DET BRITISKE MONARKI // BAGGRUND – Kong Charles kan se frem til at regere en nation, der stort set ikke har noget imod, at han sidder på tronen. Men der er ikke mange ærkeroyalister tilbage i et land, der har undergået enorme forandringer siden Elizabeth blev kronet i 1953.
I 2023 hører vi stadig mange sige, at med kroningen af kong Charles den Tredje lørdag den 6. maj 2023 vil en ny og spændende tidsalder i britisk historie tage sin begyndelse.
Men ser man tilbage på kong Charles’ mors regeringstid, blev det ikke en storhedstid.
Dronning Elizabeth selv nød enorm respekt som regent, det er ikke en overdrivelse at sige, at det britiske kongedømme ikke bare overlevede, men stod fast som institution i UK, fordi hun selv repræsenterede trofasthed, arbejdsomhed og principfasthed.
Det britiske monarki er ikke uden sine kritikere, og der findes en republikansk bevægelse, men republikanernes indflydelse er meget begrænset.
Britisk indsats – ude i verden eller hjemme i Europa?
Men i dronning Elizabeths regeringstid smuldrede det førhen så enorme imperium og blev til en samling af uafhængige stater. Fjorten nationer har fortsat den britiske monark som deres formelle overhoved. Men de er uafhængige, har deres egne regeringer og skal ikke spørge London til råds om noget, medmindre de selv vil.
Den britiske flåde, ”the Senior Service”, den ældste våbenart, omfattede i 1945 over fem hundrede flådefartøjer. Den sejlede og kæmpede på alle verdenshave. I 2023 taler vi om cirka halvfjerds skibe.
Verdensmagten UK findes ikke længere. Til gengæld gør landet en stor indsats som støtte for Ukraine, en stor og selvstændig indsats, der ikke venter på at ”få lov” til at sende specifikke våbensystemer fra USA
I 1945 var UK en verdensmagt og blandt de sejrende nationer efter anden verdenskrig. Efter krigen blev landet en atommagt – det er det stadig – og det har en fast plads i De forenede Nationers Sikkerhedsråd.
I 2023 drømmer nationen stadig om at kunne spille en rolle i global politik, man prøvesejler netop to store færdigbyggede hangarskibe. Med dem vil UK kunne sætte ind militært i fx Stillehavsområdet, sammen med USA og Australien, og gøre modspil mod en stadig mere indflydelsesrig Kinesisk Folkerepublik. Men det vil altid være som støtte for USA, den store agerende i det globale magtspil.
Verdensmagten UK findes ikke længere. Til gengæld gør landet en stor indsats som støtte for Ukraine, en stor og selvstændig indsats, der ikke venter på at ”få lov” til at sende specifikke våbensystemer fra USA.
Det var en smuk gestus, da Rusland begyndte sin aggressive erobringskrig mod Ukraine i februar 2022, at UK tilbød at kæmpe side om side med Finland og Sverige, hvis Rusland truede militært.
Men man må spørge, om det stadig svagere britiske forsvar faktisk har ressourcerne til sådan en indsats, og om det fortsat kan være en magtfaktor hjemme i Europa og ude på verdenshavene, eller om det på et tidspunkt kan blive nødt til at prioritere.
Brexit
Brexit er noget, briterne er begyndt at fortryde kraftigt. Man havde blandt Brexit-tilhængerne en formodning om, at bruddet med EU ville styrke UK som internationalt handelsland og give landet dets uafhængighed som demokrati tilbage. I deres begejstring forudsagde EU-modstanderne, at UK blot var det første af mange medlemslande, der ville forlade et (angiveligt) overcentraliseret og småkorrupt EU.
Hvad enten de havde analyseret EU korrekt eller ej, så regnede briterne fejl. De svagheder, de håbede at gøre noget ved i den britiske økonomi, hørte ikke EU til. Manglende konkurrenceevne, lav produktivitet og for svag investering har længe været britiske, ikke europæiske problemer. Man gav bare EU skylden, fordi man ikke ville se i øjnene, at problemerne var selvskabte.
Men det taler modstanderne – og det konservative regeringsparti – nødigt om, for Brexit-afstemningen afslørede også en faktisk tvedeling i det britiske samfund, en tvedeling baseret på forholdet til Europa (og på nye sociale og uddannelsesmæssige forhold i samfundet), som man nødig vil tale om som politiker, fordi man ikke helt ved, hvordan man skal ændre dem.
