REPORTAGE – Der står et kærestepar på en trapperepos foran en rød jerndør. Der er intet skilt, bare en ringeklokke. Hendes krop sitrer, og lige nu er hun lykkelig over, at han står og ser helt roligt på hende. Hun ringer på. Intet svar.
De ringer på igen, og der lyder tunge skridt bag døren, før den går op. En skaldet, bred, topmavet og brysk bjørnemand med tyrenakke åbner. Han er klædt i sort fra top til tå, militærstøvler og har en pistol i et hylster under venstre armhule. Han rynker permanent brynene og stirrer direkte ned på dem.
Hendes tøvende, “We are here to shoot” runger ubesvaret i opgangen.
Han rækker hånden frem, men den får lov til at hænge. Bjørnemanden snerrer: “You are too early”, før han alligevel lader dem slippe ind.
Pistolen og mine hænder suser mod loftet, patronen suser forbi skydeskiven, og mit hjerte banker hårdt i brystet. Det føles alt for godt
Det er halvanden måned siden, de blev kærester, og nu er de på forlænget weekend i Litauen. Det er ikke første gang, han er på en østeuropæisk skydebane. Tværtimod har han opsøgt det flere gange. Hun hader våben; de er vulgære, ødelæggende og absolut ikke tiltrækkende. Når de alligevel står her, i et beige boligbyggeri i en forstad til Vilnius og venter på at kunne skyde, skyldes det en blanding af hans insisteren og fascination og hendes nysgerrighed.
Bjørnemanden henviser dem til en lysebrun lædersofa. Billeder af våben omringer dem fra alle sider på væggene. Foran dem ligger papirerne med retningslinjerne, som de læser igennem. Imens tumler Bjørnemanden rundt i det tilstødende lokale. Det lyder, som om han småfalder og samler pistoler samtidigt. Så går døren op, og bjørnen, hvis navn de endnu ikke kender, vinker dem ind på selve skydebanen.
Anna Luna:
”I rummet ved siden af skydebanen har den store mand lagt tre våben frem. En pistol, en AK47 og en shotgun. På et halvt minut viser han, hvordan man putter patroner i alle tre våben, lader, sigter og kan risikere at miste både et øje og en hånd. Jeg hvæser til min lykkelige kæreste, at han skal kigge på mig, når det er min tur.
Et skrækscenarie gennemspilles i mit indre: Jeg sigter og trykker langsomt ned på aftrækkeren. Pludselig hører jeg mit navn, jeg vender mig rundt og skyder Shahin. Det er dét, jeg er bange for.
Shahin går straks i gang med at pille ved AK47’eren: Af med magasinet og i med patronerne – det både imponerer og skræmmer mig, at han ved præcis, hvad han skal. Jeg beder med det samme manden uden navn om hjælp. Modvilligt tager han pistol og patronerne ud af hånden på mig og sætter dem i.
Jeg vender mig mod skydeskiven, en grøn ø midt i en beige bygning. Jeg lader pistolen, men det er svært at holde fast på den, med glatte, svedige hænder. Jeg forsikrer mig om, hos Shahin og manden, at jeg holder rigtigt. Forsigtigt trækker jeg fingeren tilbage, mens jeg kigger hen over løbet og frem mod den hvide midte. Løbet danser rundt, og jeg bliver overvældet af BANG-lyden, der brager igennem høreværnet.
Den voldsomme, forventede kraft overvælder mig, og det føles godt. Det er umuligt at sigte med så kraftfuldt et gevær, men jeg rammer godt
Pistolen og mine hænder suser mod loftet, patronen suser forbi skydeskiven, og mit hjerte banker hårdt i brystet. Det føles alt for godt og endnu bedre, da jeg rammer skydeskiven næste gang og næste gang og næste gang. Shahin smiler.
Så lader Shahin og skyder med AK47’eren. Helt uden hjælp fra den store mand. Om han er dumdristig, på hjemmebane, for stolt eller selvsikker, ved jeg ikke. Han er stille og målrettet med geværet. Han ligner en lille dreng i færd med at sjæle i en slikbutik – det er forbudt og herligt, og han skammer sig ikke.
Den store mand insisterer på, at jeg selv putter patroner i og sætter magasinet tilbage på AK47’eren. Jeg tvinger ham til at overvære forløbet. Fem høje knald og fem slag mod brystet senere sidder mine skuldre op under ørene.
Jeg tager billeder af Shahin, da han skyder med pistolen. Scenariet er absurd; han står i sin blomstrede skjorte og knalder kugler af sted mod en skive i et rum med en mand uden navn og en kæreste, der holder fotosession. Jeg forsøger ikke at se manden i øjnene imens.
Shotgun’en og dens enorme kraft er min største frygt. Jeg propper fem patroner i og lader TJE TJE – det lyder præcis som på film.
KAPOW! Den voldsomme, forventede kraft overvælder mig, og det føles godt. Det er umuligt at sigte med så kraftfuldt et gevær, men jeg rammer godt. Det er faktisk det våben, jeg skyder bedst med. Rambo, Lara Croft og Bruce Willis, bøj jer i støvet!
