DRIKKEVAND // LONGREAD – Det begyndte som en drøm for nogle år siden. Eller rettere – for mig begyndte det som en drøm. For lokalsamfundet i Oterit i Rift Valley i Kenya var det et håb, et ønske, noget, som de havde længtes efter altid – rent drikkevand.
OTERIT – For helt at forstå omfanget af min drøm, skal vi skrue tiden nogle år tilbage – jeg lader min pen fra dengang føre ordet:
”Billedet af den lille afmagrede dreng, der med sit lille tinkrus bankede på hele Danmarks tv-skærme tilbage i 1984, står klart og tydeligt på min nethinde, når jeg husker tilbage på, hvornår og hvorfor ilden i mig til at gøre en forskel blev tændt. Billederne af hungersnødkatastrofen i Etiopien står lysende klart for de fleste, og de fik i den grad vendt verdens interesse til at hjælpe.
Rain is a blessing, because ”Maji ni Uhai” (Water is Life)
Jeg tror, vi alle husker de internationale indsamlinger med Bob Geldorf og Band Aid i spidsen for landeplagen ”Do they know it’s Christmas”, og ej at forglemme vores danske Nannas musikalske bidrag ”Giv en hånd til Afrika”, hvor det bl.a. blev sunget ”Afrika – det land som alle børn kender”. Det understregede på sin egen melodiske vis danskernes billede af og viden om kontinentet.
Maji ni Uhai
Klimaforandringerne mærkes desværre stadig tydeligere og tydeligere i hele verden, og mens Danmark tilbage i 2017 mente, at ”sommeren var en ommer” grundet de få solskinstimer og den store mængde regn, sukkede vi tilsvarende efter færre solskinstimer og mere vand hernede i Kenya. Ikke fordi vi ikke holder af solen, men fordi vand, og især rent drikkevand, er en mangelvare. For som vi siger hernede:
“Rain is a blessing, because ”Maji ni Uhai” (Water is Life)”
I området omkring vores skoler i Oterit er der ikke boret brønde, hvor børnene, deres forældre og de andre i lokalsamfundet kan pumpe rent vand. De er afhængige af at gå flere kilometer til den lokale dam eller lille flod. Vand som ofte er fyldt med bakterier og parasitter, som forårsager sygdomme som diarré, kolera, tyfus og malaria.
Det beslutter jeg mig for at gøre noget ved. For jeg synes helt grundlæggende, at det er en menneskeret at have adgang til rent drikkevand, da det er en altafgørende forudsætning for et godt og sundt liv. På alle vores skoler underviser vi eleverne i, hvordan de undgår at blive syge af vand, hvordan de kan rense det, og hvordan de kan undgå bakterier og sygdomme ved at vaske hænder med sæbe. Derudover indsamler vi regnvandet i store vandtanke og renser det, så eleverne kan få rent drikkevand.
Men behovet er langt større, end den regn der falder, og hvad vores vandtanke kan rumme. Børn og voksne kan godt nøjes med 5 liter vand om dagen til at drikke og lave mad. Derudover skal de så helst have 25-50 liter vand til at vaske hænder, børste tænder, vaske tøj og gøre rent. Til sammenligning bruger enhver dansker i gennemsnit mere end 100 liter vand per dag.
I min NGO – Periamma – lykkedes det os at skaffe lidt penge til at kunne foretage de indledende geologiske undersøgelser. Så i april 2018 havde jeg glæden af at være vært for tre geologer, som foretog målinger, analyser og beregninger af undergrunden. Det var en kæmpe oplevelse, for det var for mig begyndelsen på noget stort – noget som i den grad kunne gøre en forskel for mindst 6.000 mennesker her på stedet.
Efterfølgende modtager jeg resultaterne fra de tilbundsgående undersøgelser, og det absolut mest fantastiske er, at der er store mængder af grundvand, som kan forsyne området med rent drikkevand. Men der er en lille smule malurt i bægeret her midt i begejstringen. For der skal bores 260-280 meter ned for at få adgang til de livgivende dråber. Blot for at sætte det i perspektiv – det svarer til næsten syv gange højden af Rundetårn.
