfattelse har spaltet sig ud i mange forskellige retninger, fordi de får en stor del af deres nyheder og oplysninger fra lukkede ekkokamre på techgiganternes platforme. Det er det, vi kalder de sociale medier, som i bund og grund er temmelig asociale.
Internettets ekkokamre
På mange måder er det et gammelt og velkendt fænomen i medieverdenen. Helt frem til 1960erne og 1970erne herskede det såkaldte firebladssystem, hvor de fleste provinsbyer havde lokalaviser tilknyttet Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative. De fortalte hver især deres version af nyhederne, og de var også en slags ekkokamre.
I dag er billedet et andet, men ekkokamrene har fået endnu større betydning. Medieudbuddet er enormt, og masser af mennesker lider af en medietræthed, som det er svært at sætte tal på. Men navnlig blandt de unge brugere er det blevet meget udpræget, og her er den primære kilde ofte de sociale medier, hvor kvalitetskontrollen er lav og hvor konspirationsteorier og falske nyheder derfor har let adgang. Og ikke mindst skaber dette en række ekkokamre, hvor ekstreme synspunkter og forsimplet eller helt manglende argumentation har frit spil.
En del af skylden kan ligge hos politikerne, som i manges øjne bruger for meget tid på at finde fejl og mangler hos modparten, mens de selv har svært ved at indrømme egne fejl
Denne anmelder kommer til at tænke på ramadan-middagen, der tidligere på året blev afholdt på Københavns Rådhus. Arrangementet, der i år fandt sted for anden gang, skal markere åbenhed og dialog. Det er på mange måder en klassisk iftar, det traditionelle måltid, hvor muslimer gennem hele fastemåneden hver aften bryder den daglige faste, og hensigten bag den københavnske rådhusversion er netop at fremme dialogen, som har det svært i disse tider.
Men som forventet svømmede de sociale medier over med hadske fordømmelser fra begge sider af den digitale skyttegravskrig. På den nationalkonservative højrefløj brokkede man sig højlydt over at så mange offentlige kroner skulle bruges på den slags, mens en stemme fra den modsatte fløj skrev på Facebook, at han ”ville aldrig deltage i et måltid, hvor en bosætter, der har kaldt hver eneste bombe i Israels folkemord for legitim, mødte op som om intet var hændt. Påske, Pinse, Pesach, Ramadan, whatever.”
Kurt Strand: Fraværet af nuancer er en mangelvare på de sociale medier
Dette er en del af det fravær af nuancer gensidighed, som forfatteren betragter som en akut mangelvare på de sociale medier. Som den finske journalist Johanna Vehkoo et andet sted i bogen og i en helt anden sammenhæng citeres for, er det nok ikke de sociale medier, der har skabt mere had; de har bare fået en masse had, der var der i forvejen, op til overfladen.
De sociale medier og ny teknologi har gjort demokrati og demokratisk debat til noget meget barskt og uhyggeligt, hvor mange mennesker virkelig er bange for at blive kastet ud i den slags med meget stærke meningsudvekslinger. Når deltagere i kommentarsporene således kan betegne andre som ’klovn’, ’klaphat’ eller det der er meget værre og uden at uddybe påstanden, giver det derfor ikke rigtig mening at kalde Facebook og andre techplatforme ’sociale medier’.
For professor i samfundsfag Michael Bang Petersen ser det ud til, at det er en meget begrænset gruppe med aggressive tilbøjeligheder, der fylder meget på de sociale medier.
Kun 15 procent efterspurgte debatter med ”en tydelig konflikt, hvor bølgerne går højt”, mens 89 procent ønskede dybde og nuancer
Tidligere folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic, har fået rigeligt på hatten for at være den, hun er. Hun er blandt grundlæggerne af den dialogsøgende forening Brobyggerne, som også er medarrangør af de omtalte ramadan-middage. Men trods sin kompromissøgende indsats er hun blevet mødt med grovheder i helt urimeligt omfang. ’Perkersvin, skrid ud af vores land’, er en af de mange ubehageligheder, ligesom ’det er hjernedødt at stemme sådan et tyrkersvin ind i dansk politik. I skulle have et nakkeskud, I fucking svin’.
