NYHED // OVERBLIK – Borgmester i Greater Manchester, Andy Burnham, har vundet en overbevisende sejr ved suppleringsvalget i Makerfield og slået både Reform UK også Restore Britain. Den mere folkekære Burnham har tidligere erklæret, at han vil udfordre premierminister Keir Starmer, hvis han vandt, og nu spekuleres der i et hurtigt lederskifte i Labour, som vil betyde, at Starmers dage som partileder er talte.
Burnham beskrev ifølge BBC valgresultatet som et muligt vendepunkt for både partiet og landet:
“Folk har stemt for forandring. De har stemt for mere magt til Nordengland og til de steder, som Westminster har glemt”, sagde han i sin sejrstale med henvisning til landspolitikernes prioriteringer i London.
POV’s ekspert i Storbritannien, forfatter Lone Theils siger: “Der er ingen tvivl om, at Keir Starmers position som premierminister er truet, og jeg vurderer, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før Andy Burnham kommer med en direkte udfordring.“
Theils mener, at Keir Starmers grundlæggende problem er, at han aldrig har været god til at formidle, hvad Labours projekt går ud på, og hvad de ville gøre med det parlamentariske flertal, de fik ved valget. For eksempel druknede de forhåbninger, der var til, at partiet ville hjælpe de svageste og fattigste, i den stramme økonomi.
Burnham selv kaldte resultatet for Labours ”sidste chance” for at genvinde vælgernes tillid og advarede mod en mere polariseret politisk udvikling efter amerikansk forbillede. Ifølge Burnham skal partiet bygge en ny politik baseret på sammenhold og håb frem for splittelse. Det skriver The Guardian.
“Med det svidende valgnederlag ved de seneste lokalvalg, blev det stort set umuligt at genvinde briternes tillid til, at Starmer kan styre landet sikkert igennem de udfordringer Storbritannien har. Ti år efter Brexit er landet dybt fragmenteret, og alt tyder på, at det bliver en sommer med uroligheder og demonstrationer mod immigration. Starmer har ikke været været i stand til at dæmpe utilfredsheden i befolkningen og imødegå det højre-populistiske Reform UK og dets leder Nigel Farage”, siger Lone Theils.
“Også i Labours egne rækker er Burnham en kæmpe favorit, men hvad angår de britiske vælgere generelt, er en stor andel ikke overbeviste om, at han kan gøre det bedre end Starmer. Det bliver Burnhams største prioritet at forsøge at dæmme op for vælgerflugten. Højredelen af partiet går mod Reform UK, mens venstrefløjen søger mod De Grønne.”
For Burnham viste det sig at være den rette strategi at tilbyde håb og sammenhold som svar på Nigel Farages vrede og tale om immigranter, der skal sendes hjem, vurderer Theils: “I hvert tilfælde i Makerfield, hvor Burnham fik et solidt flertal på 55 procent af stemmerne. Men det britiske samfund er i stigende grad fragmenteret, og meget tyder på, at en stor del af vælgerne vender sig væk fra det to-partisystem, der længe har domineret i det britiske parlament.”
Sejren bringer Burnham tilbage til parlamentet i Westminster, hvilket giver ham en mere betydningsfuld stemme i den voksende debat om Starmers lederskab. Flere meningsmålinger peger på, at Burnham vil være favorit blandt partimedlemmerne, hvis det kommer til et opgør og formandsvalg. Han har tidligere erklæret, at han vil stille op, hvis posten bliver ledig. Ifølge Reuters skal han dog opnå støtte fra 81 Labour-parlamentarikere, før han formelt kan udfordre sin chef.
Den tidligere viceleder for Labour, Harriet Harman, opfordrede i morges til en hurtig afklaring. Hun foreslog, at Starmer, Burnham og sundhedsminister Wes Streeting deltager i en intern proces, hvor Labour-parlamentarikerne, men ikke partimedlemmerne, afgør, hvem der skal lede partiet fremover, skriver The Guardian.
Wes Streeting, som var sundhedsminister i Starmers regering, indtil han gik sin vej i protest i sidste måned, siger, at Burnhams kampagne viser, at Labour stadig kan vinde valg, men kun hvis partiet ændrer kurs. Det skriver Reuters.
Selv blandt Starmers loyale støtter er tvivlen begyndt at brede sig. Labour-parlamentarikeren Patrick Hurley har opfordret premierministeren til at indlede en overgangsproces og erkende, at stemningen i partiet, i hvert fald blandt parlamentsmedlemmerne, er for hans afgang.
Udadtil fastholder Keir Starmer dog, at han er Storbritanniens premierminister. Efter resultatet af valget i landets næststørste by Manchester blev kendt, ønskede Starmer tillykke og sagde til Burnham, at vælgerne havde valgt ”håb og optimisme frem for splittelse og had”.
En anden stor udfordring for den snarlige premierministerkandidat bliver at samle både sit parti og nationen. Forventningen til at han kan bidrage til at lette de sociale problemer i Storbritannien kan komme til at kollidere med de økonomiske realiteter. Det bliver svære år for Storbritannien, uanset hvem der bliver den næste premierminister.
Læs The Guardian, BBC og Reuters
Reuters 2026; BBC The Guardian
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.