
THE MINDS OF 99 // ANMELDELSE – Det kan være svært at skille skæg fra snot på Minds of 99’s nye album Infinity Action. Sangene stritter i alle mulige retninger, og det kræver et omfattende sorteringsarbejde at komme i bund med albummet, mener anmelder Henning Høeg. Men når det så er gjort, åbenbarer der sig en håndfuld gode sange.
Hvis Infinity Action var The Minds of 99‘s debutalbum, ville gennembruddet nok lade vente på sig. Med 14 vidt forskellige sange, der ikke alene svinger faretruende i kvalitet, men også stritter i alle mulige retninger, sidder man som lytter nemlig tilbage med et omfattende sorteringsarbejde, før man med sikkerhed kan trække noget, der bare minder om en rød tråd, og ikke mindst skelne skæg fra snot.
Det betyder bestemt ikke, at Infinity Action er et dårlig album, slet ikke. Således nynner jeg allerede lykkeligt med på smittende melodier som “Emil” og “Under din sne”. Og i den Talking Heads-inspirerede “Big City, Bright Ligths” leverer Niels Brandt én af mine all-time danske tekst-favoritter, når han synger, “Måske er han boozer, måske er han narkoman, måske’ han blot en helt almindelig Pink Floyd-fan”. Så får Annika Aakjær for alvor konkurrence i den finurlige afdeling.
Det er således på albummets to engelsksprogede sange, “1, 2, 3, 4” og “Nothing But Love”, at man finder det mest naturlige flow imellem tekst og melodi
Af uforklarlige årsager starter albummet med den noget vakkelvorne sang, “Vi vokser”, hvor både tekst og melodi hurtigt bør stikkes ind imellem to blanke sider i glemmebogen. Efter en hurtig oplæsning af et Michael Strunge-digt i “Krystalkuglen” sparkes døren dog hurtigt ind med albummets første officielle single “1, 2, 3, 4”- ikke alene en af albummets bedste sange, men også én af blot to helt engelsksprogede af slagsen.
På “1, 2, 3, 4” er det selveste Coldplay, der stilmæssigt får kamp til stregen. Med det smittende fede omkvæd, “This is a test, right now I’m someone else”, viser The Minds of 99 deres imponerende internationale potentiale. Og man skal år tilbage for at finde tilsvarende kvalitet og legesyge hos forbilleder som Chris Martin og Co.
Minds of 99 leger med gamle klodser
Og når vi nu snakker forbilleder, så føres man vidt omkring for at forklare lydene og disses baggrund på Infinity Action.
Således er The Minds of 99 tydeligvis børn af danske mestre som Kim Larsen, TV-2, Shu bi dua og Sebastian. Den fløjteklare “Emil” kunne uden de store problemer være et outtake fra Kim Larsens klassiske Værsgo’-album. Syng-med-lækkeriet “Sikke en sang” er ren Sebastian anno lige sidst i 70’erne.
Selvom Infinity Action ikke er på højde med hovedværket Solkongen fra 2018, så er The Minds of 99 fortsat med til at vise vejen i en ny dansk pop-guldalder
Og når Niels Brandt med smil i stemmen (på “Big City, Bright Lights”) synger, “Der går en mand som at der’ helt til grin”, så kan det være svært ikke også at tænke i retning af Steffen Brandt.
Nu er det ikke, fordi The Minds of 99 på nogen måde kopierer deres idoler.
Ligesom alle andre kreative hjerner leger bandet blot med de klodser, det musikalske liv har udstyret dem med. Og før albummet rundes af med “Sikke en sang”, høres inspirationen fra så vidt forskellige kunstnere som Thomas Dolby, Dan Turèll, Oasis og sågar Herman D. Koppel.
Det er iøvrigt med fuldt overlæg, at The Minds of 99’s fjerde album er lidt af en rodebutik. Under covid-pandemien har bandet således udgivet stort set alt, der er kommet ud af isolationen og studiearbejdet – uanset sprog, hitpotentiale eller stilart.
Alt dette er nu samlet på Infinity Action. Det resulterer i et kreativt kludetæppe. Og hvis én lillebitte svaghed skal udpeges, så må der være bandets danske tekster, der på en håndfuld sange stadig virker firkantede. Der er stadig et stykke op til forbilleder som Larsen, Brandt og Sebastian. Det er således på albummets to engelsksprogede sange, “1, 2, 3, 4” og “Nothing But Love”, at man finder det mest naturlige flow imellem tekst og melodi.
Efter en rum tid – ofte med mildest sagt tynde sange på toppen af den dansksprogede hitliste – er det under alle omstændigheder skønt at have et band med uafviselige ambitioner tilbage i førersædet.
Og selvom Infinity Action ikke er på højde med hovedværket Solkongen fra 2018, så er The Minds of 99 fortsat med til at vise vejen i en ny dansk pop-guldalder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her