Et ”nyt” britisk folk
Da jeg først besøgte UK som turist i tresserne og halvfjerdserne, var den internationale atmosfære – i hvert fald i London – en væsentlig attraktion. På Trafalgar Square og i det rige Kensington traf man indere og arabere i eksotiske kostumer. Besøgte man en jernbanestation i London eller tog en typisk dobbeltdækkerbus, mødte man uniformeret personale fra Vestindien, der talte et helt andet engelsk end det, man havde lært i skolen hjemme i Danmark.
Det var naturligvis ikke spor ”eksotisk” og ”fremmedartet” set i et britisk perspektiv. I 1945 havde det sejrende UK stort set en hvid befolkning, der tilhørte den britiske protestantiske kirke, Church of England.
Regeringen og monarken hørte hjemme i London (selvom kongehuset naturligvis havde ferieboliger rundt om i landet), og det var underforstået, at England var ”hovedlandet”. Ganske vist var der regioner med deres egen regionale identitet og sprog (eller i hvert fald sproglige accent).
Men Wales, Skotland og Nordirland var lidt sekundære. Det var England, der dominerede. Derfor kom vi udenlandske turister og handelspartnere også helt uvilkårligt til at kalde hele landet for ”England” og dronning Elizabeth for ”Englands dronning”, selvom det svarer til at kalde dronning Margrethe for ”Jyllands dronning”.
“Brite” eller “englænder”?
Da jeg for et par år siden fik britisk statsborgerskab (jeg er nu både dansker og brite), spurgte en god britisk ven mig: ”Have you got an English passport?” Det sagde jeg ”nej” til: Jeg havde et nyt britisk pas. Han så tankefuld ud, så sagde han: ”An English one would have been better.”
Jeg er ikke sikker på, om han mente, der findes engelske pas, men det gør der altså ikke. Men mange af mine med-udlandsdanskere her i UK mener også fortsat, at de bor i landet ”England”, og at deres ægtefælle har ”engelsk” pas.
Sådan har mange englændere det faktisk også.
Hvad er ”britisk” identitet?
Der er i det hele taget en del forvirring omkring borgernes og de øvrige beboeres identitet i Kong Charles den Tredjes rige.
En stor del af befolkningen er ikke hvid i 2023. Faktisk viste tallene i 2021, at en femtedel af befolkningen er ikke-hvid – sort, asiatisk, eller af blandet eller anden etnisk herkomst.
Tanken om selvstændighed er ikke væk. Proppen er taget af flasken, der er nok ingen vej tilbage: før eller siden bliver Edinburgh nok hovedstad i et selvstændigt Skotland
Med tiden har landet absorberet et stort antal indvandrere fra de gamle kolonier. Der er byer i England (ikke Wales, Skotland og Nordirland) hvor indvandrere inden for kort tid vil være i flertal.
Men hvor UK indtil tresserne og halvfjerdserne helt klart havde et problem med racisme, så har det udviklet sig til et overraskende liberalt samfund, hvor det stort set ikke bekymrer borgerne, om naboerne skulle have den ene eller den anden hudfarve, religion eller seksuelle orientering.
Det betyder ikke, at der ikke findes racisme og sexisme og andre fordomme. Men befolkningen er ikke fordomsfuld.
Efter årtiers medlemskab af EF og EU rummer landet også tre millioner EU-borgere med fortsat ret til at bo og arbejde (men ikke afgive stemme) i UK.
Det ikke-så-forenede Kongerige
6. maj er dagen, hvor Kong Charles den Tredje krones til konge, af Guds nåde, af Det Forenede Kongerige bestående af Storbritannien og Nordirland, og hans øvrige riger og territorier, overhoved for the Commonwealth og troens forsvarer.
Det Forenede Kongerige – UK – er ikke så forenet, som det har været.
I Skotland stemte borgerne i 2014 ”nej” til at blive selvstændige, og siden er det gået tilbage for det skotske nationale parti, der har magten i det skotske parlament (sammen med de grønne).
Men tanken om selvstændighed er ikke væk. Proppen er taget af flasken, der er nok ingen vej tilbage: før eller siden bliver Edinburgh nok hovedstad i et selvstændigt Skotland.
Siden 1998 har der været forholdsvis fredeligt i Nordirland. Irland (Den Irske Republik vil gerne bare omtales som ”Irland”) har fjernet kravet om forening af republikken og det britiske Nordirland, og der er en åben grænse mellem de to områder. Den britiske hær er trukket hjem, IRA sprænger ikke længere bomber i England.
Men ideen om et forenet Irland er ikke væk, også her kan man forudse, at tiden vil arbejde for dem, der ser frem til, at de seks britiske grevskaber – Nordirland – en dag bliver den nordirske del af et forenet Irland.
Wales har også sin egen regering og sine uafhængighedsplaner, men her presser de ikke så meget på.
England? Hvad med England?
I England er mange af borgerne ved at blive sig deres engelske identitet bevidst.
