NYHED // OVERBLIK – Nato arbejder på at skaffe Ukraine de luftforsvarssystemer, landet “akut har brug for”, siger generalsekretær Mark Rutte. Udmeldingen kommer, efter at Ukraine onsdag ikke formåede at skyde et eneste af de 24 russiske ballistiske missiler ned under et omfattende luftangreb, hvor mindst 17 mennesker blev dræbt. Ifølge det ukrainske luftvåben blev 98 af 115 russiske droner skudt ned, men ingen af de ballistiske missiler blev opfanget. Det skriver The Guardian.
På et møde i Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd advarede præsident Volodymyr Zelenskyj om, at Rusland øger produktionen af ballistiske missiler forud for vinteren, hvor russerne igen ventes at intensivere angrebene mod Ukraines energiinfrastruktur. Efter et møde med Mark Rutte opfordrede præsidenten de vestlige allierede til hurtigst muligt at levere flere Patriot-luftværnssystemer og missiler.
“Det er vigtigt at skære igennem alt bureaukrati og træffe de nødvendige politiske beslutninger. Bogstaveligt talt afhænger menneskeliv i Ukraine hver eneste dag af vores partneres handlekraft i Europa og USA,” sagde Zelenskyj ifølge The Guardian.
Præsidenten oplyste samtidig, at leverancerne af luftværnsmissiler fra Ukraines allierede i første halvdel af 2026 faldt til omkring en tredjedel af niveauet året før. Han antydede, at de reducerede leverancer kan være et forsøg på at gøre Ukraine mere villig til at indgå kompromiser i eventuelle fredsforhandlinger med Rusland.
Reuters skriver, at USA fortsætter drøftelserne med Ukraine om en mulig produktion af Patriot-missiler, hvor ukrainske virksomheder kan fremstille komponenter til samling på fabrikker i Europa. USA’s præsident Donald Trump har tidligere luftet muligheden for at give en produktionslicens, men har siden sagt, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning.
Ifølge Serhij Beskrestnov, der rådgiver den ukrainske præsident om forsvarsteknologi, er Rusland nu i stand til at affyre omkring 100 ballistiske missiler om måneden mod logistiske knudepunkter, industrivirksomheder og lagre. “Nedslidningskrigen er gået ind i sin næste fase”, skriver The Guardian på baggrund af et Beskrestnov-opslag på Telegram.
Samtidig fortsætter kampene på begge sider af grænsen. I nat gennemførte Ukraine et af krigens hidtil største droneangreb mod Rusland. Det russiske forsvarsministerium oplyser, at 605 ukrainske droner blev skudt ned over flere regioner. I Jaroslavl beskrev den regionale guvernør, Mikhail Evraev, ifølge BBC angrebet som det største mod regionen til dato og oplyste, at 92 droner blev nedkæmpet, mens vragdele satte ild til tre beboelseshuse.
Senere bekræftede Zelenskyj, at Ukraine havde ramt to russiske olieraffinaderier i henholdsvis Jaroslavl og Bashkortostan samt to russiske patruljebåde og fartøjer fra den såkaldte skyggeflåde i Sortehavet. Ifølge BBC har Ukraine de seneste uger intensiveret angrebene mod russisk energiinfrastruktur for at svække Ruslands evne til at finansiere og føre krigen.
Rusland fulgte også op på sine angreb på Ukraine. Ifølge Reuters blev mindst seks mennesker i nat dræbt i angreb mod Kharkiv- og Sumy-regionerne. Tre blev dræbt i Balaklija, hvor russiske droner ramte et boligområde og udløste brande, mens yderligere tre mistede livet i Sumy-regionen. Mindst 19 personer blev såret, og i selve byen Sumy blev yderligere 12 personer såret ved et angreb med styrede luftbomber. Reuters skriver, at yderligere seks personer blev såret, da en russisk drone ramte en varevogn i Kherson-regionen.
Rusland og Ukraine afviser begge, at de bevidst angriber civile mål.
Læs Reuters, The Guardian og BBC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.