Schweiz’ strategi de sidste par år over for EU og den frie bevægelighed har sat spotlys på et svagt lederskab og en dyb politisk splittelse. Redder Storbritannien nu Schweiz, som nogle håber på?
Det var en tilfældighed, at frihandelsorganisationen EFTA’s ministre fra Lichtenstein, Norge, Island og Schweiz mødtes i Bern mandag i denne uge, kun få dage efter Storbritanniens Brexit.
Et helt normalt møde mellem repræsentanter for lande, der står uden for EU, men som handler ivrigt med de øvrige europæiske lande, gav imidlertid de schweiziske medier anledning til at lægge de ord i munden på Schweiz’ forbundspræsident, Johann Schneider-Ammann, som mange i Schweiz har tænkt efter briternes afstemning:
“Kom nu og red os, Storbritannien”.
En folkeafstemning i februar 2014 har de sidste år tvunget schweizerne til at tage deres forhold til EU op til revision. Afstemningen, som var en i en lang række af afstemninger med udlændinge som tema, iværksat af det schweiziske folkeparti, SVP, blev ført under sloganet “Imod masseindvandring”.
De sidste godt 10 år er indvandringen af især europæiske arbejdstagere steget betragteligt i Schweiz, hvor arbejdsløsheden i samme periode har ligget på under fem procent.
Erhvervsvenlige skatteforhold og en traditionel førerposition indenfor blandt andet maskin- og medicinalindustrien har ført til opsving i det lille centraleuropæiske land. I 2016 er mere end to millioner blandt landets godt otte millioner indbyggere udlændinge, som for to-tredjedeles vedkommende kommer fra europæiske lande.
I kraft af bilaterale aftaler med EU har man i schweizisk politik i mere end to årtier – med undtagelse af SVP’s klare stillingstagen som udtalt EU-modstander – på pragmatisk og lidt konfliktsky vis nydt godt af den frie bevægelighed og adgangen til det indre marked uden at ville tage det store spørgsmål om EU-medlemskab op.
I 1992 sagde 50,3 procent af de schweiziske vælgere nej til tættere tilknytning til EU i EØS-samarbejdet, mens 49,7 procent gerne ville med. EØS er et økonomisk samarbejde mellem EU og Norge, Island og Liechtenstein.
Sjovt nok faldt stemmetallene “Imod masseindvandring” i 2014 ud med nøjagtigt samme beskedne margen til fordel for, at Schweiz klarer tingene uden for meget indblanding udefra: 50,3 procent stemte for, at Schweiz selv skal styre indvandringen af arbejdskraft eksempelvis i form af kvoter, mens 49,7 procent stemte nej til SVP’s forslag.
Situation: Uafklaret
Forbundspræsident Johann Schneider-Ammann lod ved EFTA-mødet i Bern forstå, at man gerne så Storbritannien i EFTA efter Brexit, men, at man af hensyn til den komplicerede situation med EU ikke direkte indbyder briterne på nuværende tidspunkt.
Den imødekommende, men uforpligtende tone er imidlertid blot det seneste eksempel på, at det er svært at holde den politiske tunge lige i munden i Schweiz i disse dage. En del kommentatorer fokuserede på, at Schneider-Ammann kun knapt kunne finde balancen mellem at opretholde, hvad er blevet kaldt høflig floskeltale på den ene side, og på den anden side en trang til at lade følelserne få frit løb. Følelser, der kan sammenfattes som uafklarethed og rådvildhed.
For tidsplanen presser sig på for Schweiz, som i februar 2017 i henhold til forfatningen skal have fundet en løsning på, hvordan man omsætter de 50,3 procents krav om, at man finder en måde at regulere arbejdsmigration på, som kan nedsætte de sidste ti års til tider store indvandring til landet.
Baggrunden er, at schweizerne efter folkeafstemningen om tiltrædelse af EØS-samarbejdet i 1992, der som nævnt endte med, at et lille flertal stemte nej, påbegyndte de forhandlinger mellem EU og Schweiz, der i dag betegnes som de bilaterale aftaler 1 og 2.
