NYHED // OVERBLIK – Den konservative kandidat Keiko Fujimori ser ud til at blive Perus næste præsident efter et af de tætteste valg i landets historie. Med næsten alle stemmer optalt fører hun med godt 43.000 stemmer over sin venstreorienterede modkandidat Roberto Sánchez, en føring, der ikke længere kan indhentes, vurderer både Reuters og CBS.
Valgmyndighederne ventes først formelt at erklære en vinder i midten af juli, men resultatet peger allerede nu mod endnu et højresving i Latinamerika. Blot få dage efter at Abelardo de la Espriella vandt præsidentvalget i Colombia, ser Peru ud til at få en præsident, der har ført valgkamp på hårdere kriminalitetsbekæmpelse, økonomisk stabilitet og et opgør med den politiske uro, som har præget landet gennem det seneste årti.
Ifølge den peruanske valgmyndighed har Fujimori fået 50,11 procent af stemmerne mod 49,89 procent til Roberto Sánchez. Da der nu mangler færre stemmer at tælle op, end hendes forspring udgør, betragtes valget reelt som afgjort, skriver Reuters.
Sánchez nægter imidlertid at acceptere resultatet. Han hævder, at der er foregået uregelmæssigheder i håndteringen af stemmer afgivet af peruanere i udlandet, og har krævet, at tusindvis af disse stemmer annulleres. “Under disse omstændigheder vil vi ikke anerkende en regering ledet af fru Fujimori”, sagde Sánchez ifølge AP. Kravet blev tirsdag afvist af landets valgmyndigheder.
Omkring 300.000 peruanere bosat i udlandet deltog i valget. Ifølge valgmyndighederne gik omkring 65 procent af disse stemmer til Fujimori, som især fik massiv opbakning blandt vælgere i USA og Japan.
Valgkampen har i høj grad handlet om kriminalitet og sikkerhed. Peru oplevede sidste år næsten 30.000 anmeldte afpresningssager, mens 239 buschauffører ifølge BBC blev dræbt. Særligt i hovedstaden Lima har voksende kriminalitet været vælgernes største bekymring. Keiko Fujimori gjorde derfor kampen mod organiseret kriminalitet til sit vigtigste budskab. Hun lovede at indsætte militæret mod kriminelle grupper, styrke kontrollen med fængslerne og slå hårdt ned på afpresning og bandekriminalitet.
Mange af hendes vælgere forbinder netop den tilgang med hendes far, Alberto Fujimori, der var Perus præsident fra 1990 til 2000. Hans regering knuste flere væbnede oprørsgrupper og genoprettede økonomisk stabilitet efter en periode med hyperinflation og politisk kaos.
Men arven efter Alberto Fujimori splitter fortsat Peru. Den tidligere præsident tilbragte 16 år i fængsel for menneskerettighedskrænkelser, herunder bortførelser og drab begået under statens kamp mod oprørsgrupper i 1990’erne. Keiko Fujimori har tidligere forsøgt at skabe afstand til sin fars styre, men valgte under denne valgkamp i højere grad at omfavne hans eftermæle som en stærk leder, der kunne skabe orden i landet. “Det er på tide, at en kvinde styrer landet, en, som får os til at føle os værdsatte”, sagde vælgeren Catalina Solana Guamá til BBC ved et af Fujimoris vælgermøder. Hun fremhævede især løftet om at bruge militæret mod de kriminelle grupper, der præger mange peruanske byer.
Valget i Peru føjer sig til en bredere politisk udvikling i Latinamerika. Reuters peger på, at vælgere i flere lande i stigende grad søger mod kandidater, der lover hårdere kurs mod kriminalitet og større politisk stabilitet. Tendensen har allerede bragt Javier Milei til magten i Argentina, Daniel Noboa i Ecuador og i søndags Abelardo de la Espriella til præsidentposten i Colombia.
Også i Peru var ønsket om stabilitet et centralt tema. Landet har haft otte præsidenter på otte år, og ingen af dem har gennemført en fuld valgperiode. Tre er blevet afsat af parlamentet, én trak sig efter blot seks dage på posten, og fire tidligere præsidenter sidder eller har siddet i fængsel. Samtidig er Peru fortsat dybt splittet. Fujimori vandt klart i Lima og blandt vælgere i udlandet, mens Sánchez stod stærkest i de fattigere landdistrikter og blandt mange af landets oprindelige folk. Ifølge CBS og AP viser valgresultatet, at modsætningerne mellem hovedstaden og de mere landlige regioner fortsat præger peruansk politik.
Keiko Fujimori ventes at blive indsat som præsident den 28. juli.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.