Kai Sørlander: Kan vi fordømme fortiden?

i Kultur/Politik & Samfund af
CANCEL CULTURE // KOMMENTAR – Black Lives Matter-bevægelsen aktualiserer spørgsmålet om, hvordan vi skal tage moralsk stilling til vores fortid. Filosof Kai Sørlander taler for moralsk modenhed og anerkendelse af historiens kompleksitet, og minder desuden om, at minoriteter også skylder majoriteten det hensyn at bøje sig for historien.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I vore byer findes mindesmærker for folk, som stod for andre værdier end dem, vi står for i dag. Det drejer sig for eksempel også om personer, der på en eller anden måde har haft forbindelse til slavehandel, eller som har ytret sig racistisk. Hidtil har vi levet med dem, som en del af vor historie, men nu bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt.

Foranlediget af demonstrationer for Black Lives Matter har der rejst sig en bevægelse, som stiller sig kritisk til disse monumenter, og som ønsker, at de bliver flyttet eller fjernet – eller som minimum, at de forsynes med en oplysning om, at de er racistiske. Det rammer selv skikkelser som Holberg og Churchill.

Moralsk selvrefleksion nødvendig

Skal vi følge med i denne fordømmelse? Skal vi ændre de pågældende vejnavne og flytte de stødende statuer? Eller skal vi acceptere den fortid, som disse vejnavne og statuer repræsenterer? Skal vi passe på med at hæve os selv op til moralske overdommere, som vi måske slet ikke har moralsk status til? Disse spørgsmål skal som udgangspunkt blot markere, at vi bedrager os selv, hvis vi tror, at svaret er indlysende. Tværtimod så kræves der en betydelig moralsk selvrefleksion fra vor side.

Den vestlige kultur adskiller sig derimod fra alle andre, ved at den som den første førte en aktiv kamp imod sin egen udnyttelse af slaver. Ingen anden kultur har før ført en tilsvarende kamp. Og vi behøver ikke at fornægte vor histories bagside for at stå fast om dette

Hvis vi skal dømme fortidens mennesker – de mennesker, som gav de vejnavne og opsatte de statuer, som mange nu finder kritisable – så skal vi først og fremmest gøre os klart, hvilket grundlag vi selv står på. Står vi overhovedet på et moralsk grundlag, som berettiger os til at fordømme fortidens mindesmærker?

Umiddelbart står vi i en anden tid. Tiden er gået, og med den har folkestemningen ændret sig. Meget, som før blev accepteret som tilladeligt, bliver nu anset for at være moralsk forkasteligt – og omvendt. Både før og nu er de fleste mennesker præget af tidens stemning. Men derfor kan folkestemningen i sig selv ikke være kriterium for, hvad der overordnet set er rigtigt. Folkestemningen alene kan ikke give os rationel grund til at se os selv som hævet over fortiden.

For hvorfor skulle folkestemningen nu være bedre end folkestemningen tidligere? Det kan folkestemningen ikke selv afgøre. Skal man afgøre det, må man finde et rationelt holdepunkt uden for den omskiftelige folkestemning.

Politisk ligeværdighed

Så er spørgsmålet, om man overhovedet kan finde et sådant rationelt holdepunkt. Dette spørgsmål fører os ind i kernen af den filosofiske etik, og den diskussion vil jeg her vige behændigt uden om. I stedet vil jeg pege på, at vort demokratiske ideal implicit bygger på en norm om borgernes politiske ligeværdighed.

Det er en norm, som kræver, at vi som personer bør se på hinanden som politisk ligeværdige – og som havende lige ret til at leve et liv i frihed. Og denne norm kan ikke kun betragtes som et tidsbundet udtryk for folkestemningen. Den må derimod betragtes som en forpligtelse, hvorudfra vi kan dømme os selv – og vor egen folkestemning. I og med at den bygger på en forpligtelse, der binder os alle som ansvarlige personer.

Men hvis det er tilfældet, kan vi så ikke også bruge denne norm til at fordømme de af fortidens personer, som forbrød sig imod den? Betyder det, at vi som rationelle personer er forpligtet på normen om at anerkende hinanden som elementært ligeværdige, ikke, at vi bør fordømme de af fortidens personer, som forbrød sig imod denne norm, fordi de på en eller anden måde var involveret i slavehandel? Kan vi ikke direkte slutte fra det, at vi står med en rationel norm om personlig ligeværdighed, til det, at vi bør fordømme de folk i vor fortid, som forbrød sig imod denne norm?

Er fortiden os fremmed?

Nej, her er vi nødt til at have endnu en refleksion med. Vi må spørge os selv, hvorledes vi som konkret samfund er nået frem til at have et folkeligt flertal, som støtter op om demokratiets grundfordring: om fordringen om borgernes elementære politiske ligeværdighed. Det har vi nået igennem en kompleks historisk udvikling, hvor der har været politisk kamp om indflydelse. Og denne historiske udvikling omfatter også mennesker, som vi nu fra vor position i historien kan se har forbrudt sig imod normen om personers elementære ligeværdighed.

Skal vi se på disse mennesker som en integreret del af vor historie og altså som en del af den komplicerede udvikling, der har ført os frem til at kunne realisere en nogenlunde velfungerende demokratisk samfundsorden? Eller skal vi se på dem som vildskud og fejltagelser, som vi skal tage afstand fra, og som vi skal forsøge at fjerne fra gadebilledet? Er de ”en del af os selv”, eller er de noget, som er – og bør være – os fremmed?

