CORONAKRISE // DEBAT – På ganske få dage har Facebooksiden ‘Mit barn skal ikke være forsøgskanin for Covid19’ vokset sig kæmpestor med over 30.000 medlemmer, der er modstandere af regeringens beslutning om at sende de mindste børn ud i samfundet igen. Carsten Bagge Laustsen har set på argumentationsformen, og især de antagelser om ret og vrang, der hersker i gruppen. Her slettes kritik og enigheden artikuleres i en sproglig guerillakrig mod en ansigtsløs, teknokratisk stat – en regering, der bruger børn som forsøgskaniner. Som stærkeste våben står forældrenes kærlighed til deres børn, og den følelse er ikke til diskussion. Men kan man bygge politiske beslutninger på følelser alene?
Her er et retorisk indledende spørgsmål: ville nogen gå til bageren efter hakket oksekød?
Svaret er åbenlyst nej: vi går til slagteren. Ellers er vi gået galt i byen, for vi vælger naturligvis at gå ind i den butik, som har det, vi efterspørger.
Hvad med i stedet at mødes et fælles sted, hvor vore argumenter kan brydes, og hvor vi bliver præsenteret for information, som udfordrer vore holdninger og perspektiver
Men bør det samme gælde, når vi søger information og diskuterer politik?
Bør tilhængere af Venstre fx opsøge de platforme, hvor kun liberale diskuterer, for der præcis at finde det, de forventer? Og bør socialdemokrater gå til socialdemokratiske platforme? Og alle andre hen, hvor også de finder ligesindede?
Er man sulten efter brød, går man til bageren. Men er det med politisk samtale som med produkter, vi køber? Det bliver muligvis i stigende grad sådan, men det bør nok ikke være sådan. Tendensen bekymrer i hvert fald mig.
Hvad med i stedet at mødes et fælles sted, hvor vore argumenter kan brydes, og hvor vi bliver præsenteret for information, som udfordrer vore holdninger og perspektiver. Måske brødet, kødet og alle de andre ingredienser tilsammen kan bruges til at skabe noget, som er demokratisk langt mere velsmagende end den strenge og ensidige diæt, åbningsreplikken anbefaler.
Parti eller platform
Overskriften på denne artikel er et citat fra en debat på Facebook-siden ”Mit barn skal ikke være forsøgskanin for Covid19” – tekstbidden er et svar til en ”kritiker”.
Facebooksiden har vokset sig kæmpestort på meget kort tid. Den blev dannet af sexolog og terapeut Sandra Andersen, en bekymret mor, som er sidens administrator, tirsdag aften og har i skrivende stund fået over 30.000 medlemmer.
Det er bestemt ikke en Facebook-side, hvor argumenter brydes og perspektiver mødes og befrugter hinanden, men tværtimod nok det mest skarpskårne eksempel på en sammenslutning af kæmpende ”partisaner”, jeg har set indenfor dansk politisk kommunikation.
I de timer, jeg var på siden, forsvandt kritiske opslag imidlertid lige så hurtigt, som jeg kunne læse dem … Slettet blev alt, hvad de skrev. Lynhurtigt
Partisan, parti og part har alle samme etymologiske rod, og partisanen er kort fortalt den, som kæmper for en given del (for en part). Partisanen er partisk.
Vi kender det fra partier, som repræsenterer forskellige grupper og interesser, og den nu voldsomt store Facebookside på mere end én måde givet ved partisanens logik. Den er altså ganske hurtigt blevet mere et ”parti” end en platform.
I de timer, jeg var på siden, forsvandt kritiske opslag imidlertid lige så hurtigt, som jeg kunne læse dem.
Sandra Andersen skriver til eksisterende og nytilkomne medlemmer bl.a. dette, som forklarer praksis:
”Denne gruppe er for alle dem, der er bekymrede over regeringens udmelding om at sende vores mindste ud som de første ved genåbning af Danmark. I andre, der er her for at svine [andre] til og opføre jer klamt, skrid ud af gruppen nu, I bliver smidt ud lidt efter lidt alligevel. Når vi vælger at smide én ud, og vedkommende fortsat kommer ind for at lave ballade, så bliver man blokeret.”
Se hele meddelelsen her:
Jeg så imidlertid ingen, der skrev noget klamt eller svinede nogen til.
Men jeg så folk, som spurgte til, om børnene ikke alligevel på et tidspunkt blev nødt til at komme i skole.
