LITTERATUR // ESSAY – Litteraturen er god, og man bliver et bedre menneske af at læse. Det er en forestilling, mange af os er vokset op med, og som lever videre i en tid, hvor litteraturlæsning hyldes som en kilde til nødvendig fordybelse i en alt for overfladisk verden. Men er det også ligegyldigt, hvad man læser?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi hylder litteraturen for alle dens positive egenskaber, men findes der også en risiko for, at litteraturlæsning gør os til dårligere – måske endda onde – mennesker?
Bliver man for eksempel et mere åbent og forstående menneske af at læse om at grave døde børn op og seksuelt skænde deres kroppe (Gabrielle Wittkops Nekrofilen), om at begå tortur og mord på kvinder (Brett Easton Ellis’ American Psycho), om at deltage i massedrab på jøder (Jonathan Littells De velvillige) eller om at groome og misbruge en pige over en længere periode (Vladimir Nabokovs Lolita)? Eller bliver man ligefrem korrumperet af at læse sådanne værker?
Litteratur er nemlig ikke et gode, fordi den er god, men fordi den får læseren til at reflektere over, hvad godhed i det hele taget vil sige
Jeg vil argumentere for, at der er meget at vinde ved at læse den slags litteratur, men at det samtidig kræver en del af kunstværket – og af læseren.
Litteratur er nemlig ikke et gode, fordi den er god, men fordi den får læseren til at reflektere over, hvad godhed i det hele taget vil sige. Det samme gælder for ondskab. Litteratur behøver ikke give svarene, men kan tvinge læseren til at stille de ubehagelige spørgsmål og se sig selv og verden i øjnene på ny.
Litteraturlæsning kan tilbyde en nuanceret forståelse af de mennesker, som læseren ikke bryder sig om, og den kan prikke til læserens følelse af moralsk overlegenhed og godhed i forhold til det fortalte. Det kan være lige så nødvendigt, som det kan være ubehageligt.
Bliver man nazist af at læse om nazister?
I en tid præget af frygt for krig, radikale holdninger og had er det oplagt at stille spørgsmålet om en roman ligefrem kan være ond, eller mere specifikt: Kan en roman fortalt fra nazistens perspektiv have en korrumperende effekt på læseren?
Jonathan Littells roman De velvillige om den fiktive nazist Max Aues oplevelser under og efter Anden Verdenskrig, som ikke mindst omhandler deltagelse i planlægningen og udførslen af Holocaust, blev af mange læsere og anmeldere opfattet som ikke bare en dårlig, men endda skadelig roman.
Især historikere kritiserede den for sin revisionisme og relativisering af nazisternes forbrydelser i en overdreven og virkelighedsfjern fortælling, der i værste fald havde en korrumperende effekt på en læser, der ikke var lært i krigens historiografi. For disse kritikere manglede romanen et moralsk korrekt gelænder til at støtte læseren.
Hvorfor overhovedet læse en roman og ikke bare faglitteratur?
I modsætning til et historieværk placerer De velvillige læseren helt inde i bevidstheden på en nazistisk forbryder og skaber oplevelsen af Anden Verdenskrig fra dennes perspektiv med alt, hvad dette indebærer af tanker, følelser og moralsk kompas.
At der fortælles fra et nazistisk perspektiv, sådan at læseren selv må reflektere over eller trække grænsen mellem godt og ondt, kan lyde pro-nazistisk og korrumperende, men der er flere elementer i romanen, som faktisk trækker romanen i den modsatte retning.
Først og fremmest at fortælleren ikke bare er karakteriseret som en mere eller mindre realistisk ung mand, der falder for nazismen, men at han samtidig er gjort til et urealistisk mytologisk væsen, der ikke bare har et seksuelt forhold til sin søster, men også dræber sin mor og stedfar i et slags delirium. For det andet giver oplevelsen af det Tredje Rige set indefra et godt indblik i dets absurditeter og ondskab, som for langt de fleste læsere i sig selv vil virke mere afskrækkende end inspirerende.
Litteraturens fiktion kan være med til tegne det store billede og udforske nogle af de huller, som findes i forskningen.
Et andet vigtigt element i De velvillige, som adskiller den fra den typiske historieskrivning er, at den er udformet som et memoir skrevet mange år efter Anden Verdenskrig, og dette gør det muligt for fortælleren at trække tråde mellem dengang og nu.
Fortælleren henvender sig direkte til læseren og nedbryder den for læseren ellers så trygge distance til det fortalte og tvinger dermed læseren til at konfrontere de krige, imperialisme, folkedrab og kolonialisme, som vinderne af Anden Verdenskrig selv har været skyld i eller bidraget til, og som læseren måske ligefrem selv på en eller anden måde er vidne til.
