VERDENSHANDEL // ANDET AFSNIT – Uanset om det bliver Biden eller Trump, der vinder præsidentvalget til november, skal de kun sikre, at den globale oliepris er stabil. Det er ikke længere altafgørende for amerikanske præsidenter, at Mellemøsten er stabil, fordi USA’s egen energisektor kan levere den nødvendige energi til hjemmemarkedet.
De seneste års gradvise amerikanske tilbagetrækning fra Mellemøsten har ændret Den Amerikanske Orden. Dette er betegnelsen på det globale marked, som amerikanerne skabte i kølvandet på Anden Verdenskrig, og som krævede, at landene åbnede deres økonomier. Til gengæld gav USA adgang til sit eget hjemmemarked og garanterede al varetransport mellem deltagerlandene.
Men netop tilbagetrækningen fra Mellemøsten har givet manøvrerum til andre regionale aktører, hvilket igen truer de globale forsyningskæder og energileverancer mellem især Europa, Den Persiske Golf og Asien.
USA’s håndtering af krisen i Det Røde Hav afslører enten en svækkelse eller omdefinering af Den Amerikanske Orden. For at stabilisere situationen etablerede USA sammen med Storbritannien og 20 andre lande Operation Prosperity Guardian i december 2023.
Målet med operationen var at garantere navigationsfriheden og beskytte søtrafikken i Det Røde Hav, Bab el-Mandeb-strædet og Adenbugten. Men europæiske stormagter som Frankrig, Italien og Spanien afviste at deltage i den amerikanske operation, fordi den amerikanske adfærd var for aggressiv, og i stedet deltog Frankrig og Italien i EU’s selvstændige, sideløbende indsats Operation Aspides anført af Grækenland.
EU skal samarbejde
Afvisningen kan ses som et europæisk forsøg på at etablere en selvstændig militær identitet uden om USA.
I 2022 vedtog EU at udvide sin maritime tilstedeværelse til at dække Det Røde Hav, Afrikas Horn og Det Indiske Ocean, så unionen uafhængigt af USA kunne beskytte sine forsyningslinjer mellem Europa og Den Persiske Golf & Asien.
Efter Trumps præsidentskab er EU nemlig blevet mere tvivlende på den amerikanske sikkerhedsgaranti af den internationale varehandel, og den søger at sikre sine egne transportveje. USA anses ikke længere som en stabil samarbejdspartner, hvorfor EU i højere grad må etablere en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik uden om sin tidligere sikkerhedsgarant.
Behovet for flere samarbejdspartnere er også anderledes end sidste gang, USA skulle beskytte skibstrafikken i Mellemøsten fra angreb, hvilket var Operation Earnest Will i 1987.
Tankerkrigen, som operationen var en del af, var udelukkende en amerikansk affære. Kuwait anmodede USA om hjælp til at beskytte sine olietankere fra iranske angreb. Olien, skibene var lastet med, skulle sælges til Irak, der på det tidspunkt var i en langvarig krig med Iran, og derfor angreb shia-magten det neutrale Kuwait for at nægte Irak mere olie til sin krig.
De iranske angreb truede oliens forsyningssikkerhed, hvorfor USA skred ind og omregistrerede de kuwaitiske tankere til at sejle under amerikansk flag og angreb iranske mål som gengæld for ødelæggelsen af kuwaitisk skibsfart. Alle dele af Operation Earnest Will var amerikanske.
Selvom USA har adskillige krigsskibe i området i 2024, så er det nu vigtigt for supermagten at finde partnere til sin operation, fordi det dermed ikke fremstår som et udelukkende amerikansk angreb på houthierne. Og det er ganske anderledes end under Operation Earnest Will.
Her blev US Navys angreb på iranske mål anset for at være hegemonens legitime forsøg på at opretholde den regionale status quo. Men efter de seneste præsidenters håndtering af Mellemøsten anses de amerikanske angreb nu for at være så destabiliserende, at vigtige regionale samarbejdspartnere som Saudi-Arabien og Egypten har valgt ikke at deltage i Operation Prosperity Guardian af frygt for intern uro blandt deres egne befolkninger.
Ved at holde en vis distance til de amerikanske angreb kan EU bedre samarbejde med landene rundt om Det Røde Hav – inklusive Saudi-Arabien og Egypten. Samarbejdet er vigtigt, da størstedelen af handlen mellem Asien og Europa går gennem Det Røde Hav. De to militæroperationer samarbejder og komplimenterer hinanden, men europæernes behov for at etablere deres egen operation understreger, at amerikanske og europæiske interesser ikke længere er ens. Den Amerikanske Orden er altså under forandring.
Og det står klart, at det er USA’s forandrede holdning til dets egen verdensorden, der driver forandringen. USA’s europæiske og mellemøstlige samarbejdspartnere støtter op om den globale verdenshandel, som er en konsekvens af ordenen, men USA’s geopolitiske prioriteter har ændret sig.
Det er ikke længere altafgørende for amerikanske præsidenter, at Mellemøsten er stabil, fordi USA’s egen energisektor kan levere den nødvendige energi til hjemmemarkedet. Uanset om det bliver Biden eller Trump, der vinder præsidentvalget til november, skal de kun sikre, at den globale oliepris er stabil, så den ikke negativt påvirker den amerikanske forbruger.
