Krise i Assam: Drømmen om et fredeligt, multietnisk og -religiøst Indien falmer

af i Asien/Politik & Samfund

POLITIK // INDIENS VALG – I den indiske delstat Assam står fire millioner indbyggere til at blive gjort statsløse som konsekvens af den voksende dyrkelse af identitetspolitik. Spørgsmålet i Assam spiller ind i en bred national kontekst, hvor premierminister Modi ønsker at styrke sin hinduistisk-nationale magtbase, og Kongrespartiet bevæger sig i samme retning.

For nyligt rettedes verdens øjne endnu engang mod Kashmirdalen, der sammen med Levanten har arvet en kronisk konflikt fra de gamle koloniers pludselige uafhængighed fra det Storbritannien, men på den anden side af subkontinentet udfolder der sig i den østlige delstat Assam en potentielt endnu mere dramatisk strid om hvem, der med rette kan kalde sig rigtige indere.

Som i det bibelske Judæa er befolkningen i delstaten blevet skrevet i mandtal, men opgørelsen af assamesere med ret til at kalde sig indiske statsborgere har udeladt fire millioner af statens 33 millioner indbyggere – de fleste af dem fra det bengalsk-talende muslimske mindretal.

Uden en drastisk politisk kovending vil den politiske spænding fortsætte med at eskalere, og visionen om et Pakistan for muslimer, og et Indien for hinduer bliver stadig mere realistisk

Kontroversen har som så meget andet i regionen rod i den opdeling i et muslimsk Pakistan og et overvejende hinduistisk Indien, der afløste den britisk Raj i 1947.

At et religiøst skisma blev vurderet som en rimelig pris for selvstændighed fra det hedengangne britiske imperium vidner om byrden af kolonialismens åg. Dog betaler både Indien og Pakistan stadig blodige renter af deres beslutning. Mens Pakistan er blevet en forarmet militærstat, stærkt afhængig af økonomisk støtte fra bl.a. Kina, har Indien især i de seneste år udviklet sig i retning af en hinduistisk nationalstat og gledet længere og længere bort fra den inklusive, sekulære ideologi, der prægede den unge stats første årtier.

Statsløse muslimer fanget i ingenmandsland

Assam er geografisk isoleret fra resten af Indien i det nordøstlige hjørne ved siden af Bangladesh, der oprindeligt var en del af Pakistan – for sin del selv som en isoleret enklave: Efter den blodige uafhængighedskrig i 1971 løsrev Bangladesh sig med indisk støtte fra Pakistan, men denne konflikt, og udbredt fattigdom i Bangladesh, drev millioner af bengalsk-talende muslimer og hinduer over den porøse grænse ind i Indien.

Muslimer udgør i dag en 1/3 af befolkningen i Assam.

Op igennem 70’erne og 80’erne omkom atter tusinder i uroligheder, der delvist udløstes af assamesisk-talende borgeres frygt for en demografisk forskydning i de bengalsk-talende indvandreres favør.

I en stat præget af en høj grad af analfabetisme og et historisk problem med strukturel sexisme har især mange kvinder svært ved at tilvejebringe den krævede dokumentation, uanset deres reelle status

I 1985 resulterede urolighederne i løftet om en folkeoptælling, der skulle skille de retmæssige assamesere fra de ulovlige immigranter, og det er på den baggrund, at man nu har kortlagt, hvem, der ankom før 24. marts 1971, dagen før Bangladesh erklærede sig uafhængigt, og derfor med rette kan forblive indiske statsborgere, og hvem der skal gøres statsløse.

Hvad der skal ske med disse statsløse, er en gordisk knude i sig selv, da det stærkt vækstende, men fortsat fattige Bangladesh, der allerede er ved at segne under Rohingya-krisen, afgjort ikke har kapacitet til en masseindvandring af fire millioner mennesker fra Assam.

Det mest realistiske senarie er således interneringslejre med alt, hvad dertil hører af misvækst og sygdom. Mange af de potentielt statsløse har anket optællingen, der stadig kun er på udkaststadiet, men i en stat præget af en høj grad af analfabetisme og et historisk problem med strukturel sexisme har især mange kvinder svært ved at tilvejebringe den krævede dokumentation, uanset deres reelle status.

Problemet i Assam har national betydning

Optællingen i Assam spiller ind i en bred national kontekst i Indien, der i disse uger afholder verdens største demokratiske valg. Premierminister Modi ønsker ved denne lejlighed at styrke sin hinduistisk-nationale magtbase, hvilket blandt resulterede i den militære aktion mod Pakistan ovenpå bilbombeangrebet i Kashmirdalen i februar.

Ligeledes bliver Assam-optællingen iscenesat som en udvisning af muslimske indvandrere til beskyttelse af et hinduistisk Assam, hvilket falder fint i tråd med regeringspartiets pro-hinduistiske ideologi.

Drømmen om et fredeligt Indien falmer

Det ironiske er naturligvis, at optællingen blev sat i verden af Rajiv Gandhi, søn af Indira Gandhi og barnebarn af frihedshelten Jawaharlal Nehru, der var premierminister og formand for det normalt mere sekulære Kongresparti.

Rajivs søn Rahul Gandhi, der har arvet formandskabet for partiet og gjort et imponerede stykke arbejde i at gøre sit stærkt pressede parti klar til en nu yderst tæt valgkamp, har tilvejebragt dette fremskridt ved at føre partiet endnu længere bort fra Nehru og Mahatma Gandhis vision om et multireligiøst Indien.

Effektiviteten af kongrespartiets mere hinduvenlige linje illustreredes tydeligt november sidste år, hvor partiet vandt valget i delstaten Madhya Pradesh, der sikredes blandt andet ved at love 63 millioner dollars til konstruktion af stalde til køer, der indenfor hinduismen er et helligt dyr.

Det religiøse skisma i Indien ser således ud til kun at blive værre. Uden en drastisk politisk kovending vil den politiske spænding fortsætte med at eskalere, og visionen om et Pakistan for muslimer, og et Indien for hinduer bliver stadig mere realistisk.

Drømmen om et fredeligt Indien falmer.


Foto: Wikimedia Commons.

Jonas Stengaard Jensen (f. 1995) er BA i historie (med tilvalg i latin bare for at gøre sig ekstra erhvervsrelevant) og under uddannelse til Cand.Public ved DMJX.

Når han ikke fupper sig igennem forelæsninger, ynder han at skrive udenrigspolitiske analyser, hvad han jævnligt gør til diverse medier såsom RÆSON, Altinget og nu også POV. International.

Der er som bekendt ikke lavet meget kunst på et glas vand, men eventuelle mæcener kan tage kontakt via +45 23 37 17 40 med bestillingsopgaver, såfremt de ønsker at understøtte yderligere skriftlige udskejelser.

Seneste artikler om Asien