Katinka og Simon Ask: Et lille guldkorn på vinyl

Med albummet følger et lækkert hæfte med baggrund og tekster, og det hjælper, når man som jeg ikke har set den teaterforestilling, der ligger til grund for udgivelsen. Eller for den sags skyld kender noget nævneværdigt til Karin Michaëlis eller hendes forfatterskab. Det er hendes liv og vilde historier, der er baggrund for både manuskriptet og de tekster, Katinka Bjerregaard har skrevet. Som teater et episk drama om det 20. århundrede set gennem en stærk kvindeskæbne. En filosofisk søgen efter det gode – også i en farlig tid, hvor spørgsmålet er, om det er muligt at være god i en ond verden.

Sådan kan kærlighed, eller måske længsel efter den, også beskrives, her  i “Tal mig aldrig op”. En pianobåret kabaretagtig vise, der viser Katinka Bjerregaard som en sangerinde, der i den grad formår at give de enkelte ord liv med både indlevelse og udtryksfuldhed.

Selv uden denne baggrundsviden holder albummet som en givende oplevelse. Holder du af Katinka, vil du også nyde at blive budt indenfor i dette univers, selv om det ubetinget ikke er en Katinka-udgivelse. Det er derimod en udgivelse, der afspejler, hvad Katinka Bjerregaard kan med ord, og i lige så høj grad, hvad hendes normale samarbejdspartner i Katinka, Simon Ask, kan med toner og arrangementer. Uanset om det er ukulele, piano eller et elektronisk akkompagnement, der er lydkulissen.

Albummet rummer syv sange med tekster og fem instrumentale mellemspor, der er med til at give stemningen undervejs. Disse skift fungerer fremragende og er med til at indfange og fastholde én i de fortællinger, der fortjener at blive rodfæstet under huden. Uanset om man er teatergænger eller ej.

Det kan være en svær disciplin at få det til at lykkes at pille forestillingen ud og efterlade musikken og lydsporet mutters alene. Men det gjorde det f.eks. for Søren Huss med hans musik til Bertolt Brechts Svendborgdigte. De havde i øvrigt også BaggårdTeatret som afsender. Man må sige, at de kan og vil noget med deres scenekunst på de kanter.

Spændende og angstprovokerende

I forbindelse med vinyludgivelsen udtalte Katinka Bjerregaard, der også har en bærende rolle i teaterforestillingen:

”Det har været spændende og angstprovokerende at skrive sange om en så stærk og vild kvinde. Flere af sangene er skrevet ud fra Karin Michaëlis’ eget synspunkt, så jeg har skullet lære hende at kende som en ny god veninde. Vi har diskuteret alle de store følelser, og heldigvis fandt vi meget hurtigt et slægtskab, hvor en blanding af hendes og mine ord kunne flettes sammen. Jeg håber bare, at hun ikke roterer i graven, når jeg synger dem”.

Skulle hun rotere, ja, så må det næsten være i begejstring over vers som:

”Stræk mig bare op / til jeg fylder det hele / vend bunden i vejret og læs mig indefra / brug mig op / og riv mig i tusind dele / det smukkeste puslespil du har”

Sådan kan kærlighed, eller måske længsel efter den, også beskrives, her  i “Tal mig aldrig op”. En pianobåret kabaretagtig vise, der viser Katinka Bjerregaard som en sangerinde, der i den grad formår at give de enkelte ord liv med både indlevelse og udtryksfuldhed. Nærmest sådan helt teatralsk – uden at være det.

Også den smukke “Potteskår” har pianoet som grundsten i en stemningsfuld sang, der ganske enkelt sætter nye standarder for teatermusik. Og det gælder generelt, både hvad angår tekst og musik. Tjek f.eks. også den lille ukulele-perle, “Det gode menneske”, med en linje som:

”Men du har det blødeste hjerte det løber over / og du løber med / så gavmild blød i bolden / fyldt med overmod og skrøbelighed”

Indenfor en svær lille nichegenre er Jagten på det gode menneske uomtvistelig et svendestykke for Katinka Bjerregaard og Simon Ask.

Og netop skrøbeligheden, overmodet og gavmildheden er nøgleordene på dette blot 29 minutter lange album, som man simpelthen får lyst til at sætte på repeat. Og derpå bare får lyst til mere. Det kunne måske være at gå i teatret, når stykket forhåbentligt kommer op igen næste år, eller at læse bogudgivelsen af manuskript, sangtekster og essays på Politikens Forlag, eller smage på den specialbryggede øl fra Svendborgsund Bryghus, Det gode menneske.

Men nu er det jo ikke totaloplevelsen, der skal vurderes her.  Det er selve albumudgivelsen, og den er kort sagt “totalt i orden” – også selv om Katinka Bjerregaard i den næsten bombastiske og ravruskende “I en verden som her” synger, ”Jeg har forladt karavanen / jeg tror ikke længere på min sang”.

Det tror man nu aldrig rigtigt på. Og har tvivlen været der undervejs, er den i den grad kommet dem til gode. Indenfor en svær lille nichegenre er Jagten på det gode menneske uomtvistelig et svendestykke for Katinka Bjerregaard og Simon Ask. Et lille guldkorn på vinyl.

Bringes med tilladelse af side33.dk

Katinka og Simon Ask: Det gode menneske, album

Pressefotos