Det er desværre en realitet, at der dør langt flere mennesker af snavset og beskidt vand end af aids, malaria og mæslinger tilsammen
Det vil koste ca. 200.000 danske kroner at få etableret en brønd, hvor der kan pumpes rent drikkevand, som mindst 6.000 mennesker i området vil kunne nyde godt af. Brønden skal være økonomisk bæredygtig, så tanken er, at hver liter vand vil koste 1-2 ører, hvor pengene så skal gå til vedligeholdelse af brønden. Min ”lille” udfordring var, at jeg manglede ca. 120.000 danske kroner til at kunne realisere projektet. Derfor begyndte jeg en indsamling blandt familie og venner i maj 2018.
Det blå guld
I Danmark og Skandinavien kan man glæde sig over rent og dejlig koldt vand i hanerne. Det er en luksus, som vi her i Kenya misunder. Tilbage i 2010 erklærede FN rent drikkevand som en menneskeret – alle mennesker har ret til rent drikkevand.
Men der er desværre langt fra de flotte hensigtserklæringer til realiteter. Og det er desværre en realitet, at der dør langt flere mennesker af snavset og beskidt vand end af aids, malaria og mæslinger tilsammen.
Måske tænker du ikke så meget over det, men du gør det faktisk gentagende gange i løbet af en dag. Du bruger vand, fra du står op om morgenen, til du går i seng igen. Du vasker dig, du børster tænder, du bader, du vasker op, du gør rent, du skyller ud i toilettet, du vander blomster, du vasker bil eller cykel, og du drikker og spiser mad med masser af vand. Og vel og mærke rent drikkevand.
Det skal du på ingen måder have dårlig samvittighed over, for det er fantastisk at have den mulighed. Det er en mulighed som jeg under alle mennesker, og som burde være den ret som FN’s menneskerettighedserklæring foreskriver.
I Oterit flimrer myggene hen over det mudderbrune spejl på den udgravede dam midt på marken. De små dræberinsekter lægger deres malariafyldte æg i vandkanten, men det er ikke umiddelbart til at se. Når det regner, siver dyrenes efterladenskaber med overfladevandet hen over marken til dammen. Der er intet andet sted at hente vand. Det bliver brugt til drikkevand, til at vaske sig, til madlavning, til tøjvask og til dyrene.
Livet bliver virkelig sat i relief, når du er så tæt på den absolutte fattigdom. I Danmark tager vi det for givet, at vi kan drikke vandet direkte fra hanen. Her midt i Kenya er man afhængig af at gå flere kilometer til den lokale dam, der er fyldt med beskidt vand
Mere end 10 børn fra to af vores skoler trisser gennem markernes høje græs fra de forskellige runde jordhytter hen til dammen. Det er et mønster der gentager sig om morgenen og om eftermiddagen hver dag. Det er en af børnenes opgaver her i Rift Valley. De bærer 20-25 liter vand hver i deres gule eller sorte dunke.
En af pigerne bruger slipset fra sin skoleuniform som en strop til at bære den tunge dunk på ryggen. Men de er glade – glade for at kunne hjælpe til i familien. Glade for, at der i det hele taget er vand. Men de drømmer også – drømmer om den dag, hvor de kan få rent drikkevand, så de kan undgå sygdomme og opnå et bedre helbred. Som en af pigerne spørger mig, da hun løfter plasticbaljen med det brune beskidte vand op: ”Drikker I også den slags vand, hvor du kommer fra?” Mit hjerte springer et slag over – jeg føler mig ramt lige i solar plexus. Min stemme bævrer, da jeg svarer ”nej, og det burde I heller ikke!”
Mødet under de store træer
I juni 2018 er jeg på vej til Oterit, beliggende i Rift Valley. Det er her, vores brønd skal etableres, hvis vi kan få indsamlet det nødvendige beløb. Da jeg fik foretaget de geologiske undersøgelser viste de, at der lige præcis her er så store mængder grundvand, at det kan forsyne 6.000 mennesker i området med rent drikkevand.
