RUSLAND // ANALYSE – Det russiske præsidentvalg understregede, at Kreml-regimet har opgivet alle forestillinger om en demokratisk facade. Vil Putin bruge det overståede russiske valg til at mobilisere nye soldater? Bukker den russiske økonomi under for presset? Det mindst interessante ved weekendens valg var selve valghandlingen, mens store spørgsmål trænger sig på for den genkronede zar.
Et af de mindst spændende valg i historien er overstået. Vinderen blev Vladimir Putin, der for femte gang blev udråbt som Ruslands præsident. Denne gang havde Putin besluttet sig for at modtage 87,3 procent af stemmerne – den højeste stemmeandel, siden han første gang blev valgt i 2000. Den 72-årige præsident er nu på kurs mod at overhale den sovjetiske diktator Josef Stalin, der fik 30 år ved magten inden sin død i 1953. Ligesom i Stalins tilfælde kan vi forvente, at Putin vil blive siddende til sidste åndedrag, uanset om han udånder ved naturlige årsager eller får en kugle for panden.
Putins valgsejr var aldrig til diskussion. Det havde Kreml-spindoktor Dmitrij Peskov allerede gjort klart i august 2023, hvor han forklarede, at Putin ville vinde med over 90 procent af stemmerne. For at være helt sikker på, at der ikke kom nogen slinger i den forudbestemte vals, havde regimet også udelukket – eller myrdet – alle potentielle konkurrenter.
Mordet på Aleksej Navalnyj trak overskrifter i hele verden, mens også udelukkelsen af antikrigskandidaten Boris Nadezjdin har været omtalt i danske medier som et eksempel på valgets farceagtighed. Hvad færre bemærkede, var udelukkelsen af Jekaterina Duntsova, hvis kandidatur allerede blev afvist i december.
I løbet af 25 år ved magten har Putin ikke blot transformeret Rusland til en autoritær politistat, men også formået at gøre befolkningen gennemgående apolitisk
Hvor Nadezjdin af mange russiske oppositionsaktivister blev anset som en del af den kontrollerede opposition, der pludselig gik off script og blev for populær til sit eget bedste, kom Duntsova ud af det blå, og hendes popularitet var en oprigtig overraskelse for regimet. Både Nadezjdin og Duntsova blev udelukket på et yderst spinkelt valgteknisk grundlag.
Enkelte protestaktioner, herunder sporadiske brandattentater mod valgsteder og grøn maling i nogle stemmebokse, har kun været mindre irritationsmomenter i den velsmurte undertrykkelsesmaskine. Zaren er blevet genkronet og bliver formentlig siddende til sin død. Er den ikke indtruffet i 2030, finder man helt sikkert en vej uden om den nuværende forfatning, så han også til den tid kan blive bekræftet som regent.
Forenet Rusland og Putin har snydt, så vandet driver. Foruden vælgerintimidering og kandidatafvisning op til valget har avisen Novaya Gazeta regnet sig frem til, at mindst 22 millioner falske stemmer er blevet afgivet. Det officielle vælgerfremmøde på 77,5 % af stemmerne er hele ti procentpoint højere end ved valget i 2018. Også her er der tale om en fabrikation.
Den skinbarlige sandhed, som mange i Vesten ikke har lyst til at erkende, er, at Putin nok også kunne have vundet valget selv uden udelukkelse af sine modstandere eller massivt valgfusk. I løbet af 25 år ved magten har Putin ikke blot transformeret Rusland til en autoritær politistat, men også formået at gøre befolkningen gennemgående apolitisk.
Få beskriver det forhold bedre end den russiske sociolog Grigorij Judin, der kort tid efter Ukraine-krigens udbrud tørt konstaterede: “Den bedste måde at ødelægge festen på er ved at bringe politik på banen. Så bliver du ikke inviteret en anden gang.”
Suverænens teater
Hvorfor overhovedet gennemspille hele det demokratiske teater? Hvorfor har diktatorer som Putin, Saddam Hussein og Bashar al-Assad brug for at vinde valgsejre, når alle ved, det er aftalt spil? Det er en slags legitimeringsritual, der skal bekræfte regentens historiske skæbne. I det konkrete tilfælde ser Putin ikke sig selv som en demokratisk valgt politiker, men derimod som en varetager af Ruslands fremtid.
