KULTURLISTEN – Hør nyt album med amerikanske Brad Mehldau, læs om festivalen som netop har oplyst hovedstaden for sjette gang, gå ombord i Whitmans digte, i romanen Diamantaftener eller i en rystende nyoversat norsk fortælling om transgenerationel elendighed, hvis du ikke ligefrem skal en tur i teatret og se Sky66en eller teaterkoncert om højskoleliv og Grundtvig.
I denne uge er listen skrevet af Mikkel Stolt, Niels Olsen, Connie Bork, Anne Katrine Bagai samt Steen og Sophie Blendstrup. Læs bl.a. om Brad Mehldau, The Beatles, DAC, Walt Whitman, Hilde Rød-Larsen, Bruno Jovanovic, Luise Kirsten Skov, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Thomas Knuth-Winterfeldt og Borchs Kollegium.
Fortæl din mor (og alle andre) om denne plade
Verden kan ikke få nok at The Beatles, og det kan jeg sådan set heller ikke. Som regel kan jeg heller ikke få nok jazz. Brad Mehldau har tidligere inkluderet popsange i sit repertoire, men har denne gang dedikeret et helt album til Liverpool-drengene, og det er bare fedt.
Der er nogle overraskende sangvalg med, hvis man fokuserer på ’kendthed’ (hvornår har du sidst hørt ”Baby’s in Black”?), men det gør bare pladen endnu mere udsøgt. Og swingende. Og lyrisk. Og lækker. Den er optaget live for et par år siden og er et vidnesbyrd om, hvor elegant og betydende en pianist, Mehldau er, og hvor ubesværet han inkorporerer stilelementer fra forskellige genrer – også klassisk – så det danner et perfekt hele.
Mehldau er til glæde for mange ikke gået fuldstændig jazz-amok i improvisationer og free-styling, og man kan sagtens genkende melodierne, men det er trods alt en jazzplade. Titelnummeret og “Maxwell’s Silver Hammer” tilbyder ubetaleligt, diskret swing, mens for eksempel “For No One” er naturligt mere poetisk svævende. De mere sjovt-skæve numre som “I Am the Walrus” og ”If I Needed Someone” er netop dét.
Køb den, og du vil – som jeg – ønske, at du havde lært at spille rigtigt klaver.
Overbevisende lyskunst i øjenhøjde
Den årlige, tre uger lange københavnske lysfestival er forbi. Den er som altid ventet og velgørende. Når februarmørket lukker byen inde, og vinteren ingen ende har, sætter festivalen nattespot på byens offentlige rum som årets allertidligste forårsbebuder lige dér ved kyndelmisse – som egentlig betyder lysgudstjeneste i klassisk, kirkelig forstand, og som festivalen nu på sjette år nyfortolker i en smuk, verdslig klædedragt.
I år har man kunnet opleve overvældende 94 værker, events og lysoplevelser langs en særlig lysrute med hovedvægt på Indre By og afstikkere til byrum udenfor centrum. Fra White Beams på Københavns Rådhus over Terra og Waves i Havnegade til Blue Earth i Nyhavn og videre ud til bl.a. Vestre Kirkegård med Insekternes Blik og Sunset Garden. Dertil kommer en række events – DAC’s arkitekturløb, artist talks mv.
Lysfestivalen fejrer lyskunst og lysdesign, lyser op i en mørk tid, bruger byens rum som ramme for frit tilgængelige og gratis kunstoplevelser og bygger dermed også en bredere bro ind i kunstens verden. Introducerer. Inspirerer. Eksperimenterer. Legemliggør kunstneriske udtryk og fortolkninger af lys, mørke og den verden vi lever i.
Det er kunst i det offentlige rum, når det er bedst: Elitært med flyvehøjde og demokratisk i øjenhøjde. Udfordrer og inddrager. Kobler sig naturligt til byens gader, torve og pladser – og stikker samtidig ud som midlertidige bud på, hvordan byen også kan se ud. Festivalen signalerer åbenhed og overskud i en svær tid, der måske er på vej mod lys og bedring, og demonstrerer overbevisende kunstens nytænkende potentiale.
Poesiens Amerika
Walt Whitman (1819-1892) er om nogen den poet, som har besunget Amerika i Sang om mig selv. En visionær poesi, der presser sproget maksimalt, måske fordi han på én gang bekræfter det bedste i USA som nation – åbenheden – men også modsiger den amerikanske stolthed: ”Har du overgået de andre? er du blevet Præsident? / Det er bagateller”.
Det er det herlige ved hans digte, at han lever sig helt ind i det oprørske og frihedselskende: ”Disse armhulers duft er smukkere end bøn, / Dette hoved vigtigere end kirker, bibler” og ”sjælen er ikke mere end kroppen”. Sanselighed, nærvær i forhold til mennesker og natur kommer før alt andet, og græsset er lige så vigtigt som stjernerne. Han tager læseren med ud i det åbne landskab. Det ligner en kæmpe nivellering, men er noget andet. Han begriber det levende på forskellige niveauer, og det er jo en måde at beskrive den amerikanske vitalitet på, som mange er faldet for.
Walt Whitmans digte foregår i det 19. århundrede, tæt på den amerikanske borgerkrig. Borgere blev til individer, også selv om de var lavt i hierarkiet som unge knøse, matroser, muslingefiskere, mænd og kvinder. Han har vist sjælen i det amerikanske folk i stimulerende sætninger som disse: ”Jeg er kolossal, jeg rummer utallige”.
Romanen Diamantaftener er et sultent og sitrende sorgarbejde
En norsk ung studerende bliver veninde med den fascinerende og velstillede medstuderende Jenny under sit ophold i London og inviteres hjem til middag. Her møder hun Jennys far, psykologen. En på overfladen høflig mand, der straks ser den unge kvindes sårbarhed. Og hvad der først ligner almenmenneskelig omsorg, udvikler sig til et relationelt mareridt, hvor overgrebet dominerer – og omsorgen aldrig kommer igen.