For lige at sætte det tal i relief, så svarer det til indbyggertallet i Hornbæk, i Hirtshals, i Maribo, eller i Kerteminde. Jeg lader det lige synke ind engang – tænk hvis vi sammen kunne hjælpe med at skaffe rent drikkevand svarende til antallet af mennesker, der bor i Maribo?! Det ville være intet mindre end fantastisk – jeg kan afsløre, at mit hjerte allerede bobler af glæde ved tanken.
For at det skal lykkes kræver det, at vi alle sammen er med til at løfte denne opgave. Det er på ingen måder nemt, men jeg er af den livsopfattelse at intet er umuligt. Som min store mentor og helt, Nelson Mandela, udtalte tilbage i 2001:
”It always seems impossible, until it is done.”
Så i dag er jeg på vej for at mødes med repræsentanter fra lokalsamfundet. Sammen skal vi have involveret og engageret så mange som muligt, så vi kan opnå det mål, vi har sat os – at skaffe rent drikkevand til børnene, de unge, de voksne og de ældre.
I denne del af Afrika tages de ældre altid med på råd. Faktisk lyttes der mest til, hvad de ældre siger – der er en klar og tydelig respekt for dem. Jo mere livserfaring, jo mere bliver du værdsat. Mødet er sat til at foregå under de store træer uden for Oterit Primary School. Nogle af eleverne har forberedt en lille sang for os, hvor de fortæller, hvor epokegørende det, vi har gang i, er. De synger blandt andet om, hvor vigtigt rent vand er for kroppen, for ens evne til at opnå læring, for at undgå sygdomme og i det hele taget for hele ens liv.
I denne del af Afrika er folk fattige på penge, men rige på fællesskab
Sangen får mig i den grad til at reflektere. Livet bliver virkelig sat i relief, når du er så tæt på den absolutte fattigdom. I Danmark tager vi det for givet, at vi kan drikke vandet direkte fra hanen. Her midt i Kenya er man afhængig af at gå flere kilometer til den lokale dam, der er fyldt med beskidt vand.
Der bliver talt, drøftet, diskuteret og forhandlet her under de skyggefulde træer. Mødet foregår på swahili, så alle kan give deres besyv med. Rektoren for Oterit Secondary School er min simultantolk, så jeg er fuldstændig opdateret på, hvad der bliver sagt. Glæden og henrykkelsen mærkes i næsten hver sætning. For mange af disse mennesker er dette en drøm, som ingen rigtig har turde drømme. Ingen af dem har nogensinde oplevet rent drikkevand i dette område, så for dem er det nærmest surrealistisk at deres største ønske kan blive opfyldt.
Det bliver livligt drøftet, om der kunne være nogen, der kender nogle indflydelsesrige mennesker, som måske kunne hjælpe med økonomiske bidrag. Vi er i et område, hvor den gennemsnitlige husstandsindkomst ligger på mellem 6 og 12 kroner om dagen. Så hver en øre skal virkelig vendes for at økonomien kan slå til.
Det bliver aftalt, at når boreselskabet engang kommer med deres udstyr, så vil alle arbejderne blive indkvarteret hos familier i området. Der vil blive sørget for, at de alle får mad, og i det hele taget vil der blive taget vare på dem, som var de en del af familien. I denne del af Afrika er folk fattige på penge, men rige på fællesskab.
Hælde vand ud af ørerne…
I Kenya skal man have tilladelser til alt. Det skal sikre, at alt foregår efter reglerne. Men det er også en måde at sikre beskæftigelse på, da man jo dermed kan have en masse ansat til at udarbejde og kontrollere disse tilladelser.
At lede og bore efter vand kræver tilladelser. Så en tidlig torsdag morgen i midten af juni 2018 er jeg på vej til Water Ressource Management Authority i Nakuru. Navnet er i sig selv ganske imponerende, men kontoret efterlader dog noget tilbage at ønske i forhold til navnet. Bag høje stakke af papirer sidder tre mennesker og arbejder. De kigger alle op, da jeg kommer ind ad døren og ønsker dem en god morgen. Jeg tager imod den venlige anmodning om at tage plads i den hvide plastikstol.
Jeg har i sagens natur aldrig ansøgt om en vandtilladelse før, men den unge myndighedsperson fortæller meget venligt og imødekommende om processen. Han lader mig forstå, at det er en vigtig og måske ikke så ligetil proces. Så det er jo heldigt, at de har en kapacitet som ham ansat. Jeg nikker og smiler og fortæller med hele mit kropssprog, at det kan jeg jo kun være enig i.