For at fastholde grebet om magten er der dog lejlighedsvis brug for at minde befolkningen om, at denne moderne enevælde er et udtryk for folkets egen vilje. Til det formål er der ikke brug for en demokratisk valgsejr på fx 60 procent af stemmerne, som professor Mark Galeotti anslår, han havde fået under fair betingelser.
Domstolene fungerer som Kremls forlængede arm, og uddeler drakoniske straffe til alle, der afviger fra den udstukne kurs
Putin skal have en overvældende sejr, der kan understrege Putins magt som et udtryk for en fælles vilje i det russiske folk og sende et signal om styrke både ind- og udadtil. Både den kunstige stemmeandel og den stærkt oppustede valgdeltagelse er derfor tegn på, at regimet har opgivet alle illusioner om et skindemokrati og nu er gledet helt ind i den totalitære logik, hvor valg er en magtdemonstration.
På den måde minder Putin snarere om en absolutistisk suveræn a la den, Thomas Hobbes beskrev i Leviathan, end noget, vi forbinder med ordet “præsident”. Centralt for den engelske filosof stod en afvisning af magtens tredeling (eller nogen som helst deling), som ellers er et afgørende træk ved det moderne, liberale demokrati.
Under Putin er al magten ligeledes blevet samlet bag Kremls røde mure. Den frie presse er blevet nedlagt gennem 25 år og gradvist overdraget til staten eller venligsindede oligarker, mens de sidste uafhængige medier, som Novaya Gazeta og Proekt, forlod landet, efter invasionen i 2022 startede.
Domstolene fungerer som Kremls forlængede arm, og uddeler drakoniske straffe til alle, der afviger fra den udstukne kurs. Yarovaja-loven fra 2016, der kan kaldes en russisk pendant til den amerikanske Patriot Act, har desuden undergravet domstolenes funktion, da den gør det obligatorisk for alle teleselskaber at gemme borgernes oplysninger i tre år og desuden giver ordensmagten beføjelser til at indhente oplysninger uden en dommerkendelse.
Den udøvende magt er i sig selv blevet en forlængelse af Putins vilje, ikke mindst gennem oprettelsen af Rosgvardia i 2016. Som en slags hybrid-organisation mellem militær og politi rapporterer den 350.000 mand store sikkerhedsstyrke direkte til Putin og kontrolleres af Viktor Zolotov, der tilhører hans gamle slæng af KGB-venner (siloviki, “de stærke mænd”).
Putins totale kontrol med alle dele af magten har ført os til den nuværende situation, hvor weekendens valg er blevet et suverænens teater, fyldt med farverige indslag som stemmende robotter, optrædende popsangere og lotterier. Forestillingen skal give den russiske befolkning en bestemt følelse; ikke af medbestemmelse, men af uundgåelighed.
Valgflæsk og befolkningskollaps
Putins dilemma bliver i den kommende regeringsperiode at holde sammen på to modsatrettede interesser: intensivering af krigsindsatsen i Ukraine og ro på hjemmefronten. Begge dele koster penge, og eftersom mere end 30 procent af statsbudgettet nu går til at føre krig, bliver der selvsagt mindre råderum til sociale ydelser.
Regimet får derfor svært ved at indfri den store mængde valgflæsk, der blev kastet i grams op til kroningen. Mens Putin har afgivet en række klassiske valgløfter som modernisering af vejnettet og bedre sygehuse, var særligt hans store fokus i valgkampen på økonomisk understøttelse og skattelettelser til børnefamilier værd at bemærke.
Det interessante oven på valget bliver ikke, hvorvidt de politiske løfter kan indfries, men i hvor høj grad den russiske befolkning køber ind på løgnen
Præsidenten understregede i flere taler, at fødselsraten altså skal op, og at man vil afsætte mindst 6 milliarder kr. til at forbedre forholdene i de russiske regioner, hvor fødselstallene er lavest. Baggrunden er et lurende demografisk kollaps, som er en potentiel bombe under samfundet. Tal fra statistikbanken Rosstat viser, at befolkningen aktuelt er på vej mod et skrump på 14 millioner færre borgere i 2046, hvilket også betyder færre hænder til at understøtte en voksende ældrebyrde.
