KULTURLISTEN – I denne uge har Kulturlisten set både sort/hvid chilensk vampyrfilm og Hollywood kærlighedsfilm med konspiratoriske overtoner, ligesom vi kan anbefale erindringsbio, den britiske tv-krimi Happy Valley, aktuel opsætning af Shakespeares Richard II på Det Kongelige og Jessie Kleemanns udstilling på SMK. I denne uge er landets fremmeste kulturliste skrevet af Claus Ankersen, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Mikkel Stolt, Connie Bork, Ole Blegvad og Niels Olsen.
Pinochet er Dracula i ny og syret chilensk vampyrfilm
Der er vampyrfilm, og så er der vampyrfilm. Lige nu kan du se et meget anderledes bud på en historie om den udøde blodsuger, nemlig den chilenske film El Conde – Greven. Filmen havde verdenspremiere i sommer på filmfestivalen i Venedig og er netop kommet på Netflix.
I et bizart parallelunivers følger vi den 250 år gamle vampyr Augusto Pinochet. Jo, du læste rigtigt. Chiles tidligere diktator. Som et sort/hvidt symbol på fascismens udødelighed flyver denne bevingede grusomhed rundt og terroriserer sin omverden, mens han døjer med en opportunistisk og – ikke overraskende – skuffende degenereret familie, skærer bankende hjerter ud af sine ofre og drikker dem friskblendet, mens han plirrer mod den evigt grå horisont.
Filmens instruktør, Pablo Larraín, har tidligere behandlet Chiles lange lidelseshistorie med og under Pinochet i film som Post Mortem og The Club, og grebet med at skildre fascisme som en frit flyvende blodsuger er faktisk både tankevækkende og uhyggeligt relevant. Særligt er filmens frelsende nonne, der forsøger at rense Pinochet, interessant som kommentar til samtidens renvask af fortidens synder.
Filmen bærer mindelser om den klassiske Nosferatu. Anderledes. Og uhyggelig på en anden måde end mange andre vampyrfilm.
Glem alt, du har set før: Florence Pugh og Harry Styles i episk kærlighedsdrama
Hvis du også hører til dem (os!), der indimellem får paranoia af sammenfald og tilfældigheder, der føles lidt for surrealistiske til, at det kan være rene tilfældigheder, hvis det at lave aftensmad kan give dig følelsen af intenst deja-vu, og hvis du synes, at folk smiler lidt for stort og glat midt i den Wes Anderson-kopierede small-town-America, så er dette klart en film for dig.
Filmen fik ikke overvældende gode anmeldelser, og indrømmet, det meste har vi set før (The Stepford Wives, The Twilight Zone) – men aldrig med Florence Pugh og Harry Styles i hovedrollerne.
Plottet overrasker ikke særskilt, og der mangler lidt David Lynch-pay-off i forhold til den intense psykologiske build up, der serveres, men der er lp-plader på grammofonen, der er rød læbestift, der er cocktail-kjolerne, aftenkjoler, drinks, amerikanske biler og cabriolets, en cabaretpige i et cocktailglas … kort sagt enhver mands fantasi om det gode liv, alt sammen nok til, at det er værd at bruge en aften i selskab med filmen Don’t Worry Darling.
Og så kan jeg jo for en gangs skyld glæde mig over, at jeg sover alene!
Husk det nu! Nyt biograftilbud til mennesker med demens
Film byder på indtryk og oplevelser og er godt for meget. Og så kan især dokumentariske film vække minder, hvilket har vist sig givende for mennesker med let til moderat demens. Det Danske Filminstituts arbejde med websitet ErindringsBio.dk, som er et gratis onlinetilbud til både plejehjem og private, udvides nu til også at omfatte alle landets biografer, så snart kan mennesker med demens og deres pårørende opleve særlige filmvisninger i deres lokale biograf.
”Formålet med ErindringsBio er at skabe en god oplevelse, fremkalde minder og at bruge filmene som udgangspunkt for en samtale om egne erindringer,” skriver DFI.
Sorø, Kolding, Assens, Hadsund, Galten, Hillerød og Rødovre er blandt de steder, hvor man kan opleve dokumentarfilm fra 1950’erne til 1970’erne, der er særligt udvalgt og målrettet mennesker med demens, og hvis man er heldig, vil man også kunne se lokalhistoriske film fra sit helt eget område. Med i pakken er der også trykte materialer, der kan inspirere til samtaler efter filmvisningen, og det hele stilles gratis til rådighed for biograferne.
På hjemmesiden kan man se, hvilke biografer rundt omkring i landet, der har meldt sig til, og jeg skal da i hvert fald høre, om ikke min lokale Skibby Kino skal være med.