Dette hører naturligvis til i den ekstreme ende. De fleste formår at formulere sig noget mere anstændigt, men det store billede viser alligevel en tendens til at det skal være en ’debat’, der efter den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas’ opfattelse udelukkende drejer sig om at få ret og at tryne sin modstander. Overfor dette står så ’dialog’, som er en herredømmefri samtale.
I et essay fra 2022 påpegede Habermas skadevirkningerne af den øgede fragmentering, der er skabt med det, han præcist kalder ”en platformisering af offentligheden”. Som han ser det underminerer platformene de demokratiske institutioner og den offentlige samtale, fordi de fremmer de mest ekstreme synspunkter.
En del af skylden kan ligge hos politikerne, som i manges øjne bruger for meget tid på at finde fejl og mangler hos modparten, mens de selv har svært ved at indrømme egne fejl. De samme politikere holder sig sjældent tilbage fra at lægge fordummende tweets på alle tider af døgnet, og de bruger flittigt Facebook til promovere sig selv og deres politiske mærkesager. Dette er der i princippet intet galt i, og det kunne være et nyttigt redskab i den demokratiske dialog, men under de fremherskende forhold synes politikerne kun at bidrage yderligere til den ubehagelige polarisering.
Uenighed på den gode måde
Som det gode og anstændige menneske, han er, øser Kurt Strand imidlertid også af egne rige erfaringer for at give nogle forslag til, hvordan vi kan komme videre. Han skriver blandt andet om, hvordan pressen selv bidrager til rivegildet, og nævner sin egen rolle i programmet Presselogen på TV 2 News for en del år siden.
Her var det holdningen i redaktionen, at hvis der ikke var tilstrækkelig uenighed mellem potentielle deltagere i en debat, blev en eller flere af dem simpelthen skiftet ud. På den måde blev vigtige emner slet ikke dækket, fordi der ikke ville være nok uenighed.
Underholdningsværdien blev med andre ord sat i højsædet, og det endte ofte med en debat, som ingen i grunden blev klogere på, og dermed kom det hele til at fremstå som temmelig uambitiøst.
Dette er en nødvendig bog, som bør få størst mulig udbredelse, for den påpeger en overhængende fare for vores demokratiske funktioner
Naturligvis skal medierne afdække, eksponere og diskutere uenigheder. Det er en del af rollen som den fjerde statsmagt, men som journalist har man også et stort ansvar for at debatten bliver et konstruktivt bidrag til demokratiet. Som en illustration af dette henviser Strand til en undersøgelse, der blev foretaget i forbindelse med Folkemødet på Bornholm i 2023. Kun 15 procent efterspurgte debatter med ”en tydelig konflikt, hvor bølgerne går højt”, mens 89 procent ønskede dybde og nuancer. Hele 74 procent ville helst have konstruktive og løsningsorienterede debatter.
Når man læser dette bliver det forståeligt, at det i overvejende grad er de mest forhærdede skyttegravskrigere der holder fanen højt i de mange debatspor på de sociale medier. Resten giver bare op.
Dette er en nødvendig bog, som bør få størst mulig udbredelse, for den påpeger en overhængende fare for vores demokratiske funktioner. Konsensus som mål er faktisk afgørende for, at et demokrati kan fungere, og derfor skal vi tage det alvorligt, når meningsudvekslingerne på de sociale medier er blevet overtaget af højreradikale stemmer eller revolutionsromantikere uden virkelighedsfornemmelse. Vi lever i en tid, hvor det somme tider kan være svært at få øje på viljen til konstruktiv dialog og kompromis.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og