KULTURLISTEN – Tag familiens aber med på Statens Naturhistoriske Museum, læs Rushdies nyeste bog, se spansk flygtningethriller på Netflix, kom med DR2 indenfor i zarens hemmelige danske villa og læs anbefalinger af Deborah Levys trilogi.
Abekattestreger i efterårsferien
Efterårsferien er perfekt til abekattestreger med familiens børn og barnlige sjæle, og når Statens Naturhistoriske Museum fra i morgen lørdag byder indenfor til særudstillingen Aber – vores vilde familie, bliver der rig mulighed for at gå bananas og slippe den indre abe fri.
Man kan således både trykke hånd med en gorilla, vinde abeskønne præmier og få sit helt eget abepas – eller en rundvisning af museets abekyndige værter. Der er – naturligvis, havde jeg nær skrevet – også et abeværksted, hvor både store og små kan abe derudaf, undersøge abeknogler og løse chimpanseskelet-puslespil.
Mandag, onsdag og fredag afholdes særlige aktiviteter, hvor man fx kan tage sit favorittøjdyr med og få det behørigt artsbestemt af en vaskeægte zoolog. Der er også et aftenarrangement, som afholdes i samarbejde med WWF, hvor du kan høre naturfotografer fortælle om deres møder med forskellige aber i den fri natur.
Og når du og abekuldet nu alligevel er der, så smut da en tur udenfor i Botanisk Have, nip til din egen hjemmelavede trylledrik, tag med på en rundvisning om magiske planter og se årets sidste sommerfugle danse.
Rushdies fyrstespejl anno 2023
Parallelt med at jeg har læst Salman Rushdies nye (fantastiske!) roman, Sejrens by, færdig, har verdens trang til had, ufred og uretfærdighed endnu en gang trængt sig på.
Hamas’ voldsomme angreb på Israel og Israels efterfølgende krigserklæring (i øvrigt på Putins fødselsdag), samtidig med at Iran blot et år efter Masha Aminis død nu har den 16-årige Armita Geravand liggende i koma efter at have mødt moralpolitiet uden hovedtørklæde. Selvsamme præstestyrede Iran, hvor årets modtager af Nobels fredspris, menneskerettighedsforkæmperen Narges Mohammadi, sidder fængslet for sit arbejde for at tale de undertrykte kvinders sag. Så meget for virkeligheden.
Rushdies (f. 1947) roman handler om et sagnomspundet rige i Sydindien i renæssancen, skabt af en ung kvinde, Kampa Pampana, i hvem en gudinde tog bolig den dag, hendes mor valgte at følge traditionen og kaste sig på en herskers brændende ligbål. Herefter gik den lille Kampa først i lære hos en viis (men liderlig) mand, derefter grundlagde hun på magisk vis sejrsbyen Bisnaga, gav den en historie, så den havde rødder, og oplevede dens storhed og fald, til hun døde som 247-årig.
På vanlig rushdisk skæmtevis spejler romanens personer menneskets kerne: den grådige, arrogante, krigsliderlige, kvindeundertrykkende, løgnagtige, selvforblændede del af os, som har så svært ved at vælge den eneste sande vej: kærlighed og forsoning. Poesi og demokrati. Ikke just det, vi ser i verden omkring os lige nu, hvor alt gøres op i dem og os.
Rushdies vidunderligt fortælleglade, livskloge (og feministiske!) roman kan læses som hans bud på et fyrstespejl; et opdragende skrift, med Machiavellis Fyrsten (1513/32) som det bedst kendte. Tænk, hvis verdens herskere, fra Rusland til Iran, Palæstina og Israel, tog en pause og læste Rushdie. Måske vi kunne have undgået endnu en krig?
Rushdie bør få Nobels Litteraturpris til næste år. Han inkarnerer om nogen litteraturens styrke og relevans.
Hold øje med Flemming Kloster Poulsens fulde anmeldelse af Rushdies bog, der snart bringes i POV.
Flugten til kanten af Europa
Filmen Nowhere lægger fra land i Spanien i en dystopisk fremtid, hvor et totalitært regime har lagt sin brutale jernhånd om samfundet. Klimakrisen er allestedsnærværende. Tørke hærger Sydeuropa. Der er mangel på mad, vand og brændstof. Jernhårde, bevæbnede psykopatmænd styrer gaderne. Flygtninge strømmer nordpå – bl.a. til Irland, som på kanten af Europa er ét af de sidste sikre steder at leve.
Nico og hans gravide hustru Mia gennemgår utallige rædsler i deres jagt på frihed. Skjult i hver deres transportcontainer går de to forskellige skæbner i møde. Mia finder til sidst sig selv alene tilbage i containeren, som efter et skibsforlis et sted i Atlanterhavet nu vugger planløst om på bølgerne.
Mia føder sit barn og søger som en moderne Robinson Crusoe konstant at kontrollere og civilisere sig selv og sine omgivelser; lapper hullerne i containerens vægge og lænser for vand, ammer sit barn, æder de rå fisk, hun har lært sig at fange, lærer sig konstant nye tricks for at optimere egne overlevelseschancer på vej mod den grønne ø. Containerlivet byder på vilde scener, hvor Mia kæmper for at fastholde overblik og fornuft – og gør, hvad der skal gøres …
Filmen rummer en smuk og poetisk urfortælling om overlevelse – og er en ditto grum påmindelse om virkelighedens klima- og flygtningekrise, der er gået over gevind, så kaos hersker, og enhver er sig selv nærmest. Totalitarismens dehumanisering og despekt for demokratiske frihedsrettigheder bringer mindelser til dagens Europa. For når krybben er tom, bides hestene. Se filmen – og gerne med andre. Vi er ved eksistensens kant, og Mia og babyens liv hænger i den tyndeste tråd. De er os – og vi er dem.