Efter at have fortalt mig processen to gange, så han var sikker på, at jeg fik alle detaljerne med, udleverer han efterfølgende nogle stykker papirer, hvor hele processen er beskrevet. Ganske pædagogisk sætter han krydser og streger, hvor jeg enten skal gøre noget aktivt eller skal betale nogle penge.
Lidt forsigtigt spørger jeg, om vi ikke kunne ”speede” processen lidt op, hvis jeg nu selv fragtede de værdifulde papirer til de forskellige kontorer. Den søde, unge myndighedsperson kigger på mig, som havde jeg lige forslået, at vi skulle flyve til månen sammen
Jeg er meget imponeret. Aldrig har jeg fået så fin en service fra en myndighedsperson. Jeg smiler og føler næsten helt trang til at invitere ham på bar for at fejre begivenheden. Mit smil får dog en brat ende, da jeg spørger hvor lang tid det tager at få sådan en tilladelse på plads. ”Jeg må jo forstå, at noget så detaljeret tager tid. Og der er jo flere kontorer der skal modtage de samme stykker papir, læse dem igennem, kontrollere og godkende”.
Og jeg forstår – eller rettere – jeg forsøger at forstå. De samme stykker papir skal sendes til tre forskellige instanser, som har kontor forskellige steder i Kenya. Det kan jo i sig selv tage lang tid. Definitionen af ”lang tid” er jo subjektiv, men da han forklarer, at det tager i hvert fald 90 arbejdsdage at få tilladelsen på plads, hvis altså ikke der skal foretages ændringer som forhaler processen yderligere, så strider det i hvert fald imod min forståelse af lang tid.
Jeg kigger ned på papirerne og tænker ved mig selv, at det kan vel ikke tage alverdens tid at sætte tre underskrifter på et stykke papir. Lidt forsigtigt spørger jeg, om vi ikke kunne ”speede” processen lidt op, hvis jeg nu selv fragtede de værdifulde papirer til de forskellige kontorer. Den søde, unge myndighedsperson kigger på mig, som havde jeg lige forslået, at vi skulle flyve til månen sammen.
Han forsøger at lægge ansigtet i de rette folder, trækker vejret dybt og stiller undrende spørgsmålet ”hvor hurtig havde du da forestillet dig at det skulle gå?”. ”3 dage”, svarede jeg lige så kækt. ”Men jeg kan jo se på alle papirbunkerne at I har meget travlt”, fortsætter jeg, ”så skulle jeg ikke sørge for, at I alle får en kop the til at skylle arbejdet ned med, og så kunne I måske se med friske øjne på min sag?”
De magiske ord lød helt fortryllende i ørerne på alle tre personer på kontoret. Tænk sig, at der var en hvid mand der forstod, hvor hårdt de arbejdede, og ville påskønne det med at sponsorere nationaldrikken til dem alle. Glæden lyste ud af øjnene og smilene gik fra øre til øre. Pludselig var processen måske slet ikke så kompliceret og 3 dage var slet ikke umuligt længere.
Således lettere begejstret over min evne til at hælde vand ud af ørerne, forlod jeg kontoret. Dagens succes havde givet mig mod på mere. Der var bestemt mere vand, der kunne hældes ud…
Da jeg i sin tid fik indhentet tilbud på, hvad det ville koste at bore efter vand, var alle borevirksomhederne pudsigt nok ejet af indere. Inderne sidder i det hele taget på en stor del af virksomhederne her i Kenya. Tidligere var de lokale ikke specielt begejstret for de indiske arbejdsgivere, men med kinesernes indtog på det afrikanske kontinent, er holdningen ændret. Nu er det tydeligt at se, at inderne behandler de lokale noget bedre end kineserne.
Jeg kontaktede det indiske firma, som havde givet os det bedste tilbud målt på kvalitet og pris, og inviterede en af deres repræsentanter til møde. Han var et stort smil, da jeg åbnede døren for ham.