Når en kvinde er parat til at gå langt – Tre sæsoner med den britiske tv-krimi Happy Valley
Happy Valley er både kontant og humoristisk. Tv-serien fungerer med sin drøje realisme, men også sin sans for groteske episoder og smældende replikker. Den erfarne betjent Catherine Cawood (Sarah Lancashire) er svær at komme uden om, når hun tager på patrulje blandt småforbrydere og farlige kriminelle. Hun er problemløser på gadeplan. Har en råstyrke og en vilje til at gå ind i konfrontationer.
Serien er usædvanligt fysisk og har samtidig troværdighed. Det er jo en kvinde, som er parat til at gå så langt. Samtidig lærer vi hendes rodede familieforhold at kende. Søsteren Clare Cartwright (Siobhan Finneran) er eksnarkoman og hjælper med at opdrage Catherines moderløse barnebarn Ryan (Rhys Connah). Deres køkken er malet i varme stærke farver, som godt kan give en fornemmelse af håb. Sjældent har jeg set en så indædt kamp for at skabe et ordentligt liv for Ryan – hvis far er en psykopat med kvindetække.
Lykken ligner ofte et fatamorgana, som de to søstre kæmper for på hver deres måde. Catherine gør det med principper og til tider tårer i øjnene, og så er der søde Clare, som har en vanskelig fortid. Det moderlige og kontant gennemskuende sameksisterer på en udfordrende måde i tv-serien.
Olaf Johannessen er suveræn i en en smule bedaget Richard II
Rygtet siger, at det er første gang, at Shakespeares kongedrama Richard II – der er ti i alt – bliver spillet på en dansk scene. Det råder Det Kongelige Teater nu bod på ved at opføre skuespillet fra omkring 1600-tallet om magt, intriger, krige og deroute. Som altid i Shakespeares tekster er der dømt skøn leg med ord i et fabelagtigt og præcist sprog, der kan give enhver noget at tænke over.
I titelrollen som den magtfuldkomne Richard II, der mister tronen til sin fætter, hertugen af Bolingbroke, ser vi en enestående Olaf Johannessen. Hans præstation er ganske enkelt nok til at redde aftenen i Skuespilhuset.
For ellers virker Richard II en smule bedaget i den svenske stjerneinstruktør Stefan Valdemar Holms iscenesættelse. Det er – som på Shakespeares tid – mænd, der spiller alle rollerne. På nær tre kvinder, der er en slags tjenere uden replikker. Selvom scenografien er stram, og alle spiller i sorte jakkesæt, så kommer moderniteten af magtspillet aldrig for alvor ud over scenekanten, andet end når Olaf Johannessen er på.
Måske Richard II havde fået større intensitet og nærvær, hvis man i stedet for Store Scene havde valgt at spille på Mellemgulvet, Skuespilhusets mindre scene.
Tiden løber på SMK – men endelig indhentes fortællinger fra Grønland
Hun rammer flere aktuelle dagsordener i samme greb: kolonisering, klimaforandringer, fangerkultur, globaliseringens ubønhørlige udviklingskværn og de storpolitiske magtkampe, som Arktis i disse år er centrum for.
Jessie Kleemann, født og opvokset i Grønland – bosiddende og arbejdende i Danmark, har på mange måder fanget både fortid, nutid og fremtid, det lokale og verdensomspændende, i sin første soloudstilling på et dansk museum.
Tiden løber løber tiden er både en faktuel titel, en tør konstatering og et åbent spørgsmål, fra hvilket publikum gelejdes gennem i alt fire sale med værker fra kunstnerens over trediveårige oeuvre.
Vi kommer vidt omkring videokunst, performance, lyrik, lyd og genstande (herunder kamikker, undertøj med isbjørnetænder og en meget lang, overdimensioneret hundeslæde placeret i Skulpturgaden). Tilsammen tegner de en række tankevækkende billeder af et Grønland, der både trækker fra og trækkes i.
Alle har de en historie at fortælle – og fortalt bliver de i en stærk, gennemført og sanselig udstilling i Sølvgade
Kroppens fysiske tilstedeværelse i tidsoplevelsen står centralt, og de mange referencer til grønlandsk historie, råstofudvinding og mytologi skaber en altid, hvor historien elegant skrives ind i samtiden.
Performancescenen, hvor Kleemann sluger henholdsvis smører sig ind i en klump fedtet, glinsende hvalspæk, rammer beskueren som en af flere vægtige, symbolske markører.
En anden vildt dragende oplevelse er et videoværk kastet op på en meget stor skærm for enden af den fjerneste udstillingssal. Her ser man frontalt en lang række forskellige ansigter vokse ud af og ind i hinanden: kvinder, mænd, unge, gamle, tatoverede, gråhårede, sorthårede og frem for alt utrolig smukke mennesker.
Alle har de en historie at fortælle – og fortalt bliver de i en stærk, gennemført og sanselig udstilling i Sølvgade.
Find mere inspiration i sidste uges Kulturliste her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
