BRITERNES VALG // ANALYSE – Den nye Labour-regering vil skabe et land, hvor regionerne får en grad af selvstændighed, der kan føre til en mere ligelig økonomisk udvikling. Der er stor fattigdom i dele af nutidens Storbritannien, det er tvingende nødvendigt, at man får gang i økonomien, og at man fordeler goderne ud til randområderne. Men de store visioner koster penge, som man ikke har.
NEWCASTLE – Så vandt Labour parlamentsvalget i Storbritannien. Hvis der var nogen på disse kanter, der blev overrasket over det, så har de ikke fulgt med i nyhedsstrømmen. Det har stået helt klart længe, at 4. juli 2024 ville landets premierminister hedde Keir Starmer.
Sir Keir Starmer, skulle jeg måske skrive, fordi han tidligere, i 2014, fik en titel som belønning for sin indsats på de juridiske og kriminalretslige områder. Men, som han siger: ”Vi glemmer titlen, når vi sidder og snakker sammen.”
Nye tider, nye udfordringer for Keir Starmer
Takket være valgsystemet – flertalsvalg i enkeltkredse – fik Labour et flertal i Parlamentet på 174 pladser. Partiet har nu i alt 411 pladser i det britiske underhus. Dermed har Labour mandat til at gøre, som det passer dem i de fem år, det maksimalt kan sidde på magten.
Sådan vil dets modstandere udtrykke det. Selvom Labour kun fik 34 % af de afgivne stemmer, har de fået 63 % af pladserne i Parlamentet. Labour selv har arbejdet længe på sin strategi for de fem år.
Keir Starmer styrer udtrykkeligt efter, at hans parti skal sidde på magten i to valgperioder, i ti år, så de virkelig kan gøre en forskel. Der skal tænkes strategisk på den lange bane. Labour-regeringen skal nyskabe, og det gør man ikke fra det ene øjeblik til det andet.
Tankegangen er forfriskende realistisk i forhold til det kaos, der har rådet siden den fuldstændigt uigennemtænkte Brexit-folkeafstemning i 2016, en politisk begivenhed, hvor De Konservative førte sig selv og deres land ud i flere års kaos.
De Konservative har aldrig i deres tid som parti haft så få pladser i Underhuset
Parlamentsvalget er endt med triumf for Labour og et blodigt nederlag for De Konservative.
De Konservative har aldrig i deres tid som parti haft så få pladser i Underhuset. De skal nu i gang med at genskabe sig selv. Der er dem, der mener, de aldrig kommer sig, men med så mange år bag sig som parti skulle det være underligt, hvis de ikke genopstår.
Men det kan tage mange år, og det bliver ikke nemt. Som Michael Howard sagde til William Hague, da sidstnævnte overtog lederposten i 1997: ”Du skal igennem det første, svære år. Så følger alle de andre svære år … ”
Da Parlamentet genåbnede tirsdag den 9. juli 2024, var 335 af de 650 medlemmer helt nye i jobbet. De skal i gang med arbejdet som lovgivere næsten med det samme, men får ikke kontor før om fire-fem uger. Der er mange tidligere medlemmer, der skal pakke sammen, og mange andre, der skal flytte ind.
De Konservative skal danne en ”skyggeregering”, et fænomen, der hører til det britiske to-parti-system. Det største, vindende parti danner regering, det næststørste gør sig klar til at overtage magten ved at skabe en ”skyggeregering”, så de gør sig klar til at overtage regeringsmagten. I fremtiden.
Det må de gøre med de folkevalgte, der er tilbage efter valgnederlaget, hvor et stort antal erfarne politikere – inklusive et stort antal siddende ministre – tabte i deres valgkredse, så de ikke længere kan deltage i det politiske arbejde i Parlamentet.
Så det er en stor omvæltning, der nu sker i det britiske parlament. Der er mange, der skal oplæres i et svært og ansvarsfuldt job. Det er ikke nemt at gå til. Politikerne skal kunne deltage i lovgivningsarbejdet, og det betyder, at de ikke bare skal kunne samarbejde med embedsmændene i ministerierne. De skal også selv kunne gennemlæse, forstå og kritisere lovforslag på et professionelt plan. Det er ikke alle britiske politikere, der har magtet det.
Ud af starthullerne med det samme
Heldigvis har Labour længe forberedt sig på at overtage regeringsmagten og sammensat et hold, der er klar til at træde til som ministre. Det er naturligvis for tidligt at sige, hvor godt de kommer til at gøre deres arbejde. Men man kan høre, at de har en plan, at de på forhånd har sat sig ind i arbejdet.
Keir Starmers regering har nok at tage fat på.
Udenrigspolitisk skal de finde en plads i Europa som tidligere EU-medlem, men med et tvingende behov for at komme så tæt på Bruxelles som muligt, handelsmæssigt og forsvarspolitisk.
Det vil ske på EU’s betingelser, og briterne ved godt, at de kommer til at vente.
Men de håber på et forsvarsmæssigt samarbejde med EU, og det er måske mindst lige så presserende. Her har Storbritannien en naturlig lederplads.
Indenrigspolitisk overtager Keir Starmers regering en økonomi, der nok er verdens sjettestørste målt efter bruttonationalproduktet, men som ikke vokser, og som ikke har vokset meget siden før Brexit-folkeafstemningen i 2016.
