Kina baner vejen for ny Stor Rorgænger

i Asien af

ANALYSE – Der er artige sager på programmet, når Kinas parlament, Den nationale Folkekongres, såvel som den rådgivende ældreforsamling, Det kinesiske folks Rådgivende Konference, træder sammen til den årlige blåstempling af forfatningsændringer, lovforslag, status over Kinas fremskridt hjemme og i verden og mere af samme skuffe.

Mest banebrydende bliver den forventede vedtagelse af en forfatningsændring, der tillader Kinas præsident at beklæde posten længere end de to gange fem år, som har været gældende de seneste 35 år. Da Kinas enevældige Kommunistparti holdt sin 19. kongres i efteråret, mere end anede man, at en forlængelse var under opsejling.

Forfatningsændringen får vidtrækkende konsekvenser for kineserne. Med den i ryggen kan Kinas præsident og partichef, Xi Jinping, fastholde og yderligere styrke sin magt, han kan styre Kina frem mod den globale hovedrolle, som han tiltænker sit land i 2050, og han kan fortsætte med at rydde ud i den omfattende korruption i Kommunistpartiet, som manifesterer sig ved samtidig at fjerne hans konkurrenter og modstandere. Han kan realisere sin Kinesiske Drøm, 中国梦, drømmen, som ifølge Xi er – eller i hvert fald burde være – alle kineseres drøm, om foryngelse af nationen, kinesisk velstand, styrke og national hæder, som skal toppe i 2049, 100-året for Det nye Kinas oprettelse.

Kinas nye kejser

Xi Jinping havde helt åbenbart ikke planer om at sætte en efterfølger i stilling til den 20. Partikongres i 2022, som det normalt er tilfældet efter fem år på posten, så en kronprins er klar til at tage roret efter 10 år. Partichefen er Kinas egentlige leder, og i 25 år har samme mand – Kina har endnu hverken haft kvindelig partichef eller statsoverhoved – bestridt posterne som både partichef og præsident.

Dobbeltrollen blev indført i kølvandet på opstanden for demokrati i 1989 i Beijing og andre kinesiske storbyer, der brutalt blev nedkæmpet af Folkets Befrielseshær, hvilket Vesten skarpt fordømte og derfor lagde Kinas ledelse på is. 1989 blev også året, da kommunistiske styrer faktisk faldt på stribe, efterfulgt af Sovjetunionens sammenbrud, hvorved antallet af regerende kommunistpartier i verden blev voldsomt reduceret.

Det er den arv, Xi Jinping nu vil pille ved, så han ikke behøver at gå af om fem år, men i princippet kan blive siddende på livstid – som Mao Zedong

Så Kinas partichef fik ikke længere vigtige besøg, ej heller blev han inviteret sammen med ikke-kommunistiske landes ledere. Derfor har Kinas præsident, der er landets ceremonielle statsoverhoved, og partichefen, der svarer til fortidens enevældige kejsere, siden 1993 været én og samme mand.

For at undgå kultdyrkelsen og koncentrationen af al magt på en enkelt mands hænder, som tilfældet var med Det nye Kinas grundlægger, Mao Zedong, indførte Kinas (hidtil) sidste almægtige leder, Deng Xiaoping, allerede i 1982, at præsidenten højst må sidde i to perioder af fem år. Partiets forfatning står over Kinas forfatning, men netop spørgsmålet om præsidentens embedsperiode tages meget alvorligt også i Kommunistpartiet, eftersom den korresponderer med partichefens.

Deng Xiaoping uddelegerede også mere magt til Kommunistpartiets centralkomités politbureaus stående Komité, som skulle om ikke ligefrem demokratisere magten i Kina, så i det mindste brede den ud på flere hænder.

Opgør med arven efter Deng

Og det er den arv, Xi Jinping nu vil pille ved, så han ikke behøver at gå af om fem år, men i princippet kan blive siddende på livstid – som Mao Zedong. Om den foreslåede forfatningsændring hedder det bl.a. i kinesiske medier (der alle i en eller anden form er underlagt Kommunistpartiet), at den er ’nødvendiggjort af behovet for at perfektionere Partiet og statsførelsen’, samt at denne og andre lovændringer vil ’sikre folket en lykkeligere tilværelse.’

BEIJING SPIRIT VISER VEJEN TIL STØRRE LYKKE I KINA – SAMMEN MED PRÆSIDENT XI JINPING, DER VIL REGERE I EN EVIGHED

Xi Jinping har i sine første fem år som partichef (og præsident) skaffet sig af med modstandere og potentielle konkurrenter, ligesom han har tiltaget sig enorm personlig magt ved at omkalfatre vigtige institutioner som Den centrale Militærkommission og oprette en mængde nye styrelser for bl.a. økonomi og cybersikkerhed, som han selv står i spidsen for.

Ifølge Weiboscope, en organisation i Hong Kong, der overvåger censuren på Kinas førende sociale medie, weibo, er bortcensureringen af indlæg om Xi Jinpings magtforlængelse den mest omfattende i tre måneder.