Sådan kan norske forfatter Hilde Rød-Larsens Diamantaftener opsummeres. Men det er for nemt at sige, det er hele romanens plot. Og for nemt at kategorisere den udelukkende som “#Metoo roman.”
Diamantaftener er frem for alt helvedes godt fortalt. Erindringssporet breder sig som en slags eksem og blusser op i morbidt skarpt optegnede scener – eller trækker sig tilbage som én lille forsvindende plet på huden. Men sporet er altid til stede. Det på trods af kompleks tidslig struktur og en detaljegrad, der fra starten kunne virke underligt insisterende. Hvorfor skal vi dvæle ved Jennys lysegrå slangeskindsstøvler eller psykologens oilskinsjakke? Det æstetiske islæt i disse forfinede, næsten stylist-forfængelige beskrivelser forvandler sig hurtigt til kriminologiske detaljer, der redegør for alt det, der ikke findes sprog for i selve overgrebet. Uden at tilgive hverken fortæller, psykologen eller den øvrige verden, gør Diamantaftener sorgens, erindringens og vidnesbyrdets arbejde til en tilgængelig, funklende og unik læseroplevelse.
Når mørket sænker sig over mennesket
”Jeg var ikke nok at holde sig rask for.” (s. 189)
Det er en fortvivlende bog. Det er også en af de mest hudløse og overbevisende bøger, jeg længe har læst. Hovedpersonen er ikke spor sympatisk, han er kontrollerende, besidderisk og uærlig, men man forstår ham, hvorfor han handler, som han gør, og hvorfor det ikke kan være anderledes.
Bogen begynder med, at Damjan, anden-generations bosnier og homoseksuel, skal hente sin mor, der har været indlagt på den lukkede for gud-ved-hvilken-gang, og man følger hans sindssyge road-rage gennem Oslo fremkaldt af den desperation, som kun komplet magtesløshed kan hensætte en i.
Damjan låser sig inde i sin lejlighed med moren og håber på et mirakel. Undervejs koster det ham hans job, hans kæreste, hans udseende. Han lever i stanken af hendes pis, hendes smøger og hendes usoignerede krop. Og det fortsætter, længere og længere ud, fortsætter det.
Man lider med ham i skammen, vreden og den enorme sorg over at have sådan en mor, og det er så fortvivlende at læse om et menneske fanget et så hårrejsende ensomt sted, at man tilgiver ham, selv når han opfører sig som en røv.
Sky66en på Aveny-T: Et technoantropologisk teatereksperiment
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at AI – kunstig intelligens – fylder mere og mere. Senest er der tilmed dukket AIs op, der kan producere original kunst. I Sky66en går AI’en til scenen.
Over halvdelen af forestillingen er improviseret. AI’en Sh4dow spiller over for dygtige Luise Kirsten Skov, som må navigere i Sh4dows svingende temperament. I næsten 4 år har den høstet data og er blevet trænet i at spille denne forestilling af AI-kunster Cecilie Waagner Falkenstrøm.
Sh4dow påtager sig skuespillerens digitale skygge, skabt af de data, hun uforvarende har fodret den med online. Som publikum tvinges vi til at reflektere over den pagt, vi dagligt indgår med den digitale djævel. Chokket over dette kan nok kalibreres efter fødselsår.
Det er et imponerende eksperiment med spektakulær lyssætning i 3D, der er så vild, at vi glemmer, at det er en scene og ikke en computerskærm, vi kigger på. Masser af wauw-effekt for pengene.
Forestillingen er teknologisk overlegen, og der er momenter, hvor det løber en koldt ned ad ryggen. Hvornår ender vi alle i The Matrix? Andre gange er det lidt ligesom at spille mobilspil i biografen.
Skyg66en er en yderst relevant performance og et nærmest historisk, teknologisk nybrud på scenen. Der er stof til eftertanke, men skuespillerforbundet skal næppe frygte, at maskinerne kommer og overtager deres arbejde lige foreløbig.
Tilbage til højskolen – Niels Frederik Severin Teaterkoncert
Ja, det handler om gode gamle Grundtvig og den danske folkehøjskole. Med Tilbage til højskolen, som skal turnere rundt til – netop – højskolerne, mikser Teatergrad personlig smerte med politisk kritik og stor musikalitet.
Det begynder fredeligt og hyggeligt med Gnags’ ”Åh Danmark” og Sebastians ”Du er ikke alene”, men snart krakelerer den danske middelklasseidyl, når Grundtvig i Thomas Knuth-Winterfeldts skikkelse spørger, om hans gamle demokratiske dannelsesideal stadig er i højsædet: ”Er lyset for de lærde blot”?
For højskolens succes med omkring 40.000 unge elever på årsplan (plus et sommerindtag af bedsteborgere på selvudviklingsophold) er måske sket på rummelighedens bekostning. Højskolen, hvor meninger kunne brydes, er måske erstattet af højskolen, hvor de rigtige meninger dyrkes.
Kan fællesskabet rumme dem, der ikke har lyst til at dele af sig selv? Og når det kommer til rummeligheden, så spørger Tilbage til højskolen også lidt bredere, hvordan vi både kan rumme ukrainske flygtninge og hjemsendelse af syriske.
Der er smæk for skillingerne, når Teatergrad lægger fra kaj i forsamlingsrummet på Borchs Kollegium i det centrale København, hvor N.F.S. faktisk holdt nogle af sine opbyggelige taler. Og midt i det politiske og etiske bliver det pludselig personligt, så forestillingen tager pusten fra en.
Så: Tag Tilbage til højskolen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
