Kærlighedens fyrværkeri i den smukkeste ruin

i Kultur/Poesi af

KULTURARV // FRANKRIG – Hvordan får man 4000 mennesker til at være stille sammen? Åbenbart ved at læse digte op om et emne, der uden undtagelse angår alle. Åbenbart ved at udsætte dem for en skøn ruin i natteluften, til tider med røg og lys, tilfældige fugle, der flyver ud og ind, et romantisk sceneri, som griber alle tilstedeværende. Ikke et nytårsfyrværkeri men et fyrværkeri for kærlighed og eftertanke. Måske det samme?

JUMIEGÈS – Lørdag aften i dejligt vejr. Forventningerne er store før tilløbsstykket ”Les Feux de l’Amour”, som kan oversættes til ”Kærlighedens fyrværkeri”. Vi er i Jumièges i Normandiet en times kørsel langs Seinen fra hovedbyen Rouen.

Jumièges er kendt for sin vidunderlige klosterruin – ja, man siger, at det er Frankrigs smukkeste ruin, som den står dér lysende klar, skarp og hvid i et parklandskab tæt på Seinen, som løber gennem den kultur- og historiemættede egn. 21. september 2019 – der er æbler på træerne; de æbler, hvoraf nogle vil blive til den bitre og friske cidre og endnu andre til Calvados.

Ruinen er et af de ældste og vigtigste Benediktinerklostre i Normandiet. De hvide tårne når en højde af op mod 50 meter og overrasker altid den besøgende med deres majestætiske udseende. I det 19. århundrede blev klostret ødelagt og derefter døbt ”Frankrigs smukkeste ruin”; siden har stedet ligget hen i et romantisk skær. Denne aften ligner det noget fra et guldaldermaleri, omkranset af høje træer og nattehimmel som det står, stolt og uberørt.

Hvordan får man 4000 mennesker til at være stille sammen? Åbenbart ved at læse digte op om et emne, der uden undtagelse angår alle

Romantisk ser det også ud denne aften, hvor 4000 mennesker er samlet foran klostret til det helt udsolgte arrangement, der forener litteraturoplæsning, musikindslag, lyskastere i mørket og fyrværkeri skabt af Jean-Eric Ougier, som bl.a. er kendt for at stå for festfyrværkeriet i Paris på nationaldagen 14. juli.

På trods af den store menneskemængde er der ro og fred og forventningsfuld venten på græsplænen foran klostret, hvor en scene og kæmpe søjler med højttalere er sat op.

En ny kunstform opstår

Kl. 21 træder skuespilleren Vincent Dissez diskret og uden store armbevægelser op på scenen, næsten lidt undseelig lige indtil hans stemme påbegynder oplæsningen af det første kærlighedsdigt af André Breton. Der går et sus gennem forsamlingen, og man hører skuespillerens åndedræt så tæt på, at ordene rammer alle.

Poesiens kraft bliver suppleret af musikværker – af bl.a. Mozart, Debussy, Jacques Brel, Mylène Farmer og Bach – som igen suppleres af fyrværkeri, der ligesom understreger kærlighedens uendelige væsen. Kærlighedens ild gennemsyrer ordene, og pludselig er det, som om alle holder vejret og bliver ét med de vidunderlige oplæsninger.

At koordinere musik og fyrværkeri med litteratur virker forunderligt, og en ny kunstform opstår for øjnene af de 4000 gæster, som ikke kan andet end at ånde med kærlighedstekster af digtere og forfattere som Guillaume Apollinaire, Gabriel Garcia Márquez, Emily Brontë, Paul Eluard, Henry Miller og Anaïs Nin.

Vor fælles kulturarv bliver levende og vedkommende, når man kan opleve den i intens dialog med litteratur, scenekunst, fyrværkeri og performance. Stedets ånd fornyes og næres til de næste mange århundreder

Hvordan får man 4000 mennesker til at være stille sammen? Åbenbart ved at læse digte op om et emne, der uden undtagelse angår alle. Åbenbart ved at udsætte dem for en skøn ruin i natteluften, til tider med røg og lys, tilfældige fugle, der flyver ud og ind, et romantisk sceneri, som griber alle tilstedeværende.

