MUSIK // ANMELDELSER — Albumaktuelle Tårn og Northern Assembly er i al deres musiske forskellighed sammenlignelige idet, at de kan deres håndværk: Begge orkestre ved, hvordan man blander ingredienserne til en god sang. Men når man følger en opskrift til punkt og prikke, ved man også nøjagtigt, hvordan kagen smager.
Tårn spiller en klog popmusik med ungdommelige, personlige tekster og en letbenet drømmende lyd. Lyden ligger med sin radiovenlighed op til store ørehængere. På Omkuld, der er en moderne popsang og minder om en indiefiseret udgave af The Weekends velfriserede megahit I feel it coming, når vi tæt på.
Pladen åbner med musikalske penselstrøg på sangen Farver og Vanvid, der sender musikalske highfives til Figurines-frontmanden Christian Hjelms lyd på pladen Vaskeægte både hvad angår instrumentation og vokal. Med skæringen Stivner er klokken også kvart-i-popsang, der på fin vis indfanger lytteren i sin fortælling om parrets genvordigheder.
Tårn gør et hæderligt forsøg. Det lyder godt, men er også forudsigeligt. Der skal ske noget på de næste plader, hvis de skal tårne sig op over deres egen samtid
Det klæder bandets indietapet, at de i Erik Apollo har en god, svævende poprøst. Synthesizeren og guitaren puster Apollos tekster frem, og der er lagt op til det helt store indiepopfest. Ingen tvivl om, at ambitionerne er, ja, tårnhøje hos Tårn.
Udtrykket er på en og samme tid storladent, men også klinisk og uden kant. Deres plade, der har titlen Åbne Cirkler, får mig til at tænke på, hvor oplagt lyden er til en blockbuster af en ungdomsfilm. Dengang jeg var teenager, hed den Midsommer med Kristan Leth i hovedrollen – hvad hedder den i dag?
Lyden vandrer også på en sti, mange bands er gået på før – forelskelsen og den forliste kærlighed er emner, der ligger bandet på sinde. Det ændres på Ind Mod Midten, der er anderledes skæv og bryder med det kliniske lydbillede. Den frækhed savner jeg på resten af pladen. Det ekstra rum i sangene, der får lytteren til at stoppe op.
Det er som om, de bliver for opslugt i deres søgen efter den store popsang om ulykkelig kærlighed, som ikke så få orkestre forsøger at finde formlen på. Tårn gør et hæderligt forsøg. Det lyder godt, men er også forudsigeligt. Der skal ske noget på de næste plader, hvis de skal tårne sig op over deres egen samtid.
Northern Assembly
Northern Assembly, der pt. residerer i Aarhus, spørger sig selv, hvad en nordisk forsamling er for en størrelse. Det relevante spørgsmål søger de at afsøge på pladen Closer Together, der udkom 13. september. Det lyder som om, de har fundet frem til svaret, for deres lyd er veldefineret og afklaret. Der er vokalharmonier lige i skabet, en flot produktion og så er det godt udført – Northern Assembly oser af spilleglæde.
Der er ikke en finger at sætte på Northern Assemblys samspil, og der er en god fornemmelse for sangenes dynamik. Trommerne ved præcis, hvornår de skal trække sig for at vende tilbage og skabe fremdrift, som på sangen Beat your drum. Og i Dina Dánialsdóttir har Northern Assembly en fremragende sanger.
Snart sidder jeg i bilen på Køge Bugt og hører P4, snart er jeg ankommet til 1800-tallet til en udskibningshavn i Dublin eller en gård på Falster, hvor brændevinen flyder rundhåndet og høet er lunt
Orkestret genredefinerer sig selv som rodløs neo-folk, men der er også spor af americana på pladen. Netop derfor bekræfter de klicheen, at fødselsattester ikke spiller en rolle, når man er i en skabende proces. Det gør inspirationskilderne – og de kommer også fra USA. Men fans af britiske Mumford og Sons vil heller ikke gå forgæves her.
Northern Assembly har historier at fortælle. Jeg bliver taget steder hen med deres musik. Snart sidder jeg i bilen på Køge Bugt og hører P4, snart er jeg ankommet til 1800-tallet til en udskibningshavn i Dublin eller en gård på Falster, hvor brændevinen flyder rundhåndet og høet er lunt. Det er godt at vide, hvem man skal ringe til, næste gang man skal holde bal i laden. Kan ikke forestille mig nogen, der kan spille mere op til dans end Northern Assembly og det på trods af en skøn alvorlighed i lyden.
Tårn – Åbne cirkler
Udkommer d. 27. september 2019 på pladeselskabet Nordic Music Society
Northern Assembly – Closer Together
Udkom d. 13. september 2019 og er selvudgivet.
Foto af Northern Assembly: Jannick Boerlum
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her