
NYHED // OVERBLIK – Keir Starmer kæmper for sin politiske overlevelse efter en dramatisk uge i britisk politik, hvor regeringens nederlag ved lokalvalgene har udløst åben magtkamp i Labour. Torsdag trak sundhedsminister Wes Streeting sig fra regeringen i protest mod premierministerens ledelse, mens den populære borgmester i Greater Manchester, Andy Burnham, gjorde klar til et muligt opgør om magten i partiet.
Mere end 90 Labour-parlamentsmedlemmer opfordrer nu ifølge britiske medier Starmer til at træde tilbage, og flere af partiets tunge profiler positionerer sig til en mulig lederkamp. Samtidig forsøger Starmer og hans støtter desperat at undgå, at Labour synker ned i den type interne kaos, som tidligere har ramt Det Konservative Parti.
Det var torsdagens opsigtsvækkende exit fra sundhedsminister Wes Streeting, der for alvor udløste den åbne konflikt. I sit afskedsbrev anklagede han Starmer for manglende retning og lederskab. “Hvor vi har brug for vision, har vi et tomrum. Hvor vi har brug for retning, har vi drift”, skrev Streeting.
Han fortsatte med at gøre det klart, at Starmer ikke kommer til at lede Labour ved næste parlamentsvalg. Ifølge Reuters ønsker den tidligere sundhedsminister nu en bred lederdebat med “det stærkest mulige felt af kandidater”.
Kort efter kom næste slag mod premierministeren. Labour-politikeren Josh Simons meddelte, at han vil trække sig fra sin plads i parlamentet for at give Andy Burnham mulighed for at vende tilbage til Westminster. Burnham er borgmester i Greater Manchester og omtales ofte som “The King of the North” eller “Kongen af Norden” på grund af sin stærke position i Nordengland.
Burnham bekræftede torsdag, at han vil forsøge at blive Labours kandidat ved suppleringsvalget i valgkredsen Makerfield. Hvis han vinder pladsen i parlamentet, vil han kunne udfordre Starmer om ledelsen af Labour.
Ifølge BBC er der endnu ikke udskrevet en formel lederkamp i Labour, men partiets interne kamp er reelt allerede begyndt. Flere ministre og profiler forsøger nu at samle støtte bag potentielle kandidater som Burnham, Wes Streeting og vicepremierminister Angela Rayner.
Burnham står dog over for flere forhindringer. Først skal Labours ledelse godkende, at han kan stille op ved suppleringsvalget. Derefter skal han vinde kredsen Makerfield, hvor Nigel Farages højrefløjsparti Reform UK står stærkt efter sidste uges lokalvalg. Ifølge BBC fik Reform omkring halvdelen af stemmerne i områdets lokalvalgskredse.
Netop frygten for Reform UK ligger bag meget af nervøsiteten i Labour. Partiet tabte mere end 1.400 lokalpolitiske mandater ved sidste uges valg, og flere Labour-folk frygter nu, at Nigel Farages parti kan udfordre dem ved næste parlamentsvalg.
Starmer forsøger fortsat at signalere ro og kontrol. Han udpegede torsdag finanspolitikeren James Murray som ny sundhedsminister og afviser fortsat at trække sig. Flere ministre opfordrer samtidig partiet til at undgå en ødelæggende intern magtkamp. “Vi har ikke brug for endnu en periode, hvor vi går imod hinanden”, sagde minister Bridget Phillipson torsdag ifølge Sky News.
Boligminister Steve Reed advarede fredag partifæller mod at kaste Labour ud i samme uro, som de konservative gennemlevede med flere hurtige lederskift før valgnederlaget i 2024. “Tag en dyb indånding. Tænk på, hvad det gjorde ved de konservative, da de gjorde det her mod sig selv”, sagde han til BBC.
Men presset på Starmer ser ikke ud til at forsvinde foreløbig. Reuters skriver, at investorer allerede reagerer nervøst på udsigten til endnu en britisk lederkrise. Det britiske pund faldt torsdag, efter meldingerne om Streetings afgang og Burnhams mulige comeback i parlamentet.
Samtidig beskriver flere britiske medier den kommende suppleringsvalgkamp i Makerfield som et muligt vendepunkt for både Starmer og Labour. Hvis Burnham vinder pladsen og senere udfordrer partiledelsen, kan Storbritannien stå foran endnu et dramatisk opgør om magten i Westminster.
Læs mere hos BBC, Reuters og The Guardian
Andy Burnham
Borgmester i Greater Manchester. Kendt som “Kongen af Norden”. Forsøger nu at vende tilbage til parlamentet via et suppleringsvalg i Makerfield. Regnes af mange som den stærkeste udfordrer.
Wes Streeting
Tidligere sundhedsminister. Trak sig torsdag fra regeringen og kritiserede Starmer for manglende vision og lederskab. Har endnu ikke meldt sig officielt som kandidat.
Angela Rayner
Vicepremierminister og tidligere næstformand i Labour. Nævnes ofte som mulig kandidat, men har endnu ikke sagt, om hun vil udfordre Starmer.
Al Carns
Minister for de væbnede styrker og tidligere elitesoldat. Nævnes i britiske medier som et muligt nyt ansigt i partiet, men står foreløbig uden organiseret støtte.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og