Op til valget havde det russisk-ortodokse segment i Putins inderkreds – heriblandt oligarken Konstantin Malofeev og Patriarken Kirill – også talt for et abortforbud som en del af løsningen. Det forslag blev dog trukket tilbage i december, efter regimet fandt ud af, at abortforbud er en politisk tabersag – også i Rusland.
Blandt Putins andre store visioner op til valget var en gennemgående digitalisering af økonomien og en stor satsning på tech-sektoren. I det hele taget er udmeldingerne ikke særligt interessante. Det hele er luftkasteller og store drømme snarere end egentlige politiske planer. Derfor bliver det interessante oven på valget ikke, hvorvidt de politiske løfter kan indfries, men i hvor høj grad den russiske befolkning køber ind på løgnen.
På russisk kalder man den slags indforståede løgne vranyo, et begreb med lange historiske rødder. Den sovjetiske forfatter og systemkritiker Aleksandr Solsjenitsyn beskrev vranyo således: “De lyver for os, vi ved, de lyver, de ved, at vi ved det, og alligevel fortsætter de med at lyve, mens vi fortsætter med at lade, som om vi tror på dem.”
Oliekrise i horisonten
Op til valget har Kreml gjort sit bedste for at holde den indenrigspolitiske situation stabil. Mens der aldrig var spænding om udfaldet, kan det derfor blive interessant at se, hvilke efterdønninger der rammer det russiske samfund oven på den veloverståede kroning.
I modsætning til Middelalderens konger er Putins mandat ikke guddommeligt, men hviler på en social kontrakt: moderat økonomisk fremgang til gengæld for lydighed og politisk apati
Vinteren over har særligt forsyningsnetværket været i store problemer, mens også olieproduktionen er kommet i vanskeligheder. I takt med flagrende opbakning fra USA, hvor Donald Trump foreløbigt har saboteret yderligere militærhjælp, har den ukrainske hær smidt hæmningerne og er nu begyndt målrettet at dronebombe den russiske olieproduktion. Det har resulteret i mindst 15 angreb på 13 olieraffinaderier, og at op mod 12 procent af den russiske olieproduktion er blevet sat i stå. Problemet bliver forstærket af de vestlige sanktioner, der gør det sværere at skaffe reservedele til de ødelagte faciliteter.
Selvom Rusland er blandt verdens største olieproducenter, er det allerede begyndt at knibe med benzinfremstillingen, og ligesom i resten af verden kan benzinpriser hurtigt blive en politisk varm kartoffel i Rusland. For at undgå benzinmangel og følgende prisstigninger besluttede den russiske regering derfor at forbyde eksport af alle petroleum-produkter i seks måneder begyndende fra 1. marts. Det kan muligvis stabilisere det hjemlige marked, men betyder også store indtægtstab, og hvis problemerne i olieindustrien fortsætter, kan det skabe en alvorlig krise i Putins femte regeringsperiode.
Her er det værd at holde sig for øje, at olieeventyret var dét, der i første omgang gjorde Putin populær. I modsætning til Middelalderens konger er Putins mandat ikke guddommeligt, men hviler på en social kontrakt: moderat økonomisk fremgang til gengæld for lydighed og politisk apati. Eller som Mark Galeotti for nylig beskrev det: “Et samfund med orden, men ikke lov.”
At denne sociale kontrakt kunne realiseres, skyldes ikke mindst Irakkrigen, der til Putins store held sendte oliepriserne på himmelflugt i hans første præsidentperiode, mens hans vikar på posten, Dmitrij Medvedev, fik lov at tage skraldet efter Finanskrisen i 2008.