Dette kan godt kaldes en relativering af de nazistiske forbrydelser, men det bliver samtidig en måde at anerkende nogle historiske tråde, når vi taler om efterkrigstidens forbrydelser, og som gør det desto sværere for læseren af afvise nazisterne som de monstrøse andre, som har begået uforståelige forbrydelser.
Det er selvfølgelig muligt, at en læser potentielt skulle lade sig inspirere af nazismen af at læse disse bøger, men der skal formentligt mere til end blot romanlæsning. En roman, udgivet på et seriøst forlag vil også ofte rumme nuancerne og dyrke ambivalenserne ordentligt, sådan som De velvillige gør i modsætning til en roman som The Turner Diaries skrevet af en nynazist. Men det kræver naturligvis, at læseren er klar over forskellen på fiktionens verdensskabelse i modsætning til fagværkerens verdenspejling, selvom vi lige nu lever i en tid, hvor det ikke mindst i mange politiske arenaer og online-fora er en grænse i opløsning.
At fjerne visse bøger fra hylderne er altså det dummeste, vi kan gøre
Ud fra alt dette er det vigtigt at forstå, at litteraturens værdi findes i dens kompleksitet, ikke dens dydighed.
For læseren er ikke bare en passiv modtager af det sande, gode og skønne, som på samme tid bliver en afvisning af det falske, onde og ækle. Derimod bringer læseren sig selv, sin baggrund og konteksten for læsningen i spil og lader sig i skiftende grad underholde, belære og inspirere.
Det er altså ikke nok i sig selv at identificere sig med heroiske og eksemplariske karakterer for at blive et godt menneske, lige så lidt som man direkte korrumperes af litteraturens onde karakterer.
Dette hænger igen sammen med, at litteratur ikke er en spejling, men en forskydning af virkeligheden, lig med og alligevel anderledes, som virkeligheden holdt ud i strakt arm, så man kan opleve og reflektere over den fra forskellige perspektiver. Det er derfor, den er så værdifuld.
Den unsafe læser længe leve
For tiden går bølgerne højt på grund af Joan Rang Christensens ”racistiske” essay ”Om kunsten at give op,” som virker til at have høstet flere kritikere end læsere. Men her findes en god øvelse i rent faktisk at læse essayet og spørge sig selv bagefter, hvorfor man bliver så provokeret af at befinde sig i dette litterære unsafe space. Og visse boghandlere melder for tiden ud, at kunder klager over, at der sælges bøger om Trump og Elon Musk.
Men det er jo netop i bøgerne – og ikke mindst skønlitteraturen – at vi kan opnå en deltagende, fordybende og nuanceret tilgang og forståelse. Seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard skriver: ”Det har aldrig været vigtigere at forstå Trump.”
At fjerne visse bøger fra hylderne er altså det dummeste, vi kan gøre.
Som romanen De velvillige demonstrerede, kan litteratur gøre læseren klogere på, hvorfor nogle mennesker ser så radikalt anderledes på verden end en selv, og giver læseren den ubehagelige men givende oplevelse af, at ens holdepunkter og værdier kan vendes og drejes, dekonstrueres og destrueres.
hvis vi insisterer på, at litteraturen kun har værdi, når vi synes den er entydigt god, risikerer vi at miste det vigtigste ved den
Det er en slags litteratur, som dyrker, ambivalensen, tvivlen, provokationen, fremmedgørelsen, hvor man for en kort stund tvinges ud af sin vante trygge boble og opdager oversete sprækker i fundamentet.
Dermed ikke være sagt, at sådan litteratur ikke også kan ende ud i voyeurisme og kommercialisering, eller ligefrem i problematisk inspiration og dyrkelse, som i større eller mindre grad fortjener at blive kritiseret. Det er en balancegang, som må diskuteres fra tilfælde til tilfælde.
Men hvis vi insisterer på, at litteraturen kun har værdi, når vi synes den er entydigt god, risikerer vi at miste det vigtigste ved den: evnen til at stille spørgsmål snarere end at give svar. For litteraturens styrke ses særligt i at destabilisere og nuancere læserens verdensforståelse og skabe sprækker i fundamentet og overlade det til læseren selv at agere i sådan et kaos.
Men det kræver samtidig en moden læser, som forstår forskellen på fakta og fiktion, drevet af en vis nysgerrighed, åbenhed og ikke mindst tålmodighed til at læse romaner, og som er villig til at indgå i dialog med nuancerne og provokationerne.
Så kan litteraturen gøre læseren ond? Nej – men den kan udfordre, forurolige og tvinge læseren til at se verden fra nye perspektiver. Og det er derfor den er uundværlig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og