KLASSISK MUSIK // FØDSELSDAGSPORTRÆT – Man kan lære at komponere, det er livet, der er problemet. Det var Niels Viggo Bentzons skarpe og varme syn på tingene. I dag ville han være blevet 100 år – og fejres solidt over det meste af landet. Jakob Brønnum tegner et portræt.
Hvor mange danske komponister kender du? Carl Nielsen kommer hurtigt frem, og måske Niels W. Gade. Langsomt dukker Weyse, Holmboe og Per Nørgård op. Og Rued Langgard. Dem, der bor på i Østerbro, i komponistkvarteret, kan nogle stykker til. Folk, der synger i kor kan endnu flere. En af de allerdygtigste, Niels Viggo Bentzon, ville være blevet 100 år i dag.
Som moderne kunstnertype minder han vel mest om Klaus Rifbjerg: Bestandigt producerende, bestandigt nysgerrig og ligesom Rifbjerg med et kæmpemæssigt værk bag sig. Niels Viggo Bentzson har skrevet over 600 værker, hvad der er mindst fire gange så mange, som de fleste andre professionelle komponister får færdigt, og han har bevæget sig rundt i alle former for kompositionsmusik, fra orkestermusikken til kammermusik for alle tænkelige kombinationer af instrumenter.
Centralt står soloklavermusikken.
Det hører til den klassiske musiks håndholdte skønhed, at man aldrig helt kan vide, om opførelsen har ydet værket fuld retfærdighed
Niels Viggo Bentzon har efterladt sig et værk af dyb seriøsitet og klarhed, men også med mange indslag af galskab. ”Mange danskere husker Bentzons akvariepåhit for åben tv-skærm, hvor han sænkede en legetøjskatedral ned i vandet for at illustrere Debussys værk Den sunkne katedral, eller de helt igennem skrupskøre happenings med barberskum på scenen i Odense Koncerthus, eller det improvisede ga-ga ved klaveret.” Sådan skrev Information i en usigneret nekrolog ved Bentzons død for 20 år siden.
Der var på ingen måde tale om rene påhit. Blandt de mange bevægelser Niels Viggo Bentzon blev optaget af, og reagerede på er Fluxus-bevægelsen, en form for popkunst eller konkret kunst, som bl.a. Yoko Ono, Nam June Paik og den tidlige Bjørn Nørgaard er kendt for. Opskåret hest på syltetøjsglas eller en nøgen kvinde gennem Børsen for nu at nævne eksempler fra sidstnævnte.
Men det tager ikke seriøsiteten ud af kompositionerne. Jeg har aldrig hørt et stykke af Niels Viggo Bentzon, hvor man ikke 100 procent kan følge rationalet, han har lagt ned i det. Man kan altid høre, at han er på vej derhen eller derhen og at han kommer herfra eller derfra. Der er en symfoni, altså et værk for symfoniorkester uden specifik solist, nemlig Symfoni nr. 7, op 83 med undertitlen De tre versioner fra 1952, hvor han i en konsekvent, langstrakt bevægelse skaber et sammenhængende symfonisk udsagn på 28 minutter, uden ophør. Det er åndeløst stærkt.
Den store monumentalitet
Eller som Berlingske Tidendes anmelder skrev efter uropførelsen ved en torsdagskoncert (citeret i noterne til værkets indspilning i 1990’erne): “Som Symfoniens Motto staar mejslet skarpt fra Begyndelsen, har dens Form helt igennem den store Monumentalitet. Med suveræn Haand spænder Bentzon de dramatiske Modsætninger til Bristepunktet”.
Jeg hørte uropførelsen af hans Symfoni nr. 18 i Aarhus omkring 1990, og selvom jeg dengang havde opfattelse af, at der havde indfundet sig en form for rastløshed hos Niels Viggo Bentzon, gjorde de store bevægelser i orkestret stadig dybt indtryk. Værket er ikke indspillet, og jeg har ikke hørt det siden.
Det hører til den klassiske musiks håndholdte skønhed, at man aldrig helt kan vide, om opførelsen ved en “almindelig” koncert, der er arrangeret under den travle arbejdsuges fortegn for de professionelle musikere, har ydet værket fuld retfærdighed.
Pianisten Christina Bjørkøe, der har indspilllet nogle af Niels Viggo Bentzons klaversonater, siger det sådan her, ”Man siger altid, at Niels Viggo og hans musik er ekstrem og ‘ud af tangenten’. Det er sandt nok – men der er altid en mening med galskaben; kunstneren og lytteren kommer altid ‘i land’.
Niels Viggo Bentzon har skrevet et stort antal såkaldte Klaversonater, altså en traditionel form hvor komponisten ikke kan eller vil komme udenom, at Beethoven har været der først. Pladeselskabet Dacapo har ambitiøst kaldt de første to CD’er, vol. 1 og 2 – de er kommet med mindst 10 års mellemrum og den seneste i 2005. Man kan håbe på flere.
Niels Viggo Bentzon er irriteret på perfektionen og utilnærmeligheden
Hvordan han selv ser på det med forholdet mellem seriøsiteten og galskaben, mellem glatheden og den frie udladning, får man et udmærket indtryk af i en enquete i Dansk Musiktidsskrift fra 1952, hvor Niels Viggo Bentzon udtaler sig om Stravinsky, den russiske komponist, der flygtede til USA. Stravinsky åbnede det 20. århundredes kropslige og religiøse frigørelse med et brag med balletmusikken Sacré du Printemps, der den dag i dag opfattes som et rystende stykke rytmisk musik, men senere var han mere optaget af en strammere, mere nedtonet kompositionform:
”Overhovedet at diskutere Strawinskys betydning i dag,” skriver Niels Viggo Bentzon, ”og for den musikalske udvikling i vort århundrede synes mig en kende respektløst: Han er vor tids største komponist og har præsteret enkeltydelser, der rager op over de fleste af hans samtidiges.
Men skal jeg svare på det fiktive spørgsmål: »Hvad betyder han for dig,« må jeg sige: Jeg beundrer ham, jeg kan få kold rislen ned ad ryggen, men han varmer mig ikke. Strawinsky kan gløde med en lysende ild, en farveskala fra det dybt røde, ulmende som i den tidlige balletmusik, til den blå-hvide svejseflamme i f.eks. symfonien i tre satser fra 1945. Eller han slår én for panden (tænk på begyndelsen til Oedipus rex), et greb i struben, og man sidder uhjælpeligt fast som i en skruestik, lammet af det fuldendte, det passionerede, det virile, syntesen af de mangeartede elementer, der dog altid føres til ét: Strawinsky.
Såvidt, hvad min hjerne, erfaring og stemning siger mig. … Strawinsky er vor tids største komponist — det kan jeg forstå og opildnes til at erkende: Men jeg kan ikke føle det.”
Irriteret på perfektionen
Niels Viggo Bentzon er irriteret på perfektionen og utilnærmeligheden. Den irritation kan man høre i de fleste af hans værker. Han lader altid musikken få en udadrettet bevægelse, ud mod lytteren (dog som regel også uden at tænke alt for meget på lytterens forudsætninger). Og han opfatter Stravinsky som en komponist, hvis værker lukker sig om sin egen perfektion.
Niels Viggo Bentzon står også i dialog med den eminente tyske komponist Hindemith – særligt med en form for melankolsk og upoleret stramhed i udtrykket som de deler. Og ligesom alle andre komponister står han i dialog med den østrigsk-amerikanske eksilkomponist Arnold Schoenberg, der voksede fra sin ungdoms Art Nouveau og fin de siècle-symbolik ind i et radikalt opgør med hele tonesystemet, der medførte den mest abstrakte musik, verden havde kendt.
Det ganske særlige ved Niels Viggo Bentzons kunstneriske dialog med omverdenen er, at han overhovedet ikke skelner mellem de kunstformer, han reagerer på. Det er almindeligt, at komponisterne står i dialog med litteraturen, filosofien og religionskritikken, som når Vagn Holmboe skriver et Requiem for Nietzsche.
Forholdet mellem kunst, filosofi og offentlighed
I Kronikken om Descartes op. 357 er Niels Viggo Bentzon i dialog med filosofihistorien. Det er et betagende stykke musik med fire satser, cirka af længde som en symfoni fra Haydn og Beethovens tid. I 1. sats skaber Niels Viggo Bentzon et forbløffende filosofisk udsagn gennem pauker og nogle meget svage strygere, der står i baggrunden.
Den kortere 2. sats minder som den klassiske symfonis såkaldte scherzosats, en art komprimeret dansekomposition som Beethoven fandt på at lægge ind i symfonien. Men den har karakter af en satire over folkelige markedsoptrin eller cirkusmusik.
Her kan man begynde at tænke videre over forholdet mellem kunst, filosofi og offentlighed. Men man kan også bare læne sig tilbage og nyde et stykke ualmindeligt farverigt musik, der tydeligt trækker på klassisk, jazz, pop og en hel del til. Det bliver ikke mindre vidtfavnende i værkets to sidste satser, kan jeg sige – sidste del af 3. sats har et 40 sekunders indslag af ren jazz
Kronikken om Descartes, opus 357 er et universelt stykke musik, der, som den franske renæssancetænker Descartes, undrer sig over forholdet mellem krop og sjæl. Den afsluttende 4. sats, hedder naturligvis Cogito, ergo sum – Jeg tænker, altså er jeg – Descartes løsning på det store problem, han var gerådet ud i, da man opdagede, at verden ikke blev holdt oppe af Guds vilje, men mere mekanisk, af naturlove. Hvem holder min usynlige sjæl oppe, spurgte Descartes og fandt svaret.