En folkeafstemning med positivt udfald i 2000 betød herefter, at de bilaterale aftaler 1 trådte i kraft i 2002. Disse førte blandt andet til en gradvis åbning af arbejdsmarkedet, fri bevægelighed for land- og lufttrafik, udskrivning af offentlige byggeprojekter og deltagelse i forskningsprojekter inden for EU. I 2005 godtog befolkningen så de bilaterale aftaler 2, som blandt andet har betydet implementering af Schengen/Dublin aftalen i Schweiz, med hvad dertil hører af fælleseuropæiske tiltag rettet mod asylsøgere, kriminalitetsbekæmpelse og fælles regler om grænsekontrol.
Alpelandet har om noget gennem det sidste halve århundredes europæiske historie været bange for at miste suverænitet til det overstatslige EU. Schweiz opstod i sin tid som en liberal konføderation mellem gamle reaktionære kongeriger i 1848, og har siden opretholdt sin politiske og militære neutralitet; til gavn for stabiliteten på det centraleuropæiske kontinent, mener nogle, mens andre løbende har kritiseret dette ”udenforskab” som et udtryk for ren egennytte og snæversyn.
Disse bilaterale aftaler står i fare for at falde, hvis man i Schweiz vælger en løsning uden om EU om den frie bevægelighed af arbejdstagere med enten kvoter eller prioritering af indfødte schweizere, hvilket er nogle af de løsninger, som er på bordet.
Siden afstemningen i 2014 har der stort set kun hersket politisk forvirring om, hvordan det nu skal gå fremover i relationen EU og Schweiz. For landet er splittet midt over i spørgsmålet, præcis som de britiske vælgere.
Schweizerne og fremmed arbejdskraft
Alpelandet har om noget gennem det sidste halve århundredes europæiske historie været bange for at miste suverænitet til det overstatslige EU. Schweiz opstod i sin tid som en liberal konføderation mellem gamle reaktionære kongeriger i 1848, og har siden opretholdt sin politiske og militære neutralitet; til gavn for stabiliteten på det centraleuropæiske kontinent, mener nogle, mens andre løbende har kritiseret dette ”udenforskab” som et udtryk for ren egennytte og snæversyn.
For det firesprogede land, der regeres føderalistisk med 26 delstater, kaldet kantoner, og som er kendetegnet ved store kulturelle forskelle, har man blandt andet holdt fast i det direkte demokrati og billedet af sig selv som et særtilfælde i bestræbelsen på at fastholde en samlet national identitet.
Som i det nu Brexit-plagede Storbritannien har den schweiziske befolkning også i bølger modsat sig indvandringen udefra. Eksempelvis boede der i 1914 ved 1. verdenskrigs udbrud 15 procent udlændinge i Schweiz, hvilket førte til frygt for konkurrence på arbejdsmarkedet samt en voksende modvilje mod den tyske elite, der befandt sig i landet.
Mellem 1948-1958 fordobledes antallet af udlændinge i Schweiz, primært på grund af gæstearbejdere fra Italien, som senere blevet afløst af et stort antal spaniere. Fremmedfjendske stemninger bredte sig herefter i befolkningen op igennem 1960’erne og 1970’erne, og i hundredetusinder af primært sydlændinge måtte i forbindelse med oliekrisen forlade Schweiz på grund af mangel på arbejde. Italienere udgør i dag den største indvandrergruppe i Schweiz, fulgt af tyskere, portugisere og franskmænd. Tyskerne har især stået for skud i forbindelse med den seneste indvandringsbølge og været genstand for modvilje fra mange schweizeres side. Det er ofte migranterne fra nabolandet mod nord, der arbejder som højtbetalte læger og bankansatte, og i byer som Zürich og Genève har velstillede udlændinge generelt været med til at presse priserne på boligmarkedet opad samt ifølge kritikerne belastet skolevæsnet og den offentlige transport.
