
KORSHOLM & LARSEN // POVCAST – Modsat mange andre, der vender tilbage på jobbet efter sommerferien, er der ikke tomt skrivebord hos de to debattører Frank Korsholm og Bjarke Larsen: Dagens episode handler selvfølgelig om det mulige koranafbrændingsforbud og om Jakob Ellemann og materielindkøbssagen. Samtidig er der uro og krisetegn hos De Konservative.
Produceret af Jan Eriksen
Tirsdag d. 8. august erkendte tilbagevendte forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, at der er begået fejl i forbindelse med dansk indkøb af våben fra israelske Elbit. Det har han undskyldt over for Folketinget, efter to redegørelser af forløbet er blevet færdige. Og hvad så nu?
“Oppositionen har ret i, at der er gods i sagen,” siger Frank Korsholm i POVcasten.
“Det er ulovligt at lyve over for Folketinget, og det jo er en sag med tre-fire løgne. Jeg tror ikke, Jakob Ellemann har gjort noget forkert bevidst, men hvad sker der nede i Forsvarets Materiel og- Indkøbsstyrelse? Det vil pressen kaste sig over de næste måneder,” siger Korsholm og tilføjer: “Der er for meget, der er for upræcist i denne sag. Noget tyder på, at departementschefen har gjort i nælderne.”
“Ingen tvivl om, at Jacob Ellemann-Jensen bliver på posten. Spørgsmålet er, hvor stor en næse han får. Der vil blive gravet de næste mange måneder. Det er rigtigt, at han siger undskyld, undskyld, undskyld på pressemødet. Det bemærkelsesværdige er, at han dækker sig ind under departementschefen,” siger Bjarke Larsen.
Kommer der et forbud mod koranafbrændinger?
“Argumenterne for og imod er stort set lige gode,” mener Frank Korsholm, der hælder til at tro på formodninger om, at der lige nu tegner sig et alvorligt trusselsbillede over Danmark – og måske også Sverige.
“Det, som overbeviser en gammel kriger som mig: Der er to liberale partier her. Moderaterne og Venstre. At de taler om forbud – det tyder på, at der er noget her, der er mere alvorligt, end vi går og tror. Ellers var det en sag, som Venstre kunne have brugt til at trække sig ud af regeringen,” siger han.
“Jeg anerkender den realpolitiske virkelighed, men man er fanget på det forkerte ben. Paludan har gjort det her i flere år. Vi har en politivedtægt, der tillader poltiet at flytte en demonstration. Det skriger til himlen, at man ikke valgte at gøre det dengang, han begyndte. Løkke siger, at han vil føre pragmatisk, idealistisk udenrigspolitik. Hans udenrigspolitik er jo pragmatisk pragmatisme. Han er økonomisk liberal, men ellers er alt jo til salg,” mener Bjarke Larsen.
Blasfemiparagraffen nævnes flere gange i POVcasten. Her kan du evt. læse mere.
Lyt til de to eksperters diskussion her.
Om Frank Korsholm
Frank Korsholm er journalist og rådgiver samt konsulent. Han har blandt andet arbejdet som politisk redaktør og lederskribent på Børsen. Han har også været pressechef for De Konservative samt særlig rådgiver og taleskriver for bl.a. tre ministre – Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen samt Gitte Seeberg. Frank Korsholm har også været kommunikations- og politisk chef i AutoBranchen Danmark.
Om Bjarke Larsen
Bjarke Larsen er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto, der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Han er desuden initiativtager til festivalen Historiske Dage, som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet.
Bjarke er uddannet journalist og var i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet, og han har lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og den 3. verden samt EU.
Politisk har han en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er Bjarke passivt medlem af Socialdemokratiet.
Han boede i en menneskealder i Sønderborg, hvor han bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår han sine folder i en haveforening i Sydhavnen.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og