Det britiske sundhedsvæsen skranter, de yngre læger strejker på grund af for ringe aflønning
Produktiviteten har været for lav i mindst et kvart århundrede. Britisk industri har foretrukket at variere antallet af ansatte for at tilpasse sig varierende efterspørgsel frem for at investere i nye produktionsmetoder, en typisk kortsigtet strategi, der ikke har hjulpet landet med at udvikle industrien.
Offentligt ansatte – inden for undervisning, forsvar og i sundhedssektoren – har behov for en tidssvarende aflønning, men Keir Starmer har lovet ikke at øge personskatterne, så det bliver spændende at se, hvor pengene til højere lønninger skal komme fra.
De britiske universiteter er blevet afhængige af at rekruttere udenlandske studerende på kandidat- og ph.d.-kurser. Deres høje studieafgifter har i stadig højere grad betalt for at holde universiteterne gående, men der er ikke nok udenlandske studerende, og man frygter, at universiteter vil gå fallit.
Og så er der skandalen med vandværkernes udledning af urenset spildevand i de engelske floder, en virkelig skandale, som aktionærerne (ofte udenlandske investorer) ikke har pligt til at rette op på.
De Konservative satte selv gang i et større infrastrukturprojekt: England skulle endelig have en højhastighedsjernbane, der kunne støtte udviklingen i provinsens økonomi, fra London op vestover. Men da Rishi Sunak indså, hvor dyrt projektet ville blive, annullerede han det.
Dyrt, ja, men planen var god nok. Det moderne Storbritannien har simpelthen ikke råd til projektet. Den modernisering bliver ikke til noget. Labour har ikke planer om at genoptage projektet.
Det britiske sundhedsvæsen skranter, de yngre læger strejker på grund af for ringe aflønning, ventelisterne er lange, og det er blevet mere og mere klart, at det ikke er penge, der løser sektorens problemer: De Konservative har investeret milliarder, uden at man har set forbedringer.
Der mangler nye boliger, ikke mindst sociale boliger.
Små forventninger – hurtig handling
Keir Starmer var meget omhyggelig med ikke at skrue briternes forventninger for højt op under valgkampen. Der er mængder af problemer, der skal penge til at løse dem, og uden skatteforhøjelser er det ikke umiddelbart klart, hvordan den nye regering vil klare de finansielle skær.
Starmer har en ambition om at skabe et mere decentralt land
Men Starmer ved, at han ikke har lang tid til at vise, hvad han duer til. Hans regering vil hurtigt blive udfordret på CO2-neutralitet (hvilket højrefløjen ser som fantasteri og spild af offentlige midler) og ulovlig immigration, som De Konservative ikke har kunnet håndtere trods megen snak og tomme løfter.
Her har han allerede sat ind. De Konservatives plan om at sende ulovlige flygtninge til Rwanda er straks blevet annulleret, og nye regler om byggetilladelse vil ikke bare gøre det muligt at bygge flere boliger, men også sikre, at vindmøller kan opføres på land såvel som til havs. Det vil fremme skiftet fra gas og olie til vindkraft.
Et decentralt Storbritannien
Storbritannien har været usædvanligt centralt styret fra hovedstaden, og ikke mindst har man i Skotland drømt ikke bare om decentralisering (det har man jo allerede i høj grad i Skotland, Wales og Nordirland), men om selvstændighed og frigørelse fra Storbritannien.
Den drøm er langtfra uddød. Men i Skotland led de skotske nationalister et politisk nederlag til fordel for Labour, der nu har de fleste skotske pladser i London-parlamentet.
Der er stor fattigdom i dele af nutidens Storbritannien, det er tvingende nødvendigt, at man får gang i økonomien
Politisk er Storbritannien – i Skotland, Wales og England – Labour-rødt. Men Starmer har en ambition om at skabe et mere decentralt land. Han har med det samme haft samtaler med de politiske ledere i de Skotland, Wales og Nordirland (England har ingen separat nationalforsamling) for at forsikre dem om, at han vil samarbejde, lede, ikke styre. På samme måde har han samlet de tolv regionale folkevalgte borgmestre (elleve af de tolv er Labour) til møde for at understrege, at de skal være med til at skabe et mindre London-centreret Storbritannien.
Et nyt politisk landkort?
Det kan måske netop være Starmers og Labours arv til Storbritannien: et land, hvor regionerne får en grad af selvstændighed, der kan føre til en mere ligelig økonomisk udvikling. Der er stor fattigdom i dele af nutidens Storbritannien, det er tvingende nødvendigt, at man får gang i økonomien, og at man fordeler goderne ud til randområderne.
I Nordøstengland ved skolelærerne, at børnene lærer bedre, hvis de sover ordentligt om natten. Derfor samler de ind til madrasser til de børn, der ingen har. Så grundlæggende er problemerne nogle steder i det moderne Storbritannien.
Ved dette valg kom Nigel Farage endelig ind i Parlamentet. Han holdt sin første tale og gjorde det klart, at han vil føre sig frem uvenligt og aggressivt.
Det tror jeg ikke, han slipper afsted med. Det er briterne alligevel for disciplinerede til at tolerere. Farage vil marginalisere sig selv, alt imens han mener at ville revolutionere valgsystemet.
Faktisk sejrede det (for os danskere) usædvanlige system med flertalsvalg i enkeltkredse. Det gav så Labour et flertal i Parlamentet med kun tredive procent af stemmerne. Men det afspejlede også den politiske virkelighed: De Konservative var slidt op, Labour stod til gengæld klar.
Og efter dette valg er der faktisk flere partier repræsenteret i Underhuset, end der har været før.
Klik dig videre til mere udlandsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