Den situation, kombineret med den generelle indvandring til Europa og den politiske højre-nationalistiske drejning i Vesten, førte i 2014 til folkeafstemningen “Imod masseindvandring”.
Har briterne en pille imod handlingslammelsen?
I 2014 brugte den såkaldte elite i form af medier og politikere månederne efter folkeafstemningen “Imod masseindvandring” på en selvransagelse, der især drejede sig om, hvordan man skulle kommunikere med eller overkomme den samme kløft mellem land/by, lavere/højere uddannede, gamle/unge, som i disse dage bliver analyseret og taget til efterretning i Storbritannien efter Brexit.
SVP stod i den proces politisk alene med at forsvare et ja til, at Schweiz skulle begrænse indvandringen af arbejdskraft fra EU og EFTA-lande. For det var klart, at hvis det ønske skulle omsættes i praksis, så ville Schweiz komme i netop den klemme, som man er i nu mellem det indre marked og den frie bevægelighed.
For det schweiziske folkeparti handlede folkeafstemningen imidlertid grundlæggende om at skubbe Schweiz helt væk fra aftaler med EU, da partiet mener, at Schweiz sagtens kan klare at stå udenfor, og endda vil have betydelig gavn heraf. De øvrige politiske repræsentanter for det schweiziske folk ønsker fortsat at bevare de bilaterale aftaler.
Her står fronterne, og siden 2014 har den politiske situation været præget af handlingslammelse. Utallige gange har man fra regeringsbyen, Bern, kommunikeret, at der måske ville være nyt i sagen efter nok et forestående møde med EU i Bruxelles, men hver gang er Schweiz vendt tilbage til tegnebrættet. Ifølge en nylig opinionsundersøgelse ville kun 36 procent af befolkningen i dag stemme for SVP’s initiativ “Imod masseindvandring”.
To stærke interessegrupper dannet af schweiziske borgere kæmper på hver deres side for henholdsvis “Et stærkt og uafhængigt Schweiz” (AUNS) og en ny folkeafstemning om de bilaterale aftaler (RASA-initiativet). På regeringsniveau står SVP stadig alene med sine strenge krav om at omsætte resultatet af 2014-afstemningen så konsekvent som muligt i forhold til lovteksten.
De øvrige partier kæmper med hinanden om forslag, der enten via eksempelvis fleksible maksimumkvoter eller tiltag i specifikke regioner og brancher forsøger at finde balancen i den intrikate spagat, som hensyntagen til folkeafstemningen og på samme tid aftalerne med EU er.
Som tingene står efter Brexit er det imidlertid tydeligt, at hvor der er politisk handlingslammelse, opstår der et tilsvarende politisk tomrum, hvor nye kræfter forsøger at få indflydelse.
Et eksempel herpå kan man finde hos en af fortalerne for, at Storbritannien melder sig ind i EFTA hurtigst muligt med henblik på at forhandle mere politisk indflydelse på EØS-niveau, Carl Baudenbacher. Han er præsident for EFTA-domstolen med sæde i Luxembourg og argumenterede i Neue Zürcher Zeitung mandag for, at EFTA-domstolen i spørgsmål om kartel-, arbejds-, internet-, og finansret er “mindre præget af fransk-tysk, og mere af liberal-anglesaksisk retsstats-tankegang”.
En sådan model et et eksempel på, at der i Europas nye og højst volatile politiske situation kan opstå nye alliancer efter Brexit på kryds og tværs – og frem for alt uden om EU.
Hvad skal det hele føre til? Det er alt for tidligt at spå om, og indenrigspolitisk taler man i Schweiz i øjeblikket med så mange stemmer, at det er umuligt at afgøre, hvilken linje, der vil vinde. Men Brexit har om ikke andet gjort en ende på de sidste to års larmende tavshed, hvilket mange politiske kommentatorer hilser velkommen. Mange af dem har i ugens løb også med stigende intensitet peget på, at der er en bitter pille, som Schweiz står overfor at sluge uanset hvad, og den hedder ligesom briternes: EU eller ej.
Topfoto: Creative Commons,
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