Bogen, digterkunsten og litteraturen bliver universelle medier, der naturligt positionerer sig som eviggyldige.

Bogen som objekt og formidling hænger sammen med Benediktinermunkenes gerning, og man mærker historiens vingesus og fornemmer betydningen af vor fælles europæiske historie. Ruinen lader os forestille os, hvordan klostret så ud i dets velmagtsdage, og den nærer fantasien. Fortid og nutid møder hinanden; mødet giver mening og lader os opfatte stedets kulturelle og åndelige betydning. På den måde bliver selve ruinen et vitalt aktiv, en mægtig del af kulturarven, som kunstnere indenfor mange discipliner har bygget videre på gennem århundreder.

En smuk ruin – er det ikke netop dét, vi kan se i Paris i denne tid? Er Notre Dame Katedralen måske endnu smukkere end klostret i Jumièges?

For at bibeholde klostrets autenticitet har man aldrig overvejet at genopbygge det.

Selve bygningen styrkes løbende, men for at den kan blive stående, og for at sikkerhedsforskrifterne overholdes.

En helt særlig ”ruin” i Paris efter Notre Dame-branden står netop nu til skue, og diskussionen er ophedet i forhold til kirkens fremtid. At der har været en stor folkelig opbakning til en genopbygning, vidner de betydelige indsamlede midler om. Men som kirken står nu, som et symbol på forgængelighed og verdens sårbarhed, bliver den næsten profetisk og nutidig: der er ingen planet B. Der er kun den samme. Kun den samme ruin i Jumièges, kun den samme domkirke i Paris, kun den samme planet.

Til gengæld bliver vor fælles kulturarv levende og vedkommende, når man kan opleve den i intens dialog med litteratur, scenekunst, fyrværkeri og performance. Stedets ånd fornyes og næres til de næste mange århundreder.

Godt nytår!


Læs mere om festivalen Terres de Paroles her.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Fotos: Camille Dumarché.

Læs mere
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Catherine Lefebvre har igennem de seneste 20 år været en fremtrædende og foretagsom skikkelse i det danske kunst- og kulturliv, først som kurator ved Center for Dansk Billedkunst, dernæst som specialkonsulent i Kunststyrelsen og i en tiårig periode frem til 2019 som særdeles aktiv og visionær direktør og litterær eksekutor for Karen Blixen Museet og Rungstedlundfonden.

Sideløbende hermed har Catherine virket som ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Catherine Lefebvre er cand.mag. i filosofi fra Université de Paris, Sorbonne, og mag.art. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Hun har desuden modtaget stipendier fra New York University.

Som direktør for Karen Blixen Museet har hun iværksat talrige internationale samarbejder og udforsket Blixens værk i forhold til identitet, sprog, grøn og global kontekst, ligesom hun har publiceret ”Karen Blixen: Thule-Ngong, aller et retour” i Europe, Revue littéraire mensuelle og ”Accidental Tourists: some thoughts on Blixen, Arendt and Disobedience” i Scandinavica samt ”Moi, Babette” i Babette, Pariserkommunen og eksilet og ”Eksilets kreative Potentiale” i Department of Voids.

Catherine Lefebvre virker som kurator, projektleder og skribent og som bestyrelsesformand for Dansk-svensk Kulturfond. Hun er født ind i en dansk-fransk familie og har gennem det meste af sin karriere haft fokus på dansk og fransk kultur og kulturarv.

I 2019 blev hun fra fransk side hædret med den fornemme Officersgrad af den franske fortjenstorden for sit subtile arbejde med de to landes kulturer, litteratur, kunst og sprog.

Catherine Lefebvre er en hyppig foredragsholder og en efterspurgt moderator.

Seneste artikler om Kultur