BØRNETEATER – Martin Nyborgs opsætning af Astrid Lindgrens ”Karlsson på taget” er energisk, livligt og morsomt børneteater, skriver Nina Teisen. Det her er for aldersgruppen 0-4 klasse, og der bliver ikke lagt noget ekstra til for at underholde de voksne på kedelige voksenmanerer.
Publikum på premieredagen bestod overvejende af skoleklasser – og anmelderne var underholdende nemme at spotte. Undertegnede havde dog medbragt alibi i form af egenproduceret barn.
Min datter er kun tre år og dermed et stykke fra de anbefalede fem – dog er kulturjournalistens barn af gode grunde temmelig vant til at blive slæbt med til alverdens arrangementer og har været mere i teater på nuværende tidspunkt, end jeg havde som teenager. Hun – og de andre børn i salen – var fuldstændig opslugte af Karlsson og Lillebrors tosserier på scenen. Der var dyb koncentration blandet med udråb til Karlsson og især Lillebror, der absolut indgød sympati.
Enhver, der har prøvet at være den mindste eller nyeste ved, hvor meget man kan have brug for en Karlsson, der aldrig tvivler på sin egen værd og kun gider være med, hvis det er skægt og sjovt og alle tiders. Børnene var i hvert fald med, og så ud til at have det både skægt og sjovt.
Pral, løgn, destruktion
Karlsson er en Lindgrensk anarkist af hjertets lyst – eller skingrende sociopat – men heldigvis er Lillebror en lille dreng, der er langt klogere og mere brugbar, end man lige skulle tro, og godt kan gennemskue Karlsson og hans pral og løgne. Det kan de fleste nok godt, men Karlsson er også sjov og underholdende i sin destruktive færd.
Opsætningen er specielt rettet til skolernes 0-4 klasse, og Aalborg Teaters dramaturg har begået et sæt undervisningsmateriale. Det er et udmærket startsted for undervisningen, og heller ikke helt dumt at kigge lidt på hvis man skal have sit eget barn med i teater. Materialet kræver dog, at underviser eller forældre også selv har noget at byde ind med i forhold til det at gå i teater; hvordan skuespil fungerer og behandling af temaerne i stykket. Det er et fint udgangspunkt men ikke et endeligt og fikst og færdigt oplæg.
Karlsson på taget tager fint udgangspunkt i sit publikum, børnene, og underholder og stiller spørgsmål, der er vigtige i børnenes hverdag uden at være moraliserende
Opsætningen rammer familie- og søskendedynamikker godt og venligt, og lader til at have stor empati for sit publikum. Det her er for børnene, og der bliver ikke lagt noget ekstra til for at underholde de voksne på kedelige voksenmanerer. Det er udmærket, og skyttegravskrigen med Lillebror og Karlsson på den ene side og den onde frøken Buk på den anden side demonstrerer på fineste vis, at børn også skal have lov til at vinde af og til.
Mit eget barn har været vældig optaget af Karlsson, men snakkede efterfølgende mest om, at de skød med glimmer, legede spøgelser og den oppustelige krokodille, Karlsson havde i sit hus på taget. Lidt større børn får nok mere ud af stykket og kan tale med om venskab, at føle sig ensom eller overset, og hvordan og hvorfor man bør opføre sig sammen med andre.
Karlsson på taget tager fint udgangspunkt i sit publikum, børnene, og underholder og stiller spørgsmål, der er vigtige i børnenes hverdag uden at være moraliserende.
Aalborg Teater, Store Scene
Premiere: 27. januar 2018
Sidste spilledag: 27. marts 2018
Forfatter: Astrid Lindgren
Instruktør: Martin Nyborg
Fotos: Lars Horn/Baghuset. Aalborg Teater.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her