Når Niels Viggo Bentzon skriver Fem mobiler, som lykkeligvis er indspillet på et af albummene på Dacapo fra 1990’erne, så befinder han sig et helt andet sted, nemlig i dialog med den amerikanske billedkunstner Alexander Calder, som er ophavsmand til den type ophængte skulpturer, egentligt metal-uro’er, som mange af de store internationale kunstmuseer har hængende som et mægtigt og smukt tegn i luften. Selvfølgelig kan man forestille sig musik som enkle, klare tegn i luften
De senere værker er ikke indspillet ofte, hvad der er en skam, ligesom vi også må nøjes med Ole Schmidts og Aarhus Symfoniorkesters Dacapo-indspilninger af en håndfuld af de tidlige symfonier, ikke fordi de ikke er fremragende, men fordi man gerne hørte flere dirigenter og orkestre udforske værkerne.
Hvad der bliver tydeligt gennem indspilningerne af de tidlige, stort anlagte symfonier er, at Niels Viggo Bentzon vitterlig er en meget dygtig komponist, håndværksmæssigt set. Han behersker det store orkesters klang- og udtryksmuligheder med stor sikkerhed.
Hvis jeg ikke havde skrevet musik
Hvad skal det hele så gøre godt for? Det med kunsten altså. I en tid, da der stilles spørgsmål ved alting, kan det være godt at huske at svare på sådanne basale spørgsmål. Niels Viggo Bentzon sagde engang i et interview (citeret på engelsk i linernoterne til Bjørkøes udgivelse: ”Hvis jeg ikke havde skrevet musik, ville jeg formentlig være endt på et sindssygehospital.”
Kunsten er en nødvendighed. Kunsten er en nødvendighed for at forstå tilværelsen, men som Niels Viggo Bentzon ikke lægger skjul på, kræves mindst en ting mere: At man besidder håndværket. Og deri indgår, at man står i dialog med den omgivende verden og med det, der er gået forud. Og gerne også, at man er en lille smule genial, som i tilfældet med dagens 100-års fødselar.
Friheden og åbenheden i udtrykket, respektløsheden, humoren og den røngtenblikagtige alvor, viljen til at lade sig røre af omverdenen og den dybe respekt for og forankring i al den kunst og tænkning, som vores civilisation og kultur har opdæmmet og skabt, alt det gør, at Niels Viggo Bentzon i dag stadig kan stå som en lysende inspiration.
Det tempererede klaver
De sidste år lavede Niels Viggo Bentzon selv en indspilning af det, han anså for sit hovedværk, den kæmpemæssige hilsen til Johan Sebastian Bach udødelige mesterværk, Det veltempererede klaver. Værket fylder 15 cd’er, men Niels Viggo var ikke på det tidspunkt selv i stand til hele vejen igennem at udføre sin egen komposition så at sige på koncertsalsniveau.
Han står også på en anden måde i en række af danske komponister. Niels Viggo Bentzon var oldebarn af J.P.E. Hartmann, fætter til komponisten Jørgen Bentzon, og hans søn Nikolaj Bentzon er jazzmusiker og komponist. I mange år havde han den ære at være fast karikeret i Politikens satirespalte ATS.
DR P2 har en lang, god dag med en række udsendelser om og med Niels Viggo Bentzon i dag. Den begynder 12.15 og rummer blandt andet en direkte koncert fra Fuglsang Herregård, hvor Ensemble Storstrøm og Nikolaj Bentzon spiller værker af Niels Viggo. Fejringen fortsætter i radioen til kl. 19.20
Kl. 15:00 – 17:00 er der release for cd’en The Tempered Piano og koncert med pianisten Per Salo og DKDM-studerende. Pianisten Per Salo spiller uddrag af Bentzons Det Tempererede Klaver, og konservatoriestuderende spiller kammermusik af Bentzon. Det foregår på Studiescenen, Rosenørns Allé 22. Der er gratis adgang
Samtidig udkommer en indspilning af Det tempererede klaver med Per Salo, ikke hele værket, men et udvalg af de 500 klaverstykker, som pianisten beskriver på denne overbevisende måde: “For mig repræsenterer de bedste stykker i Det tempererede klaver noget af den fineste og mest inspirerede klavermusik fra det 20. århundrede. Jeg håber, at udvalget på denne udgivelse kan være med til at belyse denne store musik, som NVB selv omtalte som sit musikalske testamente.”
Ved arrangementet på præsenteres desuden Toke Lund Christiansens biografi Bentzon – komponist, pianist og provokatør fra Aarhus Universitetsforlag.
Nårh ja, og en ting til. Har du kørt tog for nylig? Hvem kender ikke jinglen i IC3-toget? Dong-ding-dang. Den har Niels Viggo Bentzon skrevet. Over tonerne D-(E)S-B
Hovedfoto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