Udvis moralsk modenhed

Som udgangspunkt må vi erkende, at der ikke gives noget principielt entydigt svar på dette spørgsmål. Hver især må vi dømme ud fra, hvad vi mener er bedst for samfundet på længere sigt og i lyset af, hvorledes menneskene nu engang er med deres fejl og mangler. På den baggrund mener jeg personligt, at vi viser mest moralsk modenhed, hvis vi ikke forholder os moralsk fordømmende over for fortiden og de mindesmærker, som den satte. I stedet bør vi erkende, at det er ud af den muld, at det demokrati, hvori vi nu lever, faktisk er vokset. Når vi socialt set er blevet klogere – og har udviklet et nogenlunde velfungerende demokrati – så er det ikke, fordi vi rent moralsk er bedre, men alene fordi vi har fået den efterfølgende udvikling med. Skal vi undgå selvbedrag, så er det vigtigt, at vi ikke forstår os selv som moralsk bedre end vore forfædre, men at vi accepterer og fører den arv videre, som de har givet os.

De bør ganske enkelt ikke lade deres højmoralske indignation trumfe deres demokratiske forpligtelse over for deres medborgere. Og de bør derfor heller ikke føle sig berettiget til at tage sagen i egen hånd og vandalisere de mindesmærker, som de fordømmer. Går de den vej, så bliver de selv symptom på et demokrati i opløsning

Det vil så også sige, at samfundets fælles svar bør gives inden for demokratiets rammer. Vi bør erkende, at vi kan se forskelligt på sagen, uden at nogen derfor bør dømmes udenfor. Ingen af os kan forlange mere, end at vi hver især får frihed til at deltage som ligeværdige i den demokratiske diskussion og beslutningsproces. Vi kan ikke også forlange, at andre skal mene som os.

Tegn på et demokrati i opløsning

Dette gælder også dem, der ønsker, at de problematiske mindesmærker bør fjernes, fordi de anser dem for at være udtryk for racisme. Da de handler ud fra en form for højmoral, så får de et særligt problem. De skal passe på ikke at blive selvretfærdige: at de ikke lader deres moralske fordømmelse af fortiden blive til en moralsk fordømmelse af de af deres medborgere, som ikke deler deres egen opfattelse af, hvorledes man skal forholde sig til fortiden. De bør ganske enkelt ikke lade deres højmoralske indignation trumfe deres demokratiske forpligtelse over for deres medborgere. Og de bør derfor heller ikke føle sig berettiget til at tage sagen i egen hånd og vandalisere de mindesmærker, som de fordømmer. Går de den vej, så bliver de selv symptom på et demokrati i opløsning.

Men er der ikke nogen, som har en særlig grund til at føle sig krænket over de historiske mindesmærker over folk, som på en eller anden måde var involveret i slavehandel? Gælder det ikke dem, hvis forfædre selv var slaver, eller blot dem, som har samme etniske oprindelse som de tidligere slaver? Har de ikke et særligt krav på, at der bliver taget hensyn til deres følelser?

Hensyn går begge veje

Dette spørgsmål har også en anden side. Vi bør ikke kun spørge om, hvilket hensyn vi bør vise sådanne folk. Vi bør også spørge om, hvilket hensyn de bør vise os. Og når vi spørger således, så er det klart, at hvis de er blevet medborgere, så bør vi vise dem det hensyn, som den demokratiske ligeværdighed kræver, at vi bør vise dem. Hverken mere eller mindre.

Vi har mindst lige så meget ret til at kræve, at de bøjer sig for den historie, som nu engang er vor, som de har ret til at kræve, at vi ændrer vor historie af hensyn til dem. Det kan så føre til en kamp om fortolkningen af historien; men i den kamp bør de relativt velfungerende demokratier under ingen omstændigheder ofre deres egen fortolkning.

Dette har også en særlig grund. Det er rigtigt, at de vestlige stater igennem deres historie har udøvet mange ugerninger. Det er også rigtigt, at de derunder har været involveret i slavehandel. Men deri ligner den vestlige kultur blot andre kulturer. Den vestlige kultur adskiller sig derimod fra alle andre, ved at den som den første førte en aktiv kamp imod sin egen udnyttelse af slaver. Ingen anden kultur har før ført en tilsvarende kamp. Og vi behøver ikke at fornægte vor histories bagside for at stå fast om dette.


Dette indlæg har tidligere været bragt i Aarsskriftet Critique.


Illustration: Wallpaperflare.com.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Filosof og forfatter. Modtaget Københavns Universitets guldmedalje for en afhandling om logisk atomisme - primært Wittgensteins Tractatus. Har skrevet nogle "rigtige" filosofiske bøger: Det Uomgængelige (med forord af Georg Henrik von Wright, 1994), Under Evighedens Synsvinkel (1997), Den Endegyldige Sandhed (2002) og Indføring i Filosofien (2017).Har desuden skrevet nogle politisk-filosofiske og mere kulturkritiske værker: Om Menneskerettigheder (2000), Forsvar for Rationaliteten (2008), Den Politiske Forpligtelse (2011) og Fornuftens Skæbne (2014). Desuden artikler, kronikker og foredrag.

Seneste artikler om Kultur