LITTERATUR // KOMMENTAR – Må det ikke være tilladt at erindre Det Svenske Akademi om, at nobelprisen i litteratur skal gå til forfattere, der har vist “humanistisk integritet”, spørger den serbiske forfatter Vladimir Arsenijević.
Jeg husker, hvordan det var, da Peter Handke med jævne mellemrum besøgte det krigsførende og udmarvede Serbien, der led under internationale sanktioner i 1990’erne. Han førte sig frem som et levende monument, beundret og tilbedt af mange, dog mest dem, der som i dag, aldrig har læst en linje af det, han har skrevet. For det faktum, at han var en internationalt kendt forfatter, der faktisk støttede ”os”, så ud til at være nok.
Og Peter Handke vidste, hvordan han skulle spille spillet. For han afviste med bestemthed at blive interviewet af andre medier end dem, der var styret af præsident Slobodan Milosevic og hans klike, og han sparede ikke på sin lovprisning af ”det serbiske folk” og alt, hvad det havde gjort og ikke havde gjort og aldrig nogensinde ville gøre!
Han rejste utrætteligt landet rundt og samlede materiale til sit infame og berømte rejseessay, Vinterlig rejse til floderne. Han lovpriste den forfinede stilhed, han fandt i det centrale Beograd (der faktisk på den tid var dødhamrende depressiv med tomme forretningsvinduer og jævnlige strømafbrydelser) og han foretog opmuntrende sammenligninger mellem ”os” og jøderne – han var snu nok til at vide, at ”vi” var til fals for al slags offergørelse i beskrivelsen af os.
Hvorfor i alverden gjorde Peter Handke alt dette? Hvad motiverede ham?
Alt i mens blev andre folk myrdet i tusindvis i nabolaget hernede, på den anden side af de to floder, der skærer igennem denne del af Europa (Sava og Drina). Disse myrderier var resultatet af handlinger, der blev foretaget af præcist det regime, der styrede Serbien, og som Peter Handke var utrættelig i sin lovprisning af.
Han var den selvudnævnte hofnar for den laveste af alle lave og lumpne diktatorer, der nogensinde har hersket på Jorden. Så det må have kostet en vis portion mod og en god del selvforblændelse at være så forbandet blind. Jeg husker også, da Peter Handke gav flere interviews til det statslige tv og optrådte i kulturprogrammer med pinkfarvede solbriller. Det må have kostet tonsvis af farve, han må godt og grundigt have dyppet de briller i pink for at kunne beskrive det mørke og morderiske Serbien i så muntre termer dengang.
Men spørgsmålet resterer: Hvorfor i alverden gjorde Peter Handke alt dette? Hvad motiverede ham? Jeg vil her give et muligt bud. For da han boede i Paris dengang, så forekom det ham magtpåliggende at være politisk engageret og tage parti. Og Alain Finkielkraut havde allerede sat sig på Kroatien. Og Bernard-Henri Levy havde sat sig på bosniakkerne og Sarajevo. Så for nu at sige det, som det er, så måtte stakkels Peter Handke tage det sidste land, der var tilbage i krigen. Det var det eneste, der var tilbage i denne sexede og primitive og etniske krig dengang i slutningen af årtusindet i midten af det europæisk kontinent, og dog så langt væk fra den parisiske elite, så det lige så vel kunne have været et computerspil eller noget fra en højtravende intellektuel diskussion.
Så nej, derfor fortjener han ikke nobelprisen. For må det ikke være tilladt at erindre sig, og erindre Det Svenske Akademi om, at den pris skal gå til en forfatter, der har vist ”humanistisk integritet”? Det kan man også oversætte til, at man ikke skal give den til røvhuller og politiske idioter. Men vi lever i 2019, og verden er gået af lave, den er gået i stykker nu, og det er svært at se, hvordan vi skal få den repareret. Så hvem bekymrer sig om nobelprisen?
Oversat af Jens-Martin Eriksen.
Foto: Peter Handke, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her