BØGER // ANMELDELSE – Kannibalens lov af Sune de Souza Schmidt-Madsen er, med dens skildring af korruption og livets store valg, stereotyp og sprogligt træg læsning. Kan man leve med klichéerne, er troperomanen jævn sommerferielæsning, ikke mere end det.
Den danske forretningsmand Henning Albert Boilesen var en stor kanon i 1960’ernes og 70’ernes Brasilien. Litteraturredaktøren på Lindhardt og Ringhof, Sune de Souza Schmidt-Madsen, blev selv fascineret af det store land i Sydamerika, da han i sin tid forelskede sig i en brasiliansk kvinde.
Det lyder umiddelbart som en oplagt kombination at koge romansuppe på. Men blot fordi historien om Boilesen er sprød, og Schmidt-Madsen har personlige aktier i landet, betyder det ikke, at romanen inspireret af Boilesens liv er god. Der er mange måder at fortælle samme historie på.
Der er lagt i kakkelovnen til et drama af dimensioner, men Kannibalens lov er desværre læsset med klichefyldte sammenligninger og sproglige klodsetheder, som gør læsningen træg.
Først handlingen. Forretningsmanden Viktor Holbrandt (inspireret af Boilesen, der drev klapjagt på venstreorienterede på militærdiktaturets tid i Brasilien, og fik et torturinstrument opkaldt efter sig) skal begraves i romanens begyndelse. I Brasilien spiser den ene slange den anden – det mærker Holbrandt på egen krop. Således ved læseren gennem resten af de næsten 300 sider, at forretningsmanden ånder ud senere i bogen. På den måde er romanen tro mod virkeligheden, da Boilesen selv blev gennemhullet af skud fra Guerilla-gruppers nådesløse geværsalver.
Forholdet til den respektindgydende Holbrandt ses gennem den underdanige jeg-fortæller, der ikke bare er dybt afhængig af Holbrandt som arbejdsgiver, men også forelsker sig hovedkulds i forretningsmandens kone, Fanny. Overlever jeg-fortælleren så i det dødsensfarlige Brasilien, hvor et menneskeliv ikke er noget værd? Det kan man diskutere. Hvordan det skal forstås, må du selv læse!
Fanny, der får nogle på madkassen af den voldelige Holbrandt, tiltrækker den unge jeg-fortæller fra første færd og tager ham med til åndemanerseancer. En anelse klichefyldt og forudsigelig forelskelse, der også afspejler sig i sproget.
Efter Holbrandts begravelse er der flashback til jeg-fortællerens søgen efter mening i sluttressernes København. Rastløsheden skyldes forældrenes død, moderen af pludselig hjertesygdom og faderen af druk. Det får jeg-fortælleren til at forlade sin kæreste og flygte til Brasilien i 1970, hvor han opsøger Holbrandt og får arbejde, ganske som hans far gjorde i 1940’erne. Fanny, der får nogle på madkassen af den voldelige Holbrandt, tiltrækker den unge jeg-fortæller fra første færd og tager ham med til åndemanerseancer. En anelse klichefyldt og forudsigelig forelskelse, der også afspejler sig i sproget:
”Hvis nogen spurgte mig, hvad jeg ønskede mig, om jeg ville være kejser eller konge, ville jeg svare, at jeg kun ønsker mig Fanny.” Eller: ”Hendes hud er blød som fløjl.”
Fanny og jeg-fortællerens erotiske tiltrækning er naturligvis forbundet med stor fare; opdager Holbrandt, hvad der foregår, er jeg-fortælleren færdig som gårdsanger – hele hans tilværelse i Brasilien synes at afhænge af Holbrandt. Det gør romanen forudsigelig. Og det får ham til at slække på egen moral ved at udføre luskede arbejdsopgaver i sit job som chauffør. Der er lig i lasten i ordets bogstavelige forstand.
Fast som en skruestik
På den måde er der lagt i kakkelovnen i tropevarmen til et drama af dimensioner, men Kannibalens lov er desværre læsset med klichefyldte sammenligninger og sproglige klodsetheder, som gør læsningen træg. Eksemplerne er legio. Her et par stykker: ”Det føles, som om der sidder en kniv mellem skulderbladene”, ”Livet er uendelig simpelt og uendelig kompliceret”, ”gruset under mine fødder føles som gummi”, ”Han er stor som en elefant og sort som en panter” For ikke at nævne Holbrandts greb, der ”er fast som en skruestik”.
Når der omsider forsøges at fortælle noget indirekte, er det så oplagt, at Herman Bang ville vende sig i graven. Som da hovedpersonen sammen med Holbrandt sidder på en natklub med en korrupt politiker fra det brasilianske transportministerium, hvor en glædespige senere skal få jeg-fortælleren ud i alvorlige problemer: ”Alt her er så korrupt, at du ikke gør dig begreb om det” Husk – det her er ikke Danmark! Det er raceblandingens skyld, Brasilien er den mest degenererede nation i verden! Men hvad skal man stille op? Det er svært at lade være, ikke?” Hans blik glider hen over mulatpigerne, der vimser ind og ud mellem bordene. Elvis Presley synger ”You Don’t Have to Say You Love Me.”
Den hvide mands overlegenhed og forsøg på at tæmme de uciviliserede indfødte minder mig tematisk om Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, og kunne være et særdeles interessant bekendtskab (som Ejersbo) – hvis man interesserer sig for, hvordan der fortsat reproduceres mønstre fra den koloniale fortid. Roman er dog forudsigelig: de rige vesterlændinge er usympatiske, fordrukne og udnytter de sorte seksuelt. Brasilianere er fattige, korrupte, dog sympatiske og sætter pris på det, de har.
Kan man leve med klicheerne, er Kannibalens lov jævn sommerferielæsning, ikke mere end det. Personligt ville jeg efterlade den på hotellets byttehylde, hvis jeg havde medbragt den som ferielekture og glæde mig over, at jeg havde kastet mere end én roman i kufferten.
Sune de Souza Schmidt-Madsen – Kannibalens lov
272 sider. 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof
Udkom d. 12. juni 2019.
Foto: Lindhardt og Ringhof
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her