Jeg tror, Shahin er imponeret over den nu kun lettere skamfulde action-helt ved siden af ham. Jeg er ret ekstatisk, da vi bytter over, så jeg knipser løs, da Shahin skyder, og glemmer alt om den store mand, indtil hans enorme korpus skubber til mig, og han læner sig ned mod mig. “You better” er ordene, der finder vej til mig.”
Shahin:
“Der er ikke så meget pis med Bjørnen. Vi får en kort og tør introduktion til de tre våben: “En Glock 17, AK-47 og til dessert en shotgun”. Den sidste bemærkning får ham selv til at smile for første gang. Ellers virker han mest af alt til, at han gerne vil have os ud igen i en fart.
Anna Luna har den sorte Glock, mens jeg får overladt den klassiske Kalashnikov AK47 og fem patroner. Jeg klikker magasinet af og skubber til for at få kuglerne i. Der er stille, og jeg føler mig fummelfingret. Bjørnen står med Anna Luna og viser hende, hvordan man sigter og holder på den uden at få revet fingrene af. Jeg har høreværn på og hører kun en summen. Det er et skørt syn – hun er sød, håret sat op i en hestehale, en sort rullekravetrøje og et koncentreret blik. Begge hendes arme er strakte, og hun holder godt fast om det østrigske håndvåben.
Hun spænder i kroppen og krummer ryg som en arrig kat. BANG. Fem skud og magasinet er tomt. Det gør et eller andet ved mig
Jeg vender blikket mod skydeskiven, løfter AK’en og tager sigte. I et splitsekund er jeg revolutionshelt – når jeg lader, hører den velkendte lyd og ved, at patronen har lagt sig tilrette.
BANG! En lille gaseksplosion og så er kuglen skudt afsted og river et hul på størrelse med en skjorteknap i papskydeskiven. Det gentager sig fem gange, før magasinet er tomt, og jeg lægger stormgeværet fra mig. Hver gang rammer jeg en anelse bedre end før, dog uden at få ramt på bulls eye.
Det er et magisk våben. En klassiker som har fungeret som fast inventar i historiebøgerne. Min far bar den i den iranske revolution, jeg har set bin Laden stå med den i sine videoer, Saddam Hussein havde en i guld, og drengene på Nørrebro bærer den på sorte hættetrøjer. Den er et symbol.
Vi bytter. Hun pusler med AK’en, og jeg putter små guldfarvede patroner i Glockens magasin. Igen lægger hun ud. Hun spænder i kroppen og krummer ryg som en arrig kat. BANG. Fem skud og magasinet er tomt. Det gør et eller andet ved mig. Da jeg legede som barn, erobrede jeg verdener og vandt revolutioner med netop sådan en AK, og nu står min kæreste som en anden rødhåret Leila Khaled og poserer.
En Glock er en glimrende pistol. Næsten kedelig. Den er let, ligger godt i hånden, og man finder let sigte. Rekylet er næsten blidt, og hullerne i skydeskiven er så små, at Bjørnen og jeg må kigge på en lille monitor for at se, hvor jeg ramte.
Så er det tid til Bjørnens dessert, den blanke, sorte Winchester shotgun.
Anna Luna er lækker på sådan en sydstatsagtig måde, når hun står med et mordvåben og tager sigte. Hun giver et lille hvin, når den går af med et brag. Men hun ramte skidegodt. Jeg smiler lidt for mig selv og er stolt.
Så er det mig. Jeg rykker i den og får den ladt. Jeg sætter kolben mod højre skulder, lukker mit øje og læner hovedet mod geværet, tager sigte og BOM!
Jeg prøver igen og sigter under mit mål – det hjælper kun en smule. Jeg bliver aldrig helt præcis med den, men jeg nyder råstyrken for hvert af de fem skud. Men det irriterer mig, at jeg ikke gennemskuer at sigte ordentligt med den. Bjørnen og Anna Luna hviske-tisker bag min ryg. Men mit høreværn forstummer deres snak.”
Adrenalinen pumper
Så er det hele pludselig overstået, og parret står igen ude foran den røde jerndør. Han har taget et billede af sin skydeskive, hun har taget sin med hjem.
De finder vej tilbage til snoede gader og guldbeklædte kirker i Vilnius’ midtby. Adrenalinen pumper rundt i kroppen, mens de griner, drikker øl og genfortæller hinanden det hele.
For ham er det stort at have set hende med et gevær og gå fra nervøsitet til en god skytte. Hun fryder sig over det skamløse og grænseoverskridende i oplevelsen. At have bevæget sig ud til sin horisonts yderpunkt og risikere at lære noget om sig selv, og den hun har med under armen.
Især når det er foregået i et østeuropæisk lejlighedskompleks bag en jerndør med en bevæbnet og navnløs kæmpe.
Foto: Skribenterne
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