Det kan for eksempel gøres vha. angreb på houthierne, selvom dette potentielt kan destabilisere de regionale samarbejdspartnere. Behovet for aktiv amerikansk involvering i at skabe en status quo anses af de ledende politiske kræfter i USA for at være forsvundet.
Og med den amerikanske tilbagetrækning forsvinder sikkerhedsgarantien for den globale frihandel. Konsulentfirmaet McKinsey fremhæver i en rapport, at brugen af udtrykkene ”decoupling” (adskillelse), ”derisking” (risikominimering), ”reshoring” (tilbageføring af produktion), ”nearshoring” (nærproduktion) og ”friendshoring” (produktion hos allierede) i erhvervspræsentationer steg mere end 20 gange mellem 2018 og 2022.
Det indikerer, at store dele af det amerikanske erhvervsliv også er ved at planlægge for en tidsalder, hvor USA’s interesser ikke længere er at understøtte den globaliserede frihandel, som dens egen verdensorden har fremelsket. Dette underbygges også af Financial Times, som hævder, at præsident Bidens forsøg på at genindustrialisere USA vha. The Inflation Reduction Act (IRA) kan betyde en ende for globaliseringen.
Et paradoks fra USA
Genindustrialiseringen betyder nemlig, at USA’s egne forsyningskæder bliver kortere og mere lokale. USA’s vigtigste handelspartnere er USMCA-landene Mexico og Canada, som på hver sin vis leverer energi og produkter til det amerikanske hjemmemarked, og hvis samhandel med USA udgør 24,6 % af USA’s udenrigshandel.
Og det vigtigste ved disse to handelspartnere er, at næsten al varetransport mellem de tre lande foregår på landjorden primært ved hjælp af lastbiler.
Den globale containertrafik og dens opretholdelse er altså ved at være underordnet i amerikanernes egne økonomiske og geopolitiske interesser. Og det er ved at slå igennem i de politiske partier i USA: Selvom Biden støtter op om Nato og de andre institutioner, der understøtter den globale regelbaserede orden (Den Amerikanske Orden), så er hans fokus på USA’s konkurrenceevne over for et Kina, der har nydt godt af USA’s sikring af den internationale søfart.
Den Amerikanske Orden indeholder altså et paradoks fra USA: På den ene side har ordenen hjulpet USA’s allierede og samarbejdspartnere i Europa, Mellemøsten og Asien, men på den anden side har den også styrket USA’s modstandere: Kina og Rusland. Indtil skiferolierevolutionen i 2010’erne var USA selv afhængigt af sikre energileverancer fra Den Persiske Golf, men med sin relative energiuafhængighed kan supermagten i højere grad tillade sig at svække den globale sikring af varehandelen, fordi det svækker USA’s modstandere mere, end det svækker USA selv.
Et usikkert hav skader Kina mere, end det skader USA. Og i den nye tidsalder, hvor USA i langt højere grad kan tillade sig at vende blikket indad, er det et acceptabelt offer, at tidligere tætte samarbejdspartnere i Europa og Mellemøsten i langt højere grad må sikre deres egne forsyningskæder i Suezkanalen og i Det Røde Hav.
I det lys giver EU’s udvidede maritime tilstedeværelse ved Afrikas horn og Det Indiske Ocean god mening: Med amerikanernes dalende interesse for at opretholde sit hegemoni, må de europæiske magter endnu engang sikre deres egen varehandel.
Konfliktfyldte verdenshave
Til dels ser vi en tilbagevenden af de historiske og geopolitiske kræfter, som Den Amerikanske Ordens indførelse suspenderede.
De kræfter udløste de store opdagelsesrejser, kolonialismen og imperialismens jagt efter oversøiske ressourcer og markeder. Det er selvfølgelig utænkeligt, at Europa kan gentage sin imperiale periode – hverken demografien eller økonomien tillader dette – men vi vil nok se en gentagelse af den aggressive jagt efter ressourcer og profit, som i 15-, 16- og 1700-tallet drev bevæbnede europæiske købmænd til at etablere handelsstationer i periferien af de magtfulde asiatiske riger (Indiens Mogulrige og Kinas Qing-dynasti).
I dag vil dette nok i højere grad tage form af et udvidet militært og maritimt samarbejde mellem EU og mellemøstlige stater samt Indien, som for eksempel Operation Aspides.
Hvorvidt EU kan fortsætte sin varehandel med Kina og fastholde sit tætte samarbejde med et nyisolationistisk og Kina-fjendtligt USA, er uvist. Meget afhænger af det amerikanske præsidentvalg: Vinder Trump, fortsætter den amerikanske tilbagetrækning og den europæiske afkobling højst sandsynligt med fornyet styrke; vinder Biden, vil USA’s fokus være på Kina og en fortsat genindustrialisering af USA samt en langsom nedprioritering af det globale system – den europæiske afkobling vil i så fald foregå i et langsommere tempo.
Uanset hvad er det globale system under forandring, og kriserne i Panama og Suez forstærker og understreger denne forandring. USA’s sikkerhedsgaranti er usikker, og dets forpligtelse til sin egen orden er svækket.
Dels fordi dets geopolitiske interesser har ændret sig, dels fordi den fortsatte opretholdelse af systemet styrker frem for svækker USA’s fjende nummer 1: Kina. Alle andre aktører, der har nydt godt af Den Amerikanske Orden, må nu forsøge at navigere i de rørte internationale vande, der ikke længere er et sikkert, åbent amerikansk hav, men igen er ved at være konfliktfyldte, risikable verdenshave.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