Som anførte, at børns risiko for at blive smittet og blive alvorligt syge, var mindre end voksnes.
At folk alligevel på et tidspunkt vil blive smittet.
Som anførte at risikogrupper i regeringens udspil var undtaget (både hvad angår børn og børn af forældre i risikogruppen).
At pasningen af børn var en forudsætning for, at forældrene kunne udføre kritiske samfundsfunktioner, fx som sygeplejersker og læger.
Og så endelig metakommentarer om det væsentlige i at afveje forskellige hensyn mod hinanden, fx også økonomiske og sociale.
At holde børnene hjemme ses som en form for civil ulydighed udøvet af desperate forældre, der bekymrer sig for deres børns sundhed, ja for deres børns liv. Og i tillæg hertil ses siden som en platform for mobilisering af modstand mod regeringen
Jeg bemærkede også, at der i gruppen fandtes en forståelse for den usikkerhed og angst, folk følte, som en forsonende replik inden de mere kritiske kommentarer.
Alt i alt levede det fint op til kravene til konstruktiv offentlig meningsudveksling. Og det var på en måde positivt at se, at så mange meldte sig ind i gruppen for at diskutere og stille kritiske spørgsmål.
Men slettet blev alt, hvad de skrev. Lynhurtigt.
Svaret til kritikerne er, at de simpelt hen er gået forkert. Som et gruppemedlem svarer en kritisk røst: ”Hvorfor melder folk sig ind i en gruppe for ’folk, der elsker katte,’ når man nu ikke kan lide katte, men hellere vil have hunde,”
Den måde at affærdige kritik på, er i det hele taget, og som man også kunne se i åbningscitatet, udbredt.
Gruppen bliver forstået som et ”parti” – som en forening af dem, som er imod regeringens plan om delvist at åbne skolerne. Det handler ikke så meget om politisk diskussion, som det handler om støtte til dem, som vælger at holde deres børn hjemme.
Det er en ”støttegruppe”. Og at holde børnene hjemme ses som en form for civil ulydighed udøvet af desperate forældre, der bekymrer sig for deres børns sundhed, ja for deres børns liv.
Og i tillæg hertil ses siden som en platform for mobilisering af modstand mod regeringen. ”Del, del, del” skriver administratoren i et sine opslag, der opfordrer alle til at dele opslag på egne og centrale politikeres sider. Der er en kamp, som skal kæmpes, og som alle indforskrives i.
I krig og kærlighed
Partisanen er i krig. Der kæmpes for nogen og noget og imod nogen og noget.
Det første først: Der kæmpes for børnene. Sidens administrator skriver, at hun knokler stort set alle dagens timer for andres børn – så meget at hun har måttet forsømme sine egne. Og hun kæmper en kamp mod alle odds for at blive hørt.
Det er en kamp mod en overmagt, men også en kamp, hvor hun mener at repræsentere alle – så godt som i hvert fald. Hun og alle de andre medlemmer har fat i den lange ende, og den ende, hvor alting slutter, er ved morens, ved forældrenes, kærlighed og ved ansvaret for barnet.
Det, partisanen repræsenter, er umiddelbart blot en marginaliseret del – en stemme, som knap kan blive hørt. Men partisanen er i virkeligheden folkets sande repræsentant.
Partisanens strategi er guerilla. Man har ikke statens magtmidler til rådighed, men man har den offentlige opinion, og gennem den kan man tvinge den mægtige fjende i knæ
Hermed er der et klart populistisk element, eftersom partisanen ikke blot kæmper for sig selv, men for Folket med stort F.
Man ønsker at vinde kampen for dette folk, som det naturligvis handler om.
Staten hævder godt nok også at repræsentere folket og at handle i dets interesse, men gør det bare ikke. Så derfor: ”Del, del, del…”.
Partisanens strategi er guerilla. Man har ikke statens magtmidler til rådighed (man kan ikke ligesom staten tvinge børn i skole, trække folk i dagpenge, hvis man ikke sender børnene afsted, eller hvad man ellers forestiller sig, at staten må have i ærmet). Men man har den offentlige opinion, og gennem den kan man tvinge den mægtige fjende i knæ.
På den anden side står altså staten, regeringen og de eksperter, man anvender for at legitimere sine beslutninger. Staten er ikke folkets stat i denne optik, tværtimod er staten menneskefjendsk og karakteriseret ved et koldt teknokratisk, politisk og videnskabeligt rationale.