I begyndelsen forstod jeg ærlig talt ikke så meget af, hvad han sagde, for jeg skulle lige spore mine ører ind på den indiske accent. Men jeg var da slet ikke i tvivl om, at opgaven med at bore efter vand ude ved vores skoler, lige var vand på hans mølle.
Han smilede om muligt endnu mere, da jeg sagde, at vi gerne ville hyre dem, under forudsætning af, at vi fik rejst det nødvendige beløb. Ansigtet blev dog lagt i mere alvorlige folder, da jeg spurgte, om vi ikke kunne få noget rabat. ”Han måtte jo forstå, at det var en epokegørende begivenhed at sikre rent drikkevand for 6.000 mennesker, og da vel ikke noget de skulle spinde guld på”.
Der blev sukket højt og kigget ned i gulvet og foldet hænder. Efter nogle sekunders tænkepause tog han sin mobiltelefon op og ringede til direktøren for firmaet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der blev sagt på indisk, men kort tid efter fik jeg stukket mobilen i hånden. ”Så du ønsker rabat?”, sagde den mørke stemme i den anden ende af røret. ”Hvordan skal jeg dog forsørge min familie, hvis jeg giver dig rabat?”, fortsatte han.
Efter et halvt minuts komplet stilhed hørte jeg den mørke stemme udbryde ”okay da, så får du 10% rabat”
Med en hel families skæbne på mine skuldre, fortalte jeg så nøgternt og empatisk som muligt, at dette var en skelsættende begivenhed for et lokalsamfund, som aldrig havde turdet drømme om den dag, hvor de kunne få rent vand. Og jeg syntes ikke at nogle få cifre skulle være det, der afgjorde, om den drøm kunne blive virkeliggjort. Der opstod en lang tænkepause… alle, der har prøvet tavshed i en telefon, ved, hvor svært det kan være ikke at afbryde stilheden.
Men jeg bed nærmest tungen af mig selv for ikke at sige noget. Efter et halvt minuts komplet stilhed hørte jeg den mørke stemme udbryde ”okay da, så får du 10% rabat”. Jeg skyndte mig at takke og ville ikke presse yderligere, da jeg fornemmede, at dette var langt mere, end jeg kunne have forventet.
Indsamlingssucces
Kan man sprænges af glæde? Strækmærkerne rundt omkring på min krop taler sit klare sprog – det kan man helt tydeligvis. For tre måneder siden lavede jeg mit første opslag i håbet om, at der var nogen, der var villige til at hjælpe mig med at opfylde et livslangt ønske i området omkring vores skoler – at kunne forsyne 6.000 mennesker med rent drikkevand.
På tre måneder har mere end 150 mennesker fra Tyrkiet, Sverige, Norge, England og Danmark gået gennem ild og vand, slået hul på sparegrisen, tømt indholdet under madrassen og indløst deres lottokuponer for at kunne sende penge til at opfylde drømmen om rent drikkevand.
Og nu er vi i mål. Det er ganske enkelt helt vildt. Det havde jeg i min vildeste fantasi ikke forestillet mig. At vi sammen ville kunne indsamle 120.000 danske kroner ind på mindre end 90 dage. Jeg er fuldstændig euforisk af glæde over at mærke den kolossale opbakning til at hjælpe.
Jeg kan slet ikke vente med at fortælle børnene, forældrene og bedsteforældrene i området, at de snart kan få vand, som ikke er fyldt med bakterier og parasitter. Det bliver i sandhed en glædens dag, når ønskebrønden står klar.
Mødet ved vandhullet …
Jeg har fundet lidt skygge under det store træ for solen sender sine ubarmhjertige varme stråler ned i en hastighed, hvor ikke engang Usain Bolt kan følge med. Jeg har indkaldt de ledende repræsentanter fra lokalsamfundet til møde omkring ønskebrønden. Mødet er sat til at foregå lige uden for Oterit Secondary School i Rift Valley, da det er her, vandboringen skal foretages.
Trods de ubønhørlige varmegrader er vi trukket i arbejdstøjet, så vi kan komme i gang med at få bygget brønden. Dagsordenen for dagens møde ligger klar – vi skal have udarbejdet en projektplan, så brønden kan stå klar så hurtigt som muligt. At lave en projektplan kan lyde temmelig akademisk, men det er nødvendigt for et projekt i denne størrelsesorden, så vi alle har et fuldt overblik over arbejdsopgaver og ansvarsområder.
