POLITIK & KARTOFFELKUR // JULEKALENDER – I efteråret 1986 hørte vi på vandrørene, at et nyt indgreb var på vej. Hovedpunktet var en 20 pct. afgift på forbrugslån. Statsministeren kom ofte lidt sent til pressemødet, så vi havde god tid til at småsnakke om indgrebet. Vi diskuterede, hvilket navn det mon ville få. For i efteråret er der jo ikke nogle højtider at læne sig op ad.
Politiske journalister bliver af og til beskyldt for at aftale historier på tværs af deres mediearbejdspladser og levere en fælles kampagne. Ifølge min erfaring er det ikke rigtigt. Vi er tværtimod konkurrenter, der af al magt forsøger at overgå hinanden ved at finde de bedste kilder og nye vinkler. Det ville være dumt at fortælle konkurrenterne, hvad man har gang i.
Der er dog sjældne undtagelser – men af den mere uskyldige slags. Et eksempel er den såkaldte “kartoffelkur”, som Schlüter-regeringen vedtog i 1986. Dansk økonomi var på det tidspunkt overophedet på grund af store lønstigninger på arbejdsmarkedet og underskud på betalingsbalancen. Derfor lancerede regeringen flere økonomiske indgreb, som fik navnene “Påskepakken”, “Pinsepakken” og “Julepakken”.
Kun Politikens udsendte havde ikke hørt helt efter. Han skrev “kartoffelpakken” i sin historie. Men bladet rettede hurtigt ind
I efteråret 1986 hørte vi på vandrørene, at et nyt indgreb var på vej. Hovedpunktet var en 20 pct. afgift på forbrugslån. Statsministeren holdt dengang pressemøde hver tirsdag efter det ugentlige møde med alle ministrene. Og vi journalister, der var til stede i Statsministeriet den formiddag, vidste, at Poul Schlüter ville fortælle om indgrebet. Det ville blive dagens store historie.
Statsministeren kom ofte lidt sent til pressemødet, så vi havde god tid til at småsnakke om indgrebet. Vi diskuterede, hvilket navn det mon ville få. For i efteråret er der jo ikke nogle højtider at læne sig op ad.
Hvordan kartoffelkuren fik sit navn
Fire af os indledte derfor en egentlig brainstorm. Der var jo efterårsferien. Men “Efterårsferiepakken” var ikke særlig velklingende. Efterårsferien opstod, så vidt vides, fordi børn og unge – især på Lolland og Falster – skulle hjælpe til med roehøsten. Men “Roe-pakken” lød decideret vildledende. Ingen af os var landbrugseksperter, men jeg mente at have hørt, at kartoffelhøsten også fandt sted i sensommeren og efteråret. Så jeg foreslog “kartoffelpakken”. Heller ikke elegant. Men så fik Ekstra Bladets udsendte, Ole Würts, en idé: “kartoffelkuren,” sagde han.
På det tidspunkt var en slankekur meget populær. Den omfattede et stort indtag af kartofler og hed faktisk “kartoffelkuren”. Og da indgrebet handlede om at slanke forbruget, mente vi, at den var hjemme.
Så vi var fire reportere, der blandede blod på at skrive “kartoffelkuren” ind i vores reportager for at se, om det slog an. Aftalen blev indgået mellem Ekstra Bladet, Børsen, Politiken og Ritzaus Bureau, som jeg repræsenterede.
Barnet var døbt, og vi skrev det med store bogstaver. Kun Politikens udsendte havde ikke hørt helt efter. Han skrev “Kartoffelpakken” i sin historie. Men bladet rettede hurtigt ind.
På det efterfølgende tirsdagspressemøde sagde Schlüter god for navnet, og det blev indskrevet i Finansministeriets officielle pjece om indgrebet.
Indgrebet blev ophævet to år senere.
Politikere bruger mange ord til at foreslå, forklare og bortforklare.
I 35 år har Michael Stuhr indsamlet nyheder og reportager på Christiansborgs gange og i nærmeste omegn. På hans vej rundt i den gamle bygning er han også stødt på pudsige ordvekslinger, citater og begivenheder, som han samlet til bunke.
Bob Katzenelson er illustrator og bladtegner. Han har tegnet til Randers Amtsavis, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt som fastansat siden midten af firserne.
Freelance fra 1997 for Aktuelt, Politiken, Information og en række fagblade og magasiner. Har løst scenografiopgaver sammen med instruktør Stig Fogh Andersen på operaerne ’Kain og Abel’, ’Ragnarok’ og ’Tristan og Isolde’.
Har illustreret og lavet omslag til børnebøger, fagbøger og skønlitterære udgivelser. Tegnet plakater, lavet vægmalerier og alt muligt andet indenfor tegnefaget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her