Staten har heller ikke folkets vel for øje – eller i hvert fald ikke den enkeltes. Man er parat til at ofre børnene på flokimmunitetens alter. Basalt set er narrativet, at der står en kamp mellem forældrene og staten om børnene.
For regeringen er børnene hos de mest konspiratorisk tænkende en måde at få smitten spredt i landet på og derigennem sikre flokimmuniteten. Mens generalstaben sidder sikkert trygt langt væk fra fronten, sendes børnene afsted som første kolonne i kampen mod den vældige fjende, coronaen – ‘sender Mette Frederiksen selv sine børn i skole?’, spørger flere.
Statens biopolitik er baseret på fornuftsrationaler – den er kalkuleret og relativ. Moren og farens kærlighed er tæt, autentisk og absolut
Sidens titel fortjener også et par ord på vejen. Ideen om forsøgskaninen henviser naturligvis til det videnskabelige eksperiment, hvor dyr indforskrives i testningen af medicinske præparater, kosmetik eller hvad der nu skal testes.
Forsøgskaninen holdes i fangeskab og er blottet for rettigheder.
Forsøgsdyret er blot et redskab og en ressource i videnskabsmandens eksperimenter. Forsøgsdyret er reduceret til en ting. Det har ingen selvstændig eksistens, men kun en eksistens for noget. Det er det samme med børnene: de er statens ejendom, og staten kan gøre med dem, som den ønsker.
I statens biopolitiske strategi er hensynet folkets generelle sundhedstilstand. Det enkelte liv har derfor ikke en værdi i sig selv. Når politikken retter sig mod livet, så bliver livet til et objekt for styring. Livet bliver noget ”forhåndenværende” – noget manipulerbart.
Den voldsomst mulige reference her er naturligvis til nazisternes menneskeforsøg. Om denne henvisning har været tilsigtet eller blot er mulig, skal jeg ikke kunne sige, men ordet forsøgskanin har uden tvivl til hensigt at henvise til, at livet instrumentaliseres på værste vis.
Fra biopolitik til kærlighed – logos og patos
Modsætningen til denne instrumentalisering er forældrenes omsorg og kærlighed.
Statens kærlighed er til folket, som det forsøger at få bedst muligt igennem krisen, mens moren og farens kærlighed er konkret, det er en kærlighed til det enkelte barn, ja til præcis deres barn.
At følelser apriori skulle være sande, er en løgn af de større. Vi er alle fra tid til anden i vores følelsers vold, og de leder os let på vildspor
Statens biopolitik er baseret på fornuftsrationaler – den er kalkuleret og relativ. Moren og farens kærlighed er tæt, autentisk og absolut. Når der stort set ikke er diskussion på siden, handler det i høj grad om, at fundamentet ses som følelser. De er ægte og kan derfor ikke diskuteres.
Vi forstår nu, hvorfor der er så lidt formidling af fakta på siden eller måske bedre: hvorfor medlemmerne primært bifalder følelsesmæssige ytringer og afviser ytringer baseret på den retoriske appelform logos – i denne sammenhæng primært appeller til videnskabelige resultater og falsificerbare udsagn.
Følelserne derimod ses som sande, for dem har jeg jo, de er mine, og ingen kan jo benægte, at jeg føler det, jeg føler. Fx som mor eller far.
Mange udtrykker deres angst og nervøsitet overfor situationen, og disse følelser er naturligvis genuine og vigtige at udtrykke.
Spørgsmålet er, om disse følelser ikke også burde lade sig udfordre?
For at følelser apriori skulle være sande, er en løgn af de større. Vi er alle fra tid til anden i vores følelsers vold, og de leder os let på vildspor.
At kunne føle frygt er en væsentlig egenskab – hvis vi ikke gjorde det, ville vi hurtigt gå under. Frygten fortæller os, at noget truer os, og at der er noget, vi bør undgå.
Men frygten er også labil. Vi frygter ikke altid det, som er mest rationelt at frygte, altså det som er den største trussel mod vores liv og helbred.
Det, at vi ikke kan vide noget, og at fremtiden er usikker, bliver et argument for at trække sig tilbage til det private, til hjemmet
Risikoen for at dø i et trafikuheld er fx uendelig mange gange højere end risikoen for at dø i et terrorangreb, men ikke desto mindre har det sidste fyldt langt mere end det første.
Der er flere grunde til det, men ikke mindst den, at vi har vænnet os til at leve med risikoen for det første. Det er en potentiel mulighed, som for os er blevet ”kedsommelig”. Vi ved, at der er en statistisk sandsynlighed for, at vi kan dø i et trafikuheld, men det rører os ikke rigtigt.