Zar-familiens feriehus og andre hemmeligheder
I første afsnit af Huse med hemmeligheder kommer vi med arkitekt Ane Cortzen og journalist Morten Brink Iwersen til Fredensborg – til byens bedste og mest imponerende hemmelige arkitekturhistorie: Villaen, hvor den russiske zar og hans kone Dagmar ferierede, og som nu istandsættes af parret, der bor i huset, med vejledning fra eksperter.
Vi har mange “historiske” huse, men netop den russiske kejsers getaway fra slottet var i mange år faldet i elendighed. Så slemt at min mand og jeg ofte undgik at køre forbi, fordi det var så deprimerende. Jeg opdagede historien bag huset allerede, da jeg researchede til romanen Dagmar.
Men så begyndte restaureringen, og hver gang man kom forbi, boblede glæden. Huset selv fortjente sin genrejsning.
Bygningen er en vigtig brik i spillet om “Fredensborgdagene”. Det danske kongepar var godt nok “Europas svigerforældre”, men de var fattige. Møblerne var noget juks. Underholdningen kunne ikke sammenlignes med, hvad man rådede over i Petersborg eller London, Kong Edward ville gerne til København, men det var zaren og hans kone, Dagmar, som fandt en løsning: bo i Fredensborg, men i vores eget hus. Med egne house rules.
Det lyder måske sært, men zaren og Dagmar elskede at holde lange ferier i Finland, i noget, der mere lignede et moderne bjælke-sommerhus end en kejserbolig. Dagmar kunne få lov til selv at lave mad under ferierne i Finland. I huset i Fredensborg var de havnet i en mellemposition, nok beskyttede af vagter overalt, men i en form for normalt liv. De skulle have abdiceret i tide og indtaget kejservillaen som deres hjem.
Serien er en fin ide, virkelig velrealiseret. Næste episode handler om et grænsehotel i Tønder.
Et forsvar for forfatteren – første bind i Deborah Levys roste erindringstrilogi
Ting jeg ikke vil vide, er første bind i Levys erindringstrilogi. Hvordan bliver en kvinde forfatter? Når hendes stemme er truet. Bogens to største kapitler foregår i henholdsvis Sydafrika og England og rummer knivskarpe og overraskende scener fra barndom og ungdom.
Sammen med Levy er vi tilbage i Sydafrika, hvor sneen falder på zebraen, og sneen falder på slangen, og sammen med faren bygger femårige Levy en snemand. Samme aften kommer sikkerhedspolitiet og fængsler faren, fordi han er medlem af ANC. Årene går, og faren vender hjem: Noget af det første, han spørger om, er: Hvor er haven? Jeg vil se snemanden.
Det er disse omvendinger af situationer, hun er så skrap til, Levy. George Orwell er ikke for ingenting et forbillede. Orwell skrev: ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”. En direkte rulletur ind i undertrykkelsen, i løbet af bare tolv ord. Levy formår at rulle undertrykkelsen hele den modsatte vej, tilbage til latteren og fællesskabet. Bogen er så klarsynet og velpointeret som et snefnug, der lander i håndfladen smukt og køligt.
Der er noget overlegent over Levys skrivemåde, fordi hun ved begge dele, at livet er både sårbart og prægtigt. Levys ordkunst skal læses for nydelsens skyld, men også fordi hun ved, hvordan robusthed kan vokse sig stærk under pres.
Et liv med friheden – andet bind i Deborah Levys erindringstrilogi overbeviser med overraskende refleksioner
Levy tager en svømmetur og dykker ned. Tyve år senere dukker hun op til overfladen – og stormen er en kendsgerning. Hendes livs nulpunkt er til at tage og føle på, skilsmisse fra manden og en døende mor, bare for at nævne to ting. Levy er spot on, når det gælder afdækning af et turbulent kvindeliv, og hvad der siden skete.
Levy har sans for overbevisende refleksion, som rammer en linje, en vej gennem tiden. Vi er fremme ved det 21. århundrede, hvor kvinder har opnået massive erfaringer med at være midaldrende og begå sig på enhver måde, som mor, hustru, ven, fraskilt, karrierepilot. De samlede erfaringer trænger sig på. Levy tager en omgang med kvindelighedens spøgelse, som er en samfundsmæssig hallucination. En flok kvinder går på bar om fredagen og brækker sig ned ad deres karriereuniformer.
Men samtidig siver hverdagens poesi og sanselighed i andet bind: ”At leve i gult”, ”Den elektriske krop”, ”Blåsort mørke” og ”Mælkevejen”. Hverdagen klæder sig smukt på, men det er kampen for skriften, som ender med at sejre, når hun skriver tre bøger i et skur. Levy vælter sig vellystigt i det både stolte og nussede, måske endda snavsede ved den uophørlige kamp for at overleve og samtidig brillere – for samlivet med friheden ser sådan ud. Skriften er vigtigere end hverdagen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