Selvom ledende medier i Kina kundgjorde, at med muligheden for, at Xi Jinping kunne forblive Stor Rorgænger i en evighed, er vejen banet for større lykke for de knap 1,4 mia. kinesere, følte nidkære censorer dog behov for at blokere en række ord på Kinas sociale medier, fx Kejserens Drøm (titlen på en gammel dukkefilm), personkult, historiens hjul, lovændring, min kejser, længe leve, formand på livstid, Xi JinP, uenig, Peter Plys (fordi Xi Jingping er blevet sammenlignet med den flinke bjørn) og mange flere.

Ifølge Weiboscope, en organisation i Hong Kong, der overvåger censuren på Kinas førende sociale medie, weibo, er bortcensureringen af indlæg om Xi Jinpings magtforlængelse den mest omfattende i tre måneder.

Kritiske røster

Dermed blev munden – som så ofte – lukket på Kinas ellers ganske livlige netdebattører. Andre lod sig ikke kyse, blandt dem en tidligere redaktør fra Kommunistpartiets Kinas Ungdomsdagblad, 中國青年報,Li Datong, der i et åbent brev til Beijings 55 medlemmer af Den nationale Folkekongres bl.a. skriver: ’begrænsningen på to præsidentperioder, der blev introduceret i forfatningen fra 1982 er en epokegørende politisk reform, gennemført af Kinas Kommunistparti og hele det kinesiske folk som følge af deres refleksioner over de enorme lidelser Kulturrevolutionen (1966-1976) medførte.’

’Det var den højeste og mest effektive juridiske begrænsning til at forbygge enevælde eller placere enkeltindivider over Partiet og staten (…) Det er også del af Deng Xiaopings vigtigste politiske arv. (…) Ophævelse af begrænsningen kan føre til kaos i Kina, vil I ikke nok venligst nøje overveje at stemme imod,’ nærmest bønfalder Li Datong sine repræsentanter i Folkekongressen.

Hong Kong-avisen South China Morning Post har snakket med Li, der siger, at ’det er mit åbne forslag. Jeg er stemmeberettiget og har stemt ved valget til Den nationale Folkekongres’. ’Ethvert land, der ikke har en sådan begrænsning, frister katastrofen,’ siger Li også.

Li Datong blev fyret fra Ungdomsdagbladet i 2005, fordi han gik i rette med Partiets officielle version af Qing-dynastiets sidste år frem til kejserdømmets fald i 1911. Han fastholder, at det er hans demokratiske ret at henvende sig til sine parlamentsmedlemmer. Man må sørme håbe, at Partiet deler den holdning.

Andre kritikere af det vidtrækkende forslag er enige med Li Datong, men formulerer sig mere forsigtigt ved at henvise til, at tidens internationale tendens går i den modsatte retning og laver begrænsninger for lederes embedsperioder.

Kommunistpartiet er Kinas milliardærklub

En anden detalje, som kineserne givet har en mening om ved den tilstundende samling i Kinas parlament, men som de næppe får lov at tilkendegive, er, at de godt 150 rigeste medlemmer af parlamentet og ældreforsamlingen tilsammen ejer næsten 4000 mia. kr. – eller hvad der næsten svarer til Schweiz’ BNP, skriver New York Times. I fjor var tallet godt 3000 mia. kr. Opgørelsen stammer fra Hurun Rapporten over Kinas rigeste, den kinesiske variant af Forbes’ liste over verdens rigeste mennesker.

Det eneste kommunistiske ved Kinas Kommunistparti efterhånden er navnet. Partiet kunne lige så godt bare hedde Kinas Parti

Langt de fleste ’folkevalgte’ i parlamentet og delegerede til den rådgivende ældreforsamling er medlemmer af Kinas Kommunistparti, der siden 2002 har optaget kapitalister. Dét nybrud har betydet, at Partiets medlemsskare i modsætning til alle andre kommunistpartier i verden vokser frem for at stagnere eller helt gå i opløsning. På 25 år er medlemsskaren vokset fra 55 mio. til knap 90 mio. – og nogle af dem har været i stand til at samle sig enorme formuer i det angiveligt kommunistiske land.

Men sagen er, at det eneste kommunistiske ved Kinas Kommunistparti efterhånden er navnet. Partiet kunne lige så godt bare hedde Kinas Parti. Og selvom 90 mio. medlemmer er virkelig mange, er det dog kun en brøkdel af Kinas knap 1,4 mia. indbyggere. Med til historien hører, at partimedlemsskab er vigtigt for karrieren, og at alle entrepriser og gode jobs handles og fordeles inden for partiest rækker, så medlemskab er et karriereskridt snarere end tilkendegivelse af ideologisk tilhørsforhold.

Derfor kan man heller ikke forvente andet, end at parlamentsmedlemmerne rutinemæssigt vil blåstemple alle partiets forslag ved den kommende samling, nøjagtig som de plejer.

Fotos: Skribenten.

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.

Foto: Torsten Graae

Seneste artikler om Asien