Et af de få kritiske opslag, jeg så, og som sikkert ved en fejl ikke blev slettet, er en post, som henviser til en undersøgelse fra Island.
Island er som bekendt det land, som har gennemført flest tests, og de foreløbige resultater viser, at børns risiko for at blive smittet er en fjerdedel af voksnes. Kilden er professor ved det medicinske fakultet ved Islands Universitet, Kári Stefánsson.
Og nu det interessante: Opslaget var to timer gammelt, da jeg så det, og andre, der var lige så gamle, som udtrykte følelser, havde op til flere hundrede likes og kommentarer. Opslaget med den islandske professors forskningsresultater havde imidlertid kun ét like, og ingen havde kommenteret det.
Usikkerhed og frygt
Det nævnte opslag med den islandske professor betoner, at vi rent faktisk véd noget. Selvfølgelig er der tale om en foreløbig og ufuldstændig viden, men dog viden. Her er ammunition.
Men det er åbenlyst ikke en viden, man kan bruge. Når videnskaben repræsenteres, er det ofte i form af artikler om, at børn er blevet smittet eller døde. Den information likes og diskuteres. En oplagt forklaring er naturligvis bias og selektivitet i indhentningen og forbruget af oplysninger og viden.
Vi ved meget, men der er også meget, vi ikke ved eller kan forudsige. Der er en usikkerhed, som helt sikkert er et vilkår, og samtidig helt uundgåeligt også et vilkår for den politiske handlen
Men dette argument kan ikke stå alene. Pointen er, at videnskaben bruges på en følelsesmæssig måde.
Logikken her er identifikation. Man identificerer sig med de døde børn på den måde, at man tænker, at det også kunne være ens eget barn, som ville møde samme skæbne.
Den form for identifikation ser man ofte i krisetider. Umiddelbart efter et terrorangreb tænker mange fx, at de måske også kunne have været et af ofrene. De har måske været i Paris på ferie, måske har de endda været på de samme lokationer, hvor terroren slog ned.
Sandsynligheden for at dø i et terrorangreb er som sagt mikroskopisk, men denne sandsynlighed tænkes umiddelbart som en mulighed for, at det kunne have været mig. Med lidt større afstand til hændelse bliver måden, vi forholder os til procenterne på, anderledes.
Her bliver det til en overvejende sandsynlighed for, at det bliver en anden, som bliver ramt. Man kunne også sige, at man ofte har en tendens til umiddelbart at tænke katastrofisk. Udgangspunktet er, at det værst mulige kan ske og vil ske.
Med tiden ændres vores forhold til procenterne, og vi ender i radikale tilfælde i en dumdristig position
Man ser det også i måden, som betoningen af usikkerhed bruges på.
Den argumentation, som regeringen brugte i forhold til at lukke landet, bliver nu brugt mod den samme regering. Man betoner et forsigtighedsprincip: vi ved ikke nok om virussen og vi ved ikke, om børn kan blive supersmittere.
Følelsernes domæne udvides, mens fornuften og rationaliteten indskrænkes. Og samfundet bliver set som et farligt sted, en farlig sygdom, vi står overfor. Det er faktisk givet!
Det hele er, som der utrættelig siges, et eksperiment. Det, at vi ikke kan vide noget, og at fremtiden er usikker, bliver et argument for at trække sig tilbage til det private, til hjemmet.
Følelsernes domæne udvides, mens fornuften og rationaliteten indskrænkes. Og samfundet bliver set som et farligt sted, en farlig sygdom, vi står overfor. Det er faktisk givet!
Men nok knap så farlig, som man forestiller sig i forummet, i hvert fald hvis vi taler om dødelighed.
Vi ved meget, men der er også meget, vi ikke ved eller kan forudsige.
Der er en usikkerhed, som helt sikkert er et vilkår, og samtidig helt uundgåeligt også et vilkår for den politiske handlen.
Det ser vi måske nu klarere end nogensinde. Men det er samtidig, og vil jeg næsten sige, uomgængeligt, at den demokratiske samtale stiller os bedst i normeringen af denne usikkerhed. Det partiske må lade sig udfordre af det pluralistiske.
LÆS MERE AF CARSTEN BAGGE LAUSTSEN HER
Topillustration: Følelser og angst vælter ud, når man sidder foran skærmen midt i coronakrisen. Foto: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