Mit ordforråd kommer til kort, og jeg vælger derfor bare at smile og drage et lettelsens suk. Så meget kunne være gået galt, men nu er der hul igennem. Hul hele vejen ned til det vand, som skal sikre rent drikkevand
Mere end 20 ledende repræsentanter er mødt op for at deltage og tage aktiv del i processen. De indleder mødet med at takke alle de fantastiske mennesker i Tyrkiet, Sverige, Norge, Kroatien, England og Danmark, der har været med til at hjælpe dem.
Det har fra begyndelsen været vigtigt for mig at understrege, at det er et fælles projekt, hvor alle skal bidrage med noget. Ikke at vi nødvendigvis skal bidrage med det samme, men der skal ikke være en oplevelse af, at dette ”blot” er en donation fra Europa til Kenya. Det er vigtigt for selvforståelsen og følelsen af ejerskab, at hver og en har skæppet lidt i kassen på den ene eller anden måde.
Der bliver derfor talt, debatteret, drøftet og diskuteret livligt under det skyggefulde træ. Mødet foregår på swahili, så alle kan give deres besyv med. Rektoren for Oterit Secondary School er min simultantolk.
Sammen får vi aftalt de næste faser. Jeg skal kontakte boreselskabet, så de kan nærlæse resultaterne af de geologiske undersøgelser og finde det helt rigtige sted for boringerne. Næste fase er, at der skal skaffes vandtanke, hvor vandet kan pumpes op i. Der skal bygges et metalstillads, som vandtankene kan placeres på. Efterfølgende skal der etableres et rørsystem, som dels skal forbindes mellem vandboringen og tankene, og dels mellem vandtankene og der, hvor vandet skal tappes. Det er denne del, lokalbefolkningen skal bidrage med. Og de giver mig håndslag på, at det ansvar vil de leve op til.
Boringen påbegyndes
Billedet er nærmest taget ud af en forestilling om en smuk sommerdag i Danmark. Med få hvide skyer, der danner en smuk kontrast til den blå himmel og det grønne græs. Men kontrasten til Danmark kan næsten ikke være større. Vi er meget tæt på Ækvator og i dag er en særlig dag. Eller rettere – en helt speciel dag. For i dag skal vi være vidne til noget, som er forudsætningen for liv – der skal nemlig bores efter vand.
Boreselskabet og deres evner er i sandhed kommet på prøve. Der skal nemlig bores hele 280 meter ned i undergrunden for at få adgang til de livgivende dråber. Brøndborerne går meget andægtigt til værks. Men der også tale om et ærefrygtigt job – at medvirke til at sikre rent drikkevand til flere tusinde mennesker. På sådan en dag kan man godt blive overvældet af følelser. Jeg tror vi alle kan blive enige om, at det er en menneskeret at have adgang til rent drikkevand – uanset på hvilken side af Ækvator vi er bosiddende.
Rørene og udstyret bliver taget nænsomt ned fra lastbilerne, og det sikres, at lastbilen står solidt fast, når der skal bores gennem de mange meter i undergrunden. Alle er klar over deres opgave, og ingen forsømmer at gøre sit bedste. Alt er klar til at ryste undergrunden, men inden det første stød i jorden, skal himmel og jord bringes tættere på hinanden – hjelmene tages af, hovederne bukkes, øjnene lukkes, og sagte bedes en bøn til de højere magter. Gud er allestedsnærværende i alle vores handlinger hernede.
Et ordentlig brag bryder stilheden. Jorden ryster og skyerne samler sig og bringer skygge over boringen. Det er sandhedens øjeblik – vil det lykkes os at bore så langt ned uden at støde på forhindringer? Vi bliver bedt om at holde os i behørig af stand, mens flere og flere rør bliver bragt til. Sekunder bliver til minutter, og minutter bliver til timer. Og ærlig talt – det er svært at vide, hvor længe vi reelt set står og venter og kigger. Som når du er opslugt af en spændende bog forsvinder tiden, og timerne flyder sammen.