Her skal man huske på, at Putin ganske vist tog en betragtelig del af kagen til sig selv og sine venner, men at den almindelige russer også oplevede en reel forbedring af levevilkårene. Oven på Jeltsins kaotiske 1990’ere, hvor hyperkapitalisering og chokdoktrin hurtigt afviklede resterne af det sovjetiske system, gav Putin mange en tro på fremtiden, og 25 år senere forsøger han stadig at ride på den bølge af succes. Olieeksporten udgør i dag knap 20 procent af hele Ruslands bruttonationalprodukt og er en af Putins vigtigste livliner til at fastholde magten. Uden den bliver der ikke råd til både ekspansionistisk krig og folkepension.
Oprøret ulmer stadig
I Belgorod-provinsen ved grænsen til Ukraine er et andet problem igen dukket op i form af Den Russiske Frihedslegion, der sammen med et par andre russiske militser har besat en række mindre grænsebyer. Foreløbigt er angrebene ikke store nok til at ryste Putins magt. Alligevel kan deres betydning ikke undervurderes, fordi de kan rokke ved forestillingen om total kontrol.
Mens det står en hobbesiansk suveræn frit for at behandle sine fjender uden nåde, må han aldrig fremstå inkompetent eller magtesløs. Derfor vil Putins kommende præsidentperiode formentlig blive kendetegnet af endnu mere brutal repression, der kan minde befolkningen om hans absolutte greb om magten.
Putins binder med sin valgsejr Rusland til sit imperialistiske projekt, indtil døden dem skiller
Her kan vi heller ikke udelukke en yderligere regression af det russiske civilsamfund i retning af et mere barbarisk regime med hang til fx offentlige henrettelser og intensiveret heksejagt på forrædere og afvigere. Som et dystert forvarsel viste russisk stats-TV efter valget, hvordan massehængninger tidligere er blevet brugt mod regimets fjender. “Forrædere skal ordnes med radikale tiltag,” sagde værten Murat Bulatov.
Ved indgangen til Putins femte officielle præsidentperiode er stemningen i Kreml optimistisk. Den rituelle valghandling er overstået, og samfundet er nu sat i permanent krigstilstand. Fra det udgangspunkt kan regimet igen rette fokus mod at undergrave sammenholdet i Vesten som en forudsætning for at erobre så meget af Ukraine som muligt.
Den kommende tid kan vi fra et vestligt perspektiv forvente store misinformationskampagner over hele verden, ikke mindst op til det amerikanske præsidentvalg i november 2024. Her har Putin brug for en sejr til Donald Trump og den isolationistiske del af Republikanerne, og vi kan derfor regne med en intensivering af russisk indblanding i amerikansk politik gennem Project Lakhta. Også ved det forestående EU-valg i juni vil russiske hybridoperationer arbejde målrettet på at få valgt så mange Kreml-tro kandidater som muligt, særligt blandt Putins højreekstreme allierede i partier som Rassemblement National, Lega og Alternative für Deutschland.
Uanset valgenes udfald føler Putin lige nu, at han har tid nok. Om han også tør satse stort og annoncere endnu en upopulær mobilisering, er mere usikkert. Fred i Ukraine indgår under alle omstændigheder ikke i hans umiddelbare planer, og efter endnu en veloverstået genkroningsceremoni vil vi igen se retorikken blive eskaleret i retning af atomtrusler og et oppustet selvværd.
Putins binder med sin valgsejr Rusland til sit imperialistiske projekt, indtil døden dem skiller. Men tiden vil vise, om den aldrende Putin overlever indtil næste valg, og om hans grandiose projekt i det hele taget kan overleve yderligere seks år med ham ved roret. Diktatorer virker altid urørlige, indtil de pludselig er væk; både Nicolae Ceaușescu og Saddam Hussein døde inden for fire år af en valgsejr på 100 % af stemmerne.
For at blive på magten skal Putin først og fremmest fastholde russerne i troen på, at der ikke er noget alternativ. Lige nu er der i Rusland en voksende utilfredshed over den manglende varme i radiatorerne og de mange lukkede butikker, men stadig ingen tro på noget andet. Hvis levestandarden falder yderligere, og hans oprindelige samfundskontrakt med befolkningen går i stykker, bliver det imidlertid svært at opretholde den illusion. Som en anden russisk statsleder engang konstaterede, er ethvert samfund tre måltider fra kaos – og en mulig revolution.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her