
KULTURMØDE // REPORTAGE – Når kriserne rammer, er det ikke monumenter af sten, men kultur, fællesskab og fantasi, vi stiller op med. Kulturmødet på Mors viste, hvordan dansk kulturliv kan være både åndelig oprustning og kreativ modstandskraft – med 37.000 deltagere på tre dage.
Der var fint besøg af både stats-, kultur- og beredskabsministeren, som tilsammen dækkede dette års overordnede kulturmødetema: Kulturens funktion i en usikker verden, hvor de fælles værdier skal bære os gennem krisetider, og alle ansvarlige borgere sendes på dæk til moderlandets forsvar.
Bliver kulturen spændt for regeringens vogn? Måske – men når demokratiet trues, mistroen og militariseringen vokser, når kældre fyldes med batteridrevne radioer, postevand, pulvermad og ekstra toiletpapir, er det kulturen, kreativiteten og de stærke kunstneriske oplevelser, vi kæmper for. Det gør det lettere at acceptere, at kulturen også bruges politisk.
Mors på Mors er noget, der rykker, for ud af den forkrampede sociale kontrol i andegården er vokset en smuk, hvid svane
For det er her – i kulturlivets sprælske brønd – vi henter optimisme, tro, håb og kærlighed. Det er på Mors, vi bliver bedt om at tage et par digtsamlinger, skrivepapir, fedtfarver og gode flasker rødvin med ned i kælderen, når alarmen lyder. Så ånden og den frie tanke midt i al den grå mistrøstighed og storpolitiske tristesse kan næres og vinde over både materien og denne verdens skruppelløse diktatorer.

Farvel til Janteloven
Kulturmødet fandt i år sted den 21.-23. august. Fra begyndelsen i 2013 til nu, tolv år og en pandemi senere, må selv den største skeptiker krybe til korset og erkende, at man her i Jantelovens by kan mere end sit fadervor. På Mors kan man agere kulturiværksætter. Man kan sætte noget nyt i gang. Man kan forlade sin komfortzone og risikere at fejle. Man kan reflektere og lære. Man kan på få dage sætte byen, øen og egnen på den anden ende.
Hvor Kulturmødet i begyndelsen prædikede for menigheden, er det blevet et folkeligt og bredt anlagt folkemøde i kulturens tegn
Som en både fysisk og symbolsk handling blev Janteloven for godt ti år siden endegyldigt erklæret både død og begravet i Nykøbing. Godt for det! Og vigtigt, rituelt og én gang for alle at markere, at man godt må tro, man er noget. På Mors og alle mulige andre steder i kongeriget. At mors samtidig er det latinske ord for død, gør blot symbolikken endnu federe. Mors på Mors er noget, der rykker, for ud af den forkrampede sociale kontrol i andegården er vokset en smuk, hvid svane, der hvert år i august basker med vingerne og fortæller verden, at her kommer et nyt ’vi’.

Kulturmødet vokser
Kulturmødet er hvert år vokset i både størrelse og kvalitet – og blevet stadig mere relevant. Her i 2025 resulterede det i mere end 700 samtaler og kunstoplevelser, deltagelse af 200 organisationer og 1.000 forskellige kulturstemmer i et program, der blev set og hørt, duftet, smagt og følt af i alt 37.000 besøgende.
Det er her, man kan møde de hjemlige museumskoryfæer Rane Willerslev og Jeanette Varberg og udenlandske forfatterstjerner som finske Sofi Oksanen og norske Carl Frode Tiller. Der et her, man kan høre musik med bl.a. Mads Langer og Emma Sehested Høeg og opleve Dansk Danseteater, Randers Museum og Kunsthal Spritten for fuld udblæsning. Og helt vildt meget mere.