Og pludselig…. uden varsel, uden trommehvirvel og uden trompetfanfare, ser vi vand springe op fra undergrunden. En kvinde jubler spontant, og jeg skal blankt erkende, at jeg faktisk står helt lamslået og ikke mæler et enkelt ord. Folk der kender mig ved godt, at det nærmest er umuligt at forestille sig, at jeg kan være stille. Men dette øjeblik – det øjeblik vi har ventet på så længe – er her nu.
Og her er ord bare fattige til at udtrykke, hvor meget det betyder. Så mit ordforråd kommer til kort, og jeg vælger derfor bare at smile og drage et lettelsens suk. Så meget kunne være gået galt, men nu er der hul igennem. Hul hele vejen ned til det vand, som skal sikre rent drikkevand til vores elever, lærere, forældre og andre i lokalsamfundet.
Ønskebrønden ….
Der er dage i ens liv, der står klarere end andre. Dage, hvor du føler solen skinner lige lidt ekstra på dig. Dage, hvor du pludselig føler livet giver mening. Dage, hvor alt andet end lige dét, du oplever, synes ligegyldigt.
Sådan en dag har jeg lige haft. Jeg troede egentlig, jeg ville hoppe og springe og råbe min glæde ud, men i stedet stod jeg nærmest helt målløs og kunne ikke sætte ord sammen til en sammenhængende sætning. I stedet stod jeg næsten helt paralyseret og mærkede lige så stille tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg græd… men jeg græd af glæde.
Lokalsamfundet har fået samlet de sidste penge sammen, så nu er det kun det sidste fysiske arbejde, der mangler. Solpanelerne er ved at blive placeret, da pumpen kommer til at være drevet af solenergi. Arbejderne er i fuld gang med at bygge metalstilladset, som skal bære vandtankene, hvor vandet skal pumpes op i.
Rørlæggerne er ved at grave ud for at placere rørledningerne, der skal føre vandet. Murerne er i gang med at mure bygningen, der skal rumme en vandkiosk, hvor folk kan komme og fylde vand i deres dunke. Selv ministeren med ansvar for vand var kommet hele vejen fra Nairobi for at dele denne særlige dag sammen med os.
Brønden stod færdig i februar 2020, og vi skulle have haft åbningsceremoni kort tid efter. Men det fik Covid-19 desværre sat en effektiv stopper for. Heldigvis kunne Covid-19 ikke forhindre, at beboere fik adgang til selve vandet. Mere end 5.000 mennesker i området gør i dag brug af brønden, for ikke at glemme kvæget og gederne, der også får glæde af de livgivende dråber.
I slutningen af august i år havde vi så den officielle åbning, hvor den lokale chief, repræsentanter fra lokalsamfundet, formanden for vandkomiteen, skolelederne fra grundskolen og gymnasiet, forældrerepræsentanter, eleverne og vores lokale samarbejdspartnere fra NGO’en HMDS var til stede.
Jeg holdt åbningstale. Men selv jeg har svært ved at finde de rette ord. For sommetider er ord ikke dækkende nok for at kunne beskrive den inderlige taknemmelighed, begejstring og kærlighed jeg føler, når så mange uden tøven ønskede at hjælpe med at forbedre livsvilkårene for folk her omkring Ækvator.
Personligt var jeg imponeret over, hvordan det lykkedes os at få etableret sådan et bæredygtigt projekt, der kan gøre en mærkbar forskel for så mange mennesker i årene fremover. Det er virkelig et eksempel til efterfølgelse. Vi involverede bl.a. lokale ingeniører fra begyndelsen, som er vidende om, hvordan de enkelte dele fungerer – lige fra pumpen til solpanelerne. Der er brugerbetaling på vandet, som bl.a. hensættes til vedligeholdelse og fremtidige reparationer. Brønden har nu fungeret i over 1½ år til stor glæde for så mange mennesker.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle jer, der har bidraget for jeres betænksomhed og støtte, som har kunnet gøre dette muligt. Jeg føler mig ærlig talt som et meget rigt menneske. Af hjertet tusind tak.
LÆS MERE AF CARSTEN J. LE BLOND WILLERSTED HER
Carsten J. Le Blond Willersted har taget alle billeder til artiklen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
