Danske museer har en opgave på de sociale medier, der rækker udover smukke udsigter, god kaffe, og dit museum som en is, skriver konsulent Mathilde Schytz Marvit. Kravet må være et engagement i debat og demokratibærende dialog, en klassisk public service-ambition om at samle oplyste medborgere i en fælles samtale. Kunsten må ikke gå offline. Kunst har aldrig levet isoleret i et ekkokammer. Kunst handler om tanker og tvivl, om at undersøge, lytte, være nysgerrig og gå i dialog.
2016 gav os alle noget at tænke over. Brexit, Trump, terror, Aleppo, stribevis af kendte menneskers død, nye ministre og nye prioriteringer. Også i kulturverdenen, hvor nedskæringer, omprioriteringer og nye blikke blev introduceret. En del af dem gjorde mig nedtrykte og enkelte decideret harmdirrende, men mod slutningen af året var det som om, jeg begyndte at skimte lys forude i museumslandskabet.
For ét er, hvad vi taler om, noget andet er, hvordan, hvor og med hvem vi gør det.
Forsorgsmuseet i Svendborg blandede sig piblende i nyhedsstrømmen og indledte deres Skjulte Danmarkshistorier med film om sociale problemer. ENIGMA Museum for Post Tele og Kommunikation meldte ud, at de i 2017 vil invitere til dialog hver fredag morgen med Morgenbud, hvor nichemedier vil give deres take på nyhedsformidling. Og ARoS åbnede ARoS Public, som med kunst i ryggen har mennesket og samtalen som omdrejningspunkt. Alt sammen tiltag, der tager en klassisk public service-ambition om at samle oplyste medborgere i en fælles samtale meget alvorligt. Og i disse tider, hvor licenspengene og støtten til diverse kulturinstitutioner er til forhandling, er det værd at bide mærke i, hvis vi vil overleve og videreudvikle os som et velfungerende, demokratisk samfund.
Hvordan taler vi sammen?
For ét er, hvad vi taler om, noget andet er, hvordan, hvor og med hvem vi gør det.
I 2016 talte vi, ifølge Årets ords finaleliste, en del om ”Brexit, danskhed, ekkokammer, eliten, faktaresistens, fuck, gyllegate, mikroplast, opbrud, shitstorm, skræmmeklovn, smykkelov og trumpisme”. Det er der for så vidt intet odiøst i, årets begivenheder taget i betragtning. Men noget slog mig, da jeg så listen: Ud af de 13 finaleord har mindst fem af dem at gøre med måden, vi taler sammen på.
”Brexit, danskhed, ekkokammer, eliten, faktaresistens, fuck, gyllegate, mikroplast, opbrud, shitstorm, skræmmeklovn, smykkelov og trumpisme”.
Man kunne naturligvis argumentere for, at alle ordene afspejler måden, vi taler med hinanden på, men lad os alligevel forfølge tanken. For hvorfor bærer ordene i 2016 præg af netop det?
Lad os tage udgangspunkt i to af de store begivenheder fra 2016: Brexit og valget i USA.
I USA valgte knap halvdelen af de stemmeberettigede amerikanere ikke at stemme. Alle disse mennesker har formel adgang til at påvirke samfundet, men de følte tilsyneladende ikke deres stemme havde – eller skulle have – betydning for, hvem der skulle være USA’s præsident de næste fire år.
Ved Brexit var det lige omvendt: Afstemningen havde den højeste stemmeprocent i England siden 1992; til gengæld var der så store forskelle fordelt på alder, sociale grupper, race og religion, at flere medier skrev og talte om et splittet Storbritannien.
Ekkokamrene på de sociale medier
I jagten på en forklaring på, hvorfor de to valg endte, som de gjorde, fremhævede mange medierne som væsentlige aktører i spillet. Ikke bare de etablerede nyhedsmedier, hvis clickbait-hunger fører til overskriftsjagt af værste skuffe, men også de falske nyheders cirkulation på de sociale medier og de dertilhørende ekkokamre blev fremhævet som grunde til afstemningsresultaterne i både USA og UK.
Flere og flere højtuddannede ser det som et tegn på overskud at trække sig fra den digitale verden: At gå offline, koble fra de sociale medier og i stedet være ét med sin familie, naturen og sin økologiske kaffe og ikke føle sig overvåget.
Sidstnævnte – sociale medier og ekkokamre – blev diskuteret vidt og bredt, og dagen før USA afsluttede sin valgkamp, udsendte Public service-udvalget en rapport om overvejelserne og udfordringerne for public service-mediernes rolle de kommende år. De bemærkede selv den gode timing med valget, da rapporten netop pegede på de mange udfordringer i den digitale tidsalder – heriblandt mediernes bidrag til polarisering og dermed manglende evne til at samle befolkningen i en fælles samtale.
Det er social status at gå offline
Også i kunstverdenen stødte man på samtaler om den digitale tidsalders påvirkning af vores samfund og demokrati affødt af de to valg. Således kunne man i november på Overgaden. Institut for Samtidskunst deltage i en åben konference om, hvad internettet har af betydning for kunsten. Her var der deltagere og oplægsholdere fra hele verden, og i stort set hvert oplæg blev Trump og det amerikanske valg nævnt.
En af de virkelig tankevækkende pointer, som blev fremført på konferencen, udsprang fra en fremtidsprognose, som vi også finder i public service-rapporten, nemlig den, at flere og flere højtuddannede ser det som et tegn på overskud at trække sig fra den digitale verden: At gå offline, koble fra de sociale medier og i stedet være ét med sin familie, naturen og sin økologiske kaffe og ikke føle sig overvåget.
Kunst har aldrig levet isoleret i et ekkokammer. Kunst handler om tanker og tvivl, om at undersøge, lytte, være nysgerrig og gå i dialog.
Breder det fænomen sig, risikerer vi, blev det fremført, at det digitale ligestilles med lav social, økonomisk og uddannelsesmæssig status, og dermed at ingen giver kvalificeret modspil til eksempelvis overvågning i dagligdagen. En overvågning, som stort set alle konferencedeltagere udtrykte deres bekymring for, såvel som angsten for generel indsamling og manipulering af data og falske nyheder, som kan have enorm indflydelse på vores samfund. Som vi også så det ved de to valg.
Man var med andre ord bekymret for et samfund, som ikke bygger på viden og vidensudveksling, men på et oprør af følelser, baseret på manipuleret data, som potentielt set kan være meget farlig i et ikke-gennemsigtigt demokrati, hvor folket har mistet kontrollen over egne data.
Når følelserne tager over
Det kan måske på nogen virke som den omvendte verden, at det er fra kunstens verden, man skal høre angsten for, at følelserne tager over. Men måske er det slet ikke så mærkeligt? Kunst har aldrig levet isoleret i et ekkokammer. Kunst handler om tanker og tvivl, om at undersøge, lytte, være nysgerrig og gå i dialog. En holdning som da også blev påpeget af flere museer i USA efter valget, og på smuk vis udtrykt af direktøren for Philbrook Museum of Art i Tusla i Oklahoma, som efter valget skrev, at museer aldrig må lade sig styre af frygt men i stedet bør forblive ”a safe place for unsafe ideas”.
Det samme ses i museumsverden, hvis sociale medie-brug mestendels tilbyder gode udsigter, god kaffe, dit museum som en is, dagens vejr og dagens kunstner-fødselsdag snarere end egentlige oplæg til debat og demokratibærende dialog.
Og her halter vi, trods førnævnte lyspunkter, desværre lidt bagud i Danmark. Således fremhævedes det i Public Service-rapporten, at public service organernes sociale medie-brug leder til det stik modsatte af det, som ellers er public service ambitionen: Muligheden for en demokratisk debat. Det ser nemlig ud til, at selvom de sociale medier burde lægge op til en mere interaktiv måde at bruge medierne på, så sker der for det meste det modsatte: Nemlig det, at interaktionen leder til debatter om ikke-kontroversielle, personlige emner, og at debatten derudover for det meste deles i egne mere eller mindre lukkede grupper. Altså ekkokamre.
Vi forsøger at overleve
Det samme ses i museumsverden, hvis sociale medie-brug mestendels tilbyder gode udsigter, god kaffe, dit museum som en is, dagens vejr og dagens kunstner-fødselsdag snarere end egentlige oplæg til debat og demokratibærende dialog.
Der er selvfølgelig mange gode grunde til, at store dele af kultursektoren opfører sig sådan digitalt, og de fleste af dem er bundet op på politik, indtjening og overlevelse. Og heri ligger måske også svaret på, hvorfor finaleordene i 2016 bærer præg af måden, vi taler sammen på: Vi forsøger at overleve, allesammen, og i den kamp er retorikken sjælden smuk, men derimod præget af ”ekkokammer, elite, shitstorm, faktaresistens og fuck”.
Men hvis vi i 2017 vil have en anden udgangsreplik, så skal vi følge de gode takter fra førnævnte projekter, tage public service-ambitionen på os, uagtet støttestatus, og satse oprigtigt på samtalen, også digitalt.
Mathilde Schytz Marvit har som konsulent for House of Real bl.a. arbejdet med ARos.
Hovedfoto: Frida Nygaard Gregersen/ARoS Public.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