Efterspørgselsdrevet
Hvor Kulturmødet de første år var relativt udbudsdrevet, når kulturverdenens indspiste spidser samledes til elitær debat på det eksotiske Mors, og alle dem, der ikke var eliten, så det som en lukket fest for de få udvalgte, er Kulturmødet i stigende grad blevet et folkeligt og efterspørgselsdrevet foretagende; et årligt højdepunkt for både de mange lokale mødedeltagere og besøgende udefra, der som pilgrimme på vej mod kulturlivets jyske Camelot troligt indfinder sig.
Hvis nogen skulle være i tvivl: Livet, fremtiden og Kulturmødet tilhører de unge
Fordi der er noget, man længes mod, gerne vil opleve og være en del af. Fordi vi på Kulturmødet indsnuser kvintessensen af tidens kunstneriske strømninger og kulturpolitiske debatter og får en aktuel pejling af, hvor samfundet og demokratiet er på vej hen. Hvor Kulturmødet i begyndelsen prædikede for menigheden, er det blevet et folkeligt og bredt anlagt folkemøde i kulturens tegn.

Kultur i praksis
Her kan man både opleve og praktisere stort set alle sider af dansk kulturliv. Det er her, du – ved siden af al den megen talen og snakken om kultur – kan møde en masse kunst og kultur udfolde sig i praksis: fra musik, sang og dans over litteratur, teater og museal kulturarv til kunsthåndværk, arkitektur, design, performance, film, foto og billedkunst.

To Kulturmødeeksempler er Kultur og sundhed samt Ung kult.
Kultur og sundhed
Kulturregion Midtjylland har de seneste ti år været bannerfører for en langt stærkere samtænkning af kultur og sundhed – både set i forhold til bred sundhedsfremme, forebyggelse, terapi og patientbehandling. (Se mere her: Kultur som sundhedsfremme og Sundhed og kultur)
Sang, musik, poesi, visuel kunst – ja, alle kunstneriske udtryk, oplevelser og deltagelsesmuligheder kan tages i brug. Regionen oplyser og promoverer muligheder. På Kulturmødet inviteredes til samtale om, hvordan sundhed-kultur-bevægelsen kan få endnu mere luft under vingerne til gavn for patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.

Ung Kult
I den ene ende af Kulturpladsen finder man ungeområdet, organiseret af bevægelsen Ung Kult, hvor unge entreprenante kulturskabere, unge publikummer (og vi ældre, der var unge engang) holder til. Der var fantastiske koncerter med nye danske bands, der p.t. er ved at forlade undergrunden og flyve ud i verden. Der var debatter, skæve kunstneriske performances og en glæde, et fællesskab og et engagement af en anden verden.
Der er en tryghed i gentagelsen. Endnu én af Kulturmødets mange kvaliteter
Ung Kult fortæller en anden ungehistorie end den om pressede, stressede og mentalt udfordrede unge, som vi har hørt de senere år. Hvis nogen skulle være i tvivl: Livet, fremtiden og Kulturmødet tilhører de unge.

Tilgængeligt for alle
Sammenlignet med Folkemødet på Bornholm (sine store kvaliteter til trods), er det altså bare noget lettere at komme til og fra Mors. Broer er både nemmere og billigere at have med at gøre end færger og fly. Kulturmødet er mindre, mere overskueligt og fokuseret. Mad og drikke sælges til jyske priser, og Kulturmødet har ikke tilnærmelsesvis oplevet Folkemødets kommercialisering, der gør det enormt dyrt for mange at deltage. Ikke en gang P-pladsen på Elsøvej skulle der købes billet til. Det er public service på græsrodsniveau og offentligt-privat samarbejde af fineste karat.
Hvis du arbejder i kunst- og kultursektoren, er Kulturmødet et fantastisk sted at netværke. Har du ikke job i sektoren og bare elsker kunst og kultur, er det et lige så fantastisk sted at blive oplyst, udfordret og inspireret. Det er her, du møder nye mennesker, bekræfter relationer, ser kunst gro og nye idéer tage form. Kulturmødet er Danmarks svar på Eiffeltårnet, Colosseum og Vinterpaladset.

På gensyn i 2026
Indrømmet: Nogle gange kan der måske nok gå lige lovlig meget konsensus og kammeratskab i den, når enigheden på debatscenerne bliver for markant, pointerne fra sidste år gentages, og både moderatorer og debattører slider i det for at provokere og finde vinkler, andre kan være uenige i. Og netop derfor står Kulturmødet allerede i min kalender for næste år.
På gensyn 20.–22. august 2026 – samme sted, samme rammer og sikkert nogenlunde samme program. Der er en tryghed i gentagelsen. Endnu én af Kulturmødets mange kvaliteter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og