MUSIK // KONCERTANMELDELSE – De østrigske veteraner Kruder & Dorfmeister bød i lørdags op til hypnotisk chillout i Vega, men koncertens monotone beats efterlod anmelder Kasper Simonsen temmelig rytmemæt, ja nærmest chillout-bombet.
Østrigske Kruder & Dorfmeister svingede forbi Vega med deres genre-opfundne dub inspireret afro-jazz til stor fornøjelse for det danseglade og lettere skæve københavnske publikum.
De østrigske pionerer og chillout-genreskabere ser man ikke tit på disse breddegrader.
Derfor var det også overraskende, at duoen igen kiggede forbi Danmark efter deres udsolgte koncert i Pumpehuset i maj 2023.
Duoen, der opstod i starten af 90’erne, har defineret en genre, hvor dub, triphop, chillout og blandet afro-jazz smelter sammen.
Velourblød begyndelse af Kruder & Dorfmeister
Med sig denne aften havde de i den musikalske kuffert alt fra mellemøstlige toner blandet med bossanova, der røg over i stramme dub-beats og drum/bass. Hele takeoff lød lækkert, og publikum fik en kærlig og rolig introduktion til duoens imponerende repertoire. Stille og roligt var vi alle sat på flyet, der fløj uden lufthuller til chillout-land.
Deres hypnotiske beats arbejdede sig naturligt ind i den del af hjernebarken, der opretholder de mest basale dele af kroppens funktioner
Aftenen møvede sig langsomt musikalsk frem. Mens publikum lidt søvnigt vågnede denne lørdag aften, blev dub-tonerne stærkere.
Det modne publikum svajede frem og tilbage foran mig, mens jeg selv, ærligt talt, stenede mere og mere foran scenen.
Kruder & Dorfmeister spillede med så omhyggelig langsommelighed, at deres hypnotiske beats arbejdede sig naturligt ind i den del af hjernebarken, der opretholder de mest basale dele af kroppens funktioner.
Det stramme musikalske koncept var til sidst irriterende monotont
På den måde fløj tiden afsted, og hvis den østrigske duo havde insisteret på, at de uden afbrydelser ville fortsætte med at spille i resten af februar på Vega-scenen, havde jeg misset mit arbejde, en del aftaler, en enkelt rund fødselsdag, dernæst venskaber og mit parforhold.
Så tranceskabende var deres musik – og overgangene så bløde, at man sjældent opdagede, at vi trådte ind i et nyt remix.
Simpelthen for monotont
Her opstod problemet så også.
For ensformigheden pressede sig på, som hverdagens gentagelser har det med at gøre. Deres disede trip-hop lagde sig som en mosekones bryg rundt om en. Så står man der i knæhøjt chillout og hænger uhjælpeligt fast i de samme beats.
De manglende temposkift blev, som aftenen skred frem, et større og større problem, men Peter Kruder og Richard Dorfmeister opdagede det tilsyneladende ikke.
Remixet af Princes mesterværk ”Sign of times” blev højdepunktet på en mættet og senere rytme-kvalmende aften
Det stramme musikalske koncept var til sidst irriterende monotont, og man savnede i den grad musikalsk variation eller vildskab.
Remixet af Princes mesterværk ”Sign of times” blev højdepunktet på en mættet og senere rytme-kvalmende aften.
Når man samtidig kiggede på de to østrigske herrers evindelige skruen og drejen på de åbenbart genstridige knapper, så efterlod det undertegnede en smule overmæt og forspist af de nøjagtige selvsamme dubbede beats. Da koncerten sluttede, følte jeg mig nærmest helt chillout-bombet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her