EKS-JUGOSLAVIEN // BAGGRUND – Den 8. juni 2021 afviste appelinstansen i Krigsforbryderdomstolen en anke fra Ratko Mladic, kaldet ”Slagteren fra Bosnien”. Han sidder fængslet på livstid og har gjort det, siden han i maj 2011 blev anholdt og overgivet til Krigsforbryderdomstolen, og der skal han altså blive resten af livet, siger Krigsforbryderdomstolen nu – langt om længe.
Mladic blev bl.a. dømt for massakren i Szebrenica, hvor 8.000 bosniske mænd og drenge blev dræbt i løbet af få dage i juli 1995. Tribunalets anklage stammer helt tilbage fra juli 1995, altså for mere end 25 år siden.
I 1991 brød det daværende Jugoslavien sammen. Først Slovenien og siden Kroatien og Bosnien erklærede sig uafhængige, og tilbage stod ”rest-Jugoslavien”, nemlig Serbien (+ Montenegro, som først skiltes fra Serbien efter en folkeafstemning i 2006). Det udløste en krig, Serbien mod Kroatien og Bosnien, som kostede mange livet, herunder mange muslimer. Etnisk udrensning, mindretal drevet på flugt, nedbrændte byer, ja de værste grusomheder på europæisk grund siden anden verdenskrig. Vi husker alle billedet af krigsfanger bag pigtråd, hvor samtlige ribben kunne tælles.
Men sagerne mod Mladic, Milosewic, Karadzic og andre serbere gav stødet til, at den nuværende permanente krigsforbryderdomstol blev vedtaget af et stort flertal af FN’s medlemslande
Mange flygtede, og også Danmark modtog mange bosniske flygtninge. 17.000, hvoraf 13.500 bor her endnu og er fuldt integreret i det danske samfund. Krigen varede i 10 år, og undervejs kom så den ikke mindre grusomme Kosovokrig 1996 til 1999 mellem Serbien og Kosovo-albanerne, da de brød ud af ”rest-Jugoslavien”.
Det var en total opløsning af Jugoslavien. NATO gik ind i krigen, herunder med danske soldater. Danske kampvogne skød en serbisk enhed ned for at forsvare en svensk enhed. Det var den aktion, som fik navnet ”Operation Bøllebank”.
Krigsforbryderdomstolen
Ratko Mladic’s sag blev afgjort af en særlig krigsforbryderdomstol, som FN hurtigt etablerede, efter borgerkrigen i Bosnien brød ud i 1991. I 1992 fordømte FN’s Sikkerhedsråd krigshandlingerne, og allerede i februar 1993 vedtog FN at etablere den særlige krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien.
En anden serbisk leder, nemlig den serbiske præsident Slobodan Milosevic, var også i den grad i FN’s kikkert. Han blev også dømt for krigsforbrydelser. Mladic og Milosevic blev bl.a. dømt for folkedrab. Så bliver det ikke værre. Den bosniske general Radislav Krstic blev også dømt for folkedrab. Ligeledes den tidligere bosnisk-serbiske præsident Radovan Karadzic.
Men sagerne mod Mladic, Milosewic, Karadzic og andre serbere gav stødet til, at den nuværende permanente krigsforbryderdomstol blev vedtaget af et stort flertal af FN’s medlemslande. De fleste domme stammer fra nyere tid, fordi det mere modne Serbien begyndte at udlevere de nu dømte til den særlige krigsforbryderdomstol. F.eks. blev Radovan Karadzic overgivet til Haag-domstolen i 2008, og dommen over ham blev afsagt i 2016, 40 års fængsel.
Der blev oprettet flere ”særlige” krigsforbryderdomstole, f.eks. en for Rwanda.
USA og Kina obstruerede ved konstant at stille forslag til ændringer af teksten
Den egentlige og permanente krigsforbryderdomstol (ICC – International Criminal Court) stammer fra 1998, og har hovedsæde i Haag. Under en FN-konference i Rom i 1998 vedtog 120 af FN’s medlemsstater at oprette domstolen. Jeg var selv til stede som chefforhandler for Danmark, og Danmark spillede absolut en førende rolle sammen med Norge, Sverige, Holland og New Zealand. Det kommer vi tilbage til.
Forhandlingerne havde varet i adskillige år med meget lange forhandlingssessioner i FN i New York, FN i Geneve, rundt omkring, bl.a. i Wien og på Sicilien, og altså – til sidst – i Rom. Mange var tæt på at opgive sagen, men mange holdt dog ved.
USA svigtede solidariteten
Det gælder ikke USA og Kina. De gjorde, hvad de kunne, for at afspore processen, og i sidste ende stemte de imod. Ikke kun det autoritære Kina, men også USA, den vestlige verdens leder. Her svigtede USA solidariteten med Europa.
Jeg husker, hvordan det foregik. USA og Kina brugte deres ret til at foreslå ændringer i den tekst, som kun langsomt styrede mod målet, nemlig en statut for den internationale krigsforbryderdomstol, som skulle have kompetence til at dømme i sager om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.
USA og Kina obstruerede ved konstant at stille forslag til ændringer af teksten. Det havde de ret til, men det blev gjort med indviklede tekster, som var svære at gennemskue, og som det tog lang tid at forhandle ud eller moderere kraftigt. Det skulle der stemmes om undervejs.
No motion
Tilbage til det endelige møde i Rom i 1998. Jeg var dengang chef for Udenrigsministeriets Juridiske Tjeneste og forhandlingsleder for Danmark.
Langsomt forhandledes statutten næsten færdig, men så kom der et forslag fra USA. De foreslog en ”action of no motion”. Det havde jeg aldrig hørt om før, så hvad var dog det?
USA allierede sig med Kina og – tror jeg det var – Nordkorea. Et kønt selskab
Daværende chef for folkeretskontoret, Arnold Skibsted, bladede rundt i FN’s pagt og diverse FN-statutter og fandt ud af, at der var en mulighed, som vist nok aldrig havde været anvendt før, til at foreslå og vedtage en ”no motion”. Altså at sagen derefter efterlades på jorden uden at bevæge sig fremad. Skulle man kalde det noget, som de fleste kan forstå, skulle teksten kort sagt smides i papirkurven, skrottes lodret.
Det opponerede Danmark og de nævnte ligestillede nationer hårdt imod. Så fulgte det af FN’s spilleregler, at en afstemning om selve statutten, ja eller nej til krigsforbryderdomstolen, ikke kunne komme til afstemning, før det amerikanske forslag om ”no motion” var stemt ned.
En møgsag
Så gik debatten i gang, men – igen efter FN-reglerne – skulle der sluttes med tre indlæg på hver side af forslaget, hvor tre udvalgte delegationer på skift fremførte det endelige argument for henholdsvis ja eller nej til forslaget om ”no motion”. USA allierede sig med Kina og – tror jeg det var – Nordkorea. Et kønt selskab!
I den vestlige lejr besluttede landene, at Norge, Sverige og Danmark, i den nævnte rækkefølge, skulle føre ordet på vegne af det, som vi dengang kaldte ”the group of likeminded”. Det var gruppen for langt de fleste stater, og i hvert fald de lande, som vi godt kunne være tjent med at være ligesindede med.
Først skulle forslagsstilleren, USA, begrunde og argumentere for forslaget, så kom Norge og så videre på skift, indtil det til sidst var Danmarks tur. Vi var den allersidste delegation ud af de 120 delegationer, som deltog i mødet, som skulle tale, lige før den endelige afstemning, men først var der det med ”no motion”-forslaget.
Der var stor jubel i salen, da de grønne og røde lamper lyste op og viste et klart ”grønt” flertal. Salen jublede, og den italienske EU-kommissær, Emma Bonino, kom over og gav mig et kys
Jeg talte varmt for, at vi skulle vedtage straffedomstolen, og argumenterede hårdt mod USA, Kina og andre vrangvillige, og bedst som jeg gjorde det, blev jeg i tvivl om, om jeg til sidst skulle opfordre til at stemme ”ja” eller ”nej”? Jeg satte kontorchef Skibsted i gang med at undersøge det, og imens talte jeg i et væk, og har givetvis gentaget mig selv adskillige gange, mens Skibsted bladede i FN’s regler for at finde ud af det. Formanden og FN’s sekretariat, som sad på et forhøjet podium, begyndte at se lidt misbilligende ud.
Endelig fandt Skibsted svaret og enden på det blev, at statutten og dermed Den Internationale Domstol for Krigsforbrydelser blev vedtaget! I dag kan jeg let se, at der først blev sagt ”nej” til det amerikanske forslag om at skrotte aftalen, og derefter ”ja” til oprettelse af Domstolen.
Der var stor jubel i salen, da de grønne og røde lamper lyste op og viste et klart ”grønt” flertal. Salen jublede, og den italienske EU-kommissær, Emma Bonino, kom over og gav mig et kys. Det var lige i overkanten.
Den amerikanske chefforhandler var skuffet. Han var givetvis ikke tilfreds med den instruks, han havde fra Washington. Han havde kort sagt fået en møgsag. Men USA stemte – som Kina – imod oprettelsen af straffedomstolen.
Hvorfor egentlig? Vi havde gennemskuet, at de ikke ville risikere, at deres egne, f.eks. den amerikanske præsident, skulle blive stillet for retten anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab, forbrydelse mod menneskeheden og lignende alvorlige anklager.
Derfor stemte USA og Kina ”nej”.
LÆS FLERE INDLÆG AF LAURIDS MIKAELSEN HER
Topillustration: Mladic under retssagen i Haag i 2017. Foto: UN International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her