Det kan virke underligt, men man er begyndt at forstå – har faktiske længe forstået – at når Labour-regeringen i sin tid gav Skotland, Nordirland og Wales deres egne nationalforsamlinger, så ville det få konsekvenser for England. England er nu ikke bare ”hovedlandet”. Mange begynder at forstå, at England er den eneste del af UK, der ikke har sin egen nationalforsamling.
Man har taget det for givet, at England stod for hele nationen, og at London var både Englands og alle de andre britiske nationers hovedstad.
Men sådan ser den politiske virkelighed mindre og mindre ud. Det politiske landkort har forandret sig.
Kongen af hvad?
Kroningen af kong Charles den Tredje – i gamle dage ville vi have kaldt ham ”kong Karl” – er en formalitet, for han er allerede monark.
Det er en kostbar formalitet, det kommer til at koste nogen – skatteyderne – en lille milliard danske kroner.
Er det umagen værd? Der er kun omkring syv procent af briterne, der er indædt royalistiske, ifølge en meget frisk meningsmåling. Til gengæld er atten procent lige så indædte republikanere. Skulle man ikke lytte mere til dem?
Måske, men imellem de to yderfløje ligger det store flertal, hvoraf flertallet enten simpelthen accepterer, at UK er et monarki, eller mener, det trænger til at blive revideret og moderniseret som monarki.
Så kong Charles kan se frem til at regere en nation, der stort set ikke har noget imod, at han sidder på tronen.
Faktisk ser det ud til, at nationens borgere er positivt stemte over for en konge, hvis personlige liv har indeholdt en del rod på det personlige plan. Men det er moderne rod: skilsmisser, kæresteforhold, personlige tragedier, børn, der ikke kan med deres stedmor, børn, der ikke kan sammen.
OK, kongen er stangrig, og han sidder på toppen af nationens økonomiske magtpyramide. Ligesom i Danmark er der en konstant debat omkring udgifterne til at holde en konge med en kongefamilie – er det nu pengene værd?
En kristen konge i 2023?
Men her omkring kroningen drejer det sig om andre ting.
Kroningsceremonien som sådan må regnes for en anakronisme: Den hører ikke rigtigt hjemme i det moderne demokrati, må man sige.
Men den hører til i det moderne UK, for briterne holder af den slags, sådan er de, og det behøver man i sig selv ikke stille spørgsmålstegn ved. Kulturer er så forskellige.
Den britiske monark er sin nations kristne kirkes overhoved. Det er lidt mærkværdigt – for nu at sige det mildt. Det er historisk betinget, det er en del af kong Charles’ titel, at han er ”troens beskytter”, og det er altså den kristne tro, vi taler om her. Canadierne har besluttet, at selvom de beholder Charles som deres konge, så har de fjernet den del af hans canadiske kongetitel.
Og Charles har selv udtalt, at han hellere vil være forsvarer for det at have en tro som sådan, og andre trosretninger repræsenteres under kroningsceremonien.
Men adelen, hvad med de otte hundrede adelige, der var med i 1953? De er stort set erstattet af andre borgere. Charles har gjort sit for at skabe en moderne ceremoni
Det er meget fornuftigt, for op mod halvdelen af briterne er ikke kristne. UK er ikke et kristent land, der er mange andre trosretninger til stede i samfundet.
Hvad der er lige så vigtigt: Der er masser af briter, der slet ikke har nogen religion, og de er ikke repræsenteret som sådan under ceremonien, selvom de nok er til stede i lokalet.
Men adelen, hvad med de otte hundrede adelige, der var med i 1953? De er stort set erstattet af andre borgere. Charles har gjort sit for at skabe en moderne ceremoni. I 1953 skulle adelen højt og tydeligt erklære sin loyalitet over for dronningen under ceremonien. De var stadig del af en anerkendt magtstruktur, der mindede om den, der dominerede i middelalderen.
I 2023 ”indbyder” man i stedet befolkningen som sådan til at erklære kongehuset sin troskab, og her tænker man nok ikke så meget på monarken selv som på det, han gerne vil repræsentere: det at være borger i et moderne, pluralistisk United Kingdom.
Et United Kingdom, der ikke har den internationale status, det havde i 1953, som ikke er samlet som nation på samme måde, og som ikke længere ser ud, som det gjorde som befolkning for halvfjerds år siden.
Men som ikke synes, det har mere at være flov over som nation end så mange andre rundt om i den vestlige verden.
Så tillykke til ham og til briterne (som nu også er mig). Vejrudsigten taler om kraftige byger på kroningsdagen, men på en eller anden måde bliver det nok en festdag.
Læs mere om